Fróðskaparsetur Føroya og Lyngbyes star

Aprilspirer i den botaniske have i Tórshavn
(Foto. Ole Wich) 

H.C. LYNGBYE ÅR 2017: På Debesartrøð i Tórshavn på universitetsområdet, helt henne vest for enden af den gamle sortmalede udstillingsbygning, hvori den botaniske afdeling på Nátturugripasavnið i dag har til huse, i den lille botaniske have med færøske plantearter, spirer der i disse aprildage nogle langagtige grønlyserøde blade frem fra sidste sommers døde plantedele. 

Hen på sensommeren står denne art som en rank grøn græsklump med de lange buede blade 60-70 cm op mod sommerhimmelen. De stive blade vifter frem og tilbage i den færøske sommerbrise, de tunge aks vugger op og ned. 

Går man ned i knæ, kan man gennem aks og blade se dem vinke mod de første bygninger, der rejste sig, da Fróðskaparsetur Føroya (Academia Færoensis), blev grundlagt i 1965 af Føroya Fróðskaparfelag (Færøernes Videnskabelige Selskab). Dette selskab blev oprettet i 1952 af de færøske akademikere, der vendte hjem i 1945, efter de strandede i Danmark under 2. verdenskrig, hvor de havde taget deres akademiske uddannelser. Nu var de tilbage og nu skulle der arbejdes frem mod, at det færøske samfund skulle have sit eget universitet. Bygningerne har således deres oprindelse i efterkrigstiden økonomiske opsving og ambitioner om en øget nationalbevidsthed og selvstændighed.

Fróðskaparsetur Føroya set gennem græs
(Foto. Ole Wich). 

Lyngbyes star
Men Fróðskaparsetur Føroyas forhistorie går længere tilbage end til midten af det 20. århundrede og for at undersøge dette, må man søge tilbage i den akademiske forhistorie for det vuggende græs. Hvornår og hvordan fik denne botaniske art sin plads i det akademiske univers? Ved græstottens rødder står et nummerskilt og ovre på museets sorttjærede væg er den botaniske haves planter oplistet. Ud for plante nr. 49 står den færøske betegnelse: »Lyngbyestør«.

Denne art fandt H.C. Lyngbye i 1817 på sine botaniske ture i det færøske landskab. Han kendte ikke arten, men indsamlede den til sit herbarium og ikke mindst til botanikprofessor J.W. Hornemann, der var redaktør af det store planteværk Flora Danica og leder af Botanisk have i København. I bogen ”Fortællingen om Flora danica” forfatteren lektor Henning Knudsen: 

»Lyngbyes Star blev beskrevet første gang i Flora Danica af Hornemann. Den er ikke let at kende fra andre lignende Stararter, men den har flere tokønnede aks og mange blomster i aksene. Hanblomsterne sidder i spidsen, og hunblomsterne har to støvfang. Den vokser på fugtige steder og er almindelig i Island, sjælden på  Færøerne og kun kendt fra et par steder i Grønland.«

Carex lyngbyei gror i nutiden sporarisk på Koltur, Sandoy, Suðuroy og Mykines og altså som her fotograferet kunstigt udplantet på Debessartrøð midt i Tórshavn. Den er på den færøske rødliste, det vil sige regnet som en truet art. Det er den mest på grund af den ringe udbredelse, men den kan også blive udrydningstruet af indsamling, dræning, landbrug og forurening.

Arten Lyngbyes star er talrig mange steder på hele den nordlige halvkugle, men det var i 1817 på Færøerne, at arten begyndte sit liv i den akademiske verden. For en art kan ikke siges at eksistere, før den er blevet indlemmet i den videnskabelige nomenklatur med et familienavn og et artsnavn i det linnéske system.

Carex lyngbyei er udbredt over hele den nordlige hemisfære (www.discoverlife.org).
Græsset kaldes gulstör på Island og er udbredt i lavlandsområderne overalt på øen.
(Náttúrufræðistofnun Íslands).

Naturvidenskab bygger nationer 
En nation vokser frem gennem den akademiske beskrivelse af landområdet, naturvidenskabeligt og historisk. Så nationalidentitet kan siges at være en akademisk konstruktion. Det nationale vækstmedium, der som regel er mest fokus på i identitetshistorikken, er udviklingen af skriftsprog, litteratur og bogudgivelser. Men i lige så høj grad er det den nøgterne videnskabelige beskrivelse af nationens natur og naturfænomener, der giver nationalidentiteten form. 

Naturen fremstår jo meget tit i kombinationer, der er helt stedsspecifikke og dermed i sandhed unikke. Til forskel for de sprogfokuserede videnskaber, der meget ofte opfinder nye kunstige fænomener og forskelle, der kun bliver konstrueret for at påvise, at nationen så sandelig skiller sig ud blandt sine naboer. 
Et godt eksempel på dette er den akademiske administration af det færøske skriftsprog, der under påskud af at sproget er oprindeligt, opfinder nye ord konstant. Nyt materiale markedsføres som oprindeligt og bedre end det eksisterende med det ene formål, at sproget skal adskille markant fra andre sprog.

Nationens planter
Naturvidenskabelige beskrivelser og den mentale nationsopbygning udvikles synkront, for eksempel ved at naturvidenskaben beskriver nationens planter også i den færøske kontekst, selvom Færøerne er et artsfattig område og ikke kan bidrage til meget nyt i naturvidenskaben, som også Henning Knudsen påpeger: »Den færøske flora rummer et forholdsvis beskedent antal arter, fordi øerne både mangler de mange skovarter, vi har i Danmark, men faktisk også mange af de arktiske arter. Der er derfor kun få plantearter, der er beskrevet som nye for videnskaben fra  Færøerne.«

Under alle omstændigheder er systemet, at nationens nationbuildere og administrative systemer efterhånden udgiver disse beskrivelser i bogværker, kaldet floraer, der efterfølgende altid benævnes med landets navn. Alle nationer skal helst have sin egen flora, for at kunne kalde sig en nation.  
Det er den grundliggende opfattelse bag den danske nations ”Flora Danica”, der udkom i 54 hæfter fra 1761 til 1883, eller bag de færøske bogudgaver, Rasmus Rasmussens ”Føroya flora” fra 1970, Dorete Blochs ”Færøflora” fra 1981 og Jóhannes Jóhansens ”Føroysk flora” fra 2000. 

I den lille botaniske have ved enden af den forhenværende bådeudstillingbygning
på Debesartrøð vokser et eksemplar af Lyngbyes star. 
(Foto. Ole Wich).

De botaniske haver i metropolerne og hovedstæderne kan siges at være de fysiske manifestationer af disse floraer. De er samlingen af nationens planter. Fra begyndelsen har man tillige forsøgt at indlemme eksotiske og botanisk interessante planter, for eksempel i den Botanisk have i København, men i den færøske botaniske have i Tórshavn er der kun færøske planter. 
Fróðskaparsetur Føroyas botaniske have er et rent nationsbygningsprojekt og bliver dermed et sted, hvor den botaniske del af nationen kan overskues, besøges og kanoniseres.

De rejsende, identitetsassistenterne og Academia Færoensis
De hjemvendte færøske akademikere i 1945 vidste, at for at blive anerkendt som nation og for at have en chance for at blive selvstændig stat, som mange af de hjemvendte havde som ultimativt ideal og mål, var det nødvendigt at etablere et akademisk miljø, samt at få oprettet og anerkendt et færøsk universitet. De vidste, at akademiske beskrivelser af nationen og akademiske aktiviteter er et vigtig led i nationsopbygningen og vigtigt signal til omverdenenen samt forudsætningen for en politisk nationsopbygning. Det færøske universitet blev stiftet til sidst i 1990, hvor Fróðskaparsetur Føroya fik officiel universitetsstatus. 

Men endnu før dette blev etableret, var der en lang snørklet udvikling i begyndelsen af 1800-tallet, der mest blev båret af folk udenfor Færøerne. De lagde grunden til den færøske identitet og kan derfor benævnes identitetsassistenter og H.C. Lyngbye blev ved et tilfælde en af disse. Han kom udelukkende for at studere færøsk tang, men endte med at blive en af kraftfuldste spirer til den færøske nationsbevidsthed.

Naturvidenskabelig viden er en mindre anerkendt del af opbygningen af den færøske nation og Færøernes indplacering i nordisk og europæiske bevidsthed, selvom mange af de rejsende, der endte med placere Færøerne på landkortet i Europa, kom til Nordatlanten netop for at studere naturfænomener og skrive om dem. 
På dette tidspunkt var de skolare rejsende bredt polyhistorisk interesseret og skelnede ikke skarpt mellem humaniora og naturvidenskab, som akademikere gør i dag. I de mange litterære tidsskrifter på denne tid blev alle fagområdera tekster regnet som litteratur og de blev publiceret side om side.

H.C. Lyngbye er mest kendt for sine bidrag til beskrivelsen af den færøske kvad- og folkloretradition, men han var mest i interesseret i planternes naturfænomener. Gennem denne passion medvirkede han også til at placere den færøske natur indenfor naturvidenskaberne, både botanisk og zoologisk, og udbredte dermed kendskabet til Færøerne. Han satte stedet Føroyar på det naturvidenskabelige landkort. 
Professor Horneman skriver til Fonden Ad usus Publicos i januar 1818: »Haabet blev ikke skuffet: Forudent et par Arter af de fuldkomnere Planter hiembragte Lyngbye over 30 Tangarter, som ikke finde her og som ikke endnu ere beskrevne i Flora danica og tildeels ikke i noget botanisk Værk, og hvoraf adskillige blive en Prydelse for det snart udkommende 27de Hefte af Flora danica.«

Strandplanten Sand fjørukál - Strandsennep (Cakile maritima Scop.) fandt og registrede H.C. Lyngbye på Færøerne 1817. IDanmark fandt professor Hornemann arten ved stranden mellem Ribe og Varde.
Her indsat tavlen MDLXXXIII i Flora Danicas 9. bind 1818, tegnet og stukket af J. T. Bayer (1782-1873)
på side 74 i Dorete Blochs ”Færøflora” fra 1981, tegnet af Bárður Jákupsson.
Blochs flora var i brugervenligt lommeformat, så læseren kan medbringe bogen
på botaniseringer i den færøske natur. (Foto. Ole Wich) 

Den færøske nation i naturpublikationer
Græsarten Carex lyngbyei blev først publiceret 1827 i Flora Danica^⁠1, men allerede i 1771 figurerer vár-blálilja, (Vår-skilla) (Scilla verna Huds.) i værket, fundet og beskrevet af præsten J.H. Schrøters far, feltskær og landsfysikus C.G. Schrøder. I hæftet 1818, som Hornemann refererer til, blev en strandplante og to tangarter, alle fundet og registreret af Lyngbye 1817 på Færøerne, indlemmet i publikationsrækken. Den færøske nations egenartede status opbyggedes langsomt gennem de naturvidenskabelige publikationer.

De færøske akademiske græsrødder rækker på denne måde meget dybere end det færøske akademis historie, i ovenstående eksempler helt tilbage til H. C. Lyngbye, der med sit botaniske arbejde og med anden aktivitet under sin tangrejse til Færøerne 1817 medvirkede til at kultivere og gøde jordbunden for færøske akademikerne i det 19. og 20. århundrede. 

Eftersom H. C. Lyngbye fra denne synsvinkel er en af de vigtigste græsrødder i den færøske nationsopbygning, giver det god mening at se på det færøske universitets første bygninger gennem en tot af viftende Lyngbyes star. 

Frimærke med mønsterarket af Lyngbyes star fra Flora Danica, som tavlen er stukket, farvelagt og publiceret efter 1827 på tavle 1888. H.C. Lyngbye fandt den Færøerne 1817. 

H.C. Lyngbyeåret 2017 markeres med Postas udgivelse af en serie på fire frimærker den 15. maj 2017. Frimærkerne beskriver nogle af de fagområder, hvor H.C. Lyngbye fik afgørende indflydelse på færøsk kulturudvikling. Frimærkerne er tilrettelagt af Ole Wich og Kim Simonsen.

—
Kilder

Jóhannes Jóhansen (1988-89): Tær elstu myndirnar av føroyskum plantum. Fróðskaparrit 36-37, s141-157

Flora Danica: Tavle 1803, 9. bind (1818) - tavle 1888, hæfte 32 (1827).

Henning Knudsen (2014): Fortællingen om Flora danica. Lindhardt og Ringhof. 

Rasmus Rasmussen (1970): Føroya flora
Dorete Bloch (1981): Færøflora
Jóhannes Jóhansen (2000): Føroysk flora 

Plantur á reyðlista (Færøske planter på rødliste) Søvn Landsins 

Thiesse, Anne-Marie (2005): National identities. A transnational paradigm. In: Alain Dieckhoff and Christophe Jaffrelot (eds), Revisiting nationalism: theories and processes. London: Hurst & Company.



Fonden Ad usus Publicos aktmæssige til belysning af dens virksomhed bidrag. 1801-1826, 2. bind. Rigsarkivet, 1902

Flere tekster fra H.C. LYNGBYE ÅRET 2017:

8. april 2017: H.C. Lyngbye, Kirkjubøstolene og andre færøske oldsager

28. marts 2017: H.C. Lyngbye og fredningen af ruinen i Kirkjubø

18. marts 2017: H.C. Lyngbyes netværk - Hornemann og Hofmansgave

10. marts 2017: Makkerparret Lyngbye og Schrøter 

18. februar 2017: En skotsk færøbeskrivelse: Om færøsk monopol- og frihandel

6. februar 2017: Plantelæren, Hornemann og H.C. Lyngbye

25. januar 2017: Beskrivelse af et portræt

17. januar 2017: Havets lysning

1. januar 2017:  Introduktion til "H.C. Lyngbye året 2017"

H.C. Lyngbyes netværk - Hornemann og Hofmansgave

H.C. LYNGBYE ÅR 2017: Efter at H.C. Lyngbye havde afsluttet sin teologigrad ved Københavnsk Universitet 1812 med høje karakterer, burde næste trin i hans karriere være, at han fik tildelt et kald som præst. Men præsteembederne hang ikke på træerne og måske havde Lyngbye heller de tilstrækkelige personlige forbindelser til de dele af enevældens magtstruktur, der uddelte embeder. Det gik i hvert fald trægt og han måtte gennem mange ansøgninger før det lykkedes til sidst, desværre med et økonomisk dårligt kald. Økonomien i det danske samfund omkring nederlaget i 1814 gjorde heller ikke hans situation nemmere. Det var trange tider.

Som mange andre nyuddannede teologer måtte Lyngbye efter at have dimitteret fra universitetet finde en alternativ levevej, som på denne den tid for det meste var at blive ansat som huslærer hos mere formuende folk. 
Lyngbye havde før haft en lærerstilling gennem fire år hos en præst i Vendsyssel. Dette var efter han i 1803 havde afsluttet første del af sit universitetsstudie bestående af de oblikatoriske eksamer ”philologicum og philosophicum” og for forberede sig og at skaffe økonomi til teologistudiet. Det var under dette ophold i den nordjydske natur, at hans interesse for botanik tog form og hans herbarium voksede sig tykt.

Huslæreren Lyngbye

Under sit teologistudie i København 1810-1812 var H.C. Lyngbye allerede da i god kontakt med professor J.W. Hornemann, leder af Botanisk have og redaktør af botanikværket Flora Danica, netop på grund af det nordjydske herbarium, der fik professorens øjne op for Lyngbyes talenter. 

Botanikprofessoren havde en ven og fagfælle i godsejeren Niels Hofman Bang (1785-1855) på Nordfyn, som ejede og drev godset Hofmansgave tæt ved udmundingen af Odense Fjord, men han botaniserede også flittigt. 
Hornemann vidste, at Hofman Bang netop på dette tidspunkt havde brug for en lærd og kvalificeret huslærer til sin ni-årige søn Niels Erik. Hornemann vidste også, at Lyngbye havde brug for et levebrød, indtil et præstekald dukkede op. Ergo bandt Hornemann de to løse ender i sit netværk sammen.

Den 29. februar 1812 skriver Lyngbye til Hofman Bang fra værelset på Regensen i Store Kannikestræde og bekræftiger aftalen om en huslærerplads: 
»Ved denne Måneds (Februari) Udgang er ingen Baand, som mere holde mig til Hovedstaden og jeg kan da tiltræde, naar det skal være. Jeg har altsaa den Ære hermed at melde at jeg helst ønsker at afreise herfra den 14dn Marts; men i forvejen bør jeg tilmelde Dem dette mit Forehavende, og indhente Deres Bestemmelse desangaaende for at erfare om De dermed er fornøjet eller ikke, da jeg ellers gierne retter mig efter Deres Ønsker.« 

Senere i brevet konfirmerer Lyngbye den økonomiske aftale: »200 Rigsdaler har De sendt mig i Forskud …, og takker for Deres Godhed. - 500 Rigsdaler har De lovet i aarlig Løn, og dermed er jeg også fornøjet for det første Aar;« 
Forsat forsikrer Lyngbye: »- For Deres Søns undervisning skal jeg i sin Tid giøre mig al Umage, og hans Fremgang skal blive Formaalet for mine bestræbelser.« 

Lyngbye og godsejersønnen Niels Erik

Lyngbye opfyldte sit løfte, selvom han ikke underviste sønnen Niels Erik Hofman Bang (1803-1886) helt frem til han begyndte på den velestimerede kostskole Herlufsholm i oktober 1819. Niels Erik tog studentereksamen derfra i 1822, fortsatte sin uddannelse og gjorde siden karriere i København, Brandenburg og Sverige, indtil han overtog Hofmansgave efter faderen. Han udviklede sig til en dygtig landøkonom og fremtidsorienteret landmand, der tilførte mange forbedringer til dansk landbrug. Han oprettede blandt andet en af de første danske landbrugsskoler. Niels Erik havde ikke den progressive interesse for landbrug fra fremmede, for faderen Niels Hofman Bang var som barn af Oplysningstiden levende interesseret i alt omkring jordbrug, landbrug og alle de økonomiske aspekter deraf. Derfor var en bred grundig uddannelse også en selvfølge for godsejersønnen og den nye huslærer leverede varen. 
H.C. Lyngbye og hans succesfulde elev fra Hofmansgave holdt siden kontakten. De brevvekslede til tider og Niels Erik besøgte senere Lyngbye på hans præstegård i Gilleleje.

Niels Erik Hofman Bang arbejdede som sin far med at forbedre landbrugets økonomiske udbytte, blandt med fåreavlens fremgang i Danmark. Her er en tegning af spolerok han har udført i 1826.

Rejsen til Kattegat og kysten

Hofmansgave ligger ved kysten på Nordfyn oppe i hjørnet mellem Kattegat og vest for det fjordsystem, der skærer sig nordfra ned mod Odense. Vandplanterne flød så at sige rundt lige uden for døren, så Niels Hofman Bang rettede sin botanikinteresse mod vandets planteliv, han skriver: 
»Godset Hofmannsgaves Beliggenhed ved Havet og Kysternes Rigdom paa vegetabiliske Produkter havde opmuntret mig til at beskæftige mig med Algernes Undersøgelse,…«

Da Hofman Bang præsenterede den unge indlandsjyde og akademiske naturforsker in spe for den rige mangfoldighed og den uudforskede verden i Kattegat og Odense Fjords tangflora, forlod H.C. Lyngbye aldrig igen vandets  plante- og dyreliv. Han specialiserede sig i algerne og bosatte sig altid siden tæt på havet. 
Lyngbye zoomede ind, trods næsten blind på det ene øje. Hofman Bang skrev: 
»… og da jeg ofte bad Lyngbye om at aftegne de nye eller mindre bekjendte Arter, som bleve fundne ved Kysten, fik han derved Lyst til mikroskopiske Undersøgelser af en Plantegruppe...«

Med de nye muligheder med vandplanter, mikroskop og gode fysiske faciliter i dagligdagen på Hofmansgave gik Lyngbye til indsamlingen, analyserne og beskrivelserne med sin vanlige flid, omhyggelighed og skarpe hukommelse. 
Han korresponderede jævnligt med professor Hornemann om sine fund, sendte ham beskrivelser, tegninger og ikke mindst indsamlede planter. Lyngbye supplerede således professorens botaniske viden og herbarium. Fremskridtene han gjorde indenfor ”Algernes Undersøgelse” blev snart bemærket i fagmiljøet i København.

De mange vand- og vådområder langs Kattegats kyster og Odense fjord 

var et eldorado for algebotanikerne Hofman Bang og Lyngbye.

Lyngbyes netværk og de botaniske rejser

På Hofmansgave med udsigt over og adgang til det flade fjordlandskab med strande og vådlandsområder, øer og holme, kom H. C. Lyngbye til at sidde i et algologisk smørhul, men også i et socialt centrum, for både videnskabsfolk, politikere og kunstnere var ofte gæster på herregården. Så langt var han allerede kommet, båret af sit nordjyske herbarium og sit dybe naturvidenskabelige engagement. Han kunne med denne bagage og de nye muligheder på Hofmansgave udbygge og styrke sit voksende netværk af akademiske naturvidenskabsmænd og personer øverst i det danske samfund.

Jernværksejeren Jacob Aall og godsejeren Niels Hofman Bang var ungdomsvenner og 

havde siden etableret en direkte handelsforbindelse mellem Nordfyn og Sydnorge. 

Dette bekendtskab gjorde det muligt for H.C. Lyngbye at samle alger i Norge i 1816.

Lyngbyes botaniske rejse gik også videre fra Hofmansgave rent geografisk. Niels Hofman Bang havde økonomiske interesser i Norge gennem en direkte handelsforbindelse til den kendte norske industrimand og politiker, Jacob Aall, der ejede Nes jernværk, der lå mellem Tvedestrand og Arendal. Hofman Bang og Aall havde gået i Nyborg latinskole sammen først i 1790-erne, forøvrigt sammen med Hornemann samt teologen og kvadforskeren P. E. Müller, som Lyngbye senere skulle få et tæt samarbejde med.
I 1816 ledsagede Lyngbye sin arbejdsgiver på en Norgesrejse, hvor de besøgte Jacob Aall og hvor de botaniserede sammen i de norske fjorde. H. C. Lyngbye kunne derved udvide sin algologiske herbarium og uddybe sine studier med arter fra andre habitater. Lyngbye var nu blevet en førende expert i Danmarks riges alger og tang. Han havde forlængst overhalet Hofman Bang på det felt.
Alt dette bevirkede i sidste ende, at kunne Lyngbye på sine rejser også kom til at  botanisere de færøske fjorde i sommeren 1817 og fylde sit herbarium med nordatlantiske alger, samt samle fjeldflora til Hornemanns herbarium i København. Efter denne 4 måneders rejse var han klar til at publicere sine resultater i sit omfattende hovedværk om alger og tang i 1819.

Hofmansgaves bygninger i dag 

med H.C. Lyngbyes underskrift indsat fra et brev til J.W. Hornemann.

Hornemanns genistreg

Professor Hornemann håbede i 1812 oprindeligt på, at ved at sende den unge botanikinteresserede Lyngbye til Fyn kunne han blive en givtig naturvidenskabelig diskussionspartner og faglig støtte for Niels Hofman Bang i hans botaniske aktiviteter. Dette håb foldede sig ud i fuld blomst. 
Men udover det frugtbare samarbejde og tætte forbindelse som Lyngbye og Hofman Bang knyttede til hinanden i årene frem helt til Lyngbyes død i 1837, lykkedes Hornemanns projekt bedre end han nogensinde kunne have drømt om, for få år efter stod Hornemann med et digert illustreret naturvidenskabeligt bogværk fra Lyngbyes hånd ”Tentamen Hydrophytologiae Danicae” - Forsøg på en lære om danske vandplanter. 

Denne udgivelse i 1819 på latin og med 70 kobberstukne tavler udbredte og knæsatte Danmarks riges ry indenfor naturvidenskabens viden om alger og tang i så høj grad, at kongen indvilligede i at betale hele udgivelsen og forlangte kun 30 eksemplarer til gengæld. Resten måtte Lyngbye sælge til egen fortjeneste. 

Niels Hofman Bang skrev siden om Lyngbyes store bogværk: »han …. udgav et Værk, som gjør Fædrelandets Litteratur Ære, og som længe vil blive regnet til de fortrinligste af dette Slags«.

Alt dette startede med Hornemanns idé om Lyngbyes ophold og muligheder for  naturvidenskabeligt virke på Hofmansgave. Gennem Hofman Bangs interesse for vandplanter udviklede idéen sig til at lægge op til et bogværk, der siden i mange år blev et standardværk i europæiske botanikkredse. 
Man kan sige, at Lyngbye på sin vis gentog Hornemanns ungdomsprojekt, der var bogen »Forsøg til en dansk oekonomisk Plantelære«. Den blev et standardværk blandt danske botanikinteresserede i begyndelsen af 1800-tallet. Lyngbyes botanikbog var blot mere specifik og med et internationalt sigte.

Den fortsatte støtte

Hofman Bang og professor Hornemann havde al mulig grund til at være tilfredse og stolte af dette arrangement med Lyngbye som Hofmansgaves huslærer. »Tentamen Hydrophytologiae Danicae« kan også siges for en del at være deres værk.
Denne tilfredshed viste de også siden i handling. I de kommende år fortsatte de med at støtte H.C. Lyngbye, der trods et præstekald på Djursland i foråret 1819 og i Nordsjælland fra 1827 først sent i livet opnåede at stabilisere sin personlige økonomi. Men ved vennernes hjælp klarede han sig igennem. Et godt netværk betyder alt.

---

Kilder

På Botanisk bibliotek: Breve fra Lyngbye til J.W. Hornemann og Niels Hofman Bang.

Hofmansgaves Godsarkiv på Landsarkivet for Fyn, Statens Arkiver.

Nekrolog over H. C. Lyngbye af Niels Hofmann Bang. Krøyers Naturhistoriske Tidsskrift, II, s 1-7.

Johannes Wendt-Larsen: Fra stamhus til stiftelse - Slægten Hofman-Bang til Hofmansgave 1784-1959. Udgiverselskabet Sletten 2010

Persongalleri: J.W. Hornemann - Niels Hofman Bang - Niels Erik Hofman Bang - Jacob Aall.

Flere tekster fra H.C. LYNGBYE ÅRET 2017:

10. marts 2017: Makkerparret Lyngbye og Schrøter 

18. februar: En skotsk færøbeskrivelse: Om færøsk monopol- og frihandel

6. februar 2017: Plantelæren, Hornemann og H.C. Lyngbye

25. januar 2017: Beskrivelse af et portræt

17. januar 2017: Havets lysning

1. januar 2017:  Introduktion til "H.C. Lyngbye året 2017"

Plantelæren, Hornemann og H.C. Lyngbye

»Høistærede Hr. Professor!« var H.C. Lyngbyes start på alle brevene til J.W. Hornemann.
Det var ikke bare en høflighedsfrase. Han havde al mulig grund til at ære den mand,
der hjalp ham ind de akademiske og højere sociale lag i guldalderens Danmark. 

H.C. LYNGBYE ÅR 2017: Botanikken var oprindelig var en del af lægestudiet, men den voksede for alvor frem til en selvstændig vidensdisciplin og  selvstændigt fagområde i tiden op til år 1800. Rent fysisk gav det sig udtryk i opbygningen af Botanisk Have i København og ved det meget ambiøse botaniske billedværk Flora Danica, der blev udgivet i tidsrummet 1761-1883 i form af store hæfter med nøjagtige kobberstukne plantetavler. 

Den af de skiftende redaktører, der fik udgivet mest i sin udgivelsesperiode, var Jens Wilken Hornemann (1770-1841). Han både var både forstander for den botaniske Have og udgiver af Flora danica samt professor i botanik ved Københavns Universitet fra 1809.

J.W.Hornemann
Litografi af Niels Brock Krossing

Herbariet fra Vendsyssel

Engang i perioden 1810-1812 fik Hornemann besøg i lokalerne ved Botanisk Have af en jydsk teologistuderende med en mappe under armen. Denne ukendte unge mand ville gerne, i al beskedenhed, vise professoren sit herbarium, som han havde indsamlet i sin fritid, da han arbejdede som huslærer hos præsten i Skæve Sogn i Vendsyssel. Den unge studerende var Hans Christian Lyngbye. 

J.W. Hornemann havde naturligvis set et velordnet dansk herbarium før og måske nok var der intet faktuelt nyt i den unge mands indsamlinger fra det nordjyske, men ved samlingen var derimod den helt bemærkelsesværdige omstændighed, at H. C. Lyngbye ingen undervisning havde modtaget i botanik. Alligevel havde han formået at bestemme hver plante i sin samling nøje og korrekt. 

Bestræbelser i botanisk viden var Hornemann godt bekendt med. Han var 12 år ældre end sin besøgende botaniker in spe og havde før århundredeskiftet selv kickstartet sin botaniske løbebane, ved at vinde en priskonkurrence om at skrive en ”dansk Lærebog i Botaniken, der kunde bidrage til denne for Landalmuen saa vigtige Videnskabs Udbredelse iblandt Folket”. Prisen var udsat af mæcenen Johan Bülow fra Sanderumgård på Fyn, der var en stor sponsor af naturvidenskabelige projekter. 

Hornemann vandt førsteprisen i 1794 og i 1796 udkom bogen »Forsøg til en dansk oekonomisk Plantelære« og den fik så stor succes, at den udkom igen i et meget større oplag i 1806 i en udvidet udgave med planter fra Holsteen, Norge, Island og Grønland. Sammen med den tidligere udgaves planter udgjorde antallet af arter i bogen således 1500 og bidrog således til økonomisk udvikling, for botanikken var da ikke kun et mål i sig selv, men en aktivitet, der fokuserede på det nyttige og gavnlige for kongerige og folk. 

Titelbladet på J.W. Hornemanns bog »Forsøg til en dansk oekonomisk Plantelære« 

er prydet med en vignet af frimurerhaven på Sanderumgård. 
En hyldest til mæcenen hofmarskal Johan Bülow, der støttede udgivelsen. 
Til højre ses Bülow malet af Jens Juel. 

Hornemans plantelære gør nytte

Det var netop Hornemanns brugbare og nyttige håndbog, som Lyngbye havde haft med i bagagen på sit ophold i Vendsyssel. Den var alene forklaringen på, at den håbefulde botanikamatør kunne opbygge et perfekt herbarium, som professoren ikke kunne sætte en finger på. Lyngbye, der havde en skarp hukommelse og gode analytiske evner, havde til fulde efterlevet professorens udgangsreplik i bogens forord: »Til Slutning vil jeg bede dem, der ville bruge denne Bog som veiledning til paa egen Haand at lære de deri omhandlede Planter at kjende, alvorligen at gjøre sig bekjendte med Konstordene og Systemlæren, de ville da først med Nytte kunne bruge det øvrige af Bogen.«

For professor Hornemann, der til daglig underviste sine studerende på den nylig etablerede naturstudie på Københavns Universitet og vel havde sit besvær med dette, må dette besøg have været en sand åbenbaring. En kolossal bekræftigelse på hans botanikbogs berettigelse samt på styrken af hans systematik og pædagogiske evner. 
Det herbarium, der lå på bordet foran ham, var at regne som et stort skulderklap. Ikke underligt, at Hornemann siden så på H.C. Lyngbye med stor sympati.

En anden nyttig side af denne sag var, at her stod Hornemann pludselig med en driftig naturinteresseret mand, der som hans ven Hofman Bang senere skrev, havde »Iver og Nemme«. Dette kunne Hornemanns udnytte og dermed udvide sine faglige muligheder.  
Resultatet blev at Hornemann indlemmede den talentfulde H. C. Lyngbye i sit professionelle botaniske netværk og han blev siden en af Hornemanns botaniske sporhunde i felten. 
De mange botaniske rapporteringer i brevene fra Lyngbyes hånd vidner om, at professoren fik en flittig informant. Med skarpe øjne og en flittig pen, med blyant og pensel, botaniserede Lyngbye på fjerne steder, hvor professoren ikke kom, selvom Hornemann ellers var en flittig indsamler, der selv foretog mange botaniske rejser. Således nyttede plantelærebogen også Hornemans eget virke. 

Der er ofte lange lister med latinske plantenavne
i brevene fra H.C. Lyngbye til professor Hornemann i København.
Her er den første rapport fra rejsen til Færøerne
afsendt fra Thorshavn 26. juni 1817

Ekskursioner for professoren...

Kilderne beretter om den gode nytte samarbejdet mellem de to botanikinteresserede mænd gjorde. Selvom Lyngbyes færøske rejseærinde i sommeren 1817 var rettet direkte mod vandenes flora, så kan man se i hans optegnelser og hans indsamlinger fra rejsen, at han også botaniserer efter landplanter inde i landet og til fjelds. I et brev fra Thorshavn til professor Hornemann den 26. juni 1817 skriver han: »Om nogle Dage reiser jeg med Hr. Majoren (* Løbner, amtmand og kommandant på Færøerne) til Sandøe og Suderøe, og agter der at forblive der nogen Tid, og tænker at finde nogle flere Fieldplanter og Alger.«

Amatøren gengælder således støtten og hjælpen fra professoren i København. Han noterer nøjagtige observationer og indsamler planteeksemplarer af Færøernes landflora, som Hornemann ellers ikke havde mulighed for at få fat i. Lyngbye afleverer de indsamlede planter til Hornemann og han udvider dermed professorens herbarium. 
Han giver Flora Danicas redaktør mulighed for også at publicere færøske planter og allerede i 1818 ses nogle af Lyngbyes fund og tegninger i Flora Danica.

… og nye muligheder

For den teologistuderende Lyngbye med de høje naturvidenskabelige ambitioner blev kontakten til Hornemann i 1810-12 et akademisk løft ind i de øverste naturvidenskabelige fagkredse, hvor han fik en chance til at arbejde videre og dybere ned i de botaniske problemstillinger, der herskede i tiden. I dette ivrigt diskuterende botaniske netværk, der strakte sig både i indland og udland, skulle han siden markere sig markant, nemlig da hans berømte tangbog udkom i 1819.

H.C. Lyngbye fik tillige adgang til den sociale top i det danske samfund, til de vigtigste vidensnetværk og han brugte aktivt disse muligheder siden i sit flittige virke, der omfattede meget andet end botanik.

»Hr. Professorens ærbødigste Tiener
Hans Christ. Lyngbye«

Kilder

Nekrolog over J. W. Hornemann. Tidskrift for Litteratur og Kritik. 

Udgivet af F. C. Petersen. 6. Bind. Kbh 1841, s 238. 

J.W. Hornemann (1796): Forsøg til en dansk oekonomisk Plantelære. Andet oplag.

Claus Bech: Johan Bülow. Dansk Biografisk Leksikon, 3. udgave/Gyldendal 1979-84. 

Flora Danica 9. bind, tab MDCIII, 1818: Bryopsis Lyngbyei. Navngivet af J.W. Hornemann, tegnet af H.C. Lyngbye og graveret af Johan Bayer.

---------------------------------------------------------

Flere tekster fra H.C. LYNGBYE ÅRET 2017:

25. januar 2017: Beskrivelse af et portræt

17. januar 2017: Havets lysning

1. januar 2017:  Introduktion til "H.C. Lyngbye året 2017"

Beskrivelse af et portræt

H.C. LYNGBYE ÅR 2017: Ansigtstrækkene på historiske personer er egentlig intetsigende, men vi har alligevel en forestilling om, at vi kan hente valid information ud af folks ansigter. Selv af de personer, der forlængst er formuldede. Men ret beset, hvad siger portrætter i forhold til en omhyggelig tegning af en plante? Så skarpt iagttaget efter naturen, så omhyggeligt nedfældet på papiret og så nøje visuelt fagligt forklaret, at den rutinerede botaniker let bestemmer plantens slægt, art og navn, både før, nu og i fremtiden. 

Portrættet og den naturvidenskabelige illustration kan ikke sammenlignes, men alligevel tror vi forfængeligt på, at portrætter er lige så beskrivende. Til dette ville den latinkyndige præst og plantetegnende Lyngbye sikkert have kommenteret: »Vanitas vanitatum et omnia vanitas!«

Portrættet af Lyngby

Historiebogen ”Nú er tann stundin…” af den færøske historieprofessor Hans Jakob Debes (1940-2003) udkom i 1982 fra det daværende skolebogsforlag Føroya Skúlabókagrunnur. Debes skriver om optakten til og begyndelsen på den færøske nationalbevægelse, som naturvidenskabsmanden Hans Christian Lyngbye var med til at skabe forudsætningerne for. I bogen placeres H.C. Lyngbye solidt i den færøske nations grundvold.

Billeder kan bløde lange tekster op. Øjet skal have sit, især hos skoleungdom, så redaktøren på forlaget har fremfundet billeder, der kunne illustrere historikerens mange ord. Eftersom emnet er om politik, er portrætter dominerende i bogen. 

På side 77 troner et portræt frem, der angives til, at være den H.C. Lyngbye, som rejste til Færøerne i 1817.

Portrættet i H.J. Debes: "Nu er tann stundin…"
Føroya Skúlabókagrunnur, 1982, side 77

Det historiske syn

Siden jeg begyndte at studere Lyngbye, har jeg haft det mærkeligt med dette portræt, mest fordi Debes trods sin faglighed ingen klar kildeangivelse angiver. 

I parentes bemærket skal jeg hilse at sige, denne faglige slendrian ikke er usædvanligt indenfor historiefaget, når det kommer til visualitet. Historikere er og bliver tekstfolk. Mens de omhyggeligt angiver kilder til alt fra arkiver og bøger helt ned til diminutive punktummer, så er de fleste meget ofte lemfældige med referencer til visuelle kilder. De ser åbenbart ikke nytten af visuelle kilder.

De færreste er bevidst om, at visuelle kilder aflæsningsteknisk principielt adskiller fra tekst. For at uddrage god information fra visuelle kilder, så må historikeren have dem i højopløselig kvalitet. Til forskel for tekst, hvor det på et dårligt uskarpt billede ofte er muligt at stave bogstaverne frem, og supplere teksten med forudsigelige dele ved hjælp af gængs sprogbrug, indtil man har uddraget hele den information, der ligger i teksten. Det går ikke med visualitet. Den må stå skarpt for at tydes. 

H.C. Lyngbye portrættet var ikke trykt tydeligt i bogen og det vanskeliggjorde min eftersøgning efter den manglede reference til Lyngbyes portræt.

Er det Lyngbye? 

Jeg begyndte at søge på det Kongelige Bibliotek, der normalt er et godt sted at starte. Men intet dér. Efter et par andre søgninger i andre online billeddatabaser uden resultat, rettede jeg blikket mod den nordsjællandske kyst, hvor Lyngbye boede sidst i sit liv frem til 1837. Men også lokalarkiverne var nittere. 

Jeg var ved at rette opmærksomheden mod lokalarkiver i Østjylland, hvor H.C. Lyngbye boede før, da jeg fik idéen, at kontakte den nu pensionerede bogredaktør fra forlaget. Jeg kunne høre i telefonen, at han var ikke glad for at høre min mistro til portrættets autencitet; naturligvis, man har vel sin faglige stolthed. Men dette ubehag bevirkede, at han straks påtog sig den umage, at besøge sin tidligere arbejdsplads, dykke ned i forlagets kælderarkiv, og finde de gamle ringbind med bogens originalerne til det trykte billedmateriale. Da jeg så den mere tydelige affotografering af portrættrykket, var jeg i stand til at komme videre.

Xylografen og hans forlæg

Jeg så, at portrættet oprindeligt er udført som et xylografi, som er en reproduktionsmetode, hvor der graveres med kobbergravureredskaber i meget hårdt endetræ. Denne metode blev blomstrede op lige før 1800 og blev i løbet af de næste 100 år dominerende indenfor illustrationer til tekst. 

Gravører i fuld sving.
Tony Beltrand: Et xylografi værksted, 1897

Et xylografi har som regel to signaturer. Nederst til venstre af den, der tegnede forlægget, auteuren. Nederst til højre af den, der graverede træblokken, gravøren. I dette tilfælde var kun gravøren angivet, omend temmelig utydeligt: "H. P. Hans??"

En googling på ”H. P. Hans” + ”xylograf” fører til dansk Wikipedia, hvor der er side om xylografen Hans Peter Hansen (1829-1899), uddannet i Dresden og Leipzig og aktiv blandt andet med gravurer i ”Illustreret Tidende”, et førende danske billedmagasin omkring år op til 1900. 

Alle udgaver af ”Illustreret Tidende” ligger tilgængeligt på Det Kongelige biblioteks site. Under billedet fra Debesbogen er en temmelig utydelig håndskrevet tekst med ordet ”Lyngby”, altså uden e i slutningen af navnet. 

En søgning på ”Lyngby” i denne database giver straks resultat. I Årgang 12, Nr. 609,  28/05-1871, s. 317-18 er en nekrolog over professor Kristen Jensen Lyngby (1829-1871). Han var en dansk sprogforsker og fra 1869 professor i nordisk filologi ved Københavns Universitet. Ved en søgning på dette navn i bibliotekets billeddatabase dukker originalfotoet op, som xylografiet er graveret efter. Fotograferet af Georg E. Hansen, auteuren til portrættet.

Selvom der er mange fællestræk mellem K.J. Lyngby og H.C. Lyngbye - de var begge fra Himmerland, de gik i skole i Aalborg, studerede på universitet i København og de arbejdede begge med jydske dialekter, så er det den forkerte mand, som er afbildiget i bogen. 

Da jeg ringer tilbage til bogredaktøren med den nedslående nyhed, siger han, at jeg skal huske, at publicere denne rettelse engang. Det er hermed gjort. 

Veni, vidi, vici

Der er den historiefaglige pointe i denne undersøgelse, at for at aflæse visualitet, må historikeren have en højopløselig reproduktion af kilden samt besidde trykteknisk indsigt, lige så vel som der skal viden om gammel håndskrift, ord og sprogbrug til, når der studeres tekst. 

Men lige dér, med de visuelle kilder, kan man sige, at historiefaget endnu i sin praksis lever i fortiden. I dag erobrer billedsproget verden i en digital storm og har voksende andel i nyheder og i starten af debatter, konflikter og krige. Så der er nok at gå i gang med for historikere med tilstrækkelig skarpe øjne.

Beskrivelsen af H.C. Lyngbye ved hans afrejse fra Færøerne oktober 1817
 Føroya Landsskjalasavn

Portrættet af H.C. Lyngbye

Omkring den tid H.C. Lyngbye var på Færøerne, var det i det danske kongerige almindeligt at forlange pas, når man bevægede sig over vand. På Føroya Landskjalasavn ligger de færøske pasbøger, der registrerede udstedte pas til folk, der drog fra Færøerne. 

Fra 1817 står der: »Oct 1 - Hr Kandidatus Theologiæ Hans Christian Lyngbye fød i Jylland, 34 Aar gammel, Liden af Væxt og proportioneret af bygning, har Brun Haar og Blaa Øjne, herfra til Kiøbenhavn,-.« 

Vennen Niels Hofman Bang skrev i nekrologen over H.C. Lyngbye i 1838: »Lyngbye var af lav Statur og af et simpelt, fordingsløst Ydre; men hans Øje røbede den Varme for videnskabelige Undersøgelser, som stadig besjælede ham.«  

Disse beskedne billeder, kun tegnet af ord, skitserer kun udseendet af denne mand, der selv tegnede så mange nøjagtige afbildinger af planter, dyr og fisk efter naturen. Dette er hvad vi har: »Lav statur, et simpelt fordingsløst ydre, brunt hår og blå øjne«. 

Skal vi danne os et bedre billede af manden, må vi ty til brevenes blækbrune ordstrøm. De tegner portrættet. 

—

Kilder:

H.J. Debes (1982):  ”Nú er tann stundin…” 

Tony Beltrand: Un atelier de graveurs sur bois.

L’Image, sept. 1897, s. 316

H.P.Hansen, xylograf: Wikipedia - Den Store Danske

Pasbog for 1815-1839. Føroya Landsskjalasavn

---

Tak til Torlakkur Djurhuus og NÁM