Byen, båden, boreplatformen - midt i den færøske dagligdag

Tre symboler i fortid, nutid og fremtid

Byen

I Tórshavn inde i de solbeskinnede huse sidst på eftermiddagen her i august er folk ved at forberede sig på familielivet efter arbejdet. Fritidslivet går sin gang, snart står aftensmaden på bordet, familien samles i tryghed. Alle nyder fordelene i en dagligdag i et moderne velfærdssystem, hvor ingen går sultne i seng og alle i samfundet har en fair chance for at udleve deres personlige ønsker om et virksomt og spændende liv uden store risici og livsfare. 
Denne fantastiske tilværelse er ikke en selvfølge for et lille bitte sårbart øsamfund isoleret midt i voldsomt hav. Det færøske samfund har altid hængt i neglene på klippekanten over den frådende brænding. Hver eneste generation i de sidste 100 år har oplevet en ødelæggende samfundstruende økonomisk krise, der har gjort det nødvendigt at have forbindelse til et større samfund med mere økonomisk diversitet og større formåen. 
Det danske samfund og dets velfungerende institutioner ligger som en favnende buffersystem for de større færøske problemer, ganske vist på afstand, men med en tryghed, der er stærkt medvirkende til at folk tør satse deres liv i det færøske samfund.

Båden

Bag husene, på fjorden mellem hovedstaden og øen i periferien, sejler inspektionsskibet F360 "Hvidbjørnen", et af de nærværende fysiske symboler på kontakten til det større samfund. Der har søfolk også en dagligdag, der for det meste består i, at servicere det færøske samfund med de opgaver, som samfundet ikke formår at gøre selv til fulde. Skibet er ikke bare en symbol på færøsk afhængighed, men også en færøsk forsikring leveret af et større samfund, der har bredere skuldre.

Boreplatformen

I horisonten bag øerne trækker boreplatformen "West Hercules" langsomt ind fra højre. Denne enorme konstruktion, repræsenterer den et håb eller en trussel? For nogle i det færøske samfund rummer dette skrummel håbet om en færøsk fremtid uden afhængighed af dansk skibsmaterial, danske administrationer og socialsystemer. De synger mantraet: "Bare de finder olie, så bliver vi alle frie og lykkelige". Hidtil er alle oliehullerne på færøsk havområde tomme. Kun et svag lugt af kulbrinter stiger op og blæser hurtigt væk i den nordatlantiske vind, som tomme tankebobler. Men mantraet står tilbage, trods mangel på substans.

… og truslen

De mange tomme borehuller til havs ekkoer af det store spørgsmål, om det færøske samfund overhovedet er i stand til at få indflydelse på en international olieindustris magtfulde lobbyvirksomhed og financielle formåen. Dette er et økonomisk system, der uden at blinke eller mærke det på budgettet kan gøre alle ansatte i det færøske administration millionærer, så de gør, hvad der bliver sagt og pengene flyder væk til udlandet uden for rækkevidde af den færøske befolkning. 

Hidtil, siden fiskeri blev introduceret som bærende økomomi omkring år 1900, er det endnu ikke lykkedes de færøske systemer at administrere de færøske fiskeressourcer på fornuftig vis, så de kommer den brede befolkning på Færøerne til gode. 
Her i landet praktiseres stadig den økonomiske idé, at når de rige bliver rigere, så gavner det hele samfundet, selvom flere og flere fakta og økonomiske teorier viser, at det er lige modsat. For rigdom siver derimod opad. Et oligarki af erhvervsfolk har sat sig på de færøske fiskeressourcer ved hjælp af politiske proselytter og nikkedukker. 
Bemærk så at de færøske fiskeressourcerne repræsenterer kun en brøkdel af potentialet i olieressourcerne. Så det kan kun blive værre.

Den manglende færøske evne og vilje til at fordele værdierne i det færøske samfund retfærdigt er skræmmende, og de svage færøske administrationer og institutioner formår ikke at gøre noget ved det. Ansatte i de færøske administrationen mangler tilstrækkelig høje standarder at arbejde efter og tilstrækkelig styrke til at gøre noget ved det overfor de færøske politikere. Derfor ved de fleste færinger dybest inde, at de danske systemer er den eneste virkelige velfærdsforsikring på Færøerne. 

Indtil det færøske folk beslutter sig til at vælge politikere, der arbejder for alles velfærd og ikke kun klanen, bygden og sin egen snævre kreds og interesser, så er det mit håb, at der kun er tomme borehuller derude og indtil da, er fremmedlegemet i horisonten en trussel mod os alle.

Ole Wich
19-8-2014
-----
F360 Hvidbjørnen
West Hercules

Nyfæringers politiske repræsentation i Føroya Løgting

Tale holdt til Folketingets Færøudvalg på Rigsombuddet på Færøerne 
i Tórshavn den 11. august 2014 

Det færøske lagting kan betegnes som et "Slægtsting".
Det er etnicitet og blodsbeslægtning som er de grundliggende principper 
for politisk repræsentation af færøske samfundsborgere.

Jeg vil her perspektivere noget informationsmateriale om forholdene for nyfæringer i det færøske samfund, som jeg senere vil sende til Færøudvalget.

I 1820-erne ophævede man karantæneforbuddet på Færøerne. Nu kunne skibene gå direkte til til land og losse. Førhen skulle skibet ligge et stykke tid på reden, for at konstatere, om der var sygdom ombord.
I 1846 lagde mange voksne folk sig syge på Færøerne efter det første forårsskib ankom. Snart blev man klar over, at det var mæslinger. En sygdom, der ikke havde været på Færøerne i mange år.

I største hast fik embedslægen bedt om hjælp fra administrationen i København og to unge læger kom hertil i juni. Den ene læge tog til Suðuroy, mens den anden tog ansvaret for den nordlige del af landet.

Lægen, der var stationeret her nordpå, behandlede ca. 1000 patienter. Alligevel fik 77% af befolkningen mæslinger og 1 - 2 % døde. I 2014-tal svarer det til mellem 500 og 1000 folk. Det er den største færøske katastrofe vi ved om i historisk tid.

Den unge læge gjorde mere end det. Han noterede alle sine iagttagelser om det færøske samfund, kortlagde sygdommens udbredelse og kunne for første gang påvise mæslingers inkubationstid. Og i 1847 udgav han en fagartikel: “Iagttagelser, anstillede paa Færøerne i Aaret 1846”, hvor han fremlagde sine resultater. Artiklen blev hurtigt udgivet på tysk, senere på engelsk og endnu i dag berømt indenfor epidemologi.

Som læge var han meget opmærksom på befolkningens generelle sundhedsvilkår. Han skrev blandt andet om dårligt fodtøj, fugtige og røgfyldte huse og fordærvet mad. Men denne nøgterne naturvidenskabelige beskrivelse af færøske forhold faldt ikke i god jord hos de færøske akademikere i København med nationalromantiske drømme, så de angreb lægen anonymt i pressen. Han blev tillige af venner advaret om, at han kunne risikere tæsk af unge færinger i København.

Den unge læge blev verdensberømt. Hans artikel om mæslingeepedimien på Færøerne er i dag medvirkende til, at en bygning i København bærer hans navn, nemlig “Panum”.

Da de færøske nationalister sidst i 1800-tallet begyndte at få politisk magt til at opbygge historien om den færøske nation, skrev de Panum ud af den færøske historie. Meget få kender forbindelsen mellem Færøerne og Panum i dag, selvom den færøske offentlighed normalt er helt vild med at knytte nationen til berømtheder.

Så læren af dette er, at det er ikke tilladt at beskrive Færøerne nøgternt, og slet ikke af folk udefra. I det hele taget er man tilbøjelig til at lade som om, at al færøsk kultur på magisk vis er opstået udelukkende fra det færøske folkedyb på øerne.

Krediteringen af påvirkninger udefra halter også i dag. Et godt eksempel er Kraks Blå Bog. En person som kulturpersonligheden Kristian Blak, der siden 1974 har haft enorm betydning for udviklingen og udbredelsen af den færøske musikscene, er ikke med. Jens-Kjeld Jensen, der har arbejdet med færøsk naturbeskrivelse og naturbevidsthed gennem en generation, er ikke med.

Et andet eksempel er Dorete Bloch, der var hovedkraften bag forskningen i grindehvalen i 1980-erne og således gjorde det muligt fortsat at udnytte denne naturressource, kom først i Blå Bog sidste år, på trods af en lang færøsk forskerkarriere, blandt andet som leder af Naturhistorisk Museum.

Selvom disse personer i andre sammenhænge er godt krediteret, så virker dette påfaldende. Samtidig findes der i Blå Bog en hel del “rigtige færinger” med en hel del kortere C.V. Et eller andet sted i det færøske samfund sidder en redaktionel medarbejder og har en nationalistisk agenda, der efter færøsk sædvane konsekvent tager færøske blodsbånd frem for merit. Jeg kunne komme med andre eksempler fra andre sammenhænge.

Mit navn er Ole Wich. Jeg er grafisk designer, forfatter, billedkunstner og samfundsdebattør i det færøske samfund gennem mere end 40 år. Jeg har medvirket til 21 færøske frimærkeudgivelser, 15 færøske bogudgivelser, designet talrige pladeomslag og også været med i opbygningen af Tutl, et pladeforlag, der indtil nu har udgivet omkring 500 færøske plader under Kristian Blak ledelse. Jeg har været med til arrangere færøske filmfestivaler, koncerter og en masse andre kulturprojekter. Jeg medvirket i stakkevis af udstillingsprojekter, både kulturhistoriske og med kunst. Jeg har lavet banebrydende færøsk konceptkunst og politisk kunst.

Lige nu sidder jeg qua min position som formand for de færøske billedkunstnere og servicerer det færøske Kulturministerium, så de kan få lavet nogle opdaterede love for billedkunstområdet. Jeg har lige taget en B.A. i historie på Færøernes Universitet og deltager lige nu i pionerarbejdet med opbygningen af den første on-line historiebog for den færøske skole.

Jeg har født og opfostret to børn her. Min kone, oprindelig fra Jylland, har lige skrevet den første PhD udkommet fra Det færøske Landsygehus, hun har med sin forskning sat Færøerne på landkortet indenfor sit felt i psykiatrien og hun er fuld gang med et andet forskningsprojekt af samme kvalitet. Samtidigt med at hun har hjulpet hundrevis af mennesker med at få en tålelig tilværelse på trods af psykisk sygdom.

Jeg er således et godt eksempel på, hvordan en nyfæring kan indgå i mange vigtige kulturelle og samfundsmæssige sammenhænge.

Nyfæringer er problemløse indvandrere, der ikke klumper sig sammen i ghettoer, som for eksempel rigtig mange færinger og andre indvandrere gør i Danmark. Vi er dybt engageret i det færøske samfund på mange niveauer. Vi er væsentlige ressourcer til udviklingen af det færøske samfund. Vi opbygger således betydningsfulde dele af den færøske identitetskonstruktion, som den ser ud i dag.

Dette siger jeg ikke for at prale, men som nyfæring bliver man nødt til at kreditere sig selv, for ingen andre gør det. Vi bliver som lægen Panum skrevet ud af historien.

Jeg protesterer ikke kun af personlige grunde, men fordi denne etnocentriske og nationalistiske adfærd holder nyfæringer og hele det færøske samfund fast i en stift og ubrugelig mentalt tankemønster, som dette lille sårbare samfund på ingen måde har brug for fremover.

Der er ikke råd til at ekskludere dygtige folk. Det færøske samfund har svært ved at holde på sin hjemmefødte talentmasse og nyfæringer er et virkningsfuldt plaster på dette blødende sår.

Jeg bliver derfor nødt til som færøsk samfundsborger, at betegne mig selv som: “En dansktalende færing af dansk oprindelse bosat på Færøerne”. En færing er en person, der har besluttet at tage del i det færøske samfund, og der er naturligvis mange måder at være færing på.

Samtidig må jeg også insistere på, at jeg på alle planer vil betragtes som en fuldgyldig borger i det færøske samfund. Jeg forventer derfor, at se min grundliggende kulturvilkår afspejlet i den politiske repræsentation i mit samfunds parlament.

Men sagen er, at selvom nyfæringer i dag er så mange i antal, at det svarer næsten til 2 pladser i det færøske parlament. Det vil sige, at der i hvert fald gennemsnitligt burde sidde én nyfæring i hver eneste nyvalgte lagting, sommetider 2.

Siden hjemmestyreordningens indførelse i 1948 har der imidlertid kun været opstillet 7 kandidater med nyfærøsk baggrund. Jeg gentager: 7 folk i 65 år.

Dette er simpelthen respektløst overfor for en befolkningsgruppe, der er velfungerende og som har stor betydning for opgraderingen, moderniseringen og vedligeholdelsen af det færøske samfund.

Der er en lang tradition i dansk politik, hvor der har været en udtalt berøringsangst overfor kritik af det færøske samfund.

Dette er på trods af, at færøsk politisk repræsentation har haft afgørende indflydelse på vigtige ting i det danske samfund gennem deres 2 fastsatte pladser i Folketinget.

Siden 1960 har syv danske regeringer siddet ved hjælp af nordatlantiske stemmer. Blandt andet flere af Schlüters regeringer. Denne færøske indflydelse har for eksempel medvirket til indførelsen af “TV2”, “Påskepakken” og nok også bevirket, at Schlüter ikke var så villig til at lytte efter de økonomiske faresignaler fra det færøske samfund i 1980-erne.

Det er også helt almindeligt at færøske folketingsmedlemmer arbejder for at forbedre færingers forhold i Danmark. Naturligvis. Men debatten, kritikken og indflydelsen skal naturligvis gå begge veje. 

Så jeg vil her opfordre Færøudvalget til at bruge jeres indflydelse og spørge alle de færøske politikere, som I møder:

Hvorfor er nyfæringer ikke repræsenteret i færøsk landspolitik?

Ole Wich 11-8-2014

På Várframsýning 2013 udstillede jeg disse fiktive vejskilte med navne på 70 personer fra udlandet,
der har haft betydning for opbygningen af den færøske samfunds kultur og identitet.

--------------------------------------------------------------------------------------------------
Yderligere informationsmateriale:

Ole Wich kunstprojekt: Hvor er nyfæringerne i Føroya Løgting?

For at sætte fokus på nyfæringer manglende repræsentation i Føroya Løgting udførte jeg en aktion til Lagtingsvalget i den 29. oktober 2011, hvor jeg med et klistermærke godkendte valgplakater af de etniske korrekte færingers opstilling til Føroya Løgting. Se fotos af nogle af plakaterne her.
---
P. L. Panums fagartikel: "Iagttagelser, anstillede paa Færøerne i Aaret 1846" publiceret i "Bibliothek for Læger" 1847 kan downloades her. 
En mere indgående beskrivelse af Panums forhold til Færøerne i forbindelse med mæslingeepidimien og i årene efter, kan læses i bogen af Beinta í Jákupsstovu fra 2006: "Kunnskap og makt. Færøysk helsepolitikk gjennom 150 år" - Kap 4, s. 108-147.