Da H.C. Lyngbye var i grind i Hvalba 1817

H.C. Lyngbyes første tegning af en grindehval, som han udførte i Hvalba 

søndag den 6. juli 1817, hvor der var en fangst på 46 hvaler.

Søndag den 6. juli 1817 var en smuk og klar dag i Hvalba på Suðuroy og H.C. Lyngbye, der boede hos præsten J.H. Schrøter i bygden, startede dagen med at botanisere på fjeldet: »Efterat have om Morgenen været paa Skaalefjeld, hvorfra man i klart Vejr, som just i Dag indtraf, har en viid og skjøn Udsigt til store og lille Dímon, Skueøe, Sandøe, Vaagøe, Myggenæs og Myggenæsholm, og efterseet de paa denne næsten steile Fjeldryg værende Alpeplanter, steeg jeg atter ned for at bivaane Gudstjenesten i Qvalbøe Kirke.«

Men den hellige søndagsfred blev snart brudt. Netop som bygdefolket gjorde sig klar til at gå ind i kirken, opstod der røre: »Da jeg kom ned, var Tjenesten endnu ikke begyndt; nogle Mandfolk stode derfor just og lænede sig over Kirkegaardsdiget, og i det samme blev een af dem en Baad vaer, som yderst ude i Bugten gav ved Signal tilkjende, at der var Grind i Nærheden. Strax raabte han Grind, og aldrig saa snart var dette Ord hørt af hans Mund, førend Grind gjenlød i alles Munde. Det gav dem alle ligesom et elektriskt Stød. Unge og Gamle, Store og Smaae bleve pludselig satte i Bevægelse, og en Deel af Mandskabet ilede øjeblikkelig ned til Baadene. Grindeflokken var dengang omtrent ½ Miil borte. 
Fruentimrene, som ikke maae være til stede ved Fangsten, gik alle i Kirke, hvor kun faa Mandfolk vare tilstede. Præsten Hr. Schrøter Prædikede i Anledning af Peders Fiskedræt, som just var Dagens Evangelium.«

For naturvidenskabelige H.C. Lyngbye blev denne bratte forstyrrelse i kirketid og søndagsfred en mulighed for at studere grindehvalen og denne begivenhed gav ham året efter for første gang chancen for at markere sig i den naturvidensskabelige verden i det prestigefyldte ”Videnskabernes Selskab” i København. 

Denne julimorgen Lyngbye var dog ikke mere naturhistorisk videbegærlig end han satte gud frem for grind. Så han deltog i gudstjenesten. I kirken var også alle bygdens kvinder og naturligvis præsten, for som overtroen påbød, ville kvinderne med deres blotte blik skræmme hvalerne og præsten med sin kropslige tilstedeværelse ødelægge grindefangsten. 
»Fremdeles see de ikke gjerne, at nogen Præst er tilstede ved Fangsten; i det mindste maa han efter deres Mening ikke gaae imod Grinden, men vel med den; ja dersom det kunde skee, at han Paa Landet hændelsesviis gik i samme Direction, som Fiskerne dreve Grinden i Havet, da vilde det være saa meget Idesto bedre, og hvis det bemærkedes, ansees for et lykkeligt Omen; hvorfor ogsaa Pastor Schrøter forblev inde, indtil Dræbningen begyndte, ikke for at nære sine gode Sogne folks Overtroe, men af den Grund, ikke at gjøre dem modløse i Kampen…«

Det første forsøg på at strande grindehvalerne var ved den sydlige strand (1), men dette mislykkedes.
Anden gang lykkedes det på den store sandstrand inderst i bugten (2).
Kort fra kortal.fo, år 1900.

Til alt held for naturvidenskabsmanden Lyngbye gjorde grindeflokken ikke landgang straks. Hvalerne blev ellers under kirkegangen forsøgt drevet ind på stranden ovre ved Ranin på sydkysten af Hvalbabugten, men først i andet forsøg, der heldigvis skete efter kirketid, lykkedes det at drive dyrene ind på den store sandstrand i bunden af bugten. 

Lyngbye skriver: »I denne Afstand kunde man see Baadene, da man gik ud af Kirken. Tilskuerne, som stode paa Landet, svævede formedelst det første mislykkede Forsøg imellem Frygt og Haab. Baadene roede i en Halvcirkel, - og søgte at drive Flokken foran sig; - man kastede Steen, som i denne Hensigt vare medtagne, fra Baadene henad mod Flokken, og den lod sig, som en Flok Faar, heldigviis drive tilbage. Baadene nærmede sig mere og mere; man saae Flokken tydeligere og tydeligere; undertiden svømmede den saa hastig ind ad i Bugten foran Baadene, at disse neppe kunde folge den; da glædede sig Tilskuerne, som stode og ventede paa Stranden, beredte til den videre Fangst; undertiden gik Flokken langsomt frem, og da begyndte Tilskuerne at frygte. Grinden holdt sig bestandig i en tætsluttet Flok; thi den er som visse Slags Fugle, aldeles selskabelig; Flokken tumlede sig idelig omkring, saaledes at flere bestandig vare over Vandet, - først med Hovedet, saa med Halen, og strax derpaa gik under Vandet igjen, for at overlade Pladsen til andre efter Orden; de pustede, idet de kom i Vandskorpen, store Vandstraaler i Vejret, som i nogen Afstand bedre kunde høres end sees, og vare ellers, saavidt man kunde skjønne, temmelig rolige og spage. Omsider drev Baadene dem inderst i Bugten; dog ikke til det Sted, hvor Fangsten første Gang var mislykket, men til en anden ej langt derfra beliggende stor Sandslette, hvor ingen Fjelde begrændsede Udsigten. Her lykkedes Fangsten bedre.«

»Flokken tumlede sig idelig omkring, saaledes at flere bestandig vare over Vandet, 

- først med Hovedet, saa med Halen, og strax derpaa gik under Vandet igjen, 

for at overlade Pladsen til andre efter Orden;«. 

Systemet er det samme i dag, her ved grindefangst i Tórshavn 16-6-2017. 

Foto Ole Wich.

Ovenstående citater har Lyngbyes oprindeligt citeret fra sin færøske rejsedagbog, der i dag er gået tabt. Resten af hans artikel »Om Grindefangsten paa Færøerne tilligemed Bidrag til Grindens Naturhistorie«  omhandler en gennemgang af datidens litteratur om hvalen, grindehvalens naturhistorie samt hans analyser og reflektioner.

Lyngbyes kommentarer til at kvinder skræmmer grindehvalerne 
Men sin vanlige skepsis behandler Lyngbye overtroen angående kvinder og grindefangsten: »Da Grinden er af saa stor Betydning for Færøeboerne, som ovenfor er viist, saa er det slutteligt, at de ved Fangsten søge at iagttage ethvert Virksomt Middel, og rydde enhver formeentlig skadelig Hindring af Vejen, og det uden først at anstille nøjagtige Forsøg, om det Formeente virkelig er Hindring eller ikke; thi dersom Forsøget  mislykkedes, vilde det være for kostbart. 
Der som altsaa deres Omhyggelighed for Fangstens heldige Udfald skulde i visse Stykker bære noget Præg af Overtroe, da kan man, som mig synes, letteligen holde dem dette til Gode. 

Saaledes paastaae de, at Fruentimre, især de, som ere frugtsommelige, og de, som have Menstrua, aldeles ikke maae være tilstede ved Fangsten; de maae holde sig inde i Husene, og saa langt borte, som mueligt, fra Grinden; først da, naar den er dræbt, maae de komme tilsyne.  I daglig Tale betragte Færøeboerne vel selv denne Paastand for ubetydelig og intetsigende; men, naar det kommer til Stykket, paasees dog denne Omstændighed endnu saare nøje. 

De have baade fra ældre og nyere Tider mange Facta at omtale, som, hvis de ere Paalidelige, noksom bevise, at Grinden umulig kan fordrage frugtsommelige Fruentimre. Saaledes, da en Grindeflok i Vaj paa Suderøe engang næsten var død (dette Udtryk bruges bestandig istedet for dræbt), troede en frugtsommelig Kone, som havde Lyst til at see denne Fangst, at hun nu vel kunde gaae ud og see derpaa; men aldrig saasnart nærmede bun sig til Stedet, hvor Grinden dræbtes, førend en enkelt stor Grind, som endnu var tilbage, blev saa vild og balstyrrig, at den paa ingen Maade vilde lade sig dræbe, men for det første slog en Baad itu, og siden tumlede sig saa urolig i Vandet, at Mændene maatte bede Konen skynde sig bort som snarest, og da blev Hvalen uden Vanskelighed fanget.«

Trods Lyngbyes skepsis forsøger han at finde en forklaring på hypotesen om, at kvinder skræmmer grinden væk:

»Mange saadanne Fortællinger ere i Omløb; og samme Sagn  skal findes udbredt ikke alene paa Færøerne, men ogsaa paa Ørkenøerne og andre Steder. Vilde man nu ifølge de mange eenstemmige Vidners Udsagn antage denne Antipathie for grundet, og dernæst spørge, hvad Forbindelse her kunde være imellem Virkning og Aarsag, da vilde det Vel være rimeligst at antage, at Grunden hertil maa søges i Grindens skarpe Lugt, og at den alt saa formodentlig ikke kan lide visse Personers  Uddunstning. Maaskee det forholder sig med Grinden, som med Hvalfiskene; at disse have en skarp Lugt, sluttes deraf, at de, naar de vise sig i Vandskorpen, bringes strax til at synke, saa snart Færøeboerne, som med Grund frygte for disse store Dyr, lade lidt Bævergel eller Enebærolie, som de derfor som oftest have med i deres Baade, komme i Berørelse af Vandets Overflade.
Dette er i det mindste Færøeboernes Mening; dog seer jeg, at Cuvier i sin Dyrhistorie af anatomiske Grunde fradømmer næsten alle Cetaceer Lugtens Sands.«

Lyngbye skriver: »Blodet strömmede nu i uhyre Mængde udaf Saarene, og farvede Vandet i stor Omkreds…. disse; som i dette stykke vare erfarne Folk, skare med deres Knive den ene Grind efter den anden over Nakken, saaledes at Hovedet blot hængte ved Kroppen. Grinden laae efter dette haarde Saar endnu i nogen Stund temmelig rolig; men i Dödskampen slog den frygtelig med Hovedet og Halen, 

og brækkede derved Halsbenet over af sig selv.« 

Grindefangst i Tórshavn 16-6-2017. Foto Ole Wich.

Lyngbye og Schrøters samarbejde 
Denne søndag i 1817 endte der 46 hvaler på sandstranden. Eftersom Lyngbye har så mange friske eksempler til at beskrive de naturvidenskabelige data efter, kan han gøre nøjagtige iagttagelser. 
Lyngbye tegner to udgaver af grindehvalen. Først tegner han grindehvalen på stedet, en tegning som ikke er særligt korrekt og siden en ny tegning efter Schrøters opmålinger, da han er tilbage i Danmark. Den sidste bliver tegnet til publiceringen i 1825, men den bliver dog ikke reproduceret. Schrøters opmålinger og den forbedrede tegning får han senere vedlagt sit originalmanusskript fra 1817 i ”Videnskabernes Selskab” arkiv, hvor de befinder sig endnu i dag.
Denne korrigering af data er et fint eksempel på, at Schrøter og Lyngbyes i deres samarbejde supplerer hinanden. Læs mere om dette her. 

Lyngbye lavede to tegninger af grindehvalen. Tegningen til højre i Hvalba d. 6. juli 1817 

og løsarket til venstre i januar 1825 udført efter Schrøters mål.

Videnskabernes Selskabs arkiv. Foto: Ole Wich

Grindehvalen er af delfinfamilien
Ved hjælp af egne dagbogsnotater, den daværende tilgængelige litteratur og Schrøters oplysninger kan Lyngbye samle alle tilgængelige oplysninger og skrive en artikel, der er det ultimative på dette tidspunkt om grindehvalens natur samt dens økonomiske og kulturelle betydning. Det er på den baggrund, at han får tildelt Videnskabernes Selskabs sølvmedalje i februar 1818. En del af begrundelsen lød:

»Forfatteren, som i Sommeren 1817 gjorde en botanisk Reise til Færøerne, blev under sit Ophold paa disse Øer tilfældigviis Øievidne til en Grindefangst, og da han ved denne Leilighed opskrev adskillige Bemærkninger, henhørende til dette Dyrs Naturhistorie, og tillige paa Stedet forfærdigede en Tegning deraf, blev han derved sat i Stand til at give en mere fuldstændig og nøjagtig Oplysning, end hidtil havdes, om dette for Færøeboerne vigtige Dyr. 
Vel findes Grinden omtalt af adskellige Forfattere, saasom Debes, Svabo og Landt, og kan altsaa ikke egentligen ansees for ubekjendt; men formedelst de hidtil havt ufuldstændige og tildeels urigtige Beskrivelser har det ikke været Systematikere muligt, at anvise dette Dyr sin rigtige Plads iblandt Cetacea, hvorfor og nogle have henført det til Slægten Delphinus, andre til Balæna. 
Efterat have meddeelt Efterretning om den færøske Maade, hvorpaa Grinden fanges, har Forfatteren ved en, saa vidt Omstændigderne tillode, udførlig naturhistorisk Beskrivelse, samt ved en medfølgende Tegning oplyst, at Grinden henhøret til Slægten Delphinus, og, da den ikke er optaget i System natura, foreslaar han at kalde den Delphinus Grinda.«

Artiklen blev imidlertid først udgivet 1825 i et lille hæfte og i 1826 ”Tidsskrift for Naturvidenskab” og Lyngbye får derfor mulighed for forbedringer. På det tidspunkt var der blevet sendt grindehvalkranier til København og ud fra dette bemærker Lyngbye i en fodnote, at grindehvalen var den samme som Delphinus globiceps, bestemt af Cuvier i 1812. I dag hedder arten, den langfinnede grindehval, Globicephala melas bestemt af Traill i 1809. Arter, der ikke er nemme at studere såsom hvaler, har det ofte taget mange år at få på plads i den linneske systematik.
H.C. Lyngbye gjorde i de følgende år sig videre bemærket i naturvidenskabelige kredse og i december 1826 blev han medlem af Videnskabernes Selskab.

Thomas Stewart Traill havde beskrevet grindehvalen i »Journal of Natural Philosophy, Chemistry, 

and The Arts« i London 1809. Da kaldte han arten for »Delphinus melas«. 

Fra polyhistorik til fagparadigmer
Artiklen som Videnskabernes Selskab belønnede er et typisk eksempel fra denne tid på en sammenblanding af forskellige emner og deres behandling, som nok ikke  i dag ville forekomme i en naturvidenskabelig artikel. Den nøgterne beskrivelse af tandhvalernes mål og udseende er med nutidens målestok at regne som naturvidenskabelig, mens skildringen af bygdefolkets reaktioner på fangstbegivenheden og de traditioner, der følger med, ville høre til etnologien eller antropologien. 
Dette viser datidens polyhistoriske opfattelse af viden. Men netop i Lyngbyes levetid opdeles naturvidenskaben og andre videnskaber i mere specifikke fagområder, hvor faktuelle oplysninger af forskellig fagkarakter ikke blandes sammen mere. 
For eksempel var Lyngbye anderledes nøgternt ensporet, når det kom til botanik, som var hans egentlige naturvidenskabelige speciale og som gennem hans levetid blev defineret som et egentligt fagområde på universitetet.

»Hård var striden og kostede blod / her kunne man få at vide / at Færøs drenge med mandemod / tør gå i kampen og stride« digter C. Pløyen i ”Grindevisen” her fremført at ”Dansifelagið í Havn” 2013. 

Portrætmaleri af C.A. Jensen, 1830. Foto: Kringvarp Føroya 

Grind som færøsk identitetsmarkør
Lyngbye beskriver grindefangstens forløb med samme lakoniske stil som havde emnet været landbrugsteknik. Det samme gør J.Chr. Svabo i sin artikel 1779: »Om den færøske Marsviinfangst«. Detter er til forskel for i dag, hvor emnet er tillægges et andet symbolindhold. I 1817 var begrebet ”grindadráb” endnu ikke blevet et bevidst identifikationsudtryk for færøsk kultur og et værdiladet selvbillede på færingens stolte nationalitet i den vilde kamp mod naturen. 
Dette brug opstod først senere i århundredet, hvor idéstrømninger fra europæiske skolarer og intellektuelle også på Færøerne påbød, at der nu skulle formuleres egenbeskrivelser af nationalkarakter. Som en del af denne tendens skrev embedsmanden Christian Pløyen (1803-1867), der var opvokset i København og bosiddende på Færøerne 1830 til 1847, i 1830-erne en vise, der i færøsk kvadstil beskriver en grindefangst. I denne »Grindevise« knæsatte københavneren Pløyen den eksotiske grindefangst til et færøsk identifikationsobjekt og et ægte udtryk for færøsk nationalitet. 
Under de følgende årtiers nationalromantiske strømninger tilføjede færingerne villigt dette unikke element til deres egenbeskrivelse og til deres forestillinger om den færøske nationalidentitet, som blev sammenstrikket gennem sidste halvdel af 1800-tallet.

I dag fungerer »Grindavísan« stadig som færøsk identifikationsudtryk udover den har en underholdningsværdi i brug. Visen kvædes og danses stadig, nogle gange i forbindelse med grindefangst, men især af danseforeningerne. 
Visen også fået et mere moderne liv og en aktiv funktion, hvor den færøske folk-metalband Týr på albummet Valkyrja fra 2013 bruger vers nr. 39 og 42 samt omkvædet fra Pløyens vise. 
Som en kulturpolitisk demonstration dedikerer bandet sangen til lederen af Sea Shepherd, Paul Watson, der gennem de sidste 20 år i flere omgange har aktioneret mod færøsk grindefangst. På denne måde konverterer musikerne visen til et færøsk våben mod det udenlandske pres på færøsk kulturel praksis og identitetsopfattelse.

Men bag denne lange række af færøsk brug af grindefangst som identifikationsmiddel ligger først og fremmest de naturvidenskabelige beskrivelser af grindehvalen, som H.C. Lyngbye var med til samle og konkretisere 1817, men også C. Pløyens hyldest i 1835, der anbragte grindefangst som centralt element i den færøske identitetskonstruktion. 
Som altid er færøsk kulturudtryk en tæt og livlig interaktion, der udvælger og kombinerer tendenser og folk udefra og indarbejder dem i lokale traditioner. Færøsk identitet kan ikke defineres, uden at udlandet tages med i beskrivelsen.

Kilder

H. C. Lyngbye (1817): Om Grindefangsten paa Færøerne - Originalmanuskript.
Videnskabernes Selskabs arkiv, København.

kortal.fo (2017): Hvalbabugten

H. C. Lyngbye (1825): Om Grindefangsten paa Færøerne tilligemed Bidrag til Grindens Naturhistorie. Hæfte på Føroya Landsbókasavn.

Lyngbye, H.Chr. (1826): Om Grindefangsten paa Færøerne, tilligemed Bidrag til Grindens Naturhistorie. Tidsskrift for Naturvidenskab: 204-232.

H.C. Lyngbyes breve og tegninger. Botanisk bibliotek. Biblioteket på Statens Naturhistoriske Museum

Dansk biografisk Lexikon. Bind X, s 534

J. Chr. Svabo (1779): Om den færøske Marsviinfangst. 
Det almindelige danske Bibliothek, 3 bind, s 39.

J. Chr. Svabo: Indberetninger fra en rejse i Færø 1781 og 1782. 1976.

Det Kongelige Selskabs Naturvidenskabelige og Mathematiske Afhandlinger. Tredie Deel, København, 1824, XXXIX-XL

Grindehval på ”World Register of Marine Species (WoRMS)”
http://www.marinespecies.org/aphia.php?p=taxdetails&id=137097

Thomas Stewart Traill (1809): Description of a new Species of Whale, Delphinus Melas. Journal of Natural Philosophy, Chemistry, and The Arts. VOL. XXII. London.

C. Pløyen (1835): Grindevisen 

Grindavísan i udsendelsen ”Upp á gólv” med foreningen ”Dansifelagið í Havn”. 
Kringvarp Føroya,  31-7-2013. 

Týr (2013): ”Grindavísan” på albummet ”Valkyrja”. 

Sea Shepherd (2014): Operation GrindStop 2014
---

Flere tekster fra H.C. LYNGBYE ÅRET 2017:

29. juni 2017: H.C. Lyngbyes første breve fra Færøerne i 1817

17. maj 2017: Da H.C. Lyngbye ikke blev professor

14. maj 2017: H.C. Lyngbye på færøske frimærker maj 2017

23. april 2017: H.C. Lyngbye mellem tang og tro

17. april 2017: Fróðskaparsetur Føroya og Lyngbyes star

8. april 2017: H.C. Lyngbye, Kirkjubøstolene og andre færøske oldsager

28. marts 2017: H.C. Lyngbye og fredningen af ruinen i Kirkjubø

18. marts 2017: H.C. Lyngbyes netværk - Hornemann og Hofmansgave

10. marts 2017: Makkerparret Lyngbye og Schrøter 

18. februar 2017: En skotsk færøbeskrivelse: Om færøsk monopol- og frihandel

6. februar 2017: Plantelæren, Hornemann og H.C. Lyngbye

25. januar 2017: Beskrivelse af et portræt

17. januar 2017: Havets lysning

1. januar 2017:  Introduktion til "H.C. Lyngbye året 2017"

Makkerparret Lyngbye og Schrøter

En art som H.C. Lyngbye i sit store algeværk benævner »Sphærococcus laciniatus⁠« og som han fandt og tegnede den 11. juli 1817 i Hvalba på Suðuroy. Originaltegningen er på Botanisk bibliotek i København.

H.C. LYNGBYE ÅRET 2017: Da H.C. Lyngbye i 1817 havde besluttet sig for at rejse til Færøerne for supplere sin viden om det danske riges tang og alger var der ikke meget litteratur, han kunne studere, for at forberede sig på turen. Lyngbye forberedte sig ellers altid godt. Han læste og refererede flittigt til relevant litteratur i alle sine arbejder.

Da beslutningen om færørejsen var taget skriver Lyngbye d. 25. marts 1817 fra sin bopæl på godset Hofmansgave på Fyn til botanikprofessor J.W. Hornemann i København: »Hofmann eier Landts beskrivelse over Færøerne; jeg tror ogsaa han har Debes. Med disse forfattere skal jeg saasnart muligt giøre mig bekendt.« 

De to færøbeskrivelser

Lyngbye referer her til bogen af præsten Lucas Debes (1623-1675) med den omstændige titel: »Færoæ & Færoa reserata: Det er Færøernis oc færøeske Indbyggeris beskrifvelse, udi hvilcken føris til liuset adskillige naturens hemeligheder, oc nogle antiqviteter, som her til dags udi mørcket hafve været indelugt, oc nu her opladis.« udgivet i 1673, og til den mere aktuelle bog fra 1800 af præsten Jørgen Landt (1751-1804): »Forsøg til en Beskrivelse over Færøerne«, der for en stor del bygger på Jens Christian Svabos (1746-1824) upublicerede færøbeskrivelse, som Landt lånte fra Rentekammeret.

Begge forfattere havde før gennem en årrække været præster i de to færøske sogne på Streymoy, mens den 71-årige Svabo i 1817 udlevede sin fattige alderdom i Thorshavn, hvor H.C. Lyngbye senere på året stiftede personligt bekendtskab med ham under sit ophold i den færøske hovedstad. 

Mere omfattende kunne Lyngbyes lektie for forberedelse til færørejsen ikke være. To bøger og måske en enkelt artikel hist og pist. Indtil da var Færøerne i store træk ukendt landområde, undtagen for nogle få personer indenfor kongens administration og den kongelige handel i Nordatlanten, samt de embedsfolk fra Danmark, der brugte de færøske embeder som levebrød eller springbræt til bedre embeder i det øvrige rige.

Her er udgaverne fra mit bogskab af de to beskrivelser af Færøerne, som Lyngbye læste før sin rejse 1817. De er også i dag vigtige kilder til færøsk historie. Lucas Debes: »Færoæ & Færoa reserata«, en faksimile udgivet i 1963, og en genudgivelse af Jørgen Landts: »Forsøg til en Beskrivelse over Færøerne«, udgivet 1965.

Lyngbyes udvidelse af litteratur om Færøerne

Set fra færøsk side var det H.C. Lyngbyes store fortjeneste, at han efter sit fire måneders ophold på Færøerne i 1817 medvirkede til betydeligt at udvide kendskabet til den lille øgruppe i Danmark og helt ud blandt europæiske skolarer. Litteraturlisten for den færøinteresserede læser blev i årene efter Lyngbyes færøophold udvidet med 3 markante bøger og en række artikler med færøsk materiale, hvor Lyngbye medvirkende som central figur eller som forfatter. Den efterfølgende voksende interesse for færøske forhold affødte derefter også publikationer fra andre forfattere. Færøerne blev næsten lige så trendy som Island efterfølgende i romantismens svulmende interesse for saga og vikingetid.

Men disse betydelige skrifter om færøske forhold kunne H.C. Lyngbye ikke have udført, uden et tæt samarbejde med Johan Henrik Schrøter (1771-1851), der var præst fra 1804 til 1826 i Hvalba på Suðuroy, hvor Lyngbye besøgte ham.

Johan Henrik Schrøter dukker op de mærkeligste steder. 

Her ses han i 1849 på af de allerførste fotografier på Færøerne taget af sergent Jaeger. 

Dette daguerreotypi sendte Schrøter i Thorshavn til Sir Walter Trevelyans (1797-1879) i London. 

De lærte hinanden at kende på Trevelyans færørejse 1821. Siden skrev de sammen i 20 år. 

Fotoet blev overleveret i 1851 til Trevelyn af sysselmanden i Thorshavn, H.C. Müller, 

der rejste fra Færøerne til London for at besøge den store verdensudstilling.

Den polyhistoriske Schrøter

Thorshavnsdrengen Johan Henrik Schrøter, der med sin store og brede viden om færøske forhold erhvervet gennem hans færøske opvækst og lange aktive virke, var ligesom Lyngbye gennem hele livet flittigt og polyhistorisk interesseret i mange forskellige ting og fænomener. Selvom mange i dag betragter ham som for vidtløftig og for løst fabulerende, så er det en kendsgerning, at han med vidtspændende engagement, store energi og mange skriverier om mange emner og gennem sit enorme personlige netværk i indland og udland, dukker op i mange væsentlige og essentielle sammenhænge. 

John F. West skriver om Schrøter: »… he was a man of all-inclusive interests, was always keen to establish contact with foreigners, and he kept up a vast correspondence. Indeed, he may well have been one of the main channels through which new ideas flowed into Faroe during that great age of change, the early nineteenth century.«

Johan Henrik Schrøter er således ikke til komme udenom. Op gennem første halvdel af 1800-tallet har han samlet set medvirket til at opbygge den opfattelse af færøsk kultur, som vi har i dag. 
Vi mangler i færøsk historie det store grundige studie af denne markante og farverige personlighed. Et sådant studie kunne blive en vigtig nøgle til forståelsen af periodens mange kulturelle udviklingslinier og medvirke til forklaringer på, hvilke de veje de tog fra Oplysningstidens nøgterne økonomiske fokus til Romantikkens svulmende nationalpatos.

Lyngbye på Suðuroy

Lyngbyes kortfattede rapport over hans botaniske ture rundt på Færøerne ligger i arkivet på Botanisk bibliotek i København. Der kan man se, at han og Schrøter tilbragte et par ugers tid sammen i Hvalba i juli måned 1817. 
Snakken har nok gået livligt i præstegårdens stue om de mange emner i tiden, som de så levende interesserede sig for. Lyngbye kom som et frisk pust med den seneste sladder fra guldalderens turbulente København samt med en opdateret viden om de akademiske miljøers landvindinger og tendenser. Schrøter kunne bidrage med talrige oplysninger om færøske forhold til Lyngbyes omhyggeligt skrevne dagbøger.
De følgende år efter Lyngbyes hjemrejse korresponderede de jævnligt i forbindelse med forskellige bogudgivelser og artikler om færøske forhold.  

H.C. Lyngbye overværede en grindefangst, da han besøgte J.H. Schrøter i Hvalba på Suðuroy. Han tegnede søndag den 6. juli 1817 grindehvalen og publicerede senere en videnskabelig artikel om grindehvalen i Tidsskrift for Naturvidenskaben, som også J.H. Schrøter leverede materiale til. 

Makkerparret Lyngbye og Schrøter

Kombinationen mellem J.H. Schrøters omfattende og vidtfabulerende færøkendskab og H.C. Lyngbyes nøgterne naturvidenskabelige tilgang til data og tekst var grundlaget for det gode samarbejde. Lyngbye var en grundig og penittengryn korrektør af Schrøters tekster, og den indbyrdes tillid var så stor, at Lyngbye for det meste fik frie hænder. Han stod for redaktionen, korrekturgang og trykafvikling af to bøger hos den kongelig privilegerede bogtrykker Elmenhoff i Randers. 

For Lyngbye var bogtrykkeriet lige om hjørnet, eftersom han da var præst i Gjesing små 30 kilometer øst for Randers. Schrøter derimod sad på fjerne Suðuroy med langsomme ustadige nordatlantiske postgange uden mulighed for den tætte kontakt til udgiver og trykker, som bogproduktioner altid kræver.

Makkerparret Lyngbye og Schrøter supplerede således hinanden og var en central del af det omfattende skolare netværk, der i disse år udviklede og udbredte viden om færøske forhold. I denne skolare sammenhæng kunne de samarbejde og publicere værker, der ændrede udlandets opfattelse af Færøerne. Dermed skabte de sammen en solid platform for de følgende generationers arbejde for at bringe færøsk kultur til hæder og ære. Jeg vil senere her på siden omtale de publikationer, som Lyngbye og Schrøter sammen fik udgivet og hvordan de blev realiseret.

Lyngbyes og Schrøters beskedne eftermæle

Både Schrøter og Lyngbye blev af det sene 1800-tals nationalister kørt ud på et sidespor og deres mangeartede aktiviteter gik næsten i glemmebogen, selvom disse to markante kulturpersonligheder aktivt lagde selve det fundament, som den færøske nationalromantik byggede sit kulturelle og senere politiske projekt på. 

Grundene er til dette kan være mange, men centralt i denne neglicering og bevidste forglemmelse, står den evige rasende kamp om færøsk ortografi og den ophøjede betydning som senårhundredes nationalister tillagde udformningen af skriftligt færøsk. Ortografiske petitesser var også dengang nationalisternes foretrukne kamparena, hvor de kan opnå status og magt gennem politisk korrekt sprogbrug. 

Schrøter og Lyngbye brugte til dels oplysningsmanden Svabos pragmatiske forslag til en færøsk ortografi, da de først i 1820-erne udgav deres banebrydende publikationer, der forøvrigt var de første bøger på færøsk nogensinde. Denne lydbaserede ortografi var ikke god tone i eftertidens fuldtonede romantiske og etymologiske sprogopfattelse, hvor ingen ustraffet staver færøsk forkert. 

---

Kilder:

Lucas Debes: Færøernes beskrivelse. Munksgaard 1963.

Jørgen Landt: Forsøg til en Beskrivelse over Færøerne. Einars prent og forlag 1965.

H.C. Lyngbye: Om Grindefangsten paa Færöerne, tilligemed Bidrag til Grindens Naturhistorie. Tidsskrift for Naturvidenskab 1826.

John F. West: The English Letters of Pastor Schrøter. Fróðskaparrit 1970. 

På Wikipedia: Lucas Debes  - Jørgen Landt - Jens Christian Svabo - Johan Henrik Schrøter 

På Botanisk bibliotek: Lyngbye botaniske dagbog - Breve fra Lyngbye til Hornemann

The Trevelyan Diary. University Library, Newcastle-upon-Tyne.

Flere tekster fra H.C. LYNGBYE ÅRET 2017:

10. marts 2017: En skotsk færøbeskrivelse: Om færøsk monopol- og frihandel

6. februar 2017: Plantelæren, Hornemann og H.C. Lyngbye

25. januar 2017: Beskrivelse af et portræt

17. januar 2017: Havets lysning

1. januar 2017:  Introduktion til "H.C. Lyngbye året 2017"