1. december 2013

Fotoudstilling på Ilimmarfik: dagliGodtNuuk





Verden forstås gennem billeder på verden. Men intet billede ses isoleret. Det hænger omkranset af utallige billedrækker i ­erindringens galleri. Denne kalejdoskopiske forudsætning ­indrammer vores billedopfattelse, den afgrænser vores verdensbillede. Bag øjnenes spejden og spejlen skærer fortidens billed­rammer sig ind over hinanden. Dog ser vi dem ikke, selvom de bestemmer alle synsvinkler, de bestemmer vor verdenscollage.

Vi kigger i de gamle grønlandske billedbøger. Vi ser, at verden da var velordnet, vejret altid smukt, menneskene altid pænt stillet op. Fortidige billedopfattelser ligger som rammer om opfattelser af fortid, mens nutidig dagligdag fanges ikke i formen, men falder forvirrende udenfor rammerne. Formen indrammer opfattelsen, fordrejer synet, blindvinkler og bestemmer nutiden, der så i sin pågående formløse detaljerigdom opfattes kaotisk.  

Grønlandsgæsterne ankommer til Nuuk og forsøger at indramme det synlige i deres opfattelse, i deres medbragte billedudsnit, hvor rammerne er givet på forhånd i fortidens eksotiske form. Men hvor er de knejsende isbjerge, fangeren med de ­glammende slædehunde, de rundryggede igloer, den vilde isbjørn og den ædle eskimo? Kun de kommercielle turistfacader og fortids­symbolerne vedhæftet kroppene spejler dette fata morgana. Disse billeder på organiseret blindsyn kaster den forsimplede verden tilbage i gæstens øjne. Endnu en fiktiv fantasiramme uden forbindelse til virkelighedens uindrammede kaos.

Tre måneder har jeg vandret i Nuuk ad de små snævre cirkelbuer dagligdagene udstikker. Fra Radiofjeldets hvide blok, over træbroen til 2A-bussen, ind på universitet, cirklet gennem ­cementblokkenes transparente lys, søgt bibliotekets hyldemetre, overværet undervisning, besørget de nødvendige dagligindkøb, deltaget i lørdagsbajerens bataljer. Alt kvantiseret af skemaer og de små afbræk, der al tid kaotisk bryder hverdagens rammer. 

Med mig på denne endeløse krusedullefærd har jeg haft lommens kamera og denne erindringsfanger har indrammet, hvad disse dagligdage har afsløret i deres eksotiske banalitet. Billederne spreder som hundestrint i sneen, et par hurtige afmærkninger i farten, der snart rinder tilbage i havet.

Det er daglig dont. 
Det er daglig billedfangst. 
Det er GodtNuuk.

Ole Wich
December 2013
Nuuk

---

Tekst til udstilling af 90 fotos på Ilimmarfik fra mit studieophold på Grønlands Universitet i Nuuk fra september til december 2013.


Hele udstillingen opsat på en betonvæg i kantinen.
En højopløselig PDF-udgave af hele fotoopsætningen kan downloades her: http://cl.ly/2h3f2h0y0C15

5. november 2013

REVIEWICH: Bearbook - mellem myten og mobiltjekket


På Ilisimarfik/Grønlands Universitet udstiller Miki Jacobsen 
en række tuschtegninger under fællesbetegnelsen "Bearbook"

Denne udstilling er velplaceret her på et højtideligt universitet og midt i en hypermoderne bykultur, hvor mænd opstylter deres slikkede maskulinitet med drabelige bjørnekløer om halsen, selvom de ikke har snuset til så meget som en enkelt lille bjørnefjært nogensinde. 
Miki Jacobsen bidrager til dette miljø en befriende humor med sine store tuschtegninger af mytologisk mobiltjekkede isbjørne: 

Miki Jacobsen: Ajulaanngilaq / Alt under fuld kontrol
Tuschtegning
2013

- Med en ordentlig bjørn på, står bamsefar i baren og forklarer ihærdigt bamsemor at han desværre, desværre, igen er blevet forsinket. Øhmm, noget kom i vejen… men alt er under fuld kontrol! Bjørnetenderen pudser diskret sine glas bag baren. Han har lagt sine lodne ører til den brummen tusinde gange før.

- Med øjnene dybt nede i mobilen optjekker isbjørnen ved iskanten sin status, mens sælen i vandet en meter derfra ser forbavset ud. Alt er ikke som i gamle dage. Omfatter dyrerettigheder adgang til internet?

Tegningerne viser bjørne på glatis, på glideren, på skideren, indsyltet i civilisationens sorger og glæder, akkurat som alle vi andre dyr. Alle er vi hybridformer med labberne placeret både solidt og sporadisk i mange lejre. Vores daglige spor i sneen ligner bargæstens hjemgang, ganske vist med en retningsbestemt kurs, men med voldsom slinger i valsen. 
I den anden ende af bjørneskalaen viser mere traditionel opfattelse samhørighed mellem dyr og menneske, hvor former skifter mellem dyreskikkelse og menneske. 

Den kunstneriske form er originaltegningens sort/grå tusch malet med pensel på det hvide papir. En traditionel form, der via sit motivvalg lægger sig midt mellem tegneseriens uhøjtidelige udtryk parret med de gamle orientalske traditioner for tusch på papir. Det sidste forstærket af et rødtprintet bjørnebomærke ved signaturen.

Miki Jacobsen: Ilusilersugaq
Skulptur
2013

Miki Jacobsen udstiller også en enkelt skulptur, en forkortet bjørnekrop, der også har samme hybride vekselvirkning som tegningerne, fra front er det et isbjørnehoved, bagfra en figur, der giver mindelser om en mand iklædt bjørneskind. Udførslen har tydeligvis et andet kunstnerisk afsæt end tuschtegningerne og låner formsprog fra dorsetkulturens overdrev. 
Det er ikke nemt at efterligne fortidens uforlignelige mestre, der med et uovertruffen indlevelse formede deres naturiagttagelser i træ, tand og ben, men Miki Jacobsens bjørneskulptur, selvom den er henslængt lettere utislået på et bord og selvom den afslører de simple materialevalg gips, hønsenet og sejlgarnsstumper, så formidler den et særegent nærvær. Det er en stor kvalitet.

Denne udstilling fortjener er større publikum end universitetsfolket samt de tilfældigt besøgende i bygningen og endnu er der tid. Miki Jacobsens udstilling, lige udenfor biblioteket på 1. sal, er åben indtil d. 8. november og kan ses i universitetets åbningstid på hverdage og når der ellers er offentlige arrangementer i bygningen.
















--------------------------------------------------------------------------------
Ole Wich er gæstestuderende på Ilisimatusarfik - Kultur- og Samfundshistorie, billedkunstner på Færøerne og formand for det færøske billedkunstforbund "Føroysk Myndlistafólk"

5. august 2013

Fiskerne - piraterne i Mordatlanten

- en kommentar til fiskekrigen mellem EU og Føroyar i året 2013

En kortvignet fra Hudson Bay ca. 1720 med instruktion  i tilvirkningen af klipfisk.
Et trin på vejen til industralisering og en hensynsløs udnyttelse af fiskeressourcerne i Nordatlanten

Krigen i Nordatlanten
Den endnu meget ferske krig om makrel og sild er kun endnu et søslag i et ældgammelt stinkende hundeslagsmål mellem kystlandene i Europa og de nordatlantiske kystområder med nordatlantens natur som indsats. De første tropper i krigen var fiskere fra Baskerlandet, Portugal, Frankrig, England, der med store investeringer i fiskerimaterial forsøgte at tømme Nordatlanten for profitable ressourcer, for at tilfredstille de investorer, der solgte havprodukter til det europæiske marked. 

Denne konflikt startede for snart tusind år siden med kampen om retten til at udnytte de nordatlantiske hval- og torskeressourcer, som det europæiske marked altid har været umådelig grådige efter at aftage: Lampeolie og barder, stokfisk, klipfisk og nu ferskfisk efter fryserens opfindelse. Markedet er stort, umætteligt og grådigt, stiller ikke spørgsmål og Nordatlanten ligger behageligt langt væk fra europæiske forbrugere.

Olaus Magnus kortet fra 1539 med tegningen af Færøerne viser storhvalfangst,
da der stadig var hvaler at fange. De to tønder er til hvalolien, der gik til de europæiske marked som lampeolie.

Ingen nordatlantisk fornuft, kun forlis
Da befolkningerne omkring Nordatlanten lærte krigens fiskerikunst sydfra, fik de efterhånden investeret i europæisk udstyr, disse store havgående skibe til industriel udnyttelse af havressourcerne. Før havde de fisket fra små både nær kysten, lige udenfor bopælen. Nu havde de brug for en en anden økonomi og livsstil. Samtidig smed de al fornuft overbord og fortrængte hvad de vidste om naturens kredsløb, hvor lidt det end var i den tid.

Siden har skotterne, shetlænderne, færingerne, islændingene, nordmændene, newfoundlænderne og grønlænderne lært at bruge søkrigens fiskeredskaber til perfektion og har deltaget med alle midler i krigens ubarmhjertelighed. Ude på havet drejer det sig om at komme først med krog, net og trawl. Det er alles kamp mod alle. Alle har de dygtigt lært at profitere på havressourcerne, men også mærket følgerne når dyre- og fiskebestande endnu en gang faldt sammen under det ubetænksomme jagttryk. 
Med regelmæssige mellemrum har de set deres lokaløkonomi ligge i ruiner, fordi den importerede filosofi i fiskerierhvervet ikke er fornuftig udnyttelse, men grådige hensyn til financielle investorer uden interesse i langsigtet planlægning. Men alligevel deltager kystbefolkningerne villigt og energisk i krigen om ressourcerne og forårsager deres egne gentagne forlis. 

Pirater med net og trawl
Alle fiskere er i princippet pirater. Lige så snart de er uden for kontrol, opfører de sig som alle andre sørøvere. De skovler i egen skibsbug uden sans for andre eller dagen i morgen. 
Nordatlanten skulle snarere kaldes Mordatlanten, for de levende ressourcer i havet står for konstant skud. Alle på den hjemlige front deltager villigt i krigens hærgen og profit. Kun få folk i de nordatlantiske kystsamfund har mod til at undersøge forbrydelsen til bunds og næsten ingen tager det biologiske system i forsvar. Og gør de det bliver de angrebet med alle midler.

På overfladen præsenteres krigen som en kamp mellem nationer, under overfladen er det vanvid, fordi det er en blodig kamp mellem mennesket og naturressourcerne, hvor den naturlige biologiske dynamik gang på gang bliver overvundet og nedbrudt. De evige tabere i denne krig er altid de biologiske havressourcer og i sidste ende de mennesker, der har set deres livsgrundlag i Nordatlanten ændre sig drastisk, fordi det endnu aldrig er lykkedes ikke at styre den umættelige altid kortsigtede profittrang.

Gang på gang har vi set bestande i Nordatlanten falde sammen under trykket fra investorernes profitinteresser, først storhvalerne, så torsken, så silden og så videre. Det stopper aldrig og alle er sig selv nærmest. Det er Klondykefilosofi til havs. Det er jagten på havets guld.

Fiskere under overvågning og administration
På intet tidspunkt er det lykkedes kyststaterne i fællesskab at få tilrettelagt en fornuftig udnyttelse af de fælles nordatlantiske havressourcer, der kunne bevare en naturlig dynamik i havmiljøet og sikre et jævnt udbytte til kommende generationer af folk i kystområderne. Altid er der en profitabel gulerod, der lokker befolkningerne til at handle kortsigtet. Og de politiske systemer og kapitalinteresserne ved lige nøjagtigt, hvordan de skal svinge med denne gulerod for at få deres  populistiske vilje igennem og deres investering hjem. Samtidigt beholder de kontrollen med fiskeressourcerne, selvom disse værider reelt set er folkets ejendom.

I denne ulykkelige krig ved jeg én ting. Ligesom man ikke skal lade ræven vogte gæs, skal man ikke tillade fiskere, deres organisationer, deres lobbyister og deres politiske lakajer at vogte fiskebestande. Fiskerierhvervet skal styres med hård hånd og holdes på kursen uden afvigelser. En tusindårig erfaring viser, at de aldrig kan styre sig selv. De lyver og bedrager, de bruger alle midler for at komme ud på fiskefeltet langt fra land og kontrol og praktisere deres ubetænksomme grådighed.

Hvis det stod til mig skulle alle fiskefartøjer i hele Nordatlanten udstyres med videoovervågning dag og nat over dæk og under dæk, så madproduktionen kunne streames direkte ud på Internettet i fuld offentlighed med navn nævnelse på fartøj og skipper. Så kunne forbrugerne se hvordan deres dagligvarefisk i indkøbscentres fryseboks bliver produceret.

Kun krusninger på Nordatlanten
Hvad vi ser i disse dage ser i medierne er kampen mellem de enorme financielle interesser, der har investeret i udstyr til det nordatlantiske fiskeri. Vi ser deres lakajer argumentere for egen personlig gevinst. Vi ser deres politikere, der satser deres politiske status i krigen og med håb om at profitere politisk til egen fordel. Andet er der ikke i det. Og alle de andre med en lille chance for profit og status deltager i krigen, politikere, journalister og nationalister og så videre. De ser der er røre i vandene, at måske er strømskiftet på vej, og så ved de, at der fangst at få.

Uanset hvilken vej slaget bølger, så vil jeg ubetinget støtte en fornuftig naturadministration, fiskebestandene og de kommende nordatlantiske menneskegenerationer i den nuværende krigstilstand. 
Jeg går helhjertet ind for en samlet overordnet styring af udnyttelse af fiskeressourcerne, der sikrer bestandene en naturlig biologisk dynamik og sikrer de kommende generationer af et rimeligt udkomme fra fiskeressourcerne.

Indtil dette er sket betragter jeg kun den nuværende strid som krusninger på havoverfladen i en konflikt mellem menneske og natur, som stort set ingen i hele Mordatlanten eller EU er indstillet på at komme til bunds i. 
Som al anden krig er det organiseret vanvid skjult under retorik og propaganda, der drukner den egentlige problematik.


En lille batalje fra krigen fra DR.DK i august 2013

Links: 
En batalje fra den nordatlantiske fiskerikrig:

Kort fra Hudson Bay ca. 1720:

8. juli 2013

REVIEWICH: ORKA: Føroyar 5.2 - Et fornemt konceptuelt værk om den færøske natur… med overflødig mislyd


"Føroyar 5.2" er en totaloplevelse

"Føroyar 5.2" er et eksempel på en anden og vidensbaseret måde at opfatte færøske natur på, i de rige krydsfelter mellem hardcore naturvidenskabelige data og musiske talenter. Den færøske natur er uudtømmelig rig på sådanne ressourcer til kunstnerisk bearbejdning. Kun få af dem er udforsket. 
Kombinationen af nøgtern iagttagelse og kunstnerisk bearbejdning har jeg selv har udforsket i mit konceptuelle skulpturværk "3-D Dímun" udstillet i Listaskálin på Ólavsøkuframsýning 2009. Halvfems topografiske talsæt fra Lítla Dímun bestemte skulpturens udforming. Værket beskæftigerede sig blandt andet med måletæthed, dataopløselighed og interpolation som grundlag for afbildingen af et kendt færøsk naturfænomen. Værket gestaltede således naturdata i en æstetisk form og omhandlede en perceptionsproblematik, der til alle tider er til stede i al iagttagelse af verden. 
"Føroyar 5.2" har på samme måde et stramt koncept, en indledende dataindsamling og en æstetisk bearbejdning, der performes som en fysisk gestalt i et rum. Derfor beskæftiger jeg mig med dette værk og reflekterer over det.

Konceptet "Føroyar 5.2"
Jeg så førsteopførelsen af værket på Vísindavøkan 2012 d. 12. september i Østrøm. Værket består af to dele, en introduktionsvideo og et komponeret lydværk med videoklip. I Norðurlandahúsið i Athøll er formidlingsdelen til værket udvidet lidt med en intro med kunstnerne Jens L. Thomsen og Uni Árting, hvor de kort forklarer konceptet i videoinstallationen.  
Gennem seismiske målestationer placeret i de fire verdenshjørner og midten af Færøerne indsamles lyde, der fremkommer ved at kunstnerne bearbejder Føroyar med hamre og andet værktøj tæt på målestationerne. Disse vibrationsdata indsamles gennem dataforbindelsen centralt på Jarðfeingis datacentral i Tórshavn. Efter dette er de indsamlede lyddata bearbejdet, samplet og komponeret til et samlet værk til videoprojektion og højttalerlyd. Der er tillige optaget videodokumentation af bankeriet på klipperne og af processen med indsamling af data.

Teknik
Der er er meget bevidst anvendelse af teknik på et højt niveau i "Føroyar 5.2". Set.uppet synes så teknisk kompliceret, at det ville give mig sved på panden. Lige så glad jeg er for de mange fantastiske muligheder moderne elektronisk teknik giver, lige så stor frygt har jeg for teknikkens evne til at strejke på de mest ubelejlige tidspunkter. Så jeg har stor respekt for kunstnernes mod på at bruge et så kompliceret set-up, der indbefatter kompliceret styring af fem videoprojektioner simultant med mange lydkilder. Det er rigtig meget, der kan gå galt, men det fungerede. Thumps up for det.

Opførsel
Den akustiske, rumlige og tekniske scenografi er minimalistisk udtænkt og fungerer fremragende. Opførslen foregår i et mørklagt lokale. De fire vægge repræsenterer målestationernes positioner, nord, syd, øst, vest og midten Tórshavns målestation på loftet. Selve lydværket afspilles fra alle fem positioner, der sammen skaber det akustiske rum og spilles gennem så store højttalere, at lyden fysisk kan mærkes i tilhørerens krop. På de fem flader vises tillige de respektive videostumper fra dokumentarvideoen simultant med lydene. Publikum kan vælge at turnere rundt i lokalet eller bare stå stille og der vende sig efter de mange strømme af lyde og billeder. 
"Føroyar 5.2" er et stramt og veltænkt koncept, der på forbilledlig vis forener naturvidenskabeligt udstyrs dataindsamling med kunstnerisk håndværk og indføling. 

Komposition
Selve lydværket med tilhørende videoklip, der er grundsubstansen i "Føroyar 5.2", er dramaturgisk godt struktureret og opfylder den forventningskontrakt kunstnerne har opstillet med sit publikum. Værket er enkelt komponeret med en pulsløs start, derefter en voksende puls og volume frem mod et klimaks, der så spejles og toner ud til slut. Godt, enkelt og forståeligt. 
I denne opførselsdel er konceptet er fuldt forløst med præcision, indlevelse og fornem musikalsk tæft. Jeg har overværet denne part tre gange, den ene gang liggende på gulvet, så jeg ved, at den med udbytte tåler genhør og syn. Værket har sin egen urkraft, men det giver også som al god kunst plads til tilskuerens egne forestillinger og tanker.

Uni Arting og Jens L. Thomsen introducerer konceptet for "Føroyar 5.2"

"Føroyar 5.2" - formidlingproblematik
En kunstnerisk opførsel står ikke alene, den er altid omkranset af en form for formidling. I "Føroyar 5.2" må konceptets dataindsamling formidles til publikum, for at give det fulde udbytte. Efter at publikum er kommet ind i rummet bliver de derfor først præsenteret for en traditionel introduktionsvideo projiceret på sydvæggen. I den første del præsenterer de to kunstnere på 3,5 minutter konceptet, ved på skift at fortælle om konceptets opbygning og dataindsamling. 
Den anden del er en lang video på 12 minutter, hvor man ser dem stige op til de forskellige målestationer og forsøge sig frem med forskellige slagpåvirkninger på klipper og andet brugbart. Videostilen er her rystet håndholdt kamera med en vindblæst lydkulisse, hvilket er temmelig belastende at se og høre på. Selvom denne part med to hamrende mænd tilfører en finurlig humor til projektet, er den mærkelig malplaceret. Den trætter publikums opmærksomhed.

Formidling af konceptkunst
Det er rigtigt set, at konceptkunst ofte har et formidlingsproblem i udstillingssituationen. Publikum er vanebundne, deres forventninger er ofte snævre, hvilket gør det vanskeligt for dem at opleve med åbent sind. Dette gælder især det færøske kunstpublikum, der er besværet af en svær fetisch for oliemaleri, en overromantisk og snæversynet kunstsmag samt er fokuseret på kunstværkets anvendelse i dagligstuen og som økonomisk investeringsobjekt. Denne formidlingssituation er konceptkunstnere nødt til at forholde sig til. Alt efter konteksten må man afveje de forskellige hensyn. 
De oplysninger som publikum skal have for at opfatte "Føroyar 5.2"s konceptuelle forudsætninger kunne være præsenteret langt mere elegant på meget kortere tid. For eksempel kunne målestationen navn og placering være angivet direkte på væggen i opsat tekst eller projiceret i løbet af værket. 
Præsentationen af den tekniske dataindsamling og anden nødvendig forhåndsviden kunne være klaret i den første korte introduktionsvideo, der tillige sætter ansigter på de to ophavsmænd uden at de bliver for dominerende.

Værk og idol
Med den nuværende præsentationsform ender personerne med at overskygge deres eget værk. Men hvorfor vælger to garvede performancekunstnere, at præsentere en så lang og trættende introduktion? Sidst jeg så de to herrer performe i koncertsammenhæng gik de på med krum hals fra starten uden så meget snak. Hvad er i grunden til denne tunge formidling i et konceptuelt kunstprojekt, som "Føroyar 5.2" må siges at være?
Grunden kan være at kunstnerne i dette tilfælde kommer fra den rytmiske musikkultur, hvor udviklingen med MTV, MySpace, smarte og hypede orkesterhjemmesider og i de sidste år Facebook har som forudsætning, at musikken siden 1960-erne udbredes og sælges ved hjælp af en idolkultur, hvor musikere styler sig til at være idoler snarere end auteurer, der træder til side, når værket er færdigt. 
Dette kendes vi også fra billedkunsten, hvor for eksempel Trondur Patursson bevidst styler sig til en uldstrittende urfæring fra middelalderens Kirkjubø. 
Dette viser sig at være ganske salgbart både indenlands og udenlands. Idoldyrkelsen bliver derfor et fristende karrieretræk, et trick, der sælger billetter og kunst hos det publikum, der fokuserer deres kunstinteresse i snobberiet for celebrities og romantiske kunsterroller. Men det er ikke garant for kunstens kvalitet. Salgsgarnituren kan hurtigt skygge for og indvirke på kunstværkerne. 

The making of the video "Føroyar 5.2"
Hos Orka er det ikke gået ud over kvaliteten af selve værket, men der er for mange sten i landskabet, før publikum kommer frem til det væsentlige. At vise en "the making of the video" med kunsterne i en optagelse på 12 minutter før hovedværket på 9 minutter, udmarver publikums koncentration. Den slags extramateriale plejer man at vise bagefter eller ved siden af. 
Dette valg giver indtryk af manglende respekt for eget koncept og er en beklagelig svaghed ved opførslen. Konceptet i "Føroyar 5.2" er derfor ikke fuldt udfoldet. Kunstnerne mangler at finde modet til at grave det sidste lag væk for at komme ned på grundfjeldet, hvor udtrykket står solidt funderet og helt rent uden støj. Man kan udmærket fremvise en videoinstallation på 11 minutter uden at snyde publikum, når værket har denne kvalitet. Især når billetten kun koster kr 30,-.
Den lange ellers udmærkede introduktionsvideo med det humoristiske islæt hvor kunsterne rejser rundt i landet, kunne passende ligge på YouTube som teaser og trække folk ind til liveperformancen i Norðurlandahúsið. Det havde virket logisk, funktionelt og givet en nødvendig distance samt fred omkring konceptet.

Export Føroyar 5.2 
"Føroyar 5.2" er er fint eksempel på et endnu originalt værk fra den færøske kulturscene. Det er også et eksemplarisk eksempel på hvordan samarbejde mellem offentlige institutioner Granskningarráðið og Jarðfeingi samt i kultursektoren Orka og Norðurlandahúsið, kan udfolde sig i krydsfeltet mellem naturvidenskab og kunst. Det giver nye instrumenter at spille på. 
"Føroyar 5.2" egner sig absolut til export og det er nærliggende for Norðurlandahúsið at tilbyde dette fine projekt af høj kvalitet til udenlandske kulturhuse, for værket sætter et andet naturbillede end det gængse pladderromantiske Føroyar på landkortet. Det er i høj grad tiltrængt at udbrede den slags alternativer i omverdenen. Det er nødvendigt at nuancere forestillingerne om færøsk natur i billederne af den natur, vi sammen lever i. 

Ole Wich
juli 2013

--- --- --- --- --- --- --- --- --- --- --- 
Norðurlandahúsið:
ORKA: Føroyar 5.2
21. juni - 13. juli kl. 12.00 & 13.00