Verden forstås gennem billeder på verden. Men intet billede ses isoleret. Det hænger omkranset af utallige billedrækker i erindringens galleri. Denne kalejdoskopiske forudsætning indrammer vores billedopfattelse, den afgrænser vores verdensbillede. Bag øjnenes spejden og spejlen skærer fortidens billedrammer sig ind over hinanden. Dog ser vi dem ikke, selvom de bestemmer alle synsvinkler, de bestemmer vor verdenscollage.
Vi kigger i de gamle grønlandske billedbøger. Vi ser, at verden da var velordnet, vejret altid smukt, menneskene altid pænt stillet op. Fortidige billedopfattelser ligger som rammer om opfattelser af fortid, mens nutidig dagligdag fanges ikke i formen, men falder forvirrende udenfor rammerne. Formen indrammer opfattelsen, fordrejer synet, blindvinkler og bestemmer nutiden, der så i sin pågående formløse detaljerigdom opfattes kaotisk.
Grønlandsgæsterne ankommer til Nuuk og forsøger at indramme det synlige i deres opfattelse, i deres medbragte billedudsnit, hvor rammerne er givet på forhånd i fortidens eksotiske form. Men hvor er de knejsende isbjerge, fangeren med de glammende slædehunde, de rundryggede igloer, den vilde isbjørn og den ædle eskimo? Kun de kommercielle turistfacader og fortidssymbolerne vedhæftet kroppene spejler dette fata morgana. Disse billeder på organiseret blindsyn kaster den forsimplede verden tilbage i gæstens øjne. Endnu en fiktiv fantasiramme uden forbindelse til virkelighedens uindrammede kaos.
Tre måneder har jeg vandret i Nuuk ad de små snævre cirkelbuer dagligdagene udstikker. Fra Radiofjeldets hvide blok, over træbroen til 2A-bussen, ind på universitet, cirklet gennem cementblokkenes transparente lys, søgt bibliotekets hyldemetre, overværet undervisning, besørget de nødvendige dagligindkøb, deltaget i lørdagsbajerens bataljer. Alt kvantiseret af skemaer og de små afbræk, der al tid kaotisk bryder hverdagens rammer.
Med mig på denne endeløse krusedullefærd har jeg haft lommens kamera og denne erindringsfanger har indrammet, hvad disse dagligdage har afsløret i deres eksotiske banalitet. Billederne spreder som hundestrint i sneen, et par hurtige afmærkninger i farten, der snart rinder tilbage i havet.
Det er daglig dont.
Det er daglig billedfangst.
Det er GodtNuuk.
Ole Wich
December 2013
Nuuk
---
Tekst til udstilling af 90 fotos på Ilimmarfik fra mit studieophold på Grønlands Universitet i Nuuk fra september til december 2013.
 |
| Hele udstillingen opsat på en betonvæg i kantinen. En højopløselig PDF-udgave af hele fotoopsætningen kan downloades her: http://cl.ly/2h3f2h0y0C15 |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar