International Modermålsdag er d. 21. februar og den anledning bringer jeg en tekst om modersmål og færøsk identitet jeg skrev og publicerede på Vágaportalin i marts 2012. Den er stadig højaktuel:
I et demokrati er individets frie adgang til at udtrykke sig en af grundstenene i samfundsmaskineriet. Al diskussion og debat samt de allerfleste kampe mellem forskellige interesser er båret frem på slagmarken af det sproglige udtryk, der derfor bør være let tilgængeligt for hele befolkningen, når det bliver læst, skrevet og talt.
Da journalisten Høgni Djurhuus søndag den 25. marts 2012 fik overrakt den nyindstiftede ”Móðurmálsvirðisløn 2012” pointerede han i sin takketale at god journalistik og god sprogbrug ikke er synonyme størrelser. Denne iagttagelse burde være banal, men det er den ikke når det kommer til færøsk sprogbrug og meningsytringer i det færøske samfund.
Der er god grund til at fokusere netop på dette, fordi egentlig burde sprogbruget jo være underlagt sprogbrugeren og ikke omvendt. Værktøjet skal ikke styre håndværkeren, for det er meningerne og argumenterne i dynamiske samspil, der er samfundets basis, ikke det medie, der bærer dem frem.
I det færøske samfund opstår der problemer, eftersom individets identitet og ophav er lige så vigtig som individets ytring, og sprogbrug er i høj grad blevet anvendt som identitetsmarkør. Det er ikke det du siger, det er måden at du siger det på.
I dagens anledning kunne det være interessant at se på, hvorfor denne modsætning mellem sproget som identitetselement og kommunikationselement er opstået.
Den færøske identitetskonstruktion
Det største problem for folk på Færøerne op gennem tiderne var at opretholde en dagligdag på et rimeligt materielt niveau og den nødvendige materielle kontakt med omverdenen. Kampen for tilværelsen var første prioritet i deres livsverden. At forholde sig til verden udenfor var der sjældent energi til. Den færøske identitet lå i bygdens mikroverden.
Overgangen fra denne tilstand til det man nu kalder færøsk nationalidentitet, er i dag for det meste stivnet i en kanoniseret historiefortælling, der ikke levner megen plads til andre anskuelser.
Sidste tilskud til denne kanonisering er netop den færøske modermålsdag, lagt på præsten V. U. Hammershaimbs fødselsdag, ham som efter den nationalistiske myte skabte det færøske skriftsprog.
Beskrivelsen af den færøske historie, der handler om konstruktionen af den færøske nationalidentitet, er store træk skrevet af de folk, der er arvtagerne efter de nationalromantiske nationskonstruktører fra sidste halvdel af 1800-tallet. Det bærer de historiske synsvinkler også præg af.
Det er vigtigt at huske på, som en god journalist ville gøre, at den vinkel en historie ses under, er altafgørende for de betydninger den får og de konklusioner, der kan drages af den. Dette gælder især begreberne nationalidentitet og modersmål i den færøske kontekst, hvor de politiske interesser er så store og følelserne så voldsomme, at andre vinkler end de kanoniserede har en tendens til at blive fortiet.
Derfor er den færøske historie, den børnene lærer udenad i skolen, nok ikke helt afvejet og efter min overbevisning ikke til nogen større nytte i fremtiden.
At fremtvinge den færøske nation
Da de færøske nationalbuildere i sidste halvdel kom tilbage fra deres uddannelsesophold til deres fødeøer opfyldt af nationalromantisk højstemthed, betragtede de nu befolkningen på øerne som en nation, som de højstemt hyldede og synes de burde være stolte af.
Deres største problem var, at det folkedyb, som nationalromantikken havde lært dem at se som den fantastiske og hellige færøske nation, egentlig slet ikke var interesseret i deres nyimporterede idéer om nation, folk og storhed. Det færøske samfund var dybt konservativ og meget få formåede at se ud over bygdegærdet og den personlige indlejring i et næsten middelalderligt bondesamfund, end sige se et formål med overhovedet at få udvidet synsfeltet.
Dette traditionelle snæversyn var ikke særlig anvendeligt for de missionerende nationalister, så de gik i gang med at lutre den hellige færøske nation ud af det urene folkedyb. Den færøske identitetskonstruktion med grundlag i nationalromantisk ideologi tog sin begyndelse. Den akademiske og intellektuelle elite havde imidlertid et vanskeligt problem: Hvordan vækker vi det færøske folk til at erkende sin storhed? Hvilken retorik skal vi vælge, for at lokke folk til at forstå, at de skal rejse sig til en nation? Hvordan sælger vi varen? Og ikke mindst, hvordan etablerer vi vores egen politiske magtbase i det færøske samfund?
Sakraliseringen af den færøske kultur
Det er altid meget vanskeligt at introducere radikalt nye tanker ovenfra ned i et folkedyb og det var yderligere et stort problem, at hele det bygdebaserede og isolerede færøske øsamfund var ekstremt konservativt og indadvendt. I et sådant tilfælde er den bedste strategi at bruge en allerede etableret struktur og tilføre den et nyt indhold.
En samfund i en hård kamp for at eksistere og hvor en betragtelig del af mændene gik til under kampen for det daglige udkomme, vil naturligt nok anvende religion som støtte til at finde mening og trøst. Kristendommen tilbyder ved hjælp af retorik baseret på fortidige skrifter og en hierarkisk opbygning et meningsskabende system. Dette giver almuen, der ikke har energi til at opbygge deres egen forestillingsverden, mulighed for at forestille sig en mening med tilværelsen. Religionen har som en slags psykologisk pakkeløsning gennem århundrederne indlejret sig i det færøske folks måde at tænke på.
Ved at udnytte denne indarbejdede kognitive struktur, kan folk måske lokkes til at tænke nye tanker. Dette var den teknik de færøske nationalister brugte. Man kan derfor betragte nationalismens basale struktur som en kopi af strukturen i en religiøs bevidsthed, blot uden det metafysiske element.
Indenfor denne religionsstruktur udskiftes religiøse fænomener til andre brugbare nationale fænomener, for eksempel bibel = sagaer, kors = flag, martyrer = nationalhelte, salme = nationalsang, frelse = løsrivelse og ikke mindst kættere = landsforrædere. Dette sakrale net af begreber og forestillinger er essensen i nationalismens struktur og det blev rygraden i den færøske nation.
Konstruktionen af den tvedelte færøske nationalidentitet
På samme måde som kristendommens magtretorik meget skarpt opregner verden i flokke indenfor og flokke udenfor den hellige fold, så får det færøske nationkonstruktionsprojekt også en ekskluderende struktur. Som det meste identitetsskabelse består den færøske af afgrænsning mod det nationalisterne definerede som fremmedelementer i færøsk kultur.
Den nye færøske enhedsfølelse under konstruktion blev skabt ved at definere, hvad der er urent og hvad der er rent, hvad der er ægte færøsk og hvad der er besmittende for sand færøsk kultur. Hvem der er de frelste og hvem der er landforrædere.
Denne to-delte splittelsesidentitet, der afløste den atomiserede bygdeopdelte identitet, har siden været en fast bestanddel af den færøske livsverden.
Sakraliseringen af det færøske sprog
Sproget er det væsentligste udtrykmiddel en gruppe mennesker har sammen. Det kan betragtes som en væsentlig ingrediens i det netværk, der holder dem sammen som social gruppe og som gør det muligt for dem at interagere med hinanden i dagligdagen. Det er klart, at denne fremragende evne til at kommunikere ligger folk på hjerte og er et overordentligt vigtigt fænomen i deres livsverden. Derfor er det en god strategi for personer, der vil dirigere folket, at overtage definitionen af, hvad der er korrekt sprogbrug og hvad der er forkert sprogbrug.
I en sammenhængende religiøs og nationalistisk forståelsesramme bliver modersmålet derfor et helligt medie til at udtrykke nationens forestillingsverden. Skriftsproget bliver nationens hellige og sande sprog, hvor troen på nationen formuleres, rejser sig til storhed og den nationale hukommelse arkiveres for eftertiden.
Det er nok ikke uden grund, at den første egentlige oversættelse af en tekst til færøsk var et kristent evangelium. At det færøske folk så ikke ville vide af det, viste så meget desto mere nationalisterne, hvor meget færøfolket havde brug for at blive frelst fra deres store uvidenhed.
Erobringen af begrebet modersmål
For folk med politiske magtambitioner er der store fordele at opnå, hvis de fokuserer på sprogbrug i en kultur. Kan man formå at definere og dirigere det sproglige udtryk hos folket, så kan man også styre folket til forstå, at de er en nation. Dette vidste nationalisterne og dette udnyttede de grovt og samvittighedsløst.
Erobringen af folket vigtigste udtryksmiddel skulle bruges til at skabe en politisk bevidsthed, der kan igen bruges til at sætte spørgsmål ved den etablerede politiske administration af det færøske landområde, som nationalisterne var utilfreds med.
En af redskaberne, som nationalisterne brugte til lokke det færøske folk til at blive en nation, var at introducere og anvende begrebet modersmål. Oprindeligt betyder modersmål det første sprog man lærer ubevidst i hjemmet hos forældrene, men hænderne på nationalisterne blev modersmålet noget andet. Det blev et magtmiddel.
Derfor betyder det færøske ord ”moðurmál” i dag lige det modsatte af den oprindelige betydning, nemlig den fælles færøske sprogkonstruktion og norm, ikke de individuelle lokalsprog, som folk er opvokset med. Mange færinger må i dag se deres oprindelige sprogbrug rent over ende af den politisk styrede sprognorm. Man kan sige at nogen har stjålet modersmålet fra det færøske folk. Disse sprogtyve har ovenikøbet gjort det for at dirigere folket ind i et andet sprogbrug, der virker fremmedgørende i forhold til den kultur folket kom fra.
Skriftsproget og fortidsfetichismen
Nationalisternes store lystobjekt og fetich er fortid. Færøsk kultur er af udenlandske forskere blevet beskrevet som en kultur, hvor der kan være et fortidspand på mange hundrede år i en almindelig dagligsdags samtale. Så det er ikke underligt da det færøske skriftsprog blev diskuteret på plads, at det endte det med en etymologisk udgave, hvor hvert et ord skal henvise til sin oprindelse. Dermed blev skriftsprogets kommunikative anvendelighed underlagt et snæversynet historisk projekt styret af nationalistiske ideologier.
I princippet vil det sige, at nede hver mindste detalje i sproget, skal der være et udtryk af fortid. Det vil igen sige, at når skriftsproget skal indlæres, så tvinges den nutidige elev til at tænke i fortidens sprogbrug. Brugerne skal mentalt set lære sig at tale i nutiden med den sproglige opmærksomhed rettet på fortid.
Erobringen af det visuelle skriftbillede
En andet fænomen som nationalisterne benyttede sig af, var i konstruktionen af det visuelle skriftbillede, der i dette tilfælde skulle tjene det formål, at et færøsk skriftbillede skulle visuelt skille sig ud fra et dansk og centraleuropæisk skriftbillede. Derfor blev bogstavet ð introduceret i færøsk med inspiration fra det helligholdte nordiske sagasprog, uden dog at bogstavet fik en åbenlys logisk funktion i skriftsproget. På den måde blev det færøske skriftbillede visuelt placeret mellem dansk og islandsk, netop det samme sted som sproghistorikerne tidligere havde placeret færøsk i det nordiske sprogstamtræ.
Denne påklistring af et urnordisk signalbogstav er netop et af de store problemer for færøske sprogbrugerne i dag, for i bund og grund har bogstavet ingen funktion i forhold til nutidigt sprogbrug. Igen er det færøske folk belemret med et nationalistisk magtmiddel, der kan få dem til at tro, at de er for dumme til at håndtere deres eget sproglige udtryk. Således får de brug for de akademiske sprogeksperter, der tjener til livets ophold ved at vifte med deres bebrejdende sproglige pegefingre over folkedybet.
Fra folkedyb til sprognorm
Et sprog har sin naturlige udvikling, hvor sprogbrugerne sammen udvikler sit kommunikationsredskab i en daglig dynamik. Dette er jo temmelig uheldigt for det ekspertvælde, der har uddannet sig i sprog og opbygget deres status med henblik på at bedømme og kontrollere den sproglige norm, som de selv har opsat, i dette tilfælde den etymologiske og nationalistiske norm i færøsk.
Sprognationalisternes før så store beundring for folkedybets sproglige kompetencer er nu vendt til foragt for andet brug af sproget end den etablerede og kanoniserede norm. Denne kovending viser, at det er ikke folkesproget de er interesseret i, men den magtposition og status som definitionen af sprognormen giver og den politiske magt, der ligger i at styre et folks sprogbrug.
Denne påstand kan naturligvis være vanskelig at påvise, men et fint eksempel er i introen til et interview i Kringvarp Føroya d. 30-8-2010, hvor journalisten refererer synspunktet: "Vár í Ólavstovu heldur tað verður alneyðugt við en føroyski málsliga normi og helst einum sum leggur seg tætt upp á skriftmálinum, sum hevur verið norminum í nógvar mátar" - ("Vár í Ólavstovu mener at det bliver essentielt nødvendigt med en færøsk skriftlig norm og helst én som lægger sig tæt op af skriftsproget, som har været normen på mange måder").
Dette er værd at lægge mærke til. I begyndelsen gik nationalisternes sprogprojekt ud på at udforske folkedybets sprogtraditioner, og registrere og publicere dem. Alle de sproglige variationer man fandt i nutid og fortid blev omhyggelig noteret og ud fra denne indsamling konstruerede man så det færøske skriftsprog og norm. For at få projektet vedtaget blandt sprogbrugerne sidestillede man så alle de variationer af færøsk man kendte og i et samarbejde mellem forskellige sprogfolk, blev der så skabt et skriftsprog, der kunne rumme denne folkelige tradition og diversitet. Denne sproglige rummelighed blev så brugt til at sælge projektet til det færøske folk.
I dag er den skriftlige sprognorm ved at være etableret og fast defineret. Magtforholdene er derfor ændrede og de variationer, der før blev hyldet som væsentlige og nødvendige, er nu på vej til at blive udraderet på bekostning af en etableret nationalistisk sprognorm, der er alt andet end folkelig. Snart vil de færøske dialekter komme under stort pres fra sprognormsfærøsk og forsvinde på samme måde som rigsdansk udryddede de danske dialekter.
Man kan beskrive denne proces efter det princip, at det nye administrationssprog gør sig klar til at indtage pladsen som undertrykker af folkets daglige sprogbrug, nøjagtig samme position som det danske administrationssprog havde før. Igen ser vi at selve magtstrukturen består, det er bare nye folk, der indtager magtpositionerne.
Det rene sprog?
En af forestillingerne som sprognationalisterne har overtager fra den religiøse retorik er idéen om renhed. Hvis et sprog udvikler sig under påvirkning fra andre sprog, så er det en fejlkurs, der skal bekæmpes med alle midler. Ligesom præster gennem deres teologiske uddannelse udmærket ved, at kristendommen såkaldte sandheder ændrer sig drastisk over tid, på samme måde ved uddannede sprogfolk, at idéen om purisme i sproget er død på forhånd. Al historie viser, at et levende sprog ændrer sig drastisk over tid og at det netop ikke er det ideologiske grundlag, der bestemmer dette, men den daglige brug og interaktion med alle mulige sproglige udtryk. Alting flyder, men det er ikke det faktum, der bliver prædiket for folket. Der prædikes dogmet om det rene sprogs fortræffeligheder konstrueret efter fortidige principper.
Purisme og kreativitet
Når den færøske sprogstyring har purisme som ideologi bevirker dette, at folkets sproglige udtryk og dets iboende kreativitet bliver hæmmet. Det er trods det faktum, at det netop er denne kreative kraft, der skal holde sproget levende og dagligt overbevise sprogbrugerne om, at de stadig kan have fordel af at holde fast ved deres eget sproglige udtryk, i stedet for at skifte over til nogle af de andre gode tilbud i den globale sprogbutik, for eksempel kioskbaskeren engelsk.
Lige nu sidder store dele af den færøske ungdom og plaprer samt skriver engelsk på Internettet hver eneste dag og sikkert også en stor del af natten med. I denne sprogsituation oplever de en frihed, en mulighed for sproglig kreativitet og et udsyn, der aldrig blev dem givet i deres førstesprog, fordi nogle folk engang gidseltog det færøske sprog til at være en redskab til opbygning af den færøske identitetskonstruktion og selvstændighedsbestræbelser.
Sammenknytningen af færøsk sprog og politisk bevidsthed
Den store fejltagelse set fra folkets synspunkt var da nationalisterne sammenknyttede det færøske sprogbrug og det politiske selvstyresprojekt. Ved at politisere og erobre det sproglige udtryk til sine egne politiske synspunkter afskar nationalisterne den mere konservative del af befolkningen fra at deltage i udviklingen af færøsk og i at udvide domænerne for færøsk sprogbrug. Denne politiske manøvre er netop ikke i hele folkets interesse, kun for de forholdvis få.
På denne måde blev den færøske nationalidentitet allerede fra sin fødsel en blafrende skizofren tilstand, noget der i høj grad også er nærværende i dag. På den måde kan man sige, at den færøske selvstyresfolk skød sig selv i foden fra dag ét og etablerede den nu traditionelle færøske splittelse i to.
Den færøske identitetskonstruktion kunne have været anderledes konstrueret og været baseret i højere grad på konsensus mellem de progressive og de konservative kræfter og været mere brugbar for alle. Et samfund er jo netop defineret ved, at alle individer har et grundliggende fællesskab, en form for ramme at være uenige indenfor. Men den chance blev forpasset.
Østaten - en naturlig enhed
Nationalismen er udviklet nede på det europæiske kontinent, hvor blodige kampe gennem hundrede af år har bølget frem og tilbage for at drage grænser mellem de forskellige politiske magtcentre på landjorden. Nationalismen opstod da de gamle magtstrukturer konge-, kejser- og kirkemagten mistede legitimitet og nye opdelinger blev nødvendige. Det nye blev, at nu var det ikke den enkeltes hersker blodsbånd og arveforhold, der opdelte magtområderne, men hele befolkningsgruppers etnicitet og blodsafstamning.
Imidlertid er behovet for denne kunstige opdeling af befolkningsgrupper er ikke til stede i et ørige som det færøske. Færinger er dem, der bor på Færøerne. Men trods det er det alligevel den politiske filosofi fra et rablende sindsygt europæisk kontinent, der er blevet importeret og presset ned over øbefolkning, der nok havde haft mere nytte af at udvikle sig på egne præmisser og sit eget naturgivne fællesskab.
Splittelsen af den færøske nation
Projektet med at etablere en færøsk enhedsnation er kun lykkedes halvt, meget bogstaveligt talt. Fifty-fifty princippet er gennemgående og splittelsen er total. Man kan nemt påstå, at alle væsentlige beslutninger på Færøerne bliver truffet af udlandet eller efter pres fra udlandet, fordi det politiske system på Færøerne ikke formår at blive enige om fornuftige standarder i det færøske samfund.
Det gælder håndteringen af de tilbagevendende katastrofale økonomiske kriser, der åbenbart efter god færøsk tradition skal være mindst én af i hver generation, men det gælder også et nationalistisk slagskib som grindadráp, som der først kom administrativt styr på efter udenlands pres midt i nittenfirserne.
Naturligvis er grundene til den færøske splittelse mere kompleks er her nævnt, men man kan ikke komme uden om at:
- De færøske nationalister benyttede sig af en religiøs struktur med store muligheder for udelukkelse af dele af befolkningen. Dette har medført en grundfæstet tradition for ekskludering af folk, man er uenige med.
- En til dels ubrugelig etymologisk fortidsfokuseret konstruktion af skriftsprog har skabt splittelse i befolkningen og gør det stadig i dag.
- Da nationalisterne erobrede sproget som politisk redskab sammenblandede de det politiske selvstændighedsprojekt med etableringen af et færøsk skriftsprog, med det resultat, at de folkelige og politiske kulturer på Færøerne endte i en udmarvende fifty-fifty skyttegravskrig, der har gjort ubodelig skade i færøsk kultur og samfund gennem de sidste 120 år og stadig gør det i dag.
Hvis man ser på programerklæringen fra jólafundin 1888 at ”verja Førja mál og Førja siðir” (beskytte færøsk mål og sædvane) og betragter den som en ærlig interesse for færøske lokalforhold uden bagtanker, så må man nøgternt sige, at projektet ikke er lykkedes særlig godt. De kulturkonstruktioner, der er skabt er ikke i stand til at samle det folk, som programerklæringen principielt set var beregnet til at forene.
Færøsk identitet i dag
Hvis man spørger et ungt menneske i dag, der jo står som et foreløbigt slutprodukt for færøsk kultur, om hun kan beskrive, hvad færøsk identitet består af år 2012. Så vil svaret sandsynligvis være: Málið, búnan, grindadráp, bátin og så måske Ólavsøka. En stor del af disse fænomener er konstruktioner med meget få år på bagen i forhold til den alder folk generelt tror, at de har.
Som sagt er sproget nu i store træk en nationalistisk konstruktion efter islandsk forbillede, nationaldragten er internordisk almuedragt med garniture importeret fra Norge for ikke mere end hundrede år siden, grindadrápið kom ind i den færøske identitetskonstruktion, da Pløyen skrev Grindevisen, og den færøske båd stammer fra Norge. Ólavsøka er jo også en norskinspireret skik, men er vel nok det fænomen, der kan kaldes den ældste færøske tradition.
Så er det man må spørge om kulturkonstruktioner med så år på bagen er gamle tradition? Dertil kan man sige, at al kultur er baseret på debat, dynamik og konsensusbeslutninger. Kultur er som sådan altid en konstruktion. Nye traditioner opstår og genopstår hver dag. Der findes ikke gamle traditioner i et samfund for en tradition er kun til stede, hvis den formår at være i samspil med nutiden. Hvis ikke den klarer denne dynamik, så er den afgået ved døden og begraves på museumshylden som et fortidigt artefakt.
Det bliver imidlertid et folkeligt og demokratisk problem, når disse kulturelle konstruktioner bliver markedsført i et politisk magtspil, som om at de er ældgamle færøske traditioner, der er selve det hellige og urokkelige grundlag under nutidig færøsk kultur.
En ny færøsk identitetskonstruktion
Hvis det politiske selvstændighedsprincip skal tages alvorligt, så må
vejen frem være at nedtone den to-delte splittelsesretorik, der redet udviklingen af det færøske kulturprojekt som en mare gennem mere end 120 år.
Færøerne står over for enorme demografiske problemer og det er blandt andet de urokkelige forestillinger om religiøs og nationalistisk renhed, der skræmmer folk væk fra landet. Tillige er den nuværende færøske identitetskonstruktion gennem bygdesamfundets og nationalismens fælles værdigrundlag fanatisk rettet mod folks fortid, ophav og kulturbaggrund.
Der er brug en ny færøsk identitetskonstruktion, der dyrker nutidens behov for dynamik i samfundet og som kan forløse de iboende kvaliteter som færøboere bærer i sig.
Modersmål - hvad er egentlig målet?
Det er med sprogbrug som med et hvilket som helst andet kulturfænomen. Formår det ikke at møde nutiden med åben pande uden skjold og værge, så er det dødt. Og det fortjener forøvrigt heller ikke andet, for intet folk bør lade sig nøje med et sprogligt udtryk, der skal styres centralt for at overleve.
Alt godt om at afholde en færøsk modermålsdag. Men såvidt jeg kan se bliver den for det meste brugt til at hylde og helliggøre det eksisterende sprogsyn og de eksisterende magtforhold indenfor administrationen af sprognormen.
Dagen burde i lige så høj grad bruges til at eksponere de mange uheldige forsøg på at styre en i forvejen isoleret øsamfund væk fra et moderne sprogligt udtryk. Dagen burde også fokusere på, at en sproglig kultur kun vil have en chance, hvis folkets sprog holdes levende ved hele tiden at være anvendeligt og dynamisk for størstedelen af sprogbrugerne. De folk, der daglig er trængt af den nuværende færøske sprognorm, burde derfor også komme til orde på en modermålsdag.
Der er mange eksempler på hvordan opbygningen og administrationen af det færøske skriftsprog har forårsaget mere splittelse end samling, modsat det formål sprogprojektet tilsyneladende havde ved starten, hvis man i god positiv ånd trækker nationalisternes trang til politisk magt og elitens trang til status ud af ligningen.
Alle disse uheldige forhold omkring færøsk sprogbrug burde man også eksponere på en modermålsdag, for de handler om det meget væsentlige spørgsmål for alle færøske borgere: Hvem har retten til definere ordet ”módurmál”?
Ole Wich
marts 2012
