Havets lysning

H.C. LYNGBYE ÅR 2017: Nysgerrighed er en betingelse for at studere verden og den naturinteresserede H.C. Lyngbye var nysgerrig på meget andet end natur. 

Han rejste den lange vej til Færøerne i 1817 med det klare formål at studere og indsamle vandenes botanik, men hans rejsebeskrivelser endte med at få afgørende indflydelse på opfattelsen af færøske kultur i 1800-tallet indenfor andre fagområder. 

Lyngbye var tillige meget flittig. Hans mæcen og ven Niels Hofman Bang beskrev ham således: ”Hans ualmindelige Hukommelse og hans strængt-logiske Undersøgelsesevne bleve understøttede ved en uafbrudt Flid of vedholdende Studeringer, hvorpaa han anvendte enhver Stund, som hans Embedspligter levnede ham.”

Naturvidenskaberne og det daglige brød

Men selvom Lyngbye var opmærksom på mange ting, så var hovedinteressen iagttagelsen af naturfænomenernes mange komplicerede mekanismer. Han levede i en tid, hvor systematiseringen af naturens former tog fart og hvor udgreningen i specifikke naturstudier resulterede i oprettelse af forskellige fagområder på universiteternes fakulteter. 

Lyngbye fokuserede tidligt på botanikken og tilbragte helst sine frie stunder med naturstudier. Fra 1812 kom han i tæt forbindelse med J.W. Hornemann, der var professor i botanik ved Københavns Universitet og redaktør af det store botaniske billedværk Flora Danica. Hornemann støttede og hjalp Lyngbye, også med færørejsen, og Lyngbye rapporterede til gengæld sine botaniske fund til professoren og sendte planter til Hornemanns herbarium. Allerede i 1818, året efter indsamlingsturen i Nordatlanten var Lyngbyes færøske fund repræsenteret i Flora Danica.

Men selvom Lyngbyes hu stod til naturstudierne, så var det præstegerningen han uddannede sig til. Brødet for en mindrebemidlet degnesøn fra Himmerland var mere sikkert i præstekaldet, trods hans fremragende naturlige evner, end i den gryende naturvidenskab i det kriseramte danske samfund i tiden lige efter ulykkeåret 1814.

Den lange rejse tilbage

H.C. Lyngbye har været flittig til at tage nøjagtige og uddybende notater, det ser vi af hans publicerede værker og brevene fra hans hånd. Han må have ført grundige dagbøger, men disse eksisterer desværre ikke i dag, bortset fra nogle få uddrag. På skibet tilbage til København efter de fire måneders studier på Færøerne holdt Lyngbye heller ikke fri. Dagbogen fik sit.

Sørejsen tog denne gang længere end sædvanligt. Det ved vi, fordi han vel ankommet til hovedstaden den 22. November 1817, skriver et brev til Hofman Bang:”Høitærede Hr. Hofmann … min færöiske Reise er lykkeligen tilendebragt, og at jeg er fornøjet med det der giorte Udbytte -  Hiemreisen varede imod formodning længe, vi gik fra Færoe d. 9. Oct, og først efter 5 Ugers Forløb ankom jeg til Kbhn”. 

Lyngbye kunne imidlertid arbejde videre med de botaniske indsamlinger på den lange skibsrejse, for han slap i land på norgeskysten: ”I 3 Uger laa vi formedelst Modvind i Norge i Nærheden af Lindenæs, i en Havn kaldet Svinøer, hvor jeg da til Tidsfordriv opledte Egnens Planter.”

Lyngbye vidste, at Hofman Bang var meget spændt på, hvad han bragte med sig hjem fra Færøerne, så han skriver en hurtig oversigt, der viser et bredt udvalg fra færøsk natur og kultur: ”Fra Færoa har jeg medbragt 60 tegninger, hvoraf de 30 ere gode Bidrag til Flora danica og henved 20 ere nye. - Desuden samlede jeg nogle Mineraler, som jeg har leveret til Prof. Wad, samt nogle færøiske Kiempeviser, - og adskelligt andet Kuriøst…”

Lyngbyes originaltegning (th) til Flora Danica tab. MDLXXXXXIII (tv) med teksten:
Plocamium coccineum, d. 24 juli 1817 på kysten ved Thorshavn. Tegnet d. 24 juli 1817.

Havets Lysning

Men også helt ude på den åbne hav på den snørklede kurs fra Thorshavn og København, var der naturfænomener at studere. I en af Lyngbyes to referencebøger, der opbevares på Zoologisk Museum i København, dukker et lille glimt fra den lange sørejse op. 

Bogen har Lyngbye omkring 1834 afskrevet og aftegnet efter kendte zoologiske værker, vel fordi han ikke havde råd til at erhverve bøgerne selv, men som han nødvendigvis havde brug for at kende, for at bestemme arter på sine ekskursioner ved Søborg, hvor han da havde boet siden 1827. 

I referencebogen er nogle sider om det vi nu kalder morild, men som Lyngbye kalder ”Havets Lysning”. Blandt de mange afskrevne sider fra andre forfatteres værker indsætter Lyngbye sit egen personlige iagttagelse, et notat fra 17 år før, nedskrevet i en stille novembernat på skibsdækket i Skagerrak: 

Om havets lysning af min egen (Lgbs) dagbog 

”1817 den 7dn Nov. om Aftenen, da vi krydsede mellem Sverrig og Skagen (4 à 6 Mile norden for Skagen og Vendsyssel) var Søen meget skinnende. Vejret var roligt, temmel. stille og vi havde lagt bi. En Flok Delphiner saas at løbe under Skibet, de skinnede i Vandet; de gave et smukt skin fra sig. 

Havet giver dette fosforagtige Skin fra sig især i Bølgebrækningerne, eller og med at slette an mod Skibet; det oplyser tildels Nattens Mørke. - Skibsfolkene sagde, at det betyder Søndenvind; men det er ei afgiort, da Søen og lyser ved anden Vind. Vi havde just Søndenvind i disse Dage, og kunde derfor ei komme Skagen forbi, men maatte ligge og krydse; d. 10 om Morgenen kl. 8 ½ fik vi N.V. Vind. - 

Disse lysende Punkter i Havet er næppe en Følge af Infusionsdyr, men snarere Virkning af forraadnende Partikler fra de i Søen døde Fiske. - Sejen, som i Færø fanges i Mængde, og ophængte for at tørre, lysede ganske mærkeligt om Natten, - Sild og andre Fiske, som Flyndere, gør det samme.- afs. Dagbogen fra 1817 den 7de Nov.”

Citatet fra H.C. Lyngbyes dagbog i referencebogen
(Zoologisk museum, København).

Lyngbye og nattens skin

H.C. Lyngbyes hypotese om morilden er nærliggende ud fra hans iagttagelser af luminescens fra rådnende fisk. Imidlertid kom ”havets lysning” nok fra dinoflagellaten Noctiluca miliaris. Noctiluca betyder ”skinne om natten”. Den er oprindeligt beskrevet og navngivet døbt af J. S. A. Suriray, der studerede kopepoder ved Le Havre i Frankrig, og den er publiceret af Lamarck 1816 i bogen ”Histoire naturelle des animaux sans vertèbres”. Men lige dén bog har Lyngbye sikkert ikke studeret på daværende tidspunkt.

Noctiluca er en lille encellet og kugleformet organisme, der har det med at udsende et kort lysglimt, når den bliver forstyrret. Denne organisme rubriceres i dag som en alge under navnet Noctiluca scintillans. 

Med nutidige øjne synes det ironisk, at den kyndige algeekspert Lyngbye studerer havets morild uden at opdage, at lyset kommer fra en alge. Havde han været lidt mere nysgerrig, var gået under dæk og hentet sit finmaskede net samt mikroskop op og så studeret havvandet nøjere, havde han måske kommet nærmere sandheden. 

Sommetider var Lyngbye simpelthen ikke flittig nok.

Noctiluca scintillans varias

en.wikipedia.org

Foto: Maria Antónia Sampayo, Instituto de Oceanografia, 

Faculdade Ciências da Universidade de Lisboa.

Kilder: 

- Niels Hofmann Bang (1838): Nekrolog over H. C. Lyngbye. 
Krøyers Naturhistoriske Tidsskrift, II, s 1-7.

- Jóhannes Jóhansen (1989): Tær elstu myndirnar av føroyskum plantum.
Fróðskaparrit 36-37. Bók 1988-89, s141-157.

- H.C. Lyngbye (1817): Brev til Niels Hofman Bang. 
Hofmansgaves Godsarkiv, Rigsarkivet, pakke 84A.

- H.C. Lyngbye (1834): Zoologi - håndskrevet referencebog. 
Zoologisk museum, København. Nr. A 21, s 41.

- David M. Damkaer (2002): The Copepodologist's Cabinet: A Biographical and Bibliographical History, bd 1, s 195-198.

- www.algaebase.org: Noctiluca scintillans