Faeroensis: juli 2017

H.C. Lyngbyes første tegning af en grindehval, som han udførte i Hvalba

søndag den 6. juli 1817, hvor der var en fangst på 46 hvaler.

Søndag den 6. juli 1817 var en smuk og klar dag i Hvalba på Suðuroy og H.C. Lyngbye, der boede hos præsten J.H. Schrøter i bygden, startede dagen med at botanisere på fjeldet: »Efterat have om Morgenen været paa Skaalefjeld, hvorfra man i klart Vejr, som just i Dag indtraf, har en viid og skjøn Udsigt til store og lille Dímon, Skueøe, Sandøe, Vaagøe, Myggenæs og Myggenæsholm, og efterseet de paa denne næsten steile Fjeldryg værende Alpeplanter, steeg jeg atter ned for at bivaane Gudstjenesten i Qvalbøe Kirke.«

Men den hellige søndagsfred blev snart brudt. Netop som bygdefolket gjorde sig klar til at gå ind i kirken, opstod der røre: »Da jeg kom ned, var Tjenesten endnu ikke begyndt; nogle Mandfolk stode derfor just og lænede sig over Kirkegaardsdiget, og i det samme blev een af dem en Baad vaer, som yderst ude i Bugten gav ved Signal tilkjende, at der var Grind i Nærheden. Strax raabte han Grind, og aldrig saa snart var dette Ord hørt af hans Mund, førend Grind gjenlød i alles Munde. Det gav dem alle ligesom et elektriskt Stød. Unge og Gamle, Store og Smaae bleve pludselig satte i Bevægelse, og en Deel af Mandskabet ilede øjeblikkelig ned til Baadene. Grindeflokken var dengang omtrent ½ Miil borte.
Fruentimrene, som ikke maae være til stede ved Fangsten, gik alle i Kirke, hvor kun faa Mandfolk vare tilstede. Præsten Hr. Schrøter Prædikede i Anledning af Peders Fiskedræt, som just var Dagens Evangelium.«

For naturvidenskabelige H.C. Lyngbye blev denne bratte forstyrrelse i kirketid og søndagsfred en mulighed for at studere grindehvalen og denne begivenhed gav ham året efter for første gang chancen for at markere sig i den naturvidensskabelige verden i det prestigefyldte ”Videnskabernes Selskab” i København.

Denne julimorgen Lyngbye var dog ikke mere naturhistorisk videbegærlig end han satte gud frem for grind. Så han deltog i gudstjenesten. I kirken var også alle bygdens kvinder og naturligvis præsten, for som overtroen påbød, ville kvinderne med deres blotte blik skræmme hvalerne og præsten med sin kropslige tilstedeværelse ødelægge grindefangsten.
»Fremdeles see de ikke gjerne, at nogen Præst er tilstede ved Fangsten; i det mindste maa han efter deres Mening ikke gaae imod Grinden, men vel med den; ja dersom det kunde skee, at han Paa Landet hændelsesviis gik i samme Direction, som Fiskerne dreve Grinden i Havet, da vilde det være saa meget Idesto bedre, og hvis det bemærkedes, ansees for et lykkeligt Omen; hvorfor ogsaa Pastor Schrøter forblev inde, indtil Dræbningen begyndte, ikke for at nære sine gode Sogne folks Overtroe, men af den Grund, ikke at gjøre dem modløse i Kampen…«

Det første forsøg på at strande grindehvalerne var ved den sydlige strand (1), men dette mislykkedes.
Anden gang lykkedes det på den store sandstrand inderst i bugten (2).
Kort fra kortal.fo, år 1900.

Til alt held for naturvidenskabsmanden Lyngbye gjorde grindeflokken ikke landgang straks. Hvalerne blev ellers under kirkegangen forsøgt drevet ind på stranden ovre ved Ranin på sydkysten af Hvalbabugten, men først i andet forsøg, der heldigvis skete efter kirketid, lykkedes det at drive dyrene ind på den store sandstrand i bunden af bugten.

Lyngbye skriver: »I denne Afstand kunde man see Baadene, da man gik ud af Kirken. Tilskuerne, som stode paa Landet, svævede formedelst det første mislykkede Forsøg imellem Frygt og Haab. Baadene roede i en Halvcirkel, - og søgte at drive Flokken foran sig; - man kastede Steen, som i denne Hensigt vare medtagne, fra Baadene henad mod Flokken, og den lod sig, som en Flok Faar, heldigviis drive tilbage. Baadene nærmede sig mere og mere; man saae Flokken tydeligere og tydeligere; undertiden svømmede den saa hastig ind ad i Bugten foran Baadene, at disse neppe kunde folge den; da glædede sig Tilskuerne, som stode og ventede paa Stranden, beredte til den videre Fangst; undertiden gik Flokken langsomt frem, og da begyndte Tilskuerne at frygte. Grinden holdt sig bestandig i en tætsluttet Flok; thi den er som visse Slags Fugle, aldeles selskabelig; Flokken tumlede sig idelig omkring, saaledes at flere bestandig vare over Vandet, - først med Hovedet, saa med Halen, og strax derpaa gik under Vandet igjen, for at overlade Pladsen til andre efter Orden; de pustede, idet de kom i Vandskorpen, store Vandstraaler i Vejret, som i nogen Afstand bedre kunde høres end sees, og vare ellers, saavidt man kunde skjønne, temmelig rolige og spage. Omsider drev Baadene dem inderst i Bugten; dog ikke til det Sted, hvor Fangsten første Gang var mislykket, men til en anden ej langt derfra beliggende stor Sandslette, hvor ingen Fjelde begrændsede Udsigten. Her lykkedes Fangsten bedre.«

»Flokken tumlede sig idelig omkring, saaledes at flere bestandig vare over Vandet,

- først med Hovedet, saa med Halen, og strax derpaa gik under Vandet igjen,

for at overlade Pladsen til andre efter Orden;«.

Systemet er det samme i dag, her ved grindefangst i Tórshavn 16-6-2017.

Foto Ole Wich.

Ovenstående citater har Lyngbyes oprindeligt citeret fra sin færøske rejsedagbog, der i dag er gået tabt. Resten af hans artikel »Om Grindefangsten paa Færøerne tilligemed Bidrag til Grindens Naturhistorie« omhandler en gennemgang af datidens litteratur om hvalen, grindehvalens naturhistorie samt hans analyser og reflektioner.

Lyngbyes kommentarer til at kvinder skræmmer grindehvalerne
Men sin vanlige skepsis behandler Lyngbye overtroen angående kvinder og grindefangsten: »Da Grinden er af saa stor Betydning for Færøeboerne, som ovenfor er viist, saa er det slutteligt, at de ved Fangsten søge at iagttage ethvert Virksomt Middel, og rydde enhver formeentlig skadelig Hindring af Vejen, og det uden først at anstille nøjagtige Forsøg, om det Formeente virkelig er Hindring eller ikke; thi dersom Forsøget mislykkedes, vilde det være for kostbart.
Der som altsaa deres Omhyggelighed for Fangstens heldige Udfald skulde i visse Stykker bære noget Præg af Overtroe, da kan man, som mig synes, letteligen holde dem dette til Gode.

Saaledes paastaae de, at Fruentimre, især de, som ere frugtsommelige, og de, som have Menstrua, aldeles ikke maae være tilstede ved Fangsten; de maae holde sig inde i Husene, og saa langt borte, som mueligt, fra Grinden; først da, naar den er dræbt, maae de komme tilsyne. I daglig Tale betragte Færøeboerne vel selv denne Paastand for ubetydelig og intetsigende; men, naar det kommer til Stykket, paasees dog denne Omstændighed endnu saare nøje.

De have baade fra ældre og nyere Tider mange Facta at omtale, som, hvis de ere Paalidelige, noksom bevise, at Grinden umulig kan fordrage frugtsommelige Fruentimre. Saaledes, da en Grindeflok i Vaj paa Suderøe engang næsten var død (dette Udtryk bruges bestandig istedet for dræbt), troede en frugtsommelig Kone, som havde Lyst til at see denne Fangst, at hun nu vel kunde gaae ud og see derpaa; men aldrig saasnart nærmede bun sig til Stedet, hvor Grinden dræbtes, førend en enkelt stor Grind, som endnu var tilbage, blev saa vild og balstyrrig, at den paa ingen Maade vilde lade sig dræbe, men for det første slog en Baad itu, og siden tumlede sig saa urolig i Vandet, at Mændene maatte bede Konen skynde sig bort som snarest, og da blev Hvalen uden Vanskelighed fanget.«

Trods Lyngbyes skepsis forsøger han at finde en forklaring på hypotesen om, at kvinder skræmmer grinden væk:

»Mange saadanne Fortællinger ere i Omløb; og samme Sagn skal findes udbredt ikke alene paa Færøerne, men ogsaa paa Ørkenøerne og andre Steder. Vilde man nu ifølge de mange eenstemmige Vidners Udsagn antage denne Antipathie for grundet, og dernæst spørge, hvad Forbindelse her kunde være imellem Virkning og Aarsag, da vilde det Vel være rimeligst at antage, at Grunden hertil maa søges i Grindens skarpe Lugt, og at den alt saa formodentlig ikke kan lide visse Personers Uddunstning. Maaskee det forholder sig med Grinden, som med Hvalfiskene; at disse have en skarp Lugt, sluttes deraf, at de, naar de vise sig i Vandskorpen, bringes strax til at synke, saa snart Færøeboerne, som med Grund frygte for disse store Dyr, lade lidt Bævergel eller Enebærolie, som de derfor som oftest have med i deres Baade, komme i Berørelse af Vandets Overflade.
Dette er i det mindste Færøeboernes Mening; dog seer jeg, at Cuvier i sin Dyrhistorie af anatomiske Grunde fradømmer næsten alle Cetaceer Lugtens Sands.«

Lyngbye skriver: »Blodet strömmede nu i uhyre Mængde udaf Saarene, og farvede Vandet i stor Omkreds…. disse; som i dette stykke vare erfarne Folk, skare med deres Knive den ene Grind efter den anden over Nakken, saaledes at Hovedet blot hængte ved Kroppen. Grinden laae efter dette haarde Saar endnu i nogen Stund temmelig rolig; men i Dödskampen slog den frygtelig med Hovedet og Halen,

og brækkede derved Halsbenet over af sig selv.«

Grindefangst i Tórshavn 16-6-2017. Foto Ole Wich.

Lyngbye og Schrøters samarbejde
Denne søndag i 1817 endte der 46 hvaler på sandstranden. Eftersom Lyngbye har så mange friske eksempler til at beskrive de naturvidenskabelige data efter, kan han gøre nøjagtige iagttagelser.
Lyngbye tegner to udgaver af grindehvalen. Først tegner han grindehvalen på stedet, en tegning som ikke er særligt korrekt og siden en ny tegning efter Schrøters opmålinger, da han er tilbage i Danmark. Den sidste bliver tegnet til publiceringen i 1825, men den bliver dog ikke reproduceret. Schrøters opmålinger og den forbedrede tegning får han senere vedlagt sit originalmanusskript fra 1817 i ”Videnskabernes Selskab” arkiv, hvor de befinder sig endnu i dag.
Denne korrigering af data er et fint eksempel på, at Schrøter og Lyngbyes i deres samarbejde supplerer hinanden. Læs mere om dette her.

Lyngbye lavede to tegninger af grindehvalen. Tegningen til højre i Hvalba d. 6. juli 1817

og løsarket til venstre i januar 1825 udført efter Schrøters mål.

Videnskabernes Selskabs arkiv. Foto: Ole Wich

Grindehvalen er af delfinfamilien
Ved hjælp af egne dagbogsnotater, den daværende tilgængelige litteratur og Schrøters oplysninger kan Lyngbye samle alle tilgængelige oplysninger og skrive en artikel, der er det ultimative på dette tidspunkt om grindehvalens natur samt dens økonomiske og kulturelle betydning. Det er på den baggrund, at han får tildelt Videnskabernes Selskabs sølvmedalje i februar 1818. En del af begrundelsen lød:

»Forfatteren, som i Sommeren 1817 gjorde en botanisk Reise til Færøerne, blev under sit Ophold paa disse Øer tilfældigviis Øievidne til en Grindefangst, og da han ved denne Leilighed opskrev adskillige Bemærkninger, henhørende til dette Dyrs Naturhistorie, og tillige paa Stedet forfærdigede en Tegning deraf, blev han derved sat i Stand til at give en mere fuldstændig og nøjagtig Oplysning, end hidtil havdes, om dette for Færøeboerne vigtige Dyr.
Vel findes Grinden omtalt af adskellige Forfattere, saasom Debes, Svabo og Landt, og kan altsaa ikke egentligen ansees for ubekjendt; men formedelst de hidtil havt ufuldstændige og tildeels urigtige Beskrivelser har det ikke været Systematikere muligt, at anvise dette Dyr sin rigtige Plads iblandt Cetacea, hvorfor og nogle have henført det til Slægten Delphinus, andre til Balæna.
Efterat have meddeelt Efterretning om den færøske Maade, hvorpaa Grinden fanges, har Forfatteren ved en, saa vidt Omstændigderne tillode, udførlig naturhistorisk Beskrivelse, samt ved en medfølgende Tegning oplyst, at Grinden henhøret til Slægten Delphinus, og, da den ikke er optaget i System natura, foreslaar han at kalde den Delphinus Grinda.«

Artiklen blev imidlertid først udgivet 1825 i et lille hæfte og i 1826 ”Tidsskrift for Naturvidenskab” og Lyngbye får derfor mulighed for forbedringer. På det tidspunkt var der blevet sendt grindehvalkranier til København og ud fra dette bemærker Lyngbye i en fodnote, at grindehvalen var den samme som Delphinus globiceps, bestemt af Cuvier i 1812. I dag hedder arten, den langfinnede grindehval, Globicephala melas bestemt af Traill i 1809. Arter, der ikke er nemme at studere såsom hvaler, har det ofte taget mange år at få på plads i den linneske systematik.
H.C. Lyngbye gjorde i de følgende år sig videre bemærket i naturvidenskabelige kredse og i december 1826 blev han medlem af Videnskabernes Selskab.

Thomas Stewart Traill havde beskrevet grindehvalen i »Journal of Natural Philosophy, Chemistry,

and The Arts« i London 1809. Da kaldte han arten for »Delphinus melas«.

Fra polyhistorik til fagparadigmer
Artiklen som Videnskabernes Selskab belønnede er et typisk eksempel fra denne tid på en sammenblanding af forskellige emner og deres behandling, som nok ikke i dag ville forekomme i en naturvidenskabelig artikel. Den nøgterne beskrivelse af tandhvalernes mål og udseende er med nutidens målestok at regne som naturvidenskabelig, mens skildringen af bygdefolkets reaktioner på fangstbegivenheden og de traditioner, der følger med, ville høre til etnologien eller antropologien.
Dette viser datidens polyhistoriske opfattelse af viden. Men netop i Lyngbyes levetid opdeles naturvidenskaben og andre videnskaber i mere specifikke fagområder, hvor faktuelle oplysninger af forskellig fagkarakter ikke blandes sammen mere.
For eksempel var Lyngbye anderledes nøgternt ensporet, når det kom til botanik, som var hans egentlige naturvidenskabelige speciale og som gennem hans levetid blev defineret som et egentligt fagområde på universitetet.

»Hård var striden og kostede blod / her kunne man få at vide / at Færøs drenge med mandemod / tør gå i kampen og stride« digter C. Pløyen i ”Grindevisen” her fremført at ”Dansifelagið í Havn” 2013.

Portrætmaleri af C.A. Jensen, 1830. Foto: Kringvarp Føroya

Grind som færøsk identitetsmarkør
Lyngbye beskriver grindefangstens forløb med samme lakoniske stil som havde emnet været landbrugsteknik. Det samme gør J.Chr. Svabo i sin artikel 1779: »Om den færøske Marsviinfangst«. Detter er til forskel for i dag, hvor emnet er tillægges et andet symbolindhold. I 1817 var begrebet ”grindadráb” endnu ikke blevet et bevidst identifikationsudtryk for færøsk kultur og et værdiladet selvbillede på færingens stolte nationalitet i den vilde kamp mod naturen.
Dette brug opstod først senere i århundredet, hvor idéstrømninger fra europæiske skolarer og intellektuelle også på Færøerne påbød, at der nu skulle formuleres egenbeskrivelser af nationalkarakter. Som en del af denne tendens skrev embedsmanden Christian Pløyen (1803-1867), der var opvokset i København og bosiddende på Færøerne 1830 til 1847, i 1830-erne en vise, der i færøsk kvadstil beskriver en grindefangst. I denne »Grindevise« knæsatte københavneren Pløyen den eksotiske grindefangst til et færøsk identifikationsobjekt og et ægte udtryk for færøsk nationalitet.
Under de følgende årtiers nationalromantiske strømninger tilføjede færingerne villigt dette unikke element til deres egenbeskrivelse og til deres forestillinger om den færøske nationalidentitet, som blev sammenstrikket gennem sidste halvdel af 1800-tallet.

I dag fungerer »Grindavísan« stadig som færøsk identifikationsudtryk udover den har en underholdningsværdi i brug. Visen kvædes og danses stadig, nogle gange i forbindelse med grindefangst, men især af danseforeningerne.
Visen også fået et mere moderne liv og en aktiv funktion, hvor den færøske folk-metalband Týr på albummet Valkyrja fra 2013 bruger vers nr. 39 og 42 samt omkvædet fra Pløyens vise.
Som en kulturpolitisk demonstration dedikerer bandet sangen til lederen af Sea Shepherd, Paul Watson, der gennem de sidste 20 år i flere omgange har aktioneret mod færøsk grindefangst. På denne måde konverterer musikerne visen til et færøsk våben mod det udenlandske pres på færøsk kulturel praksis og identitetsopfattelse.

Men bag denne lange række af færøsk brug af grindefangst som identifikationsmiddel ligger først og fremmest de naturvidenskabelige beskrivelser af grindehvalen, som H.C. Lyngbye var med til samle og konkretisere 1817, men også C. Pløyens hyldest i 1835, der anbragte grindefangst som centralt element i den færøske identitetskonstruktion.
Som altid er færøsk kulturudtryk en tæt og livlig interaktion, der udvælger og kombinerer tendenser og folk udefra og indarbejder dem i lokale traditioner. Færøsk identitet kan ikke defineres, uden at udlandet tages med i beskrivelsen.

Kilder

H. C. Lyngbye (1817): Om Grindefangsten paa Færøerne - Originalmanuskript.
Videnskabernes Selskabs arkiv, København.

kortal.fo (2017): Hvalbabugten

H. C. Lyngbye (1825): Om Grindefangsten paa Færøerne tilligemed Bidrag til Grindens Naturhistorie. Hæfte på Føroya Landsbókasavn.

Lyngbye, H.Chr. (1826): Om Grindefangsten paa Færøerne, tilligemed Bidrag til Grindens Naturhistorie. Tidsskrift for Naturvidenskab: 204-232.

H.C. Lyngbyes breve og tegninger. Botanisk bibliotek. Biblioteket på Statens Naturhistoriske Museum

Dansk biografisk Lexikon. Bind X, s 534

J. Chr. Svabo (1779): Om den færøske Marsviinfangst.
Det almindelige danske Bibliothek, 3 bind, s 39.

J. Chr. Svabo: Indberetninger fra en rejse i Færø 1781 og 1782. 1976.

Det Kongelige Selskabs Naturvidenskabelige og Mathematiske Afhandlinger. Tredie Deel, København, 1824, XXXIX-XL

Grindehval på ”World Register of Marine Species (WoRMS)”
http://www.marinespecies.org/aphia.php?p=taxdetails&id=137097

Thomas Stewart Traill (1809): Description of a new Species of Whale, Delphinus Melas. Journal of Natural Philosophy, Chemistry, and The Arts. VOL. XXII. London.

C. Pløyen (1835): Grindevisen

Grindavísan i udsendelsen ”Upp á gólv” med foreningen ”Dansifelagið í Havn”.
Kringvarp Føroya, 31-7-2013.

Týr (2013): ”Grindavísan” på albummet ”Valkyrja”.

Sea Shepherd (2014): Operation GrindStop 2014
---