 |
| Havbaderen, skyhimmelen og soleklipsens mørkladne hav |
Kultur har som grundforudsætning at skulle afværge usikre naturfænomener, at tilstræbe og sikre os forudsigelighed i den menneskelige tilværelse og således værne mod naturkræfternes mange ubønhørlige luner og tilfældigheder. Men det lykkes ikke altid at styre oplevelsen af verden. Selv i naturbegivenheder i universet omkring os, der med klokkeklar præcision kan profeteres århundreder frem, er vi underlagt uforudsigelighedens atmosfæriske turbulens i de sarte tynde luftdyner, der beskytter os mod universets golde barske realiteter.
Min færøske dagligdag er ikke forudsigelig, fordi vi på denne nordatlantiske klodeposition er så heldige endnu ikke at have pakket naturen ind i det stringent planlagte. Det tillader klimaet naturligt nok ikke.
Således er det også, når vi rammes af en solformørkelse. Uanset hvor total og perfekt eklipsen i teorien kunne fremtræde, så er det klimaets vejrfiltre, der bestemmer kvaliteten af vores syn og oplevelse. Selvom astronomerne med præcision og forudsigelighed kan stille os alle mulige oplevelser i vente, så må vores forventningerne lige her på dette sted på kloden, tones kraftigt ned. Det er de givne betingelser vi lever under.
---
Eklipsen opstår, når to svævende himmellegemer i universet og et menneskelegeme stående på jordklodens overflade i et kort tidsrum balancerer som sitrende perler på en hårdt udspændt line. Under min personlige eklipse befinder jeg mig netop dér, hvor universet med sin planetariske pegefinger lige nu omhyggeligt tegner en mørkelagt streg hen over mit velkendte landskab, direkte tværs gennem min dagligdags omgivelser og virkefelt. En dybtgående forankring og nærvær af kosmiske planetbevægelser, lige ned midt i mit liv.
---
Der findes i tusindvis af detaljerede fotos af korona, diamantring og skiftende halvsole, trykt i bøger, gemt digitalt på harddiske og i cyperspace. Der hænger de hver især løsrevet fra deres kontekst, uden forankring.
Billedernes fotografer glemmer, at al fotografi i sit basale princip handler om at placere sig på det rette sted og eksponere præcis i det rette tidspunkt og vise beskueren disse to fænomeners essensielle forbindelse. Det er øjeblikkets fastlåsning på begivenhedens sted, der krystalliserer fotografiets magiske essens i forhold til andre visuelle medier.
Det indzoomede eklipsefoto viser kun tidspunktet, men ikke stedet. Det er et halvfoto uden forankring, løst revet fra jordelivets kropslige tyngde og personlige kontekst.
---
Kun én gang, i et forsvindende lille uforudsigeligt tidsrum i min personlige tilværelse, besøgte en total eklipse mit liv. Lige her hvor jeg bor. For at kunne registrere dette og vise dette grænseoverskridende øjeblik på foto, må jeg forankre mine eklipse-afbildinger i min hverdag midt i mit vante landskab. For mig vil oplevelsens styrke altid være den mærkelige formulering af fremmedartet lys udtrykt på mit landskabs velkendte former. Dér projicerer eklipsen sin essens til mig i sit hastige kys af kosmisk nærvær.
---
Min kone Sanne er havbader. Så tit så muligt bader hun i Atlanterhavets salte kølighed under den frie himmel, men naturligvis kun, når det færøske klima tillader det. Da eklipsen nærmere sig, gik vi sammen til strandbredden i Sandagerði. Mens jeg satte kameraet op, klædte hun sig af.
Nu overskyggede månen solskiven bag skydækket. Snart falmede stranden, havet og fjeldene til det mærkværdigste stille tusmørke. Luftens temperatur, vinden, selv bølgerne, synes forandre sig. Den mørke bøje i havnen sås nu lyse rødt. Skonnerten Norðlýsið ude på fjordfladen sank ind i Nólsoyfjeldets mørke baggrundsfarve. Fyret på Borðan sendte sit sædvanlige klare blink mod Tórshavn.
I dette magiske sceneri gik Sanne ud i det skvulpende sortladne havdyb. En mørkegul stribe ved Bordan farvede den dunkle baggrund bag hendes sorte silhouet, før hun sank i havet.
---
Hun svømmede sin lille tur som vanligt, men det hastigt svindende lys fik hende instinktivt til skyndsomt at søge mod land igen. Snart stod vi tæt sammen og iagttog det mærkelige syn, da sollyset med stor hastighed vendte tilbage, som havde et mørkerædt barn febrilsk drejet den store universelle lysdæmper tilbage. Siden så vi gennem mørkebriller solens orange banan, der nu kiggede frem gennem skydækket.
Det var perfekt. Fraværet af muligheden for at se de stereotype ikoner af de totaleeklipsen, diamant, korona og diamant, fastholdt os i vores personlige landskabs kropslige nærvær, mens vi undrende så scenen skifte sig i det mærkværdige og ubeskrivelige lys. Sådan havde vi aldrig set vores landskab før.
---
På vej hjem fra sandet vendte vi os flere gange om og fulgte månen langsomt slippe sit tag i solens skive. Nu spredtes skydækket og sollyset strålede over hele Tórshavn. Hen over Argir fløj et par hundrede stære i to flokke i de sædvanlige flyveøvelser og trygt flokssamvær før nattens søvn. Et forvirret og forgæves forsøg på sort sol ved højlys dag.
Alt gled gennem et vidunderligt forløb gennem et perfekt torshavnsk scenario, hvor netop det uforudsigelige færøske klima skrev partituret ad hoc og dirigerede oplevelsen ud i det drømagtig fantastiske.
Usikkerheden om vejr, vind og visuel kontakt lagde grundtonen. Forudsigelighed er overvurderet. Ofte er det oplevelsens dæmper.
---
Tilsidst lå vi begge ved vinduet derhjemme med det varmende sollys i ansigtet, mens vi så den blodrøde sol som en fornærmet trutmundet Pacman spytte måneskyggen ud til venstre. Snart blafrede måneskyggens sidste bue ud over kanten af solskiven. Væk igen i mange, mange år på dette sted. Nu her står solen klar som før. Vores eklipse er tonet ud.
---
At synge eklipsen ned i landskabet
Et af de flotteste færøsk værke under den totale solformørkelse den 20. marts udførte gruppen Hamferð. I deres nummer "Deyðir Varðar" (Døde varder) formåede de at leve op til dette unikke kosmiske øjeblik.
Gruppen placerede deres musikalske udsagn præcist i tid og sted midt i et nærværende autentisk færølandskab, naturligvis helt og aldeles underlagt den færøske uforudsigeligheds tilfældigheder.
Suveræn sang, spil og optagelser, der vibrerer af nærværelse og aucentitet. Solens skift over til koronaen lyskrands i den sorte videoflade bliver midt i forløbet det eneste visuelle fokuspunkt. Det koncentrerer vores opmærksomhed om sangens intensitet, mens vinden går i mikrofonen som en uheldsvarslende drone.
Hamferð synger eklipsen ned i vores landskab.
YouTube: Hamferð - Deyðir Varðar
Live during the solar eclipse in The Faroe Islands, March 20th 2015
---
Ole Wich
20-3-2015
