Da H.C. Lyngbye ikke blev professor

H.C. Lyngbyes tegning af en makrel (Scomber scombrus) 

fanget ved Hornbæk 14. juni 1830.

Zoologisk museum, København. 

H.C. LYNGBYE ÅR 2017: Botanikeren og tangforskeren H.C. Lyngbye døde d. 18. maj 1837, kun 55 år gammel. Han startede sin naturvidenskabelige løbebane med besvarelsen af en prisopgave på Københavns Universitet 1816, der resulterede i afhandlingen og algebogen ”Tentamen Hydrophytologiae Danicae”. Den gjorde ham berømt blandt algeforskere og andre botanikere helt ud i Europa, da den udkom i 1819. 

Hvis postforbindelsen mellem Søborg og København havde været bedre i 1836, så kunne H.C. Lyngbye på samme måde have afsluttet sin naturvidenskabelige karriere med endnu en stor afhandling og tillige fået tildelt en professortitel ved Københavns Universitet. 
Men tilfældighederne og Lyngbyes medfødte beskedenhed endte med at forskertse denne mulighed. Her skal fortælles om det uheldige forløb. 

En karriere som naturvidenskabelig amatør

Selvom H.C. Lyngbye fik stor betydning for Færøernes kulturudvikling og for etableringen af grundlaget for den færøske identitetsopbygning er denne nordatlantiske del af hans livsværk samlet set af mindre betydning. Det er kun af interesse for folk, der beskæftiger sig med færøske forhold. 
Det var i det naturvidenskabelige felt, at tyngden i Lyngbyes karriere lå, og i placeringen i det netværk af videnskabsmænd, der i begyndelsen af 1800-tallet professionaliserede naturvidenskaben på universiteterne og i det hele taget i samfundet. Dette netværk strakte sig langt udover det nationale, for videnskabsfolk forholdt sig hele tiden til de udenlandske resultater og publikationer, samt etablerede tætte kontakter gennem rejser, for eksempel gennem dannelsesbegrebet Grand tour, og ved en hyppig brevveksling spredt ud over hele Europa.
Lyngbyes aktiviteter skal derfor ses i et bredt europæisk perspektiv placeret i en periode, hvor de nationale samfundsinstitutioner knæsættes og udvikles på baggrund af Oplysningstidens ånd og de naturvidenskabelige vidensparadigmer.

H.C. Lyngbye havde aldrig ambitioner om at blive professionel videnskabsmand. Han var i besiddelse af stor realitetssans og var fokuseret på at få sit livs udkomme i et præstekald. Faktisk var hans færørejse i 1817 lige ved ikke at blive til noget af samme grund. Lige før årets første skib afgik til Færøerne, fik han gennem sin mor hjemme i Himmerland besked om et vakant præstekald paa grevskabet Lindenborg, et kald som oven i købet var bestyret af hans patron lensgreve E. H. von Schimmelmann. Lyngbye skriver til professor Hornemann den 15. april 1817:
»Jeg er dermed i nogen Tvivlraadighed. Gierne vilde jeg til Færøerne; gierne vilde jeg have et Levebrød … Dersom jeg kan erholde dette Kald, saa faar den færøiske Reise at bero«.
Greven har åbenbart afslået Lyngbyes ansøgning, for da det næste skib afgår til Færøerne sidst i maj 1817, var Lyngbye ombord.

Præsten H.C. Lyngbye må derfor anses som en særdeles begavet naturvidenskabelig amatør i ordets oprindelige betydning, hvor ordet er afledt af det latinske amare, at elske. Var der noget Lyngbye elskede, så var det at studere naturfænomener i alle deres afskygninger. Det går som en rød tråd gennem hans virke, selvom han aldrig gav direkte udtryk for det. Dertil var han for nøgtern og for beskeden.
Netop dette dybe engagement parret med hans grundige logiske behandling af naturbeskrivelser gav ham en stor anerkendelse fra de mere professionelle videnskabsfolk. De var udmærket klar over Lyngbyes kvaliteter og anvendelsemuligheder. Derfor anerkendte de ham langt ud over hans faktuelle stand og titel.

Universitetsfesten 1836
Det professionelle videnskabelige netværk ved København Universitet var bevidst om vigtigheden af at have folk med høje videnskabelig standarder tilknyttet de faglige netværk. I anledning af Københavns Universitet holdt en fest i oktober 1836 blev det derfor besluttet at hædre nogle af disse folk. Det blev besluttet, at de  kunne undtagelsesvis kunne blive doktorer uden forsvare deres afhandling mundligt. De skulle blot indsende afhandlingen på skrift:
»2) at Direktionen, forsaavidt speciel Indbydelse til ved denne Lejlighed at erhverve Doktorgrad maatte udgaae til Videnskabsmænd hvis Alder, Levested eller andre Forhold gjorde det vanskeligt for dem mundtligen at forsvare de indleverede Dissertioner, maatte fritage dem for det mundtlige Forsvar.«

H.C. Lyngbye var en af disse. Han skulle derfor udfærdige en afhandling og indsende den til godkendelse på universitetet. Lyngbye havde længe studeret og indsamlet materiale fra Kattegat efter han var blevet præst i Søborg og Gilleleje, både planter og dyr. Så han samlede sine noter og skrev dem sammen til en afhandling og sendte den til København, hvor universitetet modtog den. 
Universitetet sendte også godkendelsen af afhandlingen retur, så Lyngbye kunne færdiggøre arbejdet og erhverve sin doktortitel i oktober til festen, men nu tog tilfældighederne over. Lyngbye kom til at vente længe på bekræftigelsesbrevet og det endte med, at han ventede forgæves.

Pakken i Peer Kisserups kavaj

I 1879 publicerede professor i botanik E. Warming (1841-1924) de dele af H.C. Lyngbye afhandling i 1836, der handlede om alger. I den forbindelse undersøgte han sagen om afhandlingens forsinkelse:
»Herefter gik Sagen saaledes til. Lyngbye var den Gang Præst i Søborg og Gilleleje. Han indsendte virkelig efter Indbydelse sin Afhandling, og da denne foreligger baade i dansk Udkast og i latinsk, renskreven Oversættelse, maa jeg ogsaa anse den for virkelig at være i alt væsentligt færdig. 
Befordringsmidlerne mellem Søborg og Kjøbenhavn vare den Gang meget tarvelige, man maatte benytte den Lejlighed, som tilbød sig med Kulsvierne og de Bønder, der kjørte Tørv og Rør fra Søborg Sø til Kjøbenhavn. 

Manuskriptet naaede ogsaa vel beholdent til sit Bestemmelsessted; Disputatsen blev antagen, og den blev da atter afleveret paa det af Lyngbye opgivne Sted, hos den Handlende, hos hvem den Bonde tog ind, som havde det Hverv fra Præsten i Søborg at tage Bud med ind og tilbage for ham; den Art Forsendelsesmaader vare jo indtil for faa Aar siden hyppige nok og ere det maaske endnu paa sine Steder i Landet; men - Peer Kisserup glemte ulykkeligvis at aflevere Pakken, den blev liggende i hans Kavaj - som han sagtens ikke benyttede, da den strænge Aarstid var forbi - til „post festum". 

Det faldt vel næppe den beskedne Lyngbye ind at forhøre sig om sit Manuskripts Skjæbne. Da endelig, hen imod Festens Afholdelsestid, et af Fakultetets Medlemmer (formodentlig Hornemann eller Reinhardt) skrev til ham og spurgte, hvor den længe ventede Afhandling blev af, foranledigede dette Lyngbye til at forespørge sig hos Bonden, og Manuskriptet blev da bragt til Veje. 

Men Tiden var gaaet, og Lyngbye stod da i Begreb med, som han svarede sin Ven, at „tage Doktorgraden et andet Sted". Festen holdtes fra 30te Oktober til 1ste November 1836, og et halvt Aars Tid derefter (18de Maj 1837) døde Lyngbye, hvis Kræfter allerede i Efteraaret 1836 vare begyndt at tage stærkt af.«

H.C. Lyngbyes tegning af en grå knurhane (Trigla Gurnardus).

Zoologisk museum, København.

Lyngbye og karrieren

H.C. Lyngbye havde gode evner og kunne have satset på en naturvidenskabelig karriere og endt som universitetsprofessor med ansvar for forskning, administration og undervisning. Dette lå ikke i funktion fjernt fra hans faktiske livsvirksomhed som huslærer og i præsteembedet. Men enten var en sådan karriere ikke økonomisk muligt for ham, eller også valgte han ikke denne vej på grund af beskedenhed, eller måske havde han simpelthen ikke tilstrækkelige ambitioner på dette felt. 

Det lykkedes ham dog at stige op ad rangstien ved at blive præst, eftersom hans fader Jens Mikkelsen var skoleholder og degn.

Måske havde det været muligt for Lyngbye at satse på en naturvidenskabelig karriere, selvom stillingerne ikke hang på træerne indenfor botanikfaget i hans levetid, da faggrupperne først udkrystalisererede sig et stykke hen i 1800-tallet og landets økonomi forøvrigt var elendig i efterkrigsårene. 

Lyngbyes botaniske kontaktpersoner havde nemlig også arbejdet sig op på deres positioner fra mere beskedne kår. For eksempel var professor J.W. Hornemann præstesøn fra Ærø og J.F. Schouw var søn af en vinhandler i København, men den væsentligste forskel er nok, at disse kom fra lidt bedre økonomiske kår. Lyngbye måtte allerede som elev ved katedralskolen i Aalborg undervise for at klare sig.

At tilfældet så oven i købet spillede ind, så Lyngbye end ikke blev doktor ved Universitetet er på denne baggrund tragisk.

H.C. Lyngbyes eftermæle
Der er et ordsprog, der siger: »Beskedenhed er en dyd, men man kommer længere uden«. Dette burde Lyngbye have indset. Han kunne måske have opnået mere, fået bedre kår som naturvidenskabsmand i sit liv samt fået et tydeligere og bedre eftermæle. Selvom H.C. Lyngbye gjorde det grundigt og godt på mange områder, så er der en tendens til at han glemmes. Det ses især det i det færøske tilfælde, hvor han i store træk kun huskes af filologer og litteraturfolk, selvom han fik stor betydning for mange andre færøske forhold. 

H.C. Lyngbye kunne med denne afhandling igen have markeret sig markant. Tilsyneladende var han den første til at beskrive algernes fordeling i forhold til dybden i havet, som han sammenligner med botanikkollegaens J.F. Schouws (1789-1852) redegørelse for planter i et bjergområde. Men eftersom Lyngbyes afhandling ikke blev publiceret blev denne idé først introduceret i 1844 af en anden botaniker. Yderligere skriver Warming om Lyngbyes sidste afhandling: 
»Var Lyngbyes Arbejde bleven offentliggjort i 1836, vilde det, ogsaa fra den zoologiske Side, have været et meget smukt Bidrag til vor naturhistoriske Litteratur, som vilde have kunnet virke vækkende og ansporende til vor Havfaunas Undersøgelse og Studium og fremkaldt en livligere Virksomhed paa dette Omraade paa et tidligere Tidspunkt end det nu skete.«

Beskedenhed betaler sig ikke og nu var tiden var runden ud for Lyngbye. Vennen Niels Hofman Bang skrev i nekrologen over Lyngbye:
»I Efteraaret 1836 svækkedes hans legemlige kræfter, og allerede ved Nyaar mærkede han, at den sidste Stund nærmede sig. Han var beredt derpaa, og gik til Hvile i den samme Maaned da Planterne, dem han beskuede med Haab og Kjærlighed, opvaagnede af en lang Vintersøvn.«

Vi er så heldige, at datidens naturvidenskabsfolk i det mindste værdsatte H.C. Lyngbye. Der er derfor i naturvidenskabeligt og specielt i botanisk regi bevaret meget fra Lyngbyes hånd, hvor især brevene er gode kilder til hans liv. På Søborg kirkegård satte botanikerne en stor sten til hans minde med teksten: 

Botanikeren 

Hans Christian Lyngbye
Forfatteren af Tentamen Hydrophytolociæ Danicæ
Født 1782   Død 1837

Rejst af danske botanikere

H.C. Lyngbyes gravsten på Søborg kirkegård. 

Foto: Ole Jensen

Kilder

H.P. Selmer: Højtideligheder ved Universitetet. 
Akademiske Tidender 1833-40, Bind 4.

Eugenius Warming (1879): Rariora Codana. Auctore Hans Christian Lyngbye. 
Aftryk af Videnskabelige Meddelelser fra den naturhistoriske Forening i Kjøbenhavn, 
1879-80.

Ib Friis: Eug. Warming. Den Store Danske, Gyldendal. 

Breve fra H.C. Lyngbye. Botanisk bibliotek. Statens Naturhistoriske Museum

H.C. Lyngbye: Breve til Niels Hofman Bang. 
Hofmansgaves Godsarkiv, Rigsarkivet, pakke 84A.

H.C. Lyngbye (1834): Lyngbye zoologiske Optegnelser og Haandtegninger. 
Zoologisk museum, København. B128. 


Tak til Ole Jensen for foto af gravsten.

---

Flere tekster fra H.C. LYNGBYE ÅRET 2017:

14. maj 2017: H.C. Lyngbye på færøske frimærker

23. april 2017: H.C. Lyngbye mellem tang og tro

17. april 2017: Fróðskaparsetur Føroya og Lyngbyes star

8. april 2017: H.C. Lyngbye, Kirkjubøstolene og andre færøske oldsager

28. marts 2017: H.C. Lyngbye og fredningen af ruinen i Kirkjubø

18. marts 2017: H.C. Lyngbyes netværk - Hornemann og Hofmansgave

10. marts 2017: Makkerparret Lyngbye og Schrøter 

18. februar 2017: En skotsk færøbeskrivelse: Om færøsk monopol- og frihandel

6. februar 2017: Plantelæren, Hornemann og H.C. Lyngbye

25. januar 2017: Beskrivelse af et portræt

17. januar 2017: Havets lysning



1. januar 2017:  Introduktion til "H.C. Lyngbye året 2017"