H.C. Lyngbye mellem tang og tro

Tangplanten almindelig klotang (Ceramium secundatum) fra Lyngbyes herbarium,

som H.C. Lyngbye fandt og gav latinsk navn den 27. juni 1817 i Hóyvik på Færøerne.

H.C. Lyngbyeåret 2017 markeres med Postas udgivelse af en serie på fire frimærker den 15. maj 2017. Frimærkerne beskriver nogle af de fagområder, hvor H.C. Lyngbye fik afgørende indflydelse på færøsk kulturudvikling. Frimærkerne er tilrettelagt af Ole Wich og Kim Simonsen.

H.C. LYNGBYE ÅR 2017: Botanikeren H.C. Lyngbye startede sin livslange passion for systematisering af planter med at opbygge sit herbarium, da han i årene op til 1810 var sidst i tyverne. Da han flyttede til Fyn efter sin teologiske embedseksamen i 1815, for i første omgang at ernære sig som huslærer, delte han sin botaniske passion med sin arbejdsgiver Niels Hofman Bang på Hofmansgave, der især interesserede sig for alger og tang. Hofman Bangs interesse smittede, for siden koncentrerede Lyngbye sig især om denne plantegruppe. 
Det herbarium af alger og tang, som Lyngbye siden indsamlede og udbyggede hele sit liv, blev ved hans død i 1837 købt af Botanisk have på Københavns Universitet, hvor det i dag befinder sig i Algeherbariet på Statens Naturhistoriske Museum i København.

Tangforskeren Ruth Nielsen og skabene med Lyngbyes herbarium
på Algeherbariet på Statens Naturhistoriske Museum i København.
Foto: Ole WIch

H.C. Lyngbye på Algeherbariet
Da jeg i begyndelsen af 2015 begyndte mig interessere mig for H.C. Lyngbyes liv og levned, besøgte jeg som noget af det første Algeherbariet i København, hvor Ruth Nielsen, lektor emeritus og algeekspert, viste rundt i den enorme plantesamling. 
Min interesse for Lyngbye og jeg var i gode hænder, for Ruth Nielsen har som deltager i det store internordiske havundersøgelsesprogram Biofar i nittenhalvfemserne, blandt andet gået i Lyngbyes fodspor i sine studier af alger og tang på Færøerne. 
I de mange lakerede træskabe lå H.C. Lyngbyes indsamlede vandplanter omhyggeligt indpakket i små foldede kuverter, der var klæbet på ark efter ark. Jeg ledte specielt efter de arter, som Lyngbye fandt første gang på Færøerne og som siden blev grundlag for den naturvidenskabelige beskrivelse af arten. Men jeg ledte også efter interessante visuelle motiver, der eventuelt kunne bruges til illustrationer til H.C. Lyngbye året 2017.

Begge betingelser fandt jeg i arten almindelig klotang, som Lyngbye kaldte Ceramium secundatum. Frem fra kuverten dukkede det originale eksemplar, der ligger til grund for artens beskrivelse internationalt. Lyngbye fandt arten den 27. juni 1817 i den lille vig ved Hoyvík lige uden for Tórshavn. Det lille rektangulære stykke papir fra herbariet med den opklæbede tangplante egnede sig fint til et frimærke og således blev det. Det færøske postvæsen Postas frimærke med tangplanten som ses herover udkommer den 15. maj 2017, lidt under 200 år efter, at Lyngbye indsamlede det lille eksemplar i den færøske strandkant.

Det dyre papir
Tangforskeren H.C. Lyngbyes store herbarium har repræsenteret og repræsenterer en stor videnskabelig værdi for tangforskerne i hans eftertid, men det afslører også noget om et herbaries økonomiske behov. 
Papir var ikke billigt i begyndelsen af 1800-tallet og til opbygningen af et herbarium kræves papir i betragtelige mængder. Papir til at lægge planterne i pres og langsomt udtørre dem, papir til de store ark til opklæbning planter og kuverter, papir til kuverter til løse plantedele, papir til mærkater, papir til mapper og og til sidst også brevpapir til at holde kontakten til det botaniske netværk vedlige. 
Papir koster, men netop penge var det meste af Lyngbyes liv en mærbar mangel, lige indtil han i 1827, 10 år før sin død, fik det forholdvis lukrative præstekald i Søborg og Gilleleje.

Lyngbyes herbarieark med Chorda lementaria på Algeherbariet.

Den tyske tekst ses på det roterede udsnit til højre.

Foto: Ole WIch.

Den tyske tekst
På arket med arten pølsetang er flere kuverter med tørrede tangplanter. Kuverten nederst til venstre er stemplet ”Specimen originale”, hvilket betyder, at denne tangart taksonomisk er bestemt ud fra dette specifikke indhold. Denne lille indtørrede tangplante er fundet og indsamlet i Kvívík på Færøerne i 1817. Lyngbye ender med at kalde arten Scytosiphon lomentaria, som den officielt hedder i dag. 
I kuvert nummer 3, den største kuvert på arket, er foldet stykke papir om planten fra en bogside med trykt gotisk tekst på tysk. 

Da jeg senere kikker mine fotos igennem skriver jeg en del af teksten af: ”…sich des beschweren/ und were vielliicht seiner Dignitet…” og søger med den på Google, der præsenterer side 154 i »Colloquia Oder Tischreden Doctor Mart. Luthers« under Kap. XIII. Von Sacramenten. Item / von Opffren, Item / von der Tauffe, med nøjagtig samme skriftsnit, som på udklippet i Lyngbyes herbarium. Det er den samme udgave af bogen.

Meget a propos i nærværende reformationsjubilæum 2017 viser det sig, at teksten stammer fra selve reformatoren selv, nemlig bogen med Martin Luthers »Samtaler eller Bordsamtaler«.

Dette er en kendt bog fra 1571 med referater fra den madglade Luthers bordsamtaler i hans domicils spisesal, hvor han dagligt spiste sammen med mange folk og hvor gæster ofte deltog. Snakken gik livligt og her besvarede reformatoren Luther både teologiske og mange andre slags spørgsmål, der sammen med svarene nøje blev nedskrevet og senere udgivet. 

Side 154 handler om forskellige spidsfindigheder vedrørende dåben og teksten indeholder et lettere omskrevet citat fra Luthers »Den store Katekismus« fra 1530, det sidste kapitel om”Forskel på dåbens gyldighed og gavn”. »Den store Katekismus« havde Luther skrevet til sognepræsterne. Luther så dengang gerne, at præsten, ved siden af de nødvendige studier af bibelen, mindst en gang om året gennemlæste og studerede dette værk. 

Titelbladet i Martin Luthers »Samtaler eller Bordsamtaler« med side 154 indsat til venstre. 

Skriftsnittet svarer nøjagtigt til udklippet i Lungbyes herbariekuvert med en prøve af pølsetang.

Luther og Lyngbye
Her, fra gemmerne på Naturhistorisk Museum, dukker en kombination af Luther og Lyngbye op, som man ellers ikke skulle forvente fra den velansete samvittighedsfulde præst i sognet på Djursland. Den mere end to hundrede år gamle teologiske bog fik i Lyngbyes hænder en mere prosarisk og praktisk funktion i naturvidenskabens tjeneste. Med sine 970 sider i godt solidt tyskproduceret papir, var der gode muligheder for at få deponeret mange tørrede tangspecimenter.

Man kunne drillende spørge - Foldede præsten Lyngbye hellere herbariekuverter end hænderne i bøn? Om denne praktiske brug af Luthers ord på papir er et udtryk for, at præsten Lyngbye foretrak tang fremfor teologien, er nok at overfortolke fundet. 
Mon ikke han, på det tidspunkt kuverten blev foldet, var for fattig til at købe papir, eller også, var han af gammel jysk vane fra opvæksten i beskedne kår i Himmerland, blot almindelig sparsommelig. Derfor slagtede og genanvendte han en udslidt gammel bog. 

Passion og præsteembede
Men dette lille udklip fra hans hverdag opklæbet på herbariearket kan fortolkes som et konkretiseret fysisk symbol på den splittelse, der gennem al hans voksne liv var mellem den naturvidenskabelige passion og til brødfaget han udøvede i det religiøse kald. 
Så vidt vi ved, blev både passion og præstekald nu ellers plejet samvittighedsfuldt. Vennen Hofman Bang antydede dette i nekrologen over Lyngbye i 1838: 

”… hans Øje røbede den Varme for videnskabelige Undersøgelser, som stadig besjælede ham. Hans ualmindelige Hukommelse og hans strængt-logiske Undersøgelsesevne bleve understøttede ved en uafbrudt Flid af vedholdende Studeringer, hvorpaa han anvendte enhver Stund, som hans Embedspligter levnede ham. 
… Af hans menigheder var han elsket, og agtet af de Embedsbrødre og Andre, som stode i Forbindelse med ham; thi han var tillige en strængt ordentlig Mand og punktligt nøjagtig i alle sine Forretninger.”

Også brevene fra H.C. Lyngbye til Niels Hofman Bang vidner om frustrationen over den manglende tid til studier af naturen. I februar 1826 skriver Lyngbye: 

Det nytter ikke for en Præst at tænke synderlig Videnskabelighed; thi Embeds Forretninger, og de mangfoldige Skriverier og Indberetninger, som ere os Præster paalagt, levner ikke megen Tid til Videnskaben, det meste Otium er om Sommeren efter Pinsehelligdagene…

De mange brune mapper med de mange herbarieark var en stor del af H.C. Lyngbyes livsværk 

og grundlaget for hans status og berømmelse som algeforsker.

Lyngbye og herbariet
Såvidt kilderne og de løse spekulationer, men de giver et lille fornemmelse af et pauvert præsteliv med botanisering som bibeskæftigelse. 
Man fornemmer Lyngbye siddende i morgenlyset på Gjesing præstegård i det kald, der var en lang økonomisk elendighed, dybt optaget af sit kæreste gøremål, naturvidenskaben. Han arbejder koncentreret med sit herbarium, denne hans møjsommelige opsamlede vidensbank, der udgjorde det fysiske grundlag for hele hans status og berømmelse i det danske rige og i de internationale botanikkredse. 

Med øvede hænder folder og glatter han en herbariekuvert af et tilklippet ark fra stakken med det opsparede papir, skriver med kradsende pen og blæk det latinske navn og indsamlingsted udenpå kuverten, han venter lidt på, at det glinsende brune blæk skal tørre; han klæber derefter omhyggeligt kuverten op på herbariearket og putter de tørrede tangspecimenter deri. Altsammen med sin vanlige omhu og lige så påpasseligt, som kendetegnede alt andet han efterlod til eftertiden.
Da afbrydes han. Kirkeklokken ringer. Den trækker ham bort fra naturstudierne og ind i embedet, over til menigheden, op til hans kirkelige handlinger ved alteret. Måske skulle han at forrette en dåb efter lutheransk skik, som Luther den beskrev i Den store Katekismus? 

Tilbage ligger de velordnede herbarieark i stakke på bordet i studerekammeret. Nogle ark er kun halvgjorte. 

Tohundrede år senere fisker tangforskeren Ruth Nielsen store mapper frem til mig fra de mange lakede træskabe med H.C. Lyngbyes herbarium på Statens Naturhistoriske Museum i Gothersgade i København. Vi blader forsigtigt igennem mappens mange ark. Den store kuvert med den tyske tekst i gotiske bogstaver fanger mit blik. Jeg spekulerer: Hvad er mon historien bag dén?
—

Kilder 

Algeherbariet. Statens Naturhistoriske Museum i København.

Nielsen, R., & Gunnarsson, K. (2001): Seaweeds of the Faroe Islands. An annotated checklist. Fródskaparrit - Annales Societatis Scientiarum Færoensis.

Biofar.

Luther, M. (1571): Colloqvia Oder Tischreden Doctor Mart. Luthers. Gedrückt zu Frankfurt am Mayn / durch Thomas Rebarths Seligen Erben Anno MDLXXI.

Breve fra H.C. Lyngbye til Niels Hofman Bang. Botanisk bibliotek. Biblioteket på Statens Naturhistoriske Museum.

Flere tekster fra H.C. LYNGBYE ÅRET 2017:

17. april 2017: Fróðskaparsetur Føroya og Lyngbyes star

8. april 2017: H.C. Lyngbye, Kirkjubøstolene og andre færøske oldsager

28. marts 2017: H.C. Lyngbye og fredningen af ruinen i Kirkjubø

18. marts 2017: H.C. Lyngbyes netværk - Hornemann og Hofmansgave

10. marts 2017: Makkerparret Lyngbye og Schrøter 

18. februar 2017: En skotsk færøbeskrivelse: Om færøsk monopol- og frihandel

6. februar 2017: Plantelæren, Hornemann og H.C. Lyngbye

25. januar 2017: Beskrivelse af et portræt

17. januar 2017: Havets lysning

1. januar 2017:  Introduktion til "H.C. Lyngbye året 2017"

Fróðskaparsetur Føroya og Lyngbyes star

Aprilspirer i den botaniske have i Tórshavn
(Foto. Ole Wich) 

H.C. LYNGBYE ÅR 2017: På Debesartrøð i Tórshavn på universitetsområdet, helt henne vest for enden af den gamle sortmalede udstillingsbygning, hvori den botaniske afdeling på Nátturugripasavnið i dag har til huse, i den lille botaniske have med færøske plantearter, spirer der i disse aprildage nogle langagtige grønlyserøde blade frem fra sidste sommers døde plantedele. 

Hen på sensommeren står denne art som en rank grøn græsklump med de lange buede blade 60-70 cm op mod sommerhimmelen. De stive blade vifter frem og tilbage i den færøske sommerbrise, de tunge aks vugger op og ned. 

Går man ned i knæ, kan man gennem aks og blade se dem vinke mod de første bygninger, der rejste sig, da Fróðskaparsetur Føroya (Academia Færoensis), blev grundlagt i 1965 af Føroya Fróðskaparfelag (Færøernes Videnskabelige Selskab). Dette selskab blev oprettet i 1952 af de færøske akademikere, der vendte hjem i 1945, efter de strandede i Danmark under 2. verdenskrig, hvor de havde taget deres akademiske uddannelser. Nu var de tilbage og nu skulle der arbejdes frem mod, at det færøske samfund skulle have sit eget universitet. Bygningerne har således deres oprindelse i efterkrigstiden økonomiske opsving og ambitioner om en øget nationalbevidsthed og selvstændighed.

Fróðskaparsetur Føroya set gennem græs
(Foto. Ole Wich). 

Lyngbyes star
Men Fróðskaparsetur Føroyas forhistorie går længere tilbage end til midten af det 20. århundrede og for at undersøge dette, må man søge tilbage i den akademiske forhistorie for det vuggende græs. Hvornår og hvordan fik denne botaniske art sin plads i det akademiske univers? Ved græstottens rødder står et nummerskilt og ovre på museets sorttjærede væg er den botaniske haves planter oplistet. Ud for plante nr. 49 står den færøske betegnelse: »Lyngbyestør«.

Denne art fandt H.C. Lyngbye i 1817 på sine botaniske ture i det færøske landskab. Han kendte ikke arten, men indsamlede den til sit herbarium og ikke mindst til botanikprofessor J.W. Hornemann, der var redaktør af det store planteværk Flora Danica og leder af Botanisk have i København. I bogen ”Fortællingen om Flora danica” forfatteren lektor Henning Knudsen: 

»Lyngbyes Star blev beskrevet første gang i Flora Danica af Hornemann. Den er ikke let at kende fra andre lignende Stararter, men den har flere tokønnede aks og mange blomster i aksene. Hanblomsterne sidder i spidsen, og hunblomsterne har to støvfang. Den vokser på fugtige steder og er almindelig i Island, sjælden på  Færøerne og kun kendt fra et par steder i Grønland.«

Carex lyngbyei gror i nutiden sporarisk på Koltur, Sandoy, Suðuroy og Mykines og altså som her fotograferet kunstigt udplantet på Debessartrøð midt i Tórshavn. Den er på den færøske rødliste, det vil sige regnet som en truet art. Det er den mest på grund af den ringe udbredelse, men den kan også blive udrydningstruet af indsamling, dræning, landbrug og forurening.

Arten Lyngbyes star er talrig mange steder på hele den nordlige halvkugle, men det var i 1817 på Færøerne, at arten begyndte sit liv i den akademiske verden. For en art kan ikke siges at eksistere, før den er blevet indlemmet i den videnskabelige nomenklatur med et familienavn og et artsnavn i det linnéske system.

Carex lyngbyei er udbredt over hele den nordlige hemisfære (www.discoverlife.org).
Græsset kaldes gulstör på Island og er udbredt i lavlandsområderne overalt på øen.
(Náttúrufræðistofnun Íslands).

Naturvidenskab bygger nationer 
En nation vokser frem gennem den akademiske beskrivelse af landområdet, naturvidenskabeligt og historisk. Så nationalidentitet kan siges at være en akademisk konstruktion. Det nationale vækstmedium, der som regel er mest fokus på i identitetshistorikken, er udviklingen af skriftsprog, litteratur og bogudgivelser. Men i lige så høj grad er det den nøgterne videnskabelige beskrivelse af nationens natur og naturfænomener, der giver nationalidentiteten form. 

Naturen fremstår jo meget tit i kombinationer, der er helt stedsspecifikke og dermed i sandhed unikke. Til forskel for de sprogfokuserede videnskaber, der meget ofte opfinder nye kunstige fænomener og forskelle, der kun bliver konstrueret for at påvise, at nationen så sandelig skiller sig ud blandt sine naboer. 
Et godt eksempel på dette er den akademiske administration af det færøske skriftsprog, der under påskud af at sproget er oprindeligt, opfinder nye ord konstant. Nyt materiale markedsføres som oprindeligt og bedre end det eksisterende med det ene formål, at sproget skal adskille markant fra andre sprog.

Nationens planter
Naturvidenskabelige beskrivelser og den mentale nationsopbygning udvikles synkront, for eksempel ved at naturvidenskaben beskriver nationens planter også i den færøske kontekst, selvom Færøerne er et artsfattig område og ikke kan bidrage til meget nyt i naturvidenskaben, som også Henning Knudsen påpeger: »Den færøske flora rummer et forholdsvis beskedent antal arter, fordi øerne både mangler de mange skovarter, vi har i Danmark, men faktisk også mange af de arktiske arter. Der er derfor kun få plantearter, der er beskrevet som nye for videnskaben fra  Færøerne.«

Under alle omstændigheder er systemet, at nationens nationbuildere og administrative systemer efterhånden udgiver disse beskrivelser i bogværker, kaldet floraer, der efterfølgende altid benævnes med landets navn. Alle nationer skal helst have sin egen flora, for at kunne kalde sig en nation.  
Det er den grundliggende opfattelse bag den danske nations ”Flora Danica”, der udkom i 54 hæfter fra 1761 til 1883, eller bag de færøske bogudgaver, Rasmus Rasmussens ”Føroya flora” fra 1970, Dorete Blochs ”Færøflora” fra 1981 og Jóhannes Jóhansens ”Føroysk flora” fra 2000. 

I den lille botaniske have ved enden af den forhenværende bådeudstillingbygning
på Debesartrøð vokser et eksemplar af Lyngbyes star. 
(Foto. Ole Wich).

De botaniske haver i metropolerne og hovedstæderne kan siges at være de fysiske manifestationer af disse floraer. De er samlingen af nationens planter. Fra begyndelsen har man tillige forsøgt at indlemme eksotiske og botanisk interessante planter, for eksempel i den Botanisk have i København, men i den færøske botaniske have i Tórshavn er der kun færøske planter. 
Fróðskaparsetur Føroyas botaniske have er et rent nationsbygningsprojekt og bliver dermed et sted, hvor den botaniske del af nationen kan overskues, besøges og kanoniseres.

De rejsende, identitetsassistenterne og Academia Færoensis
De hjemvendte færøske akademikere i 1945 vidste, at for at blive anerkendt som nation og for at have en chance for at blive selvstændig stat, som mange af de hjemvendte havde som ultimativt ideal og mål, var det nødvendigt at etablere et akademisk miljø, samt at få oprettet og anerkendt et færøsk universitet. De vidste, at akademiske beskrivelser af nationen og akademiske aktiviteter er et vigtig led i nationsopbygningen og vigtigt signal til omverdenenen samt forudsætningen for en politisk nationsopbygning. Det færøske universitet blev stiftet til sidst i 1990, hvor Fróðskaparsetur Føroya fik officiel universitetsstatus. 

Men endnu før dette blev etableret, var der en lang snørklet udvikling i begyndelsen af 1800-tallet, der mest blev båret af folk udenfor Færøerne. De lagde grunden til den færøske identitet og kan derfor benævnes identitetsassistenter og H.C. Lyngbye blev ved et tilfælde en af disse. Han kom udelukkende for at studere færøsk tang, men endte med at blive en af kraftfuldste spirer til den færøske nationsbevidsthed.

Naturvidenskabelig viden er en mindre anerkendt del af opbygningen af den færøske nation og Færøernes indplacering i nordisk og europæiske bevidsthed, selvom mange af de rejsende, der endte med placere Færøerne på landkortet i Europa, kom til Nordatlanten netop for at studere naturfænomener og skrive om dem. 
På dette tidspunkt var de skolare rejsende bredt polyhistorisk interesseret og skelnede ikke skarpt mellem humaniora og naturvidenskab, som akademikere gør i dag. I de mange litterære tidsskrifter på denne tid blev alle fagområdera tekster regnet som litteratur og de blev publiceret side om side.

H.C. Lyngbye er mest kendt for sine bidrag til beskrivelsen af den færøske kvad- og folkloretradition, men han var mest i interesseret i planternes naturfænomener. Gennem denne passion medvirkede han også til at placere den færøske natur indenfor naturvidenskaberne, både botanisk og zoologisk, og udbredte dermed kendskabet til Færøerne. Han satte stedet Føroyar på det naturvidenskabelige landkort. 
Professor Horneman skriver til Fonden Ad usus Publicos i januar 1818: »Haabet blev ikke skuffet: Forudent et par Arter af de fuldkomnere Planter hiembragte Lyngbye over 30 Tangarter, som ikke finde her og som ikke endnu ere beskrevne i Flora danica og tildeels ikke i noget botanisk Værk, og hvoraf adskillige blive en Prydelse for det snart udkommende 27de Hefte af Flora danica.«

Strandplanten Sand fjørukál - Strandsennep (Cakile maritima Scop.) fandt og registrede H.C. Lyngbye på Færøerne 1817. IDanmark fandt professor Hornemann arten ved stranden mellem Ribe og Varde.
Her indsat tavlen MDLXXXIII i Flora Danicas 9. bind 1818, tegnet og stukket af J. T. Bayer (1782-1873)
på side 74 i Dorete Blochs ”Færøflora” fra 1981, tegnet af Bárður Jákupsson.
Blochs flora var i brugervenligt lommeformat, så læseren kan medbringe bogen
på botaniseringer i den færøske natur. (Foto. Ole Wich) 

Den færøske nation i naturpublikationer
Græsarten Carex lyngbyei blev først publiceret 1827 i Flora Danica^⁠1, men allerede i 1771 figurerer vár-blálilja, (Vår-skilla) (Scilla verna Huds.) i værket, fundet og beskrevet af præsten J.H. Schrøters far, feltskær og landsfysikus C.G. Schrøder. I hæftet 1818, som Hornemann refererer til, blev en strandplante og to tangarter, alle fundet og registreret af Lyngbye 1817 på Færøerne, indlemmet i publikationsrækken. Den færøske nations egenartede status opbyggedes langsomt gennem de naturvidenskabelige publikationer.

De færøske akademiske græsrødder rækker på denne måde meget dybere end det færøske akademis historie, i ovenstående eksempler helt tilbage til H. C. Lyngbye, der med sit botaniske arbejde og med anden aktivitet under sin tangrejse til Færøerne 1817 medvirkede til at kultivere og gøde jordbunden for færøske akademikerne i det 19. og 20. århundrede. 

Eftersom H. C. Lyngbye fra denne synsvinkel er en af de vigtigste græsrødder i den færøske nationsopbygning, giver det god mening at se på det færøske universitets første bygninger gennem en tot af viftende Lyngbyes star. 

Frimærke med mønsterarket af Lyngbyes star fra Flora Danica, som tavlen er stukket, farvelagt og publiceret efter 1827 på tavle 1888. H.C. Lyngbye fandt den Færøerne 1817. 

H.C. Lyngbyeåret 2017 markeres med Postas udgivelse af en serie på fire frimærker den 15. maj 2017. Frimærkerne beskriver nogle af de fagområder, hvor H.C. Lyngbye fik afgørende indflydelse på færøsk kulturudvikling. Frimærkerne er tilrettelagt af Ole Wich og Kim Simonsen.

—
Kilder

Jóhannes Jóhansen (1988-89): Tær elstu myndirnar av føroyskum plantum. Fróðskaparrit 36-37, s141-157

Flora Danica: Tavle 1803, 9. bind (1818) - tavle 1888, hæfte 32 (1827).

Henning Knudsen (2014): Fortællingen om Flora danica. Lindhardt og Ringhof. 

Rasmus Rasmussen (1970): Føroya flora
Dorete Bloch (1981): Færøflora
Jóhannes Jóhansen (2000): Føroysk flora 

Plantur á reyðlista (Færøske planter på rødliste) Søvn Landsins 

Thiesse, Anne-Marie (2005): National identities. A transnational paradigm. In: Alain Dieckhoff and Christophe Jaffrelot (eds), Revisiting nationalism: theories and processes. London: Hurst & Company.



Fonden Ad usus Publicos aktmæssige til belysning af dens virksomhed bidrag. 1801-1826, 2. bind. Rigsarkivet, 1902

Flere tekster fra H.C. LYNGBYE ÅRET 2017:

8. april 2017: H.C. Lyngbye, Kirkjubøstolene og andre færøske oldsager

28. marts 2017: H.C. Lyngbye og fredningen af ruinen i Kirkjubø

18. marts 2017: H.C. Lyngbyes netværk - Hornemann og Hofmansgave

10. marts 2017: Makkerparret Lyngbye og Schrøter 

18. februar 2017: En skotsk færøbeskrivelse: Om færøsk monopol- og frihandel

6. februar 2017: Plantelæren, Hornemann og H.C. Lyngbye

25. januar 2017: Beskrivelse af et portræt

17. januar 2017: Havets lysning

1. januar 2017:  Introduktion til "H.C. Lyngbye året 2017"

H.C. Lyngbye, Kirkjubøstolene og andre færøske oldsager

Frimærke med én af de fire tegninger som H.C. Lyngbye sendte Oldsagskommissionen 1817: 
To vievandskar, en inskription fra Tinganes og de to rokkesten i Oyndarfjørður.

H.C. Lyngbyeåret 2017 markeres med Postas udgivelse af en serie på fire frimærker den 15. maj 2017. Frimærkerne beskriver nogle af de fagområder, hvor H.C. Lyngbye fik afgørende indflydelse på færøsk kulturudvikling. Frimærkerne er tilrettelagt af Ole Wich og Kim Simonsen.

H.C. LYNGBYE ÅR 2017: H.C. Lyngbye lagde grunden til kundskaben og bevarelsen af de vigtigste færøske fortidsminder. Han skabte grundlaget for fredningen af Kirkjubøruinen med sine pålidelige og nøjagtige beskrivelser. Men også nogle løse færøske fortidsminder, som for eksempel de såkaldte Kirkjubøstole, blev ved hjælp af Lyngbyes årvågenhed samt pen og pensel blev reddet for eftertiden. Lyngbyes genstandsregistreringer på rejsen til Færøerne 1817 var startskuddet til mange års aktiviteter og generationers kampe om brugen af de færøske fortidsminder.

Den mineralsamlende charmør

2. juni 1819 ankom en fornem rejsende til Færøerne med skibet fra København. Han var en farverig personlighed og eftersom han havde gode forbindelser i den danske akademiske verden og tillige var begunstiget med et venskab og financiel støtte fra kronprins Christian Frederik, charmerede han sig ind på borgerskabet i Thorshavn. Manden var den natur- og geologikyndige kammerherre Edouard Romeo Vargas Bedemar (1768-1849), som kom til klippeøerne for at samle færøske mineraler, blandt til kronprinsens stensamling. 
Den elegante verdensmand indkvarterede sig i hovedstaden hos den konstituerede amtmand og kommandant E. M. G. Løbner (1766-1849) og tilbragte de næste 13 måneder på Færøerne med indsamlingsaktiviteter. Han fik både tjener og pige til rådighed og tillige fik han lov til at skylde Løbner for indkvarteringsomkostningerne. 

Videnskabsmanden Vargas Bedemar 1840 på et maleri på Geologisk Museum af M. Brünnich og 
kommandant E. Løbner på et maleri på Føroya Fornminissavn.

Dette fornemme arrangement fortrød Løbner nok sidenhen, eftersom han først efter mange års venten endte med at modtage kun 63 rigsdaler fra kammerherren af sit tilgodehavende på 500 rigsdaler. Pengene kom fra dødsboet i 1847 efter Vargas Bedemar, som oven i købet havde tituleret sig selv greve gennem en stor del af sit liv, men dog ikke var det. Den charmende ”greve” havde mange personlige og faglige kvaliteter, men styring af financer var åbenbart ikke et talent han besad.

Oldsagskommissionens repræsentant

I denne periode var mineralsamlinger meget efterspurgte, både som samlerobjekter blandt konger, adel og rige folk, men også fordi geologien som videnskab var ved at tage form som et fagområde i universitetsverdenen. Vargas Bedemar var vel orienteret om naturfagene, dygtig og tillige flittig. Da han forlod Færøerne havde han 10.000 mineralprøver med til København, som han gennem sine kontakter fik fordelt til samlinger i Europa og derigennem opnåede stor anerkendelse og hæder. 
Interessante mineraler var adgangstegn til de højeste kredse i Europa og Vargas Bedemar blev kort tid efter tilbagekomsten til København udnævnt til vicedirektør for det mineralogiske selskab i Jena. Det var oven i købet den berømte og naturinteresserede digter Johann Wolfgang von Goethe, der skrev til ham om udnævnelsen. Så højt kunne man stige i status ved indsamle og beskrive de rette mineraler.

Den foretagsomme mineralsøgende Vargas Bedemar var imidlertid også medlem af ”Oldsagskommissionen til Oldsagers Opbevaring” i København og havde derfor fået instruks om også at være opmærksom på færøske oldsager og fortidsminder. Med sig havde han afskrift af de beskrivelser og tegninger, som H.C. Lyngbyes havde udført to år før i 1817 og indsendt til Oldsagskommissionen. 
Vargas Bedemar var måske ikke særlig financielt pålidelig, men var han kompetent, når det kom til fortidsminder. Han gik i H.C. Lyngbyes fodspor og røgtede Oldsagskommissionens interesser til fulde.

H. C. Lyngbyes skematiske tegninger og beskrivelser af to såkaldte vievandskar 

fra Sumba og Næs bevirkede at Vargas Bedemar fik dem indlemmet i samlingen i København 1820 

og de derved blev sikret for eftertiden. (Antikvarisk Topografisk Afdeling, Nationalmuseet)

Lyngbyes tegninger af dåbskar fra Sumba og Næs

Lyngbye havde på sine botanikrejser rundt på Færøerne udført beskrivelser af  oldsager og i nogle tilfælde tegnet dem. I sin rapport i september 1817 til Oldsagskommissionen om oldsagsgenstande i Kirkjubø, vedlagde han fire tegninger: Tre tegninger om ruinen i Kirkjubø, samt én med tegning og beskrivelser af to vievandskar, en helleinskription fra Tinganes og de to rokkestene i Oyndarfjørður.

Udover fredningen af ruinen, som allerede er omtalt, var det især de to løse fortidsminder Oldsagskommissionen var interesseret i. I et brev d. 31. juli 1819 til amtsprovst P. M. Hentze på Sandoy beder kommissionen provsten sørge for indsamlingen af de to vievandskar og orienterer ham samtidigt om arbejdet med fredningen, der var sat i gang som fælge af Lyngbyes rapport 1817.

Eftersom Vargas Bedemar befinder sig på Færøerne indgår han et samarbejde med amtet og amtsprovsten der bevirker, at han får indsamlet de to vievandskar, der senere hen fortolkes som døbefonte, og sørger for at få dem indlemmet i Oldsagskommissionens samling i 1820. 
I kommissionens protokol står: »Hr. Grevens Omsorg at takke for flere færøiske Antiquiteter, som ved ham ere oversendte, og deri indlemmet«. Genstandene beskrives: »Et Vievands Kar af Steen, paa Bunden et Kors, og i Midten et Hul til Vandets Afløb. Siderne bestaae af 4 udhulede Rundinger. Fra Sumbøe Kirke paa Suderøen. - Et dito Kar af Steen, fiirkantert, fra Næss Kirke paa Østerøe«. På denne måde afslutter Vargas Bedemar Lyngbyes genstandsregistering. 

Lyngbyes beskrivelse af Kirkebøstolene

Det var imidlertid Lyngbye indsats for genstandene fra sognekirken i Kirkjubø, der, ud over ruinens beskrivelse og fredning, har trukket de tydeligste spor helt op til vores tid. Arkæologen Knud Krogh skriver i sin bog: »… det er netop H.C. Lyngbye, der som den første beskriver Kirkjubøstolene«. 
Lyngbye indleder omtalen i sin publikation af oldsagsrapporten i 1820: »Stolene i denne Kirke ere derimod mærkelige, da der paa sammes mod Kirkegangen vendte Side findes en heel Deel grovt Billedhugger-Arbeide en basrelief.« Derefter beskriver Lyngbye de enkelte trærelieffer, der afslutter bænkerækkerne i sognekirken. Det er disse oldsager, som vi i dag kalder Kirkjubøstolene. 

Denne tekstbeskrivelse er siden blevet anvendt i forskningen. Knud Krogh skriver: H. C. Lyngbyes beskrivelse … skal først og fremmest gengives, fordi denne øjenvidneberetning om, hvorledes gavlene var indpasset i kirkerummets møblering, altid vil være det grundlæggende udgangspunkt for studiet af »Kirkjubustolenes« historie.
Igen viser det sig at naturvidenskabsmanden H.C. Lyngbyes skarpe iagttagelsesevne, skærpet gennem hans mange studier af planter og natur, kan udforme en beskrivelse, der gør det muligt for Oldsagskommissionens medlemmer at vurdere værdien af færøske oldsager. Vargas Bedemar supplerer Lyngbyes beskrivelser, men interesserer sig mere for runeindskriften på Kirkjubøruinens væg, som han gør supplerende notater om, så teksten kan tydes i København.

Disse fortidsminder udviklede sig med tiden til at være symbolske redskaber i den politiske konfrontationskurs mod den danskbaserede administration af færøske forhold. Lyngbyes beskrivelser fra Kirkjubø 1817 kan derfor siges at være grundforudsætningen for de mange tovtrækkerier, der har været om ruinen og stolene fra Kirkjubø. 

Kirkjubøstolene et skoleeksempel på, hvordan fortidsgenstande kan ende med at blive essentielle i hårde komplicerede magtkampe indenfor identitetspolitik, både lokalt og nationalt. Historien om dette skal her kort referes.

Sagen om Kirkebøstolene som identitetspolitisk løftestang

Kirkjubøstolene er tilevnet i udlandet med katolske motiver. Det kan syntes underligt at udenlandske genstande, de sidste symboler på den katolske kirkes herredømme og dominans over det færøske samfund, kan bruges som identitetsskabende redskaber i en nutidig selvstændighedskamp. 
Forklaringen ligger nok både i den status, der ligger i kunne at refere til bisper, konger og en betydningsfuld færøsk fortidshistorie, men også i det forhold, at man via disse genstande og deres forhold kan opbygge en offerrolle overfor den danske regeringsmagt og derefter dæmonisere dansk administration. Dette ses i sprogbruget i omtalen af overleveringen af oldsagerne i 1874, der af flere færøske nationalister betegnes som et overgreb. 

Dette rejser spørgmålet: Hvordan endte genstandene fra Kirkjubø på nationalmuseet i København?

Fra kirkeinventar til museumsgenstande

Ved restaureringen af sognekirken i 1874 mistede stolene deres funktion og går fra at være kirkeinventar til udelukkende at være genstande, der kan berette om fortiden. De bliver til bevaringsværdige museumsgenstande. 
Denne ændring i funktion og status rejser nogle problematikker: Skal museumsgenstandene bevares lokalt og sognekirken i Kirkjubø fungere som et museum? Skal genstandene på nationalmuseum og gøres tilgængelige for en større offentlighed? Ud over dette er de rent fysiske bevaringsmæssige aspekter. 

Erfaringer viste allerede først i 1800-tallet, at der er væsentlig mindre garanti for, at historiske genstande bevares for eftertiden, når de opbevares lokalt. Denne erkendelse var hele tanken bag oprettelsen af ”Oldsagskommissionen til Oldsagers Opbevaring”, der senere udviklede sig til Danmarks Riges Nationalmuseum. 
Folk med sans for fortidsgenstande var ud fra dyrekøbte erfaringer smerteligt bevidst om, at løse historiske genstande, der ikke indsamles, eller faste fortidsminder, der ikke fredes, enten forsvinder og nedbrydes, hvis ansvaret for dem er placeret lokalt. Ansvaret for fortidsadministration og bevaringen må være placeret være hos en central overmyndighed fjernt fra lokale interesser.

V. U. Hammershaimb kasserer Kirkjubøstolene

Det er disse problematikker, der rejste sig da, de færøske kirkemyndigheder repræsenteret ved provsten V. U. Hammershaimb (1819-1909) i 1875 besluttede at kassere det gamle inventar efter sognekirken i Kirkjubø havde fået en nødvendig restaurering. Der er enighed om, at inventaret var historisk værdifuldt og skulle bevares, så provsten og amtmanden spørger i brev til København 14. april 1875 om ”Museet for nordiske Oldsager” vil modtage og opbevare inventaret: 
»Oldsagerne, som gjorde den gamle Kirke saa ærværdig, passe ikke mere til den nye og ere desuden altfor medtagne til at de kunne benyttes i Kirken. Vi give os den Ære vedlagt at fremsende en Fortegnelse over disse ubrugelige Sager, som ere tagne fra den gamle Kirke...«.
Kirken mangler efter restaureringen penge til indkøb af en ny altertavle og de spørger om museet vil bidrage: »Vi tillade os at henstille, om der maatte kunne afgives et yderligere Bidrag hertil nede fra som en Erstatning for de gamle Oldsager, der overgives til Museet for nordiske Oldsager«. 
Aftalen bliver at Kirkjubøstolene sammen med de andre genstande sendt til »Det kongelige Museum for de nordiske Oldsager« mod et bidrag til indkøb af altertavle på 200 kroner.

Den ene færøske kulturhelgen og nationalhelt, V. U. Hammerhaimb, sendte Kirkjubøstolene på museum 

i København, den anden kulturhelgen og nationalhelt, Jóannes Patursson, kæmpede passioneret for at få dem tilbage. De er begge kanoniseret på færøske frimærker.

Jóannes Patursson og fortidsmindernes opbevaring

Politikeren og kongsbønden i Kirkjubø forsøger i perioden 1904-06 at argumentere for, at afleveringsproceduren ikke har været korrekt og forsøger ihærdigt at få kirkeinventaret tilbage til opstilling og udstilling i sognekirken i Kirkjubø. Han var opsat på at bruge fortidsgenstandene til at højne sin egen lokale status. Det lykkedes ham ikke. Kirkjubøstolene blev på Nationalmuseet og kunne derfor fortsætte med at være politiske redskaber i de færøske bestræbelser hen mod selvstændighed. De blev gennem 100 år mere følelsesladede symboler på dansk administrations overgreb mod det færøske folk.

Der var de facto ikke andre steder at sende Kirkjubøstolene hen, for denne overdragelse af genstandene fra Kirkjubø til opbevaring på Nationalmuseet i København sker mere end 15 år før idéen om et færøsk kulturhistorisk museum blev til. Forøvrigt en idé, der blev lanceret af Jóannes Patursson efter inspiration af den nordatlantsrejsende arkæolog Daniel Bruun. Først i 1898 blev Føroya Forngripagoymsla (Færøernes oldsagsforvaring) indviet i Tórshavn. På trods af den nationale betegnelse er samlingen i begyndelsen kun at regne som et engsmuseum for Færøerne. 

Der ligger explicit for et engsmuseums oprettelse, at historiske genstande fra lokalområdeet skal indsamles og udstilles centralt for sammen at kunne beskrive egnens materielle og kulturelle identitet. Det samme gælder et nationalmuseum, der efter samme princip må samle alle nationens vigtigste historiske genstande, så  samlingerne beskriver nationalidentiteten i en samlet fortælling til offentligheden. 

Ud fra denne synsvinkel bør vigtige fortidsminder, så som Kirkjubøstolene, korrekt set opbevares i København i tiden efter afleveringen og teoretisk set siden i Tórshavn, da museumsinstitutionen får status af nationalt museum 1952 under navnet Føroya Fornminnissavn. 
I dag er disse debatombruste genstande udstillet på det færøske nationalmuseum i Tórshavn, men set fra Jóannes Paturssons synspunkt og vel også nogle folk i dag i Kirkjubø, er stolene ikke kommet hjem endnu, ikke før de udstilles lokalt i Kirkjubø.

Ud fra dette synspunkt satte Jóannes Patursson sig således bogstaveligt talt mellem to stole. På den ene side ville han markere nationen med et veludstyret nationalmuseum i hovedstaden Tórshavn, på anden side vil han opbevare fortidsminderne lokalt i sognekirken, oven i købet med fare for, at de nedbrydes yderligere. Der er ingen konsekvens og det nationale viger for lokalinteressen, som så ofte set før. 

Siden 2002 har Kirkjubøstolene været udstillet på det færøske Nationalmuseum i Hoyvík ved Tórshavn.
Foto: Ole Wich

Repatrieringen af de færøske fortidsminder 

I efterkrigstiden blev det en voksende trend i kulturpolitik og museumsverdenen at repatriere museumsgenstande fra de store museer tilbage til de steder, som de stammede fra. I det danske rige var det den fysiske returnering af islandske håndskrifter fra 1973 og frem, der blev den skelsættende begivenhed. 
Tilbageleveringen af Kirkjubøstolene og et udvalg af andre færøske oldsager blev principielt aftalt 1977 mellem det færøske Landstyre og det danske Kulturministerium. Men den grundliggende ufravigelige betingelse for tilbagelevering var strenge krav til opbevaring under konserveringmæssige trygge forhold. Disse krav var der ikke færøsk vilje til at opfylde før 25 år senere, hvor, set i forhold til de fornemme museumsgenstande, en pauver nødløsning omsider blev etableret. 

De fornemme stole fra den katolske storhedstid på Færøerne står nu udstillet inde i en falleret og ombygget møbelbutik i et industriområde i forstaden Hoyvík. En bygning, der i forhold til sit indhold må betegnes som et absolut u-bevaringværdigt usselt fortidsminde fra senfirserne og halvfemsernes økonomiske rusjetur på Færøerne. 
I Kirkjubø, ved given lejlighed, råber de skiftende forpagtere af kongsgården op om at stolene skal hjem til Kirkjubø, ligesom Jóannes Patursson gjorde det 100 år før. Kirkjubøstolene kan stadig bruges politisk. Intet nyt under stolen. 

Den færøske økonomi og det færøske selvværd lå i ruiner sidst i 1990-erne. 
Så er det godt at kunne hive Kirkjubøstolene frem fra mølposen igen, så politikerne kan markere 
sig med lidt symbolsk identitetspolitik og få positiv omtale.
Den endelige aftale om tilbagelevering af Kirkjubøstolene og andre færøske oldsager 
blev underskrevet 1999. Udstillingen på det færøske Nationalmuseum åbnede Olai 2002.
(Sosialurin 12-6-1999)

H.C. Lyngbye, vækkeren af den færøske bevidsthed om fortidsminder

Det er H.C. Lyngbye, der med sin levende interesse for fortiden og efter opfordring fra amtsprovst Hentze vakte hele bevidstheden om de færøske fortidsminder, som han på sine botaniske rejser rundt på øerne samvittighedfuldt registrerede og beskrev. Disse fortidsminder har siden haft overvældende betydning i den nationale færøske identitetskonstruktion, både indadtil og ikke mindst udadtil, som omtalt herover. 

Denne registreringsindsats, der lå langt ud over Lyngbyes egentlige naturvidenskabelige arbejdsområde, er i den danske litteratur om færøske fortidsminder blevet bredt anerkendt allerede i 1800-tallet. Lyngbyes viden om Færøerne var omfattende og han blev med mellemrum kontaktet af folk med interesse for Færøerne helt frem til hans død i 1837.

Men kun få på Færøerne kender Lyngbyes rolle i bevaringen af disse centrale genstande i den færøske identitetskonstruktion. H.C. Lyngbye nævnes kun sporarisk i færøsk historieskrivning og som regel kun for hans indsamling og samarbejde med pastor Schøter, der resulterede i udgivelsen 1822 af kvadet om Sigurd Fofnersbane, et oralt færøsk fortidsminde.

Et eksempel på dette er, at kongsbonden, politikeren og nationalisten Jóannes Patursson skriver langt, bredt og dygtigt om sin egen indsats for at bevare fortidsminderne i Kirkjubø i sin erindringsbog »Tættir úr Kirkjubøar søgu«. Han kæmper for sin sag, selvom den faktisk fremstår temmelig mudret og inkonsekvent, men en sådan passioneret kamp er vel al ære værd. 
Men denne Jóannes Patursson, der i høj grad har brugt de her omtalte færøske fortidsminder som redskaber til at opnå status som færøsk kulturhelgen og nationalhelt, han nævner ikke H.C. Lyngbye med et eneste ord. 

---

Kilder

Knud J. Krogh: Kirkebøstolene og Kirkjubøur. Emil Thomsen, 1988. 

Knud J. Krogh: Tann falski greivin - Vargas Bedemar. Mondul 1980/1 s 2-17.

Jóannes Patursson: Tættir úr Kirkjubøar søgu. 1966

Kim Simonsen: Frimærker og national identitet - Færøske frimærker som erindringssted. Posta Stamps nr. 17, 2013. 

Kim Simonsen, Ole Wich: H.C. Lyngbye and his Travels to Faroe Islands 1917. 
Posta Stamps nr. 31, 2017. Se link.

Kirkjubøstólarnir koma aftur, men høli mugu finnast. Dagblaðið 23-11-1977

Varðveitið fornminni! Dagblaðið 18-8-1986

KIrkjabæstólarnir til Føroya komandi ár. Sosialurin 12-6-1999

---

Flere tekster fra H.C. LYNGBYE ÅRET 2017:

28. marts 2017: H.C. Lyngbye og fredningen af ruinen i Kirkjubø

18. marts 2017: H.C. Lyngbyes netværk - Hornemann og Hofmansgave

10. marts 2017: Makkerparret Lyngbye og Schrøter 

18. februar 2017: En skotsk færøbeskrivelse: Om færøsk monopol- og frihandel

6. februar 2017: Plantelæren, Hornemann og H.C. Lyngbye

25. januar 2017: Beskrivelse af et portræt

17. januar 2017: Havets lysning


1. januar 2017:  Introduktion til "H.C. Lyngbye året 2017"