Beskrivelse af et portræt

H.C. LYNGBYE ÅR 2017: Ansigtstrækkene på historiske personer er egentlig intetsigende, men vi har alligevel en forestilling om, at vi kan hente valid information ud af folks ansigter. Selv af de personer, der forlængst er formuldede. Men ret beset, hvad siger portrætter i forhold til en omhyggelig tegning af en plante? Så skarpt iagttaget efter naturen, så omhyggeligt nedfældet på papiret og så nøje visuelt fagligt forklaret, at den rutinerede botaniker let bestemmer plantens slægt, art og navn, både før, nu og i fremtiden. 

Portrættet og den naturvidenskabelige illustration kan ikke sammenlignes, men alligevel tror vi forfængeligt på, at portrætter er lige så beskrivende. Til dette ville den latinkyndige præst og plantetegnende Lyngbye sikkert have kommenteret: »Vanitas vanitatum et omnia vanitas!«

Portrættet af Lyngby

Historiebogen ”Nú er tann stundin…” af den færøske historieprofessor Hans Jakob Debes (1940-2003) udkom i 1982 fra det daværende skolebogsforlag Føroya Skúlabókagrunnur. Debes skriver om optakten til og begyndelsen på den færøske nationalbevægelse, som naturvidenskabsmanden Hans Christian Lyngbye var med til at skabe forudsætningerne for. I bogen placeres H.C. Lyngbye solidt i den færøske nations grundvold.

Billeder kan bløde lange tekster op. Øjet skal have sit, især hos skoleungdom, så redaktøren på forlaget har fremfundet billeder, der kunne illustrere historikerens mange ord. Eftersom emnet er om politik, er portrætter dominerende i bogen. 

På side 77 troner et portræt frem, der angives til, at være den H.C. Lyngbye, som rejste til Færøerne i 1817.

Portrættet i H.J. Debes: "Nu er tann stundin…"
Føroya Skúlabókagrunnur, 1982, side 77

Det historiske syn

Siden jeg begyndte at studere Lyngbye, har jeg haft det mærkeligt med dette portræt, mest fordi Debes trods sin faglighed ingen klar kildeangivelse angiver. 

I parentes bemærket skal jeg hilse at sige, denne faglige slendrian ikke er usædvanligt indenfor historiefaget, når det kommer til visualitet. Historikere er og bliver tekstfolk. Mens de omhyggeligt angiver kilder til alt fra arkiver og bøger helt ned til diminutive punktummer, så er de fleste meget ofte lemfældige med referencer til visuelle kilder. De ser åbenbart ikke nytten af visuelle kilder.

De færreste er bevidst om, at visuelle kilder aflæsningsteknisk principielt adskiller fra tekst. For at uddrage god information fra visuelle kilder, så må historikeren have dem i højopløselig kvalitet. Til forskel for tekst, hvor det på et dårligt uskarpt billede ofte er muligt at stave bogstaverne frem, og supplere teksten med forudsigelige dele ved hjælp af gængs sprogbrug, indtil man har uddraget hele den information, der ligger i teksten. Det går ikke med visualitet. Den må stå skarpt for at tydes. 

H.C. Lyngbye portrættet var ikke trykt tydeligt i bogen og det vanskeliggjorde min eftersøgning efter den manglede reference til Lyngbyes portræt.

Er det Lyngbye? 

Jeg begyndte at søge på det Kongelige Bibliotek, der normalt er et godt sted at starte. Men intet dér. Efter et par andre søgninger i andre online billeddatabaser uden resultat, rettede jeg blikket mod den nordsjællandske kyst, hvor Lyngbye boede sidst i sit liv frem til 1837. Men også lokalarkiverne var nittere. 

Jeg var ved at rette opmærksomheden mod lokalarkiver i Østjylland, hvor H.C. Lyngbye boede før, da jeg fik idéen, at kontakte den nu pensionerede bogredaktør fra forlaget. Jeg kunne høre i telefonen, at han var ikke glad for at høre min mistro til portrættets autencitet; naturligvis, man har vel sin faglige stolthed. Men dette ubehag bevirkede, at han straks påtog sig den umage, at besøge sin tidligere arbejdsplads, dykke ned i forlagets kælderarkiv, og finde de gamle ringbind med bogens originalerne til det trykte billedmateriale. Da jeg så den mere tydelige affotografering af portrættrykket, var jeg i stand til at komme videre.

Xylografen og hans forlæg

Jeg så, at portrættet oprindeligt er udført som et xylografi, som er en reproduktionsmetode, hvor der graveres med kobbergravureredskaber i meget hårdt endetræ. Denne metode blev blomstrede op lige før 1800 og blev i løbet af de næste 100 år dominerende indenfor illustrationer til tekst. 

Gravører i fuld sving.
Tony Beltrand: Et xylografi værksted, 1897

Et xylografi har som regel to signaturer. Nederst til venstre af den, der tegnede forlægget, auteuren. Nederst til højre af den, der graverede træblokken, gravøren. I dette tilfælde var kun gravøren angivet, omend temmelig utydeligt: "H. P. Hans??"

En googling på ”H. P. Hans” + ”xylograf” fører til dansk Wikipedia, hvor der er side om xylografen Hans Peter Hansen (1829-1899), uddannet i Dresden og Leipzig og aktiv blandt andet med gravurer i ”Illustreret Tidende”, et førende danske billedmagasin omkring år op til 1900. 

Alle udgaver af ”Illustreret Tidende” ligger tilgængeligt på Det Kongelige biblioteks site. Under billedet fra Debesbogen er en temmelig utydelig håndskrevet tekst med ordet ”Lyngby”, altså uden e i slutningen af navnet. 

En søgning på ”Lyngby” i denne database giver straks resultat. I Årgang 12, Nr. 609,  28/05-1871, s. 317-18 er en nekrolog over professor Kristen Jensen Lyngby (1829-1871). Han var en dansk sprogforsker og fra 1869 professor i nordisk filologi ved Københavns Universitet. Ved en søgning på dette navn i bibliotekets billeddatabase dukker originalfotoet op, som xylografiet er graveret efter. Fotograferet af Georg E. Hansen, auteuren til portrættet.

Selvom der er mange fællestræk mellem K.J. Lyngby og H.C. Lyngbye - de var begge fra Himmerland, de gik i skole i Aalborg, studerede på universitet i København og de arbejdede begge med jydske dialekter, så er det den forkerte mand, som er afbildiget i bogen. 

Da jeg ringer tilbage til bogredaktøren med den nedslående nyhed, siger han, at jeg skal huske, at publicere denne rettelse engang. Det er hermed gjort. 

Veni, vidi, vici

Der er den historiefaglige pointe i denne undersøgelse, at for at aflæse visualitet, må historikeren have en højopløselig reproduktion af kilden samt besidde trykteknisk indsigt, lige så vel som der skal viden om gammel håndskrift, ord og sprogbrug til, når der studeres tekst. 

Men lige dér, med de visuelle kilder, kan man sige, at historiefaget endnu i sin praksis lever i fortiden. I dag erobrer billedsproget verden i en digital storm og har voksende andel i nyheder og i starten af debatter, konflikter og krige. Så der er nok at gå i gang med for historikere med tilstrækkelig skarpe øjne.

Beskrivelsen af H.C. Lyngbye ved hans afrejse fra Færøerne oktober 1817
 Føroya Landsskjalasavn

Portrættet af H.C. Lyngbye

Omkring den tid H.C. Lyngbye var på Færøerne, var det i det danske kongerige almindeligt at forlange pas, når man bevægede sig over vand. På Føroya Landskjalasavn ligger de færøske pasbøger, der registrerede udstedte pas til folk, der drog fra Færøerne. 

Fra 1817 står der: »Oct 1 - Hr Kandidatus Theologiæ Hans Christian Lyngbye fød i Jylland, 34 Aar gammel, Liden af Væxt og proportioneret af bygning, har Brun Haar og Blaa Øjne, herfra til Kiøbenhavn,-.« 

Vennen Niels Hofman Bang skrev i nekrologen over H.C. Lyngbye i 1838: »Lyngbye var af lav Statur og af et simpelt, fordingsløst Ydre; men hans Øje røbede den Varme for videnskabelige Undersøgelser, som stadig besjælede ham.«  

Disse beskedne billeder, kun tegnet af ord, skitserer kun udseendet af denne mand, der selv tegnede så mange nøjagtige afbildinger af planter, dyr og fisk efter naturen. Dette er hvad vi har: »Lav statur, et simpelt fordingsløst ydre, brunt hår og blå øjne«. 

Skal vi danne os et bedre billede af manden, må vi ty til brevenes blækbrune ordstrøm. De tegner portrættet. 

—

Kilder:

H.J. Debes (1982):  ”Nú er tann stundin…” 

Tony Beltrand: Un atelier de graveurs sur bois.

L’Image, sept. 1897, s. 316

H.P.Hansen, xylograf: Wikipedia - Den Store Danske

Pasbog for 1815-1839. Føroya Landsskjalasavn

---

Tak til Torlakkur Djurhuus og NÁM

Havets lysning

H.C. LYNGBYE ÅR 2017: Nysgerrighed er en betingelse for at studere verden og den naturinteresserede H.C. Lyngbye var nysgerrig på meget andet end natur. 

Han rejste den lange vej til Færøerne i 1817 med det klare formål at studere og indsamle vandenes botanik, men hans rejsebeskrivelser endte med at få afgørende indflydelse på opfattelsen af færøske kultur i 1800-tallet indenfor andre fagområder. 

Lyngbye var tillige meget flittig. Hans mæcen og ven Niels Hofman Bang beskrev ham således: ”Hans ualmindelige Hukommelse og hans strængt-logiske Undersøgelsesevne bleve understøttede ved en uafbrudt Flid of vedholdende Studeringer, hvorpaa han anvendte enhver Stund, som hans Embedspligter levnede ham.”

Naturvidenskaberne og det daglige brød

Men selvom Lyngbye var opmærksom på mange ting, så var hovedinteressen iagttagelsen af naturfænomenernes mange komplicerede mekanismer. Han levede i en tid, hvor systematiseringen af naturens former tog fart og hvor udgreningen i specifikke naturstudier resulterede i oprettelse af forskellige fagområder på universiteternes fakulteter. 

Lyngbye fokuserede tidligt på botanikken og tilbragte helst sine frie stunder med naturstudier. Fra 1812 kom han i tæt forbindelse med J.W. Hornemann, der var professor i botanik ved Københavns Universitet og redaktør af det store botaniske billedværk Flora Danica. Hornemann støttede og hjalp Lyngbye, også med færørejsen, og Lyngbye rapporterede til gengæld sine botaniske fund til professoren og sendte planter til Hornemanns herbarium. Allerede i 1818, året efter indsamlingsturen i Nordatlanten var Lyngbyes færøske fund repræsenteret i Flora Danica.

Men selvom Lyngbyes hu stod til naturstudierne, så var det præstegerningen han uddannede sig til. Brødet for en mindrebemidlet degnesøn fra Himmerland var mere sikkert i præstekaldet, trods hans fremragende naturlige evner, end i den gryende naturvidenskab i det kriseramte danske samfund i tiden lige efter ulykkeåret 1814.

Den lange rejse tilbage

H.C. Lyngbye har været flittig til at tage nøjagtige og uddybende notater, det ser vi af hans publicerede værker og brevene fra hans hånd. Han må have ført grundige dagbøger, men disse eksisterer desværre ikke i dag, bortset fra nogle få uddrag. På skibet tilbage til København efter de fire måneders studier på Færøerne holdt Lyngbye heller ikke fri. Dagbogen fik sit.

Sørejsen tog denne gang længere end sædvanligt. Det ved vi, fordi han vel ankommet til hovedstaden den 22. November 1817, skriver et brev til Hofman Bang:”Høitærede Hr. Hofmann … min færöiske Reise er lykkeligen tilendebragt, og at jeg er fornøjet med det der giorte Udbytte -  Hiemreisen varede imod formodning længe, vi gik fra Færoe d. 9. Oct, og først efter 5 Ugers Forløb ankom jeg til Kbhn”. 

Lyngbye kunne imidlertid arbejde videre med de botaniske indsamlinger på den lange skibsrejse, for han slap i land på norgeskysten: ”I 3 Uger laa vi formedelst Modvind i Norge i Nærheden af Lindenæs, i en Havn kaldet Svinøer, hvor jeg da til Tidsfordriv opledte Egnens Planter.”

Lyngbye vidste, at Hofman Bang var meget spændt på, hvad han bragte med sig hjem fra Færøerne, så han skriver en hurtig oversigt, der viser et bredt udvalg fra færøsk natur og kultur: ”Fra Færoa har jeg medbragt 60 tegninger, hvoraf de 30 ere gode Bidrag til Flora danica og henved 20 ere nye. - Desuden samlede jeg nogle Mineraler, som jeg har leveret til Prof. Wad, samt nogle færøiske Kiempeviser, - og adskelligt andet Kuriøst…”

Lyngbyes originaltegning (th) til Flora Danica tab. MDLXXXXXIII (tv) med teksten:
Plocamium coccineum, d. 24 juli 1817 på kysten ved Thorshavn. Tegnet d. 24 juli 1817.

Havets Lysning

Men også helt ude på den åbne hav på den snørklede kurs fra Thorshavn og København, var der naturfænomener at studere. I en af Lyngbyes to referencebøger, der opbevares på Zoologisk Museum i København, dukker et lille glimt fra den lange sørejse op. 

Bogen har Lyngbye omkring 1834 afskrevet og aftegnet efter kendte zoologiske værker, vel fordi han ikke havde råd til at erhverve bøgerne selv, men som han nødvendigvis havde brug for at kende, for at bestemme arter på sine ekskursioner ved Søborg, hvor han da havde boet siden 1827. 

I referencebogen er nogle sider om det vi nu kalder morild, men som Lyngbye kalder ”Havets Lysning”. Blandt de mange afskrevne sider fra andre forfatteres værker indsætter Lyngbye sit egen personlige iagttagelse, et notat fra 17 år før, nedskrevet i en stille novembernat på skibsdækket i Skagerrak: 

Om havets lysning af min egen (Lgbs) dagbog 

”1817 den 7dn Nov. om Aftenen, da vi krydsede mellem Sverrig og Skagen (4 à 6 Mile norden for Skagen og Vendsyssel) var Søen meget skinnende. Vejret var roligt, temmel. stille og vi havde lagt bi. En Flok Delphiner saas at løbe under Skibet, de skinnede i Vandet; de gave et smukt skin fra sig. 

Havet giver dette fosforagtige Skin fra sig især i Bølgebrækningerne, eller og med at slette an mod Skibet; det oplyser tildels Nattens Mørke. - Skibsfolkene sagde, at det betyder Søndenvind; men det er ei afgiort, da Søen og lyser ved anden Vind. Vi havde just Søndenvind i disse Dage, og kunde derfor ei komme Skagen forbi, men maatte ligge og krydse; d. 10 om Morgenen kl. 8 ½ fik vi N.V. Vind. - 

Disse lysende Punkter i Havet er næppe en Følge af Infusionsdyr, men snarere Virkning af forraadnende Partikler fra de i Søen døde Fiske. - Sejen, som i Færø fanges i Mængde, og ophængte for at tørre, lysede ganske mærkeligt om Natten, - Sild og andre Fiske, som Flyndere, gør det samme.- afs. Dagbogen fra 1817 den 7de Nov.”

Citatet fra H.C. Lyngbyes dagbog i referencebogen
(Zoologisk museum, København).

Lyngbye og nattens skin

H.C. Lyngbyes hypotese om morilden er nærliggende ud fra hans iagttagelser af luminescens fra rådnende fisk. Imidlertid kom ”havets lysning” nok fra dinoflagellaten Noctiluca miliaris. Noctiluca betyder ”skinne om natten”. Den er oprindeligt beskrevet og navngivet døbt af J. S. A. Suriray, der studerede kopepoder ved Le Havre i Frankrig, og den er publiceret af Lamarck 1816 i bogen ”Histoire naturelle des animaux sans vertèbres”. Men lige dén bog har Lyngbye sikkert ikke studeret på daværende tidspunkt.

Noctiluca er en lille encellet og kugleformet organisme, der har det med at udsende et kort lysglimt, når den bliver forstyrret. Denne organisme rubriceres i dag som en alge under navnet Noctiluca scintillans. 

Med nutidige øjne synes det ironisk, at den kyndige algeekspert Lyngbye studerer havets morild uden at opdage, at lyset kommer fra en alge. Havde han været lidt mere nysgerrig, var gået under dæk og hentet sit finmaskede net samt mikroskop op og så studeret havvandet nøjere, havde han måske kommet nærmere sandheden. 

Sommetider var Lyngbye simpelthen ikke flittig nok.

Noctiluca scintillans varias

en.wikipedia.org

Foto: Maria Antónia Sampayo, Instituto de Oceanografia, 

Faculdade Ciências da Universidade de Lisboa.

Kilder: 

- Niels Hofmann Bang (1838): Nekrolog over H. C. Lyngbye. 
Krøyers Naturhistoriske Tidsskrift, II, s 1-7.

- Jóhannes Jóhansen (1989): Tær elstu myndirnar av føroyskum plantum.
Fróðskaparrit 36-37. Bók 1988-89, s141-157.

- H.C. Lyngbye (1817): Brev til Niels Hofman Bang. 
Hofmansgaves Godsarkiv, Rigsarkivet, pakke 84A.

- H.C. Lyngbye (1834): Zoologi - håndskrevet referencebog. 
Zoologisk museum, København. Nr. A 21, s 41.

- David M. Damkaer (2002): The Copepodologist's Cabinet: A Biographical and Bibliographical History, bd 1, s 195-198.

- www.algaebase.org: Noctiluca scintillans

Introduktion til "H.C. Lyngbye året 2017"

H.C. LYNGBYE ÅR 2017: Opbygningen af færøsk kultur er en række lange kringlede forløb. Kilderne, der ligger tilbage, beretningerne om og fortolkningerne af disse forløb udgør dét, som vi samlet kalder færøsk historie. En historieopfattelse er altid baseret på de specifikke behov, som forskellige folk og grupperinger i samfundet til forskellige tider har haft for, at skrive sig selv ind i et historisk narrativ og forståelsesramme. Historie bliver et essentielt redskab i identitetsdannelser.

Færøsk historie og færøsk identitetsforestilling
Færøsk historie er i store træk hidtil blevet skrevet ud fra de behov, der er efterhånden opstod op gennem 1800-tallet og blev opbygget på nationalromantikkens dogmer om det færøske folks enhed, storhed og bedrifter. I denne form for historieskrivning forsøger historikerne at afgrænse de historiske narrativer til et lokalt nationalt fænomen og hvor ofte kun nationens medlemmer tildeles hovedroller. 
Disse narrativer om fortiden er resultatet af mange kampe om hvordan historien skal skrives og resultaterne har bidraget til den politisk-romantiske selvstændighedsforestilling. Den har ganske vist haft stor succes med at kondensere en forestilling om et særegent færøsk kulturudtryk, både indenlands og udenlands, men har ofte i sin nationaldrevne iver udeladt væsentlige informationer om de grundliggende forudsætninger for færøsk kultur. 

Den identitetsforestilling, man nu kalder en speciel færøsk, er langsomt opbygget gennem tætte relationer og interaktioner mellem udenlandske idéer, tilskud af økonomiske og intellektuelle ressourcer og en lang række kulturpersonligheder udefra. Denne vigtige identitetsassistance er tilført den lille færøske befolkningsgruppe, der i 1800-tallet ikke magtede alene at kondensere et national kulturudtryk. 

En snæversynet historieopfattelse
Men fordi denne nationalromantiske identitet som princip har en kerne i forestillingen om det nationale, hvor selvtilstrækkeligheden råder, kan man sige, at den generelle færøske historieopfattelse med dette snæversynede fokus har smidt børnene ud med badevandet, fordi mange vigtige historiske forløb i den færøske fortid er glemt eller direkte fortiet, da de ikke passede ind i det dominerende etnocentriske narrativ. 
Tillige er historiske forløb er nedtonet, fordi personerne, der udvalgte og skrev på den nu gængse færøske historie, selv havde behov for at opnå personlig status i deres samtid og eftertid. Derfor skrev de forgængerne ud af historien og fremhævede eget arbejde, selv om de selv stod på forgængernes skuldre. 

Dette er såre almenmenneskelige træk, der ses i alle nationer, men desværre med de konsekvenser, at den almene færøske historieopfattelse blandt folk i dag for det meste er stereotyp, ensporet og uden dybere forståelse for væsentlige historiske grundmekanismer. Dette kommer blandt kommer til udtryk i de kitschede bronzeskulpturer omhandlende færøsk fortid, der skyder op som ukrudt i de færøske bygder og byer samt i den lange række af lokalhistoriske bøger, der for det meste er oppustede slægtstavler. 
Der mangler derfor væsentlige historiske undersøgelser af de grundliggende forudsætninger for, at nationalismen kunne få sin sejrsgang på Færøerne og dermed opbygge den status, som Færøerne som kulturområde har i nutiden. 

Nye øjne på 1800-tallet
Historikerne skal derfor til at se med andre øjne på hvordan slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet dannede forudsætningerne for det færøske samfunds meget markante udvikling op mod det tyvende århundrede. Heldigvis er der fra forskellige sider en lovende grøde i nye opfattelser af de historiske forudsætninger. 
Et af disse initiativer er ”Network for European Travel Writing to the Romantic Far North 1800-1900” startet af forskeren Kim Simonsen, PhD. Dette er et netværk af personer med en bred viden om de rejseaktiviteter, publikationer og andre resultater, som de udefrakommende rejsende i Nordatlanten producerede op gennem 1800-tallet. Netværket undersøger interaktionen mellem de rejsende og de gryende nationer på Grønland, Island og Færøerne og hvordan disse forbindelser indgår i opbygningen af nationerne. Men netværket ses også på, hvordan disse bestræbelser på nationsopbygning opfattes af omverdenen, specielt i Europa. 

H.C. Lyngbyes signatur i brev d. 27. juli 1828
til botanikeren, politikeren J. F. Schouw (1789-1852).
(Botanisk bibliotek, København).

Identitetsassistenten H. C. Lyngbye
Jeg er medlem af dette netværk og fokuserer på de visuelle produkter, som de rejsende frembragte. I forbindelse med mine arkivstudier af billeder efterladt af en rejsende, nemlig himmerlændingen, tangforskeren og naturvidenskabsmanden Hans Christian Lyngbye (1782-1837), der opholdt sig fire måneder på Færøerne 1817, er jeg kommet frem til mange nye kilder. De kan belyse den store betydning identitetsassistenten H. C. Lyngbye fik for den gryende færøske nation, men kan bruges som et eksempel på problematikkerne omkring færøsk historieskrivning og krediteringen af den udenlandske indflydelse.

De færreste på Færøerne kender til H. C. Lyngbye, selvom han i 1822 samlede og redigerede den første bog på færøsk, samt medvirkede til mange andre initiativer i opbygningen af den færøske nation. 
Så i anledning af 200-året for hans skelsættende rejse, har jeg besluttet i 2017 at samle og udgive en H.C. Lyngbye kildeoversigt. Jeg vil derfor gennem året her på denne blog publicere uddrag af kilderne og så vidt muligt perspektivere disse ind i større historiske sammenhænge i samtid og nutid.

H.C. Lyngbye året 2017 er hermed skudt i gang…

Ole Wich 
1. januar 2017

---

Tekster om H.C. Lyngbye

17. januar 2017: Havets lysning

25. januar 2017: Beskrivelse af et portræt

-

-

-