 |
| "Føroyar 5.2" er en totaloplevelse |
"Føroyar 5.2" er et eksempel på en anden og vidensbaseret måde at opfatte færøske natur på, i de rige krydsfelter mellem hardcore naturvidenskabelige data og musiske talenter. Den færøske natur er uudtømmelig rig på sådanne ressourcer til kunstnerisk bearbejdning. Kun få af dem er udforsket.
Kombinationen af nøgtern iagttagelse og kunstnerisk bearbejdning har jeg selv har udforsket i mit konceptuelle skulpturværk "3-D Dímun" udstillet i Listaskálin på Ólavsøkuframsýning 2009. Halvfems topografiske talsæt fra Lítla Dímun bestemte skulpturens udforming. Værket beskæftigerede sig blandt andet med måletæthed, dataopløselighed og interpolation som grundlag for afbildingen af et kendt færøsk naturfænomen. Værket gestaltede således naturdata i en æstetisk form og omhandlede en perceptionsproblematik, der til alle tider er til stede i al iagttagelse af verden.
"Føroyar 5.2" har på samme måde et stramt koncept, en indledende dataindsamling og en æstetisk bearbejdning, der performes som en fysisk gestalt i et rum. Derfor beskæftiger jeg mig med dette værk og reflekterer over det.
Konceptet "Føroyar 5.2"
Jeg så førsteopførelsen af værket på Vísindavøkan 2012 d. 12. september i Østrøm. Værket består af to dele, en introduktionsvideo og et komponeret lydværk med videoklip. I Norðurlandahúsið i Athøll er formidlingsdelen til værket udvidet lidt med en intro med kunstnerne Jens L. Thomsen og Uni Árting, hvor de kort forklarer konceptet i videoinstallationen.
Gennem seismiske målestationer placeret i de fire verdenshjørner og midten af Færøerne indsamles lyde, der fremkommer ved at kunstnerne bearbejder Føroyar med hamre og andet værktøj tæt på målestationerne. Disse vibrationsdata indsamles gennem dataforbindelsen centralt på Jarðfeingis datacentral i Tórshavn. Efter dette er de indsamlede lyddata bearbejdet, samplet og komponeret til et samlet værk til videoprojektion og højttalerlyd. Der er tillige optaget videodokumentation af bankeriet på klipperne og af processen med indsamling af data.
Teknik
Der er er meget bevidst anvendelse af teknik på et højt niveau i "Føroyar 5.2". Set.uppet synes så teknisk kompliceret, at det ville give mig sved på panden. Lige så glad jeg er for de mange fantastiske muligheder moderne elektronisk teknik giver, lige så stor frygt har jeg for teknikkens evne til at strejke på de mest ubelejlige tidspunkter. Så jeg har stor respekt for kunstnernes mod på at bruge et så kompliceret set-up, der indbefatter kompliceret styring af fem videoprojektioner simultant med mange lydkilder. Det er rigtig meget, der kan gå galt, men det fungerede. Thumps up for det.
Opførsel
Den akustiske, rumlige og tekniske scenografi er minimalistisk udtænkt og fungerer fremragende. Opførslen foregår i et mørklagt lokale. De fire vægge repræsenterer målestationernes positioner, nord, syd, øst, vest og midten Tórshavns målestation på loftet. Selve lydværket afspilles fra alle fem positioner, der sammen skaber det akustiske rum og spilles gennem så store højttalere, at lyden fysisk kan mærkes i tilhørerens krop. På de fem flader vises tillige de respektive videostumper fra dokumentarvideoen simultant med lydene. Publikum kan vælge at turnere rundt i lokalet eller bare stå stille og der vende sig efter de mange strømme af lyde og billeder.
"Føroyar 5.2" er et stramt og veltænkt koncept, der på forbilledlig vis forener naturvidenskabeligt udstyrs dataindsamling med kunstnerisk håndværk og indføling.
Komposition
Selve lydværket med tilhørende videoklip, der er grundsubstansen i "Føroyar 5.2", er dramaturgisk godt struktureret og opfylder den forventningskontrakt kunstnerne har opstillet med sit publikum. Værket er enkelt komponeret med en pulsløs start, derefter en voksende puls og volume frem mod et klimaks, der så spejles og toner ud til slut. Godt, enkelt og forståeligt.
I denne opførselsdel er konceptet er fuldt forløst med præcision, indlevelse og fornem musikalsk tæft. Jeg har overværet denne part tre gange, den ene gang liggende på gulvet, så jeg ved, at den med udbytte tåler genhør og syn. Værket har sin egen urkraft, men det giver også som al god kunst plads til tilskuerens egne forestillinger og tanker.
 |
| Uni Arting og Jens L. Thomsen introducerer konceptet for "Føroyar 5.2" |
"Føroyar 5.2" - formidlingproblematik
En kunstnerisk opførsel står ikke alene, den er altid omkranset af en form for formidling. I "Føroyar 5.2" må konceptets dataindsamling formidles til publikum, for at give det fulde udbytte. Efter at publikum er kommet ind i rummet bliver de derfor først præsenteret for en traditionel introduktionsvideo projiceret på sydvæggen. I den første del præsenterer de to kunstnere på 3,5 minutter konceptet, ved på skift at fortælle om konceptets opbygning og dataindsamling.
Den anden del er en lang video på 12 minutter, hvor man ser dem stige op til de forskellige målestationer og forsøge sig frem med forskellige slagpåvirkninger på klipper og andet brugbart. Videostilen er her rystet håndholdt kamera med en vindblæst lydkulisse, hvilket er temmelig belastende at se og høre på. Selvom denne part med to hamrende mænd tilfører en finurlig humor til projektet, er den mærkelig malplaceret. Den trætter publikums opmærksomhed.
Formidling af konceptkunst
Det er rigtigt set, at konceptkunst ofte har et formidlingsproblem i udstillingssituationen. Publikum er vanebundne, deres forventninger er ofte snævre, hvilket gør det vanskeligt for dem at opleve med åbent sind. Dette gælder især det færøske kunstpublikum, der er besværet af en svær fetisch for oliemaleri, en overromantisk og snæversynet kunstsmag samt er fokuseret på kunstværkets anvendelse i dagligstuen og som økonomisk investeringsobjekt. Denne formidlingssituation er konceptkunstnere nødt til at forholde sig til. Alt efter konteksten må man afveje de forskellige hensyn.
De oplysninger som publikum skal have for at opfatte "Føroyar 5.2"s konceptuelle forudsætninger kunne være præsenteret langt mere elegant på meget kortere tid. For eksempel kunne målestationen navn og placering være angivet direkte på væggen i opsat tekst eller projiceret i løbet af værket.
Præsentationen af den tekniske dataindsamling og anden nødvendig forhåndsviden kunne være klaret i den første korte introduktionsvideo, der tillige sætter ansigter på de to ophavsmænd uden at de bliver for dominerende.
Værk og idol
Med den nuværende præsentationsform ender personerne med at overskygge deres eget værk. Men hvorfor vælger to garvede performancekunstnere, at præsentere en så lang og trættende introduktion? Sidst jeg så de to herrer performe i koncertsammenhæng gik de på med krum hals fra starten uden så meget snak. Hvad er i grunden til denne tunge formidling i et konceptuelt kunstprojekt, som "Føroyar 5.2" må siges at være?
Grunden kan være at kunstnerne i dette tilfælde kommer fra den rytmiske musikkultur, hvor udviklingen med MTV, MySpace, smarte og hypede orkesterhjemmesider og i de sidste år Facebook har som forudsætning, at musikken siden 1960-erne udbredes og sælges ved hjælp af en idolkultur, hvor musikere styler sig til at være idoler snarere end auteurer, der træder til side, når værket er færdigt.
Dette kendes vi også fra billedkunsten, hvor for eksempel Trondur Patursson bevidst styler sig til en uldstrittende urfæring fra middelalderens Kirkjubø.
Dette viser sig at være ganske salgbart både indenlands og udenlands. Idoldyrkelsen bliver derfor et fristende karrieretræk, et trick, der sælger billetter og kunst hos det publikum, der fokuserer deres kunstinteresse i snobberiet for celebrities og romantiske kunsterroller. Men det er ikke garant for kunstens kvalitet. Salgsgarnituren kan hurtigt skygge for og indvirke på kunstværkerne.
The making of the video "Føroyar 5.2"
Hos Orka er det ikke gået ud over kvaliteten af selve værket, men der er for mange sten i landskabet, før publikum kommer frem til det væsentlige. At vise en "the making of the video" med kunsterne i en optagelse på 12 minutter før hovedværket på 9 minutter, udmarver publikums koncentration. Den slags extramateriale plejer man at vise bagefter eller ved siden af.
Dette valg giver indtryk af manglende respekt for eget koncept og er en beklagelig svaghed ved opførslen. Konceptet i "Føroyar 5.2" er derfor ikke fuldt udfoldet. Kunstnerne mangler at finde modet til at grave det sidste lag væk for at komme ned på grundfjeldet, hvor udtrykket står solidt funderet og helt rent uden støj. Man kan udmærket fremvise en videoinstallation på 11 minutter uden at snyde publikum, når værket har denne kvalitet. Især når billetten kun koster kr 30,-.
Den lange ellers udmærkede introduktionsvideo med det humoristiske islæt hvor kunsterne rejser rundt i landet, kunne passende ligge på YouTube som teaser og trække folk ind til liveperformancen i Norðurlandahúsið. Det havde virket logisk, funktionelt og givet en nødvendig distance samt fred omkring konceptet.
Export Føroyar 5.2
"Føroyar 5.2" er er fint eksempel på et endnu originalt værk fra den færøske kulturscene. Det er også et eksemplarisk eksempel på hvordan samarbejde mellem offentlige institutioner Granskningarráðið og Jarðfeingi samt i kultursektoren Orka og Norðurlandahúsið, kan udfolde sig i krydsfeltet mellem naturvidenskab og kunst. Det giver nye instrumenter at spille på.
"Føroyar 5.2" egner sig absolut til export og det er nærliggende for Norðurlandahúsið at tilbyde dette fine projekt af høj kvalitet til udenlandske kulturhuse, for værket sætter et andet naturbillede end det gængse pladderromantiske Føroyar på landkortet. Det er i høj grad tiltrængt at udbrede den slags alternativer i omverdenen. Det er nødvendigt at nuancere forestillingerne om færøsk natur i billederne af den natur, vi sammen lever i.
Ole Wich
juli 2013
--- --- --- --- --- --- --- --- --- --- ---
Norðurlandahúsið:
ORKA: Føroyar 5.2
21. juni - 13. juli kl. 12.00 & 13.00
