Hvid pige ved havet - fiktion eller dokumentar?

Hvorfor er pigen mere fotogen end affaldscontaineren?

På Costa del Sol lidt vest for Nerja på parkeringspladsen over Playa de Torrox tæt på kanten, står en lille sorthåret 10-års pige stift dresset op i hvidt. Lang kjole, struttende sløjfe i håret og en rød buket knuget i hånden. Omkring hende arbejder to kvinder og en professionel fotograf energisk med blitzanlæg, refleksionsudstyr og kameraer. Det ser ud som om, at de forsøger at indfange det ultimative fotografi af en lille wannabe-brud i solen ved det grønne Middelhav.

Jeg er en forbipasserende Turista del Sol på vej til stranden og har kun et lille enkelt lommekamera, men det er tilstrækkeligt til, at jeg kan dokumentere fotoscenen omkring den hvidklædte pige, efterhånden som scenariet skrider frem. En dokumentarist må være åben for uforudsigelighed og vide vinklinger, så endnu ved jeg ikke, hvorledes mine fotografier skal fremstå i sidste ende. Men statisterne i mit scenarie søger åbenbart at illustrere deres forestilling om små opdressede piger og grønblåt hav.

Fotoholdet afgrænser virkelighedens scene med fotogent snæversyn i nøje kalkulerede vinklinger, mens jeg udvider deres kontrollerede synsfelt ved at placere mig bag dem. Jeg fotografererer fotografiets fiktion. Gennem min dokumentaristiske vinkling af deres virkelighed kan jeg for eksempel dokumentere, at affaldsbøttens grove plastikflader på parkeringspladsen konkurrerer visuelt med pigens uskyldshvide klædestof. Mit foto spørger nøgternt: Hvorfor er pigen mere fotogen end affaldscontaineren? Den stråler vel lige så kækt i kompositionen med orangerødt låg kontrasterende til havets grønblå toner som den lille hvide pige gør det med sin røde buket? 

Da det går op for fotoselskabet, at deres fotografering bliver affotograferet, kommer kvinden der styrer fotosessionen over til mig og beder mig om stoppe dokumentationen - Por favor... Også senere, da de står helt nede på stranden og jeg registrerer dem oppe fra trappen, beder hun mig igen stoppe min fotografering - Por favor..! 

Mærkeligt. Er hun måske bange for, at jeg afslører deres opstillede illusion? Hun fotograferer, men ved hun ikke, at vi alle udmærket ved, også hendes fotografis beskuere, at fotografi er en illusion i sidste ende.

Dernede på stranden, under selskabets diskussioner og ubeslutsomhed trænger naturen sig på. Den lille pige begynder i sin stive kedsomhed at opsamle strandens naturlige skønheder, de brunhvide jakopsskaller, så strækker brændingen sig langt efter hendes hvide sko, nu ugler havvinden hendes hår, sortbølgende breder det sig ned over hendes ryg. Så nu må kvinden efter hårbørsten oppe i den parkerede bil. Da jeg går længere ned ad trapperne ligger hårkammen med sløjfen tabt skærende hvid i det grålige grus. Jeg samler den op og rækker den til hende, da hun returnerer. - Thank you, siger hun. Jeg hjælper således hendes fotografiske illusion på vej, men i virkeligheden skulle jeg have puttet sløjfen ned i lommen til mit kamera. Det havde været en virkelig autentisk spansk souvenir. Meget mere realistisk end et fotografi.

Siden zoomer jeg ind på fotosessionen fra min solplads på stranden. Nu skal pigen agere og hoppe i sine fine balsko på de sorte klipper. Naturen er så upraktisk, så der må arbejdes hårdt, dirigeres meget og blitzstativet må støttes på de ujævne overflader. Mit foto af dette scenario viser, at den hvide kjole nu konkurrerer visuelt med havets turbulente skum. Virkeligheden trænger sig hele tiden på. Også på et fotografi.

Fiktion eller dokumentar - fotografering er kompliceret i virkeligheden.