Hovedreglen

De færøske betingelser

Et lille land og udkantsområde har få økonomiske ben at stå på og er ekstremt påvirkelig fra økonomiske mekanismer uden for egen indflydelse. Dette gør landet ekstremt sårbart. Det gælder også for det færøske samfund, der har levet og lever under:

Store udsving i klimatiske forhold
Store udsving i fiskebestandene
Store udsving i den internationale økonomi
Store udsving i den færøske befolknings lyst til at bosætte sig i landet

Et lille lands effektiveste middel mod uforudsigelige hændelser er rettighed omhu udført af en effektiv administration, der under høje administrative standar­der og baseret på nøgterne data giver et kvalificeret bud på en fornuftig planlægning, samt at denne planlægning skal løbende tiden justeres, men kun på grundlag af fakta. 
Derfor bliver hovedreglen for udviklingen af det færøske samfund:

Jo mindre et land er, des dygtigere skal administrationen være, 
for at opveje det lille lands sårbarhed.

Det færøske samfunds stabilitet, tillidsniveau og fremtidsmuligheder
En stabiliserende faktor i det færøske samfund har gennem mange år, været det færøsk befolknings ar­bejdssomhed og stiltiende accept af dårlige standarder eller ligefrem elendige vilkår i det færøske samfund. 
En anden stabiliserende faktor er den økonomiske hjælp til udbygning af det færøske samfund, velfærdsydelser til færinger i det danske samfund og udligningsordningerne gennem blokordningen fra den danske stat. De er er historisk set stabil elementer­ i det færøske samfunds økonomiske grundlag. Ligeledes har de forskellige parlamentariske forsamlinger i det danske rige i store træk været positive overfor færøske behov, hvis ellers den færøske ­argumentation har været kvalificeret.

Det færøske samfunds fremtid som en moderne velfærdssamfund må have et ideal, der så vidt muligt sikrer stabilitet til den færøske befolkning. Ligesom alle andre velfærdssamfund, som den færøske befolkning sammenligner deres samfund med. Derfor er enhver diskussion, der ikke tager udgangspunkt i ovenstående regel en pseudodiskussion, der har en anden skjult agenda end at tjene det færøske samfund og dets befolkning.

En lemfældig administrationspraksis som hidtil skaber usikkerhed. Så længe befolkningen ikke har en grundliggende tillid til det færøske samfundssystem vil den naturligvis søge stabilitet andensteds, enten ved at flytte til et bedre velfærdssamfund eller ved at sikre og udbygge tilknytningen til Rigsfællesskabet.

Al snak om øget færøsk selvstændighed eller andre vilde planer, der ikke tager højde for højere admini­strationsstandarder og dermed et højere funktions­niveau i den færøske samfund er galmandsværk. Et selvstændigt Føroyar er måske en mulighed, men vejen til selvstændighed går gennem nøje hensyntagen til ovenstående regel. 

Alt andet er hazardspil.

-------

Ole Wich - august 2015

Hvid pige ved havet - fiktion eller dokumentar?

Hvorfor er pigen mere fotogen end affaldscontaineren?

På Costa del Sol lidt vest for Nerja på parkeringspladsen over Playa de Torrox tæt på kanten, står en lille sorthåret 10-års pige stift dresset op i hvidt. Lang kjole, struttende sløjfe i håret og en rød buket knuget i hånden. Omkring hende arbejder to kvinder og en professionel fotograf energisk med blitzanlæg, refleksionsudstyr og kameraer. Det ser ud som om, at de forsøger at indfange det ultimative fotografi af en lille wannabe-brud i solen ved det grønne Middelhav.

Jeg er en forbipasserende Turista del Sol på vej til stranden og har kun et lille enkelt lommekamera, men det er tilstrækkeligt til, at jeg kan dokumentere fotoscenen omkring den hvidklædte pige, efterhånden som scenariet skrider frem. En dokumentarist må være åben for uforudsigelighed og vide vinklinger, så endnu ved jeg ikke, hvorledes mine fotografier skal fremstå i sidste ende. Men statisterne i mit scenarie søger åbenbart at illustrere deres forestilling om små opdressede piger og grønblåt hav.

Fotoholdet afgrænser virkelighedens scene med fotogent snæversyn i nøje kalkulerede vinklinger, mens jeg udvider deres kontrollerede synsfelt ved at placere mig bag dem. Jeg fotografererer fotografiets fiktion. Gennem min dokumentaristiske vinkling af deres virkelighed kan jeg for eksempel dokumentere, at affaldsbøttens grove plastikflader på parkeringspladsen konkurrerer visuelt med pigens uskyldshvide klædestof. Mit foto spørger nøgternt: Hvorfor er pigen mere fotogen end affaldscontaineren? Den stråler vel lige så kækt i kompositionen med orangerødt låg kontrasterende til havets grønblå toner som den lille hvide pige gør det med sin røde buket? 

Da det går op for fotoselskabet, at deres fotografering bliver affotograferet, kommer kvinden der styrer fotosessionen over til mig og beder mig om stoppe dokumentationen - Por favor... Også senere, da de står helt nede på stranden og jeg registrerer dem oppe fra trappen, beder hun mig igen stoppe min fotografering - Por favor..! 

Mærkeligt. Er hun måske bange for, at jeg afslører deres opstillede illusion? Hun fotograferer, men ved hun ikke, at vi alle udmærket ved, også hendes fotografis beskuere, at fotografi er en illusion i sidste ende.

Dernede på stranden, under selskabets diskussioner og ubeslutsomhed trænger naturen sig på. Den lille pige begynder i sin stive kedsomhed at opsamle strandens naturlige skønheder, de brunhvide jakopsskaller, så strækker brændingen sig langt efter hendes hvide sko, nu ugler havvinden hendes hår, sortbølgende breder det sig ned over hendes ryg. Så nu må kvinden efter hårbørsten oppe i den parkerede bil. Da jeg går længere ned ad trapperne ligger hårkammen med sløjfen tabt skærende hvid i det grålige grus. Jeg samler den op og rækker den til hende, da hun returnerer. - Thank you, siger hun. Jeg hjælper således hendes fotografiske illusion på vej, men i virkeligheden skulle jeg have puttet sløjfen ned i lommen til mit kamera. Det havde været en virkelig autentisk spansk souvenir. Meget mere realistisk end et fotografi.

Siden zoomer jeg ind på fotosessionen fra min solplads på stranden. Nu skal pigen agere og hoppe i sine fine balsko på de sorte klipper. Naturen er så upraktisk, så der må arbejdes hårdt, dirigeres meget og blitzstativet må støttes på de ujævne overflader. Mit foto af dette scenario viser, at den hvide kjole nu konkurrerer visuelt med havets turbulente skum. Virkeligheden trænger sig hele tiden på. Også på et fotografi.

Fiktion eller dokumentar - fotografering er kompliceret i virkeligheden.

Når sol, måne og dagligdag sitrer på en kosmisk streng

Havbaderen, skyhimmelen og soleklipsens mørkladne hav

Kultur har som grundforudsætning at skulle afværge usikre naturfænomener, at tilstræbe og sikre os forudsigelighed i den menneskelige tilværelse og således værne mod naturkræfternes mange ubønhørlige luner og tilfældigheder. Men det lykkes ikke altid at styre oplevelsen af verden. Selv i naturbegivenheder i universet omkring os, der med klokkeklar præcision kan profeteres århundreder frem, er vi underlagt uforudsigelighedens atmosfæriske turbulens i de sarte tynde luftdyner, der beskytter os mod universets golde barske realiteter. 

Min færøske dagligdag er ikke forudsigelig, fordi vi på denne nordatlantiske klodeposition er så heldige endnu ikke at have pakket naturen ind i det stringent planlagte. Det tillader klimaet naturligt nok ikke. 

Således er det også, når vi rammes af en solformørkelse. Uanset hvor total og perfekt eklipsen i teorien kunne fremtræde, så er det klimaets vejrfiltre, der bestemmer kvaliteten af vores syn og oplevelse. Selvom astronomerne med præcision og forudsigelighed kan stille os alle mulige oplevelser i vente, så må vores forventningerne lige her på dette sted på kloden, tones kraftigt ned. Det er de givne betingelser vi lever under.

---

Eklipsen opstår, når to svævende himmellegemer i universet og et menneskelegeme stående på jordklodens overflade i et kort tidsrum balancerer som sitrende perler på en hårdt udspændt line. Under min personlige eklipse befinder jeg mig netop dér, hvor universet med sin planetariske pegefinger lige nu omhyggeligt tegner en mørkelagt streg hen over mit velkendte landskab, direkte tværs gennem min dagligdags omgivelser og virkefelt. En dybtgående forankring og nærvær af kosmiske planetbevægelser, lige ned midt i mit liv.

---

Der findes i tusindvis af detaljerede fotos af korona, diamantring og skiftende halvsole, trykt i bøger, gemt digitalt på harddiske og i cyperspace. Der hænger de hver især løsrevet fra deres kontekst, uden forankring. 

Billedernes fotografer glemmer, at al fotografi i sit basale princip handler om at placere sig på det rette sted og eksponere præcis i det rette tidspunkt og vise beskueren disse to fænomeners essensielle forbindelse. Det er øjeblikkets fastlåsning på begivenhedens sted, der krystalliserer fotografiets magiske essens i forhold til andre visuelle medier. 

Det indzoomede eklipsefoto viser kun tidspunktet, men ikke stedet. Det er et halvfoto uden forankring, løst revet fra jordelivets kropslige tyngde og personlige kontekst.

---

Kun én gang, i et forsvindende lille uforudsigeligt tidsrum i min personlige tilværelse, besøgte en total eklipse mit liv. Lige her hvor jeg bor. For at kunne registrere dette og vise dette grænseoverskridende øjeblik på foto, må jeg forankre mine eklipse-afbildinger i min hverdag midt i mit vante landskab. For mig vil oplevelsens styrke altid være den mærkelige formulering af fremmedartet lys udtrykt på mit landskabs velkendte former. Dér projicerer eklipsen sin essens til mig i sit hastige kys af kosmisk nærvær.

---

Min kone Sanne er havbader. Så tit så muligt bader hun i Atlanterhavets salte kølighed under den frie himmel, men naturligvis kun, når det færøske klima tillader det. Da eklipsen nærmere sig, gik vi sammen til strandbredden i Sandagerði. Mens jeg satte kameraet op, klædte hun sig af.

Nu overskyggede månen solskiven bag skydækket. Snart falmede stranden, havet og fjeldene til det mærkværdigste stille tusmørke. Luftens temperatur, vinden, selv bølgerne, synes forandre sig. Den mørke bøje i havnen sås nu lyse rødt. Skonnerten Norðlýsið ude på fjordfladen sank ind i Nólsoyfjeldets mørke baggrundsfarve. Fyret på Borðan sendte sit sædvanlige klare blink mod Tórshavn. 

I dette magiske sceneri gik Sanne ud i det skvulpende sortladne havdyb. En mørkegul stribe ved Bordan farvede den dunkle baggrund bag hendes sorte silhouet, før hun sank i havet.

---

Hun svømmede sin lille tur som vanligt, men det hastigt svindende lys fik hende instinktivt til skyndsomt at søge  mod land igen. Snart stod vi tæt sammen og iagttog det mærkelige syn, da sollyset med stor hastighed vendte tilbage, som havde et mørkerædt barn febrilsk drejet den store universelle lysdæmper tilbage. Siden så vi gennem mørkebriller solens orange banan, der nu kiggede frem gennem skydækket. 

Det var perfekt. Fraværet af muligheden for at se de stereotype ikoner af de totaleeklipsen, diamant, korona og diamant, fastholdt os i vores personlige landskabs kropslige nærvær, mens vi undrende så scenen skifte sig i det mærkværdige og ubeskrivelige lys. Sådan havde vi aldrig set vores landskab før.

---

På vej hjem fra sandet vendte vi os flere gange om og fulgte månen langsomt slippe sit tag i solens skive. Nu spredtes skydækket og sollyset strålede over hele Tórshavn. Hen over Argir fløj et par hundrede stære i to flokke i de sædvanlige flyveøvelser og trygt flokssamvær før nattens søvn. Et forvirret og  forgæves forsøg på sort sol ved højlys dag. 

Alt gled gennem et vidunderligt forløb gennem et perfekt torshavnsk scenario, hvor netop det uforudsigelige færøske klima skrev partituret ad hoc og dirigerede oplevelsen ud i det drømagtig fantastiske. 

Usikkerheden om vejr, vind og visuel kontakt lagde grundtonen. Forudsigelighed er overvurderet. Ofte er det oplevelsens dæmper.

---

Tilsidst lå vi begge ved vinduet derhjemme med det varmende sollys i ansigtet, mens vi så den blodrøde sol som en fornærmet trutmundet Pacman spytte måneskyggen ud til venstre. Snart blafrede måneskyggens sidste bue ud over kanten af solskiven. Væk igen i mange, mange år på dette sted. Nu her står solen klar som før. Vores eklipse er tonet ud.

YouTube: Ocean svimming in the Atlantic during the Faroe Islands solar eclipse 2015

---

At synge eklipsen ned i landskabet

Et af de flotteste færøsk værke under den totale solformørkelse den 20. marts udførte gruppen Hamferð. I deres nummer "Deyðir Varðar" (Døde varder) formåede de at leve op til dette unikke kosmiske øjeblik. 

Gruppen placerede deres musikalske udsagn præcist i tid og sted midt i et nærværende autentisk færølandskab, naturligvis helt og aldeles underlagt den færøske uforudsigeligheds tilfældigheder.

Suveræn sang, spil og optagelser, der vibrerer af nærværelse og aucentitet. Solens skift over til koronaen lyskrands i den sorte videoflade bliver midt i forløbet det eneste visuelle fokuspunkt. Det koncentrerer vores opmærksomhed om sangens intensitet, mens vinden går i mikrofonen som en uheldsvarslende drone. 

Hamferð synger eklipsen ned i vores landskab.

YouTube: Hamferð - Deyðir Varðar

Live during the solar eclipse in The Faroe Islands, March 20th 2015

---

Ole Wich

20-3-2015