 |
| En kortvignet fra Hudson Bay ca. 1720 med instruktion i tilvirkningen af klipfisk. Et trin på vejen til industralisering og en hensynsløs udnyttelse af fiskeressourcerne i Nordatlanten |
Krigen i Nordatlanten
Den endnu meget ferske krig om makrel og sild er kun endnu et søslag i et ældgammelt stinkende hundeslagsmål mellem kystlandene i Europa og de nordatlantiske kystområder med nordatlantens natur som indsats. De første tropper i krigen var fiskere fra Baskerlandet, Portugal, Frankrig, England, der med store investeringer i fiskerimaterial forsøgte at tømme Nordatlanten for profitable ressourcer, for at tilfredstille de investorer, der solgte havprodukter til det europæiske marked.
Denne konflikt startede for snart tusind år siden med kampen om retten til at udnytte de nordatlantiske hval- og torskeressourcer, som det europæiske marked altid har været umådelig grådige efter at aftage: Lampeolie og barder, stokfisk, klipfisk og nu ferskfisk efter fryserens opfindelse. Markedet er stort, umætteligt og grådigt, stiller ikke spørgsmål og Nordatlanten ligger behageligt langt væk fra europæiske forbrugere.
 |
| Olaus Magnus kortet fra 1539 med tegningen af Færøerne viser storhvalfangst, da der stadig var hvaler at fange. De to tønder er til hvalolien, der gik til de europæiske marked som lampeolie. |
Ingen nordatlantisk fornuft, kun forlis
Da befolkningerne omkring Nordatlanten lærte krigens fiskerikunst sydfra, fik de efterhånden investeret i europæisk udstyr, disse store havgående skibe til industriel udnyttelse af havressourcerne. Før havde de fisket fra små både nær kysten, lige udenfor bopælen. Nu havde de brug for en en anden økonomi og livsstil. Samtidig smed de al fornuft overbord og fortrængte hvad de vidste om naturens kredsløb, hvor lidt det end var i den tid.
Siden har skotterne, shetlænderne, færingerne, islændingene, nordmændene, newfoundlænderne og grønlænderne lært at bruge søkrigens fiskeredskaber til perfektion og har deltaget med alle midler i krigens ubarmhjertelighed. Ude på havet drejer det sig om at komme først med krog, net og trawl. Det er alles kamp mod alle. Alle har de dygtigt lært at profitere på havressourcerne, men også mærket følgerne når dyre- og fiskebestande endnu en gang faldt sammen under det ubetænksomme jagttryk.
Med regelmæssige mellemrum har de set deres lokaløkonomi ligge i ruiner, fordi den importerede filosofi i fiskerierhvervet ikke er fornuftig udnyttelse, men grådige hensyn til financielle investorer uden interesse i langsigtet planlægning. Men alligevel deltager kystbefolkningerne villigt og energisk i krigen om ressourcerne og forårsager deres egne gentagne forlis.
Pirater med net og trawl
Alle fiskere er i princippet pirater. Lige så snart de er uden for kontrol, opfører de sig som alle andre sørøvere. De skovler i egen skibsbug uden sans for andre eller dagen i morgen.
Nordatlanten skulle snarere kaldes Mordatlanten, for de levende ressourcer i havet står for konstant skud. Alle på den hjemlige front deltager villigt i krigens hærgen og profit. Kun få folk i de nordatlantiske kystsamfund har mod til at undersøge forbrydelsen til bunds og næsten ingen tager det biologiske system i forsvar. Og gør de det bliver de angrebet med alle midler.
På overfladen præsenteres krigen som en kamp mellem nationer, under overfladen er det vanvid, fordi det er en blodig kamp mellem mennesket og naturressourcerne, hvor den naturlige biologiske dynamik gang på gang bliver overvundet og nedbrudt. De evige tabere i denne krig er altid de biologiske havressourcer og i sidste ende de mennesker, der har set deres livsgrundlag i Nordatlanten ændre sig drastisk, fordi det endnu aldrig er lykkedes ikke at styre den umættelige altid kortsigtede profittrang.
Gang på gang har vi set bestande i Nordatlanten falde sammen under trykket fra investorernes profitinteresser, først storhvalerne, så torsken, så silden og så videre. Det stopper aldrig og alle er sig selv nærmest. Det er Klondykefilosofi til havs. Det er jagten på havets guld.
Fiskere under overvågning og administration
På intet tidspunkt er det lykkedes kyststaterne i fællesskab at få tilrettelagt en fornuftig udnyttelse af de fælles nordatlantiske havressourcer, der kunne bevare en naturlig dynamik i havmiljøet og sikre et jævnt udbytte til kommende generationer af folk i kystområderne. Altid er der en profitabel gulerod, der lokker befolkningerne til at handle kortsigtet. Og de politiske systemer og kapitalinteresserne ved lige nøjagtigt, hvordan de skal svinge med denne gulerod for at få deres populistiske vilje igennem og deres investering hjem. Samtidigt beholder de kontrollen med fiskeressourcerne, selvom disse værider reelt set er folkets ejendom.
I denne ulykkelige krig ved jeg én ting. Ligesom man ikke skal lade ræven vogte gæs, skal man ikke tillade fiskere, deres organisationer, deres lobbyister og deres politiske lakajer at vogte fiskebestande. Fiskerierhvervet skal styres med hård hånd og holdes på kursen uden afvigelser. En tusindårig erfaring viser, at de aldrig kan styre sig selv. De lyver og bedrager, de bruger alle midler for at komme ud på fiskefeltet langt fra land og kontrol og praktisere deres ubetænksomme grådighed.
Hvis det stod til mig skulle alle fiskefartøjer i hele Nordatlanten udstyres med videoovervågning dag og nat over dæk og under dæk, så madproduktionen kunne streames direkte ud på Internettet i fuld offentlighed med navn nævnelse på fartøj og skipper. Så kunne forbrugerne se hvordan deres dagligvarefisk i indkøbscentres fryseboks bliver produceret.
Kun krusninger på Nordatlanten
Hvad vi ser i disse dage ser i medierne er kampen mellem de enorme financielle interesser, der har investeret i udstyr til det nordatlantiske fiskeri. Vi ser deres lakajer argumentere for egen personlig gevinst. Vi ser deres politikere, der satser deres politiske status i krigen og med håb om at profitere politisk til egen fordel. Andet er der ikke i det. Og alle de andre med en lille chance for profit og status deltager i krigen, politikere, journalister og nationalister og så videre. De ser der er røre i vandene, at måske er strømskiftet på vej, og så ved de, at der fangst at få.
Uanset hvilken vej slaget bølger, så vil jeg ubetinget støtte en fornuftig naturadministration, fiskebestandene og de kommende nordatlantiske menneskegenerationer i den nuværende krigstilstand.
Jeg går helhjertet ind for en samlet overordnet styring af udnyttelse af fiskeressourcerne, der sikrer bestandene en naturlig biologisk dynamik og sikrer de kommende generationer af et rimeligt udkomme fra fiskeressourcerne.
Indtil dette er sket betragter jeg kun den nuværende strid som krusninger på havoverfladen i en konflikt mellem menneske og natur, som stort set ingen i hele Mordatlanten eller EU er indstillet på at komme til bunds i.
Som al anden krig er det organiseret vanvid skjult under retorik og propaganda, der drukner den egentlige problematik.
 |
| En lille batalje fra krigen fra DR.DK i august 2013 |
Links:
En batalje fra den nordatlantiske fiskerikrig:
Kort fra Hudson Bay ca. 1720:
