28. maj 2016

At favne færøsk rum og tid, helt konkret




Udstillingslokaler er principielt hvide, neutrale og så vidt muligt intetsigende. Så bliver kunstværker så dejligt uforstyrrede. The white cube, som den kaldes. Dette hvide intethed gør dem forholdvis nemme at udstille i. Det er også den standard, som Listasavn Føroya og andre færøske udstillingsteder lægger sig op af.
Udstillingslokalet på Skipasmiðjan i Tórshavn lever ikke op til denne neutrale standard, selvom det fremstår hvidt- og gråmalet. Den tidligere industribygning maser en brutalitet ind i rummet gennem de grove overflader, i de slet skjulte installationer og ved den rungende akustik. Rummet og fladerne virker taktilt og kropsligt på publikum.



Et sådant vildt sted kræver en anden udstillingskundskab end den finpudsede kube. Ofte har vi set kunst på Skipasmiðjan, der mere appelerede til stuen end til værftets rustikke betonvæg. Ofte så vi små forkølede kunstværker, der hang frysende malplaceret i industribygningens hultklingende indre og råbte efter den lune borgerstue.
Og sådan må færøkunsten desværre fremstilles, for den færøske kunstkøber har villahjemmets sofa som pejlemærke centralt i sin købsproces. Skal de færøske kunsterne at ramme dette behov og få mulighed for at eksistere, må de indrette teknik, størrelse, farvevalg og motiv efter disse salgsparametre. De må kunstfærdigt udregne de snævre koder, der låser pengekisterne op. Men det er jo også en slags kunst.



Bjarne Werner Sørensen er oprindelig uddannet grafiker og allerede dér presser det brutale sig på, for megen grafik er kraftige papirark, der under stort tryk er blevet presset ned mod metalflader, hvor i kunstneren har gravet med hårdt stål og smurt farven ned sine billedspor. Ofte ødelægges pladen af presset efter nogle trykomgange. 
Hos Bjarne er motiverne også presset flade og klemt ud af billederne. De fremstår flade og konkrete uden synlige referencer til billeddannelserne af de sædvanlige færøske motiver, vi kender til bevidstløshed. I denne udstilling refererer billederne først og fremmest til sig selv og siden måske til nogle svage fornemmelse af noget andet. Langt ude måske nogle geologiske færøspor.



Bjarne nævnte i sin ferniseringstale det fænomen, at stå foran en flade og afsætte sine personlige spor med sin krops rækkevidde og sine bevægelsesmønstre. Billedskaberens afsætter sin personlige matrice på fladen i nedtegnede fikserede gestalter. Billedet bliver til et spor af en aktivitet, men rækker også videre ud i en filosofi om, hvad billeder helt konkret er og kan de helt konkret kan. 
Netop dette er grundsubstansen i al billedkunst. Den konstante reflektion over synets muligheder og afgrænsninger, over billedets illusionsevner og kunstens mulighed og tilstedeværelse i en verden af voksende billedstrømme, der presser sig på.



Her er enkle konkrete billeder, der i deres insisteren på simpelt kropsligt nærvær næsten bliver meditative refleksionsflader, hvor farvens flade ved betragtning får dybde, ofte i et sfærisk udefinerligt rum, der tilbyder en ro, som er modpolen til de flimrende billeder, vi omgiver os med til dagligt.

Bjarne Werner Sørensen har gennem sin oeuvre bevæget sig gennem mange medier, gennem grafik, malerier, foto og video. Udstillingen er en vandring igennem nogle af disse aktiviteter. Nogle af værkerne her er malerier, et kropsnært medie, hvor maleren gestalterer sine bevægelser direkte på lærredsfladen. Men de fleste er på papir, udprintet på en stor farveprinter i en farvedybde og kvalitetsmateriale, der fuldgyldigt i matcher maleriet og den traditionelle grafikproces. 
Her i ligger det paradoksale. Disse store billeder, med mere højde og vidde end vi favner, de relaterer konkret til en kropslig proces. Men de eksisterede oprindeligt kun digitalt i en computer. Først i det øjeblik da printeren spøjtede sine farvepigmenter ud på papiret, blev de konkret til stede. Men alligevel fornemmer man det kropslige nærvær stående overfor papirfladerne på betonvæggene. 
Her i ligger det mystiske. At kunstnerens filosofi om det konkrete gennem billedgøringsprocessen fornemmes kropsligt i slutproduktet på det flade papir. På trods af den totale fysiske fravær i processen, der kun var en skiften mellem fiktive nuller og ettaller. 
Men her i ligger også, hvad billeder kan helt konkret. De er illusioner, men i hænderne på den dygtige billedkunstner fungerer de konkret.



Der er noget kunstigt over maleri. Måske har det noget at gøre med at farvelagene er lagt oven på hinanden og skjuler hvad der skete i en form for fravær. Jeg ved det ikke. Det konkrete billede og den tydelige materielle tilstedeværelse af papirfladen påstår ikke, at det er mere end der ses i virkeligheden. Især i grafikkens brutalitet og printets farvemættede papir får billedet et nærvær, måske fordi papiret har suget farvepigmenterne i sig under sin overflade. Jeg ved det ikke.
Men ét er sikkert. De store papirflader brutalt påsømmet betonfladen synger sammen i rummets brutale harmoni, som vi sjældent ser fra de indrammede olieskilderier beregnet på stuens hygge. Rummet gør ikke plads til småtterier.



Denne konkrete symbiose mellem pigmenter papir og rustikke betonflader gør, at Bjarne Werner Sørensens udstilling på Skipasmiðjan er den udstilling, der har klædt lokalerne bedst. Selve rummet synger og tomrummet mellem væggene fyldes op fra papirfladernes vibrende fiberfarver, som beskueren kan bade sig. Det er mesterligt ophængt.

Alene dette syngende rum er turen værd. Men Bjarne Werner Sørensens beretning om tidens rum ”Tíðarrúm”, hans eget personlige rum i relation til en færøsk tilstedeværelse er tillige turen værd. 

Bjarne Werner Sørensen: "Tíðarrúm"

Udstillingen er endnu åben lørdag d. 28. og søndag d. 29. maj 2016 kl. 15 - 18.

Listahøllin på Torshavnar skipasmiðja

-----------------------------------------------------------------------------------------------------

"Tíðarrúm" på Facebook

www.listaportal.com: Tíðarrúm - fernisering


Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar