Færøsk historie er i store træk hidtil blevet skrevet ud fra de behov, der er efterhånden opstod op gennem 1800-tallet og blev opbygget på nationalromantikkens dogmer om det færøske folks enhed, storhed og bedrifter. I denne form for historieskrivning forsøger historikerne at afgrænse de historiske narrativer til et lokalt nationalt fænomen og hvor ofte kun nationens medlemmer tildeles hovedroller.
Disse narrativer om fortiden er resultatet af mange kampe om hvordan historien skal skrives og resultaterne har bidraget til den politisk-romantiske selvstændighedsforestilling. Den har ganske vist haft stor succes med at kondensere en forestilling om et særegent færøsk kulturudtryk, både indenlands og udenlands, men har ofte i sin nationaldrevne iver udeladt væsentlige informationer om de grundliggende forudsætninger for færøsk kultur.
Men fordi denne nationalromantiske identitet som princip har en kerne i forestillingen om det nationale, hvor selvtilstrækkeligheden råder, kan man sige, at den generelle færøske historieopfattelse med dette snæversynede fokus har smidt børnene ud med badevandet, fordi mange vigtige historiske forløb i den færøske fortid er glemt eller direkte fortiet, da de ikke passede ind i det dominerende etnocentriske narrativ.
Tillige er historiske forløb er nedtonet, fordi personerne, der udvalgte og skrev på den nu gængse færøske historie, selv havde behov for at opnå personlig status i deres samtid og eftertid. Derfor skrev de forgængerne ud af historien og fremhævede eget arbejde, selv om de selv stod på forgængernes skuldre.
Der mangler derfor væsentlige historiske undersøgelser af de grundliggende forudsætninger for, at nationalismen kunne få sin sejrsgang på Færøerne og dermed opbygge den status, som Færøerne som kulturområde har i nutiden.
Historikerne skal derfor til at se med andre øjne på hvordan slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet dannede forudsætningerne for det færøske samfunds meget markante udvikling op mod det tyvende århundrede. Heldigvis er der fra forskellige sider en lovende grøde i nye opfattelser af de historiske forudsætninger.
Et af disse initiativer er ”Network for European Travel Writing to the Romantic Far North 1800-1900” startet af forskeren Kim Simonsen, PhD. Dette er et netværk af personer med en bred viden om de rejseaktiviteter, publikationer og andre resultater, som de udefrakommende rejsende i Nordatlanten producerede op gennem 1800-tallet. Netværket undersøger interaktionen mellem de rejsende og de gryende nationer på Grønland, Island og Færøerne og hvordan disse forbindelser indgår i opbygningen af nationerne. Men netværket ses også på, hvordan disse bestræbelser på nationsopbygning opfattes af omverdenen, specielt i Europa.
 |
H.C. Lyngbyes signatur i brev d. 27. juli 1828 til botanikeren, politikeren J. F. Schouw (1789-1852). (Botanisk bibliotek, København). |
Jeg er medlem af dette netværk og fokuserer på de visuelle produkter, som de rejsende frembragte. I forbindelse med mine arkivstudier af billeder efterladt af en rejsende, nemlig himmerlændingen, tangforskeren og naturvidenskabsmanden Hans Christian Lyngbye (1782-1837), der opholdt sig fire måneder på Færøerne 1817, er jeg kommet frem til mange nye kilder. De kan belyse den store betydning identitetsassistenten H. C. Lyngbye fik for den gryende færøske nation, men kan bruges som et eksempel på problematikkerne omkring færøsk historieskrivning og krediteringen af den udenlandske indflydelse.
De færreste på Færøerne kender til H. C. Lyngbye, selvom han i 1822 samlede og redigerede den første bog på færøsk, samt medvirkede til mange andre initiativer i opbygningen af den færøske nation.
Så i anledning af 200-året for hans skelsættende rejse, har jeg besluttet i 2017 at samle og udgive en H.C. Lyngbye kildeoversigt. Jeg vil derfor gennem året her på denne blog publicere uddrag af kilderne og så vidt muligt perspektivere disse ind i større historiske sammenhænge i samtid og nutid.
Ole Wich
1. januar 2017
Ingen kommentarer:
Send en kommentar