H.C. Lyngbyes første breve fra Færøerne i 1817

En af H.C. Lyngbyes færøske informanter Jens Christian Svabo vedlagde denne illustration ved sine ”Indberetninger fra en Reise i Færøe 1781 og 1782” med skibe ud for Skansen og Tinganes i Tórshavn.

H.C. LYNGBYE ÅR 2017: Søndag den 29. juni 1817 kunne H.C. Lyngbye fejre sin 35 års fødselsdag i Færøernes lille hovedstad Tórshavn, hvortil han for første gang var ankommet den 10. juni for at studere de færøske alger.
Lyngbye havde insisteret på at foretage denne botaniske rejse, selvom han regnede med at den nok ville koste ham hele hans opsparing optjent gennem 5 år som huslærer på Hofmansgave på Fyn. Hans botanikkollegaer og venner havde ellers opfordret ham til, da han vandt Københavns Universitets prisopgave først på året om en beskrivelse af det danske riges alger, at nøjes med det allerede righoldige materiale, han havde indsamlet, registreret og systematiseret gennem flere år og så få det publiceret i bogform.
Men Lyngbye mente, at de færøske strande burde være med i et værk, der skulle beskrive rigets alger, så han holdt fast i sine planer og afsejlede den 28. maj fra København med galeasen ”Cathrine Elisabeth” ført af kaptajn H.P. Lindberg. Denne vedholdenhed var et held for det færøske samfund, for H.C. Lyngbyes mange aktiviteter på Færøerne udover algestudierne fik nemlig afgørende betydning for anerkendelsen og udviklingen af den færøske nationalkultur.

To uger efter ankomsten til Tórshavn er ”Cathrine Elisabeth” ved at være klar til rejsen retur til København. Lyngbye benytter denne skibslejlighed til at skrive et brev til hver af sine to faste støtter, botanikprofessor J.W. Hornemann i Botanisk Have i København og Niels Hofman Bang på Hofmansgave på Nordfyn. Brevene er næsten ens i indhold, men supplerer også hinanden. Følgende citater er fra de to breve:

»Thorshavn paa Færøerne d. 26 Juny 1817. 

Høitærede Hr. Professor! 
Da Skibet, som bragte mig hertil, nu snart er færdig til Hjemreise, kan jeg ej undlade at meddele Dem nogen Efterretning om mit Ophold paa disse fra Danmark saa langt fraliggende Øer, og om hvad gevinst jeg hidtil har giort i Henseende til Planterne; og har jeg da ikke Aarsag til det være misfornøjet min fattede Beslutning at foretage denne Reise. 

Reisen hertil varede i 13 Dage, nogle Dage havde vi Stille dels i Kattegat dels i Nordsøen, og naar undtages den 4de Juni da vi seilede i Taage, Regn og Storm med paalands Vind langs med Øst Kysten af Hetland, hvor seiladsen ikke var uden Fare, var den hele Reise meget lykkelig. Jeg var fri for Søsyge. Endnu den 11te Juny, da vi seilede forbi Lindesnæs og saa Vestkysten af Norge, opdagede vi paa de norske Fielde store Sneemasser, hvorfor Synet af snedækkede Fielde ved Ankomsten hertil Øerne ikke forekom os fremmed.

Jeg har til lykke (som er vanskeligt nok at erholde i Thorshavn) faaet et godt Logi hos en herboende Sysselmand, hvor jeg har et lille Kammer saa stort, at jeg deri kan tørre Planter og aftegne et eller andet, naar fornødent gives, og som jeg anseer for Centrum for mine Udvandringer.« 

Kommandant Løbner og forvalter Mørch

Lyngbye havde fået fri rejse med skibet fra den direktionen for den færøske  handel, men også på Færøerne fik han hjælp til sit projekt fra embedsværket: »Major Løbner har givet mig en skrivlig Anbefaling til alle og enhver at vise mig al den Beredvillighed og Assistance, som til mit Forehavendes Udførelse maatte være fornødent.«
Major E. M. G. Løbner (1766-1849) var kommandant på Skansen i Tórshavn og i 1817 konstitueret amtmand på Færøerne. Han bistod ofte de rejsende naturvidenskabsmænd, der i hans embedstid kom til Færøerne. 

Tórshavn var ikke stor og snart havde Lyngbye mødt alle af betydning: »De fleste Honoratiores i denne lille Hovedstad har jeg lært at kiende. Hr Forvalter Mørch^⁠, som forestaar Handelen, er en Præstesøn fra selve samme Bye i Jylland, som jeg. De fleste ere interesserte og tillige tienstvillige Mænd.« 
Mads Hvass Mørch (1765-1831) kom fra Østhimmerland og var søn af en præst som Lyngbyes far havde været degn hos i Blenstrup kirke ved Skørping og han var forvalter af Den Kongelige handel i Tórshavn.  

Løbner, Mørch og Nólsoyar Páll

De to embedsmænd Lyngbye kom i forbindelse med, er også kendte fra en anden sammenhæng. De blev på grund af deres stillinger i administrationen karikeret i det berømte kvad, Fuglakvæðið (Fuglekvadet), digtet af skipperen og foregangsmanden Poul Nolsøe eller Nólsoyar Páll. Kvadet er allegorisk og bygget over samme læst som den danske »Ørnevise” fra 1520-erne, der kritiserer adelen behandling af småfolk og hylder kong Christian II. Den færøske allegori udfordrer på samme vis monopolhandlens administration i begyndelsen af Englandskrigene 1801-1814. Nólsoyar Páll kritiserer i det allerede i datiden populære kvad embedsmændene i Tórshavn efter tur. 
Kvaddigteren tildeler i denne forbindelse forvalter Mørch rollen som den grumme ravn, rovfuglen, der hærger blandt de mindre fugle. Ligeledes tildeles alle de andre embedsfolk grådige og korrupte rovfugleroller. Løbner fik rollen som falken, mens kongen i toppen derimod skildres som den retfærdige ørn. 
Kvadet magtkritiske vinkel medvirkede til, at Nólsoyar Páll 100 år senere blev siden udvalgt til den færøske nations højeste status som nationalhelt, da de færøske nationalister omkring år 1900 blev talrigere og de fik brug formarkante historiske personer til at understøtte og markedsføre deres politiske projekt. 

Folk i Tórshavn

H.C. Lyngbye fortsætter i brevene med at berette om folk i Tórshavn: »Beboerne heri i byen lyster med at kige i Mikroskopet, man da de ofte bliver ved at passiere hele Timer, bliver jeg dermed stundom forsinket.« Denne lettere irritation over løs snak bunder nok i Lyngbyes focuserede flid, hvor han forsøgte at udnytte al sin tid på at indsamle informationer på sit ophold på Færøerne. Han vidste at hen over sommeren havde han kun begrænset tid til rådighed. 
Det omtalte mikroskop havde Lyngbye fået foræret to år forinden fra sin nu tidligere arbejdsgiver Niels Hofman Bang. Dette essentielle instrument var en forudsætningen for de mange detailstudier og artbestemmelser, som Lyngbye foretog på sine fund af alger. I hans berømte bog om det danske riges alger, »Tentamen Hydrophytologiae Danicae«, der udkom 1819, er fuld af mikroskopi-illustrationer.

I H. C. Lyngbyes hovedværk "Tentamen hydrophytologiae danicae"  er der brugt mange mikroskopdetaljer for at kunne karaktisere de enkelte algearter. Her ses tavle 12, hvor der er mikroskopdetaljer forneden på B og C. Kobberstikkene fra et håndmalet eksemplar af bogen på Føroya Landsbókasavn.

Lyngbye havde således god kontakt med lokalbefolkningen og lærte på sit ophold efterhånden noget færøsk af J.Chr. Svabo, men syntes ellers ikke at have besvær med at forstå og blive forstået: »Med Sproget har det ingen Vanskelighed, da alle, naar undtaget de gamle, som ei kunne læse i bog, ret vel kunne tale det danske Sprog, og alle forstaar det fuldkomment.«

Det færøske vejr i 1817

Lyngbye største problem var nok det dårlige vejr i 1817, der kunne forhindre ham i at foretage sine botaniske ekskursioner: »Det værste ved disse Øer er den bestandige Taage, som herske, saa man aldrig kan være sikker paa ved Excursion at finde tilbage med mindre man har en Beskrivelse. Siden min Ankomst hertil har det været meget koldt, og sielden Solskin. Kun et par Sommerdage har vi havt med Solskin og Varme, og endda svævende Taage som den tætteste Skye over Fieldtoppene og indhyllende dem som i et Lagen. Et Øjeblik imellem fordeler Taagen sig og da seer man høie kneisende Kolosser.« 
Lyngbye beskriver her et typisk færøsk sommerfænomen, ”pollamjørki”, der betegner partielle tågebanker eller lavthængende skyer, der langsomt driver gennem fjeldlandskabet og fjordene i skiftende højder. Snart kan fjeldvandreren være i det klareste varme solskin, og snart i den tykkeste kølige tåge.

Pollamjørki over Tórshavn red skiftevis indhyller og afdækker skibe samt fjeldtoppe også i nutiden.
Foto: Ole Wich

Lyngbyes hovedinteresse var vandplanter, men algerne var ikke de eneste plantevækst han opsøgte. Han tog også på lange ture væk fra kysten helt op på højfjeldene, hvor han samlede og registrerede de planter, som han fandt. Tydeligvis har han følt en forpligtigelse overfor professor Hornemann, der var redaktør af det store planteværk Flora Danica og som altid var interesseret i floraens sammensætning i de enkelte landsdele i riget samt ivrig efter at høre om fund af nye ukendte arter. 

Men Lyngbyes fjeldbotaniseringer var ikke altid lige nemme. Den 18. juni forsøger han ifølge feltdagbogen at bestige Skælingsfjeldet. Dette beskriver han således i brevet til Hornemann:

»Paa en Tur til Qvivig paa vestkanten af Syderstrømø var jeg i nærheden af Skiellingfieldet, som skal være det højeste paa Færøerne, 300 Favne høit, og fra hvis Tinder ved har Udsigt over den hele Øgruppe. Den Morgen var det klart , og jeg begyndte Turen derhen, forsynet paa Fødderne med færöiske Hudskogvar t Skoe af et sammenhængende Stykke utilberedt Koskind; men da Vejviseren og jeg var kommet over Fieldblokke, Dale og Basalter, over Halvvejen til Toppen, omringede Taagen os i en Hast saa vi ei kunde see uden nogle skridt fra os, og nødte os til at vende tilbage. 
Foden af Bierget var klart og paa den vesten Side af Fiorden besaa jeg de perpunelikulær staaende Basaltstøtter, der i nogen Afstand saa ud som Piberne  i et Orgelværk, men ere ellers temmelig uregelmæssige Parallelepipeder.«

Lyngbye havde sådant set grund til at være tilfreds med sommervejret. Han fik nemlig sin afrejse til Færøerne forsinket, fordi han skulle skrive en ansøgning om et præstekald under Linderborg gods på sin fødeegn. En stilling han dog ikke fik. Han ankom derfor først til Færøerne med sommerens andet skib. Men han var så heldig, at også den færøske sommer var forsinket i 1817, så han fik gode muligheder for at observere den færøske sommervækst på nærmeste hold under sit ophold. Om det færøske vejr skriver han: »Dette Foraar har været saa koldt, saa ingen, siger man, kan mindes Mage dertil; idelig tunge og fugtige Dage. Derfor lægges endnu Varme i Kakkelovnen, og derfor er Vegetationen endnu kun lidet fremkommen.«

Den romantiske Lyngbye

Naturvidenskabsmanden Lyngbye er for det meste meget nøgternt og køligt registrerende i sit sprog, når han beskriver naturfænomener, men i beskrivelserne af øerne set fra havsiden, får hans sprog en mere storladen klang, helt i tråd med guldalderens romantiske sprogbrug, hvor man var meget optaget af storslåede udsigter: »Der er i Sandhed mange majestætiske Udsigter her til lands, her perpendikiulære Strandbredder 200 Favne høie med store Aabninger for enden, som store Porte, hvor man magelig i stille Veir kan roe ind i med Baade, hist aabner sig et Hul giennem Klippen, ja hist og her giennem hele Øer, her hæver sig af Havet en liden ubestigelig Klippe, der for oven har Form af en Hummerkloe, hist sees i Klippevæggen Fillegransarbeide, som bærer tydelige Spor af vulkansk Oprindelse.«

Erosionen af de færøske lodrette klippevægge får H.C. Lyngbye til at tænke på filligranarbejde.
Foto: Ole Wich

Men snart falder Lyngbye i brevet tilbage til botanikerens tørre sprog: »Stranden er overalt riig  paa Tangarter og Tarrer. Jeg vil opregne, hvad jeg omtrent hidtil har observeret…« - og så følger en liste med ca. 70 algearter og ca. 50 andre planter. Naturvidenskabsmanden slår ind på sit vante spor. Professoren i København skulle holdes stringent informeret.

Mineralpræsten Holm i Kvívík

Han påbegynder straks efter ankomsten sine rundrejser på øerne, allerede fem dage den 15. juni efter tager han til Kvívík på vestsiden af Strømø: »Hidtil har jeg været paa Østerøen og Sydstrømøen fra Thorshavn til Qvivig; paa sidste Sted logerte jeg hos Præsten Hr. Holm, som har samlet Mineralier … uden egentl. at være Mineralog har han samlet i Mængde, men mest i merkantil Henseende, og faaet adskillige Stykker velbetalt af Engellændere; hans eneste Hielpemidler have været Fleischers Naturhistorie, som Amtsprovst Hentze paa Sandøe har, og Brunnichs Mineralogie. Ogsaa har Hr. Holm fundet paa Naalsøe gedigent Kobber blandet med Guld. Der har været ham buden 200 Rigsbankdaler i sedler for Halvparten af hans Samling, men vilde have 500 Rigsbankdaler for den hele.«

Pastor N. L. Holm^⁠ (1769-1839), præst i Kvívík, opdagede gennem besøg fra englændere at færøske opaler, ziolitter, calcedonstykker og andre sten var i høj kurs hos de velhavende folk i Europa, der skabte sig status ved at samle store mineralsamlinger. Holm indledte derfor en systematisk indsamling af mineraler, hvilket til sidst bragte ham på kollisionskurs med  Løbner., der var konstitueret amtmand, der ellers før havde lånt Holm sit eksemplar af Brunnichs Mineralogie. Da Holms aktiviteter blev for omfattene forsøgte Løbner som overordnet embedsmand at stoppe pastor Holms grådige indsamlinger af mineraler, men det lykkedes kun delvist. Da pastor Holm døde mere end tyve år senere, lå hans søn i København inde med 2400 færøske opaler, der da blev vurderet til 470 Rigsbankdaler. 
Tydeligvis var Pastor Holm meget glad for jordisk gods, så Lyngbye havde ret i sin iagttagelse af, at pastor Holm som var mineralog »mest i merkantil Henseende.« 
Lyngbye havde lidt kendskab til mineraler, eftersom der var en mineralsamling på tidligere arbejdsplads Hofmansgave, hvor han var huslærer, og fordi han inden sin afrejse havde besøgt og orienteret sig hos ekspert og professor G. Wad på mineralogisk samling i København. Lyngbye indsamlede selv under opholdet af interesse nogle færøske mineraler, som han overlod til professor Wad, da han kom tilbage til København i november. 

Her ses relieffet udenpå ruinen i Kirkjubø og nogle fedtstensrelieffer inden i ruinen, 
som H.C. Lyngbye tegnede den 22. juni 1817. Det ses tydeligt, at han har koncentreret sig 
om teksten rundt om korsfæstelsesscenen er korrekt aftegnet. 

Fremfinding og tydning af runeindskrifter var et af de hotteste forskningsemner på denne tid, 
hvor nationalromantikken og dermed en glødende interesse for fortiden herskede. 
Antikvarisk Topografisk Afdeling, Nationalmuseet.

Lyngbye første beretning fra Kirkjubø

På hjemturen fra Kvívík den 20. juni kommer H.C. Lyngbye igennem Kirkjubø. Allerede to dage senere vandrer han igen fra Tórshavn over fjeldet til det gamle nedlagte bispesæde, hvor han studerede middelalderruinen: »Paa Syd Enden af Strømø ligger Kirkebo, et Sted, som bisperne i gl. Dage udvalgte til deres Residens, og hvor de have opført en meget stor Muur, som nu i over 700 Aar have modstaaet Tidens Vælde; der er 15 Alen høi, men uden Tag; Hvelvingerne have været begyndt, men ere ei bleven fuldendte; i den østl. Ende af Murens udvendige side findes en Rundmuret Sten, hvorpaa er i basrelief udhugt Xst. paa Korset, og rundt om findes Runebogstaverne, hvori Lichener vel have fæstet Sæde, men dog hist og her tydelige; Jeg aftegnede, saa godt Jeg kunne denne Sten, tilligemed Runerne. Oven paa denne 3 Alen tykke Muur var et tæt Græssvær; her voxte Lychnis sylvestris, Ranunculus acris, etc.«

Lyngbye var i alt fire gange i Kirkjubø og hvad disse besøg endte med, kan man læse om i teksten: > H.C. Lyngbye og fredningen af ruinen i Kirkjubø. 

Den 2. juli drog Lyngbye til Hvalba på Suðuroy: »Om nogle Dage reiser jeg med Hr. Majoren til Sandøe og Suderøe, og agter der at forblive der nogen Tid, og tænker at finde nogle flere Fieldplanter og Alger.«. Han boede hos pastor Schøter, som han de følgende år skulle få et givtigt samarbejde med. Det kan man læse om her: > Makkerparret Lyngbye og Schrøter.

Hjemrejsen og hvad deraf fulgte

Lyngbye slutter brevet til Horneman: »Nætterne ere her nu saa Lyse, at man kan læse og skrive her ligesaavel som om Dagen. Med næste Skib, som efter formodning om et Par Maaneder herfra afgaar, agter jeg at vende tilbage, og forbliver hr. Professor ærbødigste Tiener 
Hans Chrst. Lyngbye.«

Først den 9. oktober, nøjagtig fire måneder efter ankomsten til Færøerne, gik Lyngbye ombord på ”Cathrine Elisabeth” igen. Det var sommerens sidste skibsafgang fra Færøerne. Rejsen sydøstover til København tog tre gange så lang tid som oprejsen, hele 5 uger. Læs her om denne rejse: > Havets lysning 

Midt i november var H.C. Lyngbye i København igen. Nu skulle rejsens resultater ordnes, systematiseres og udbredes blandt fagfolkene i Lyngbyes netværk samt gerne publiceres. Dette omfattende arbejde tog adskillige år…
---


Men på sin 35 års fødselsdag hyggede Lyngbye sig blot ved at botanisere i Tórshavn. Han noterer sig de fundne arters latinske betegnelser og sender senere plantelisten til professor Hornemann. Her er de danske navne på dagens fund: Høgeurt, hestetunge, gåsepotenlil, blåbær, mosebølle, salepgøgeurt og trævlekrone. 

Også 200 år senere breder trævlekroner og andre vilde planter sig ved Tórshavn.
Her sammen med forsiden på H.C. Lyngbyes liste over plantefund på færørejsen i 1817.
Foto: Ole Wich

—

Kilder

J. Chr. Svabo: Indberetninger fra en Reise i Færøe 1781 og 1782. Føroya Landskjalasavn.

Protokoller for Skansen i Tórshavn. Føroya Landskjalasavn. Tak til Ingolf Nielsen.

Ørnevisen og Fuglakvæðið

Árni Dahl (1999): Søga og stev 5. Fannir, Tórshavn.

Mathias Lassen (2014): Niels Lassen Holm - ætt og søga. Sprotin.

H. C. Lyngbye (1819): Tentamen hydrophytologiae danicae;: continens omnia hydrophyta cryptogama Daniae, Holsatiae, Faeroae, Islandiae, Groenlandiae hucusqve cognita, systematice disposita, descripta et iconibus illustrata, adjectis simul speciebus norvegicis. Typis Schultzianis. 
Tavle 12 fra et iIllumineret eksemplar på Føroya Landsbókasavn.

H.C. Lyngbyes breve og tegninger. Botanisk bibliotek - Biblioteket på Statens Naturhistoriske Museum.


Dagbog over de i Sommeren 1817 paa Færø samlede eller fremfundne Planter - H.Chr. Lyngbye - Sendt til professor J.W Hornemann d. 24 Marts 1822.

Flere tekster fra H.C. LYNGBYE ÅRET 2017:

14. maj 2017: Da H.C. Lyngbye ikke blev professor

14. maj 2017: H.C. Lyngbye på færøske frimærker

23. april 2017: H.C. Lyngbye mellem tang og tro

17. april 2017: Fróðskaparsetur Føroya og Lyngbyes star

8. april 2017: H.C. Lyngbye, Kirkjubøstolene og andre færøske oldsager

28. marts 2017: H.C. Lyngbye og fredningen af ruinen i Kirkjubø

18. marts 2017: H.C. Lyngbyes netværk - Hornemann og Hofmansgave

10. marts 2017: Makkerparret Lyngbye og Schrøter 

18. februar 2017: En skotsk færøbeskrivelse: Om færøsk monopol- og frihandel

6. februar 2017: Plantelæren, Hornemann og H.C. Lyngbye

25. januar 2017: Beskrivelse af et portræt

17. januar 2017: Havets lysning
1. januar 2017:  Introduktion til "H.C. Lyngbye året 2017"

H.C. Lyngbye og fredningen af ruinen i Kirkjubø

H.C. Lyngbye tegning af hele Kirkjubø med teksten: 

»Udsigt af den gamle Kirkemuur ved Kirkebøe paa Strømøe. A. Den gamle Kirkemuur. B. Rudera af en gammel Muur. C. Den nuværende Kirke. D. Bøigdelaget Kirkebøe. E. Bøen, eller den dyrkede Jord. F. Kirkebøe Field med sine Hamre eller Afsatser. G. En liden Bæk. H. Stranden.«

(Det Kongelige Bibliotek. Håndskriftsamlingen. Werlauffs Manuskripter 28, læg 3.) 

H.C. LYNGBYE ÅR 2017: Besøget i Kirkjubø har gennem mange år været af de første punkter på færøturistens tjek-liste. Det er obligatorisk at bese den middelalderlige kirkeruin og den gamle kongsgård på vestsiden af Streymoy, så man kan mærke historiens færøske vingesus. Grunden til denne konstante turiststrøm kan findes i den symbolske betydning som denne lokalitet var genstand for i opbygningen af den færøske nationalromantik.

Ligesom alle andre steder i begyndelsen af 1800-tallet opstod der et overvældende behov for at oprette mindesmærker, der skulle opbygge og vedligeholde nationens særegne historie, så nationen kunne fremstå som sin egen blandt andre nationer. Netop Kirkjubø blev en sådan hjørnesten i den gryende færøske nationalidentitet og konverteredes derfor med tiden til et sakralt nationalt mindessted.

Men før ruinen i Kirkjubø blev en vigtigt brik i bevidstheden om den færøske fortidshistorie og i den færøske identitetskonstruktion, tiltrak den ikke meget opmærksomhed. De skiftende kongsbønder i Kirkjubø regnede vel nærmere ruinen som et udhus tilhørende bondegården og brugte domkirkebygningen til forskelligt praktisk, for eksempel til fårefold. 

Domkirkeruinen i litteraturen

Inden da havde flere lærde skolarer, der skrev om Færøerne på dansk, men også de forskellige rejsende fra udlandet, alle beskrevet ruinen lakonisk uden de store følelser og armbevægelser. 
Præsten Lucas Debes (1623-1675) så i sin færøbeskrivelse fra 1673 bygningen som en praktisk mulighed: »Der staar endnu en anden ny Kircke-Muur / som en af Bisperne udi deres sidste Tider skal hafve ladet opbygge / … hvilket er en herlig Bygning / aff slet huggen Steen / oc Vindue-Hullerne ere giorde aff sær der udhuggen Steen / oc kunde vel endnu byggis en Kircke der aff / dersom Tilhørerne icke vilde spare deris egen Umage«.
Oplysningsmanden Jens Christian Svabo (1746-1824) nævner også kirkeruinen i sine ”Indberetninger fra en Reise i Færøe 1781 og 1782”, men nøjes med at beskrive dens størrelse og fremtoning samt lidt af dens formodede historie. Præsten Jørgen Landt (1751-1804) er også et barn af 1700-tallet og skriver i 1800 i forordet i sin færøbeskrivelse: »Da jeg just ikke er nogen stor elsker af Oldsager, har jeg kuns kortere berørt, hvad jeg fandt højst fornødent at anføre…«.

Fælles for disse tidlige færøbeskrivelser er, at domkirkeruinen i Kirkjubø indgår på linie med alle andre færøske genstande og fænomener uden det store ståhej. Men dette skulle snart ændre sig.

H.C. Lyngbyes skematiske tegning fra sommeren 1817 af ruinen.

(Antikvarisk-Topografisk Arkiv, Nationalmuseet)

En ny synsvinkel
I 1817, da H.C. Lyngbye under sin færøske botanikrejse gentagne gange var i Kirkjubø, var indstillingen til fortidsminder ved at ændre sig. Der bredte sig den europæiske kultur først i 1800-tallet en enorm interesse for antikvariske fortidsminder. I dette lys blev det snart indlysende at se på ruinen på Streymoy som andet end en banalitet. Den blev en nyhed i tiden og efterhånden fortolket som et symbol på en stolt færøsk fortid.

H.C. Lyngbye havde som mange veluddannede folk på den tid fingeren på pulsen og fulgte passioneret med i tidens trend. Han var derfor ud over sine naturvidenskabelige interesser levende interesseret i antikvariske oldtidslevn og blev den første, der med passion beskrev den færøske domkirkeruin, men også i tekst og tegninger så tilpas korrekt med sin vanlige omhyggelighed, at ruinen kunne indgå i denne nye tidstypiske synsvinkel, blive bevaret og i senere tider konverteres til et nationalsymbol. 

Præsternes fortidsforpligtelse

Men H.C. Lyngbye var ikke den eneste på Færøerne der mente, at færøske oldtidslevn nok var værd at kigge nærmere på. Kort efter Lyngbyes ankomst til Tórshavn i juni 1817 fik han brev fra Sandoy: 

»Tillige modtog jeg, ved min Ankomst til disse Øer, fra Amtsprovst Hentze et Brev med en Anmodning om paa mine Omreiser at indhente, savidt muligt, Underretninger om Oldsager, og andre didhen hørende Gjenstande. I følge heraf var jeg fire Gange, og den sidste Gang i Selskab med Stedets Sognepræst Hr. Gade, ved Kirkebøe på Strømø, hvor den største og mærkværdigste Antikvitet paa Færøerne, nemlig den gamle Kirkemuur, befindes«.

Selvom amtsprovsten P. M. Hentze (1753-1843) vitterlig var interesseret i fortidslevninger, hvilket han senere viste ved omfattende initaitiver til indsamling af gamle færøske kvad, så var han helt konkret i sit embede også forpligtiget til at virke for indsamling af oplysninger om antikvariske oldtidslevn. 
I august 1807 havde den nylig kongeligt oprettede ”Oldsagskommissionen til Oldsagers Opbevaring” udformet og udsendt en liste med 12 spørgsmål til alle rigets præster om hvilke historiske mindesmærker, der fandtes i deres sogn. Præsterne blev forpligtet til at opsøge og indberette om blandt andet: »Levninger af gamle Bygninger … den katolske Cultus … Inscriptioner med Rune-skrift … Billeder af hvilkensomhelst Materie«. 

Den passionerede Lyngbye

Ruinen i Kirkjubø opfyldte rigeligt disse kriterier og H.C. Lyngbye responderede på opfordringen. Han beskrev fortidsmindet i den nye tids tone, der betragtede fortidsminder med passion: 
»Som et i flere Henseender mærkværdige Mindesmærker fra Oldtiden fortjener vist nok den ved Kirkeboe paa Sydstrømøen værende Kirkemuur fortrinlig Opmærksomhed, saavel formedelst dens kolossale Størrelse, som dens Fasthed og Varighed, da den synes at ville trodse den altfortærende Tid. Den staaer som en varslende Kiempe til at Vidne for Efterslægten om den Kraft og dybe religiøse Sands, som udmærkede de diærve Fædre, og er afpræget i saa mange af deres Handlinger«.

Lyngbye var blevet grebet af fortidsmindernes mytiske verden og brugte senere i sit liv meget tid på udgravning og indsamling af oldsager. På Nationalmuseet i København befinder sig flere genstande, som han indsendte fra sine udgravninger af slotsvolden ved Søborg slot, som han sidenhen kom til bo lige ved siden af. 

De 12 spørgsmål udsendt til alle rigets præster om fortidsminder og

Lyngbyes og Gades følgebrev til rapporten om ruinen i Kirkjubø til biskop Münter 

den 28. september 1817. (Antikvarisk-Topografisk Arkiv, Nationalmuseet).

Lyngbyes beskrivelse

Amtsprovst P.M. Hentze så i 1817 rigtigt og var tillige heldig, for i H.C. Lyngbye havde han fundet den rette mand til at udføre jobbet med indsamling af antikvariske fænomener på Færøerne. Den lærde botaniker kunne med sin intense fortidsinteresse og sin naturvidenskabelige træning blandt andet levere en så nøgtern og fyldestgørende beskrivelse i tegninger og tekst, der gjorde det muligt for Oldsagskommissionen at gå videre med sagen om ruinen fra Kirkjubø. 

Lyngbyes botaniske dagbog viser, at han besøgte ruinen i Kirkjubø d. 22. juni og at han var oppe på murene for at botanisere. Han skrev til sin ven Niels Hofman Bang: »I Kirkebo paa Sydsiden af Strømøe har jeg været, og beskuet den gl. omt. 700 Aar gl. Kirkeruin som er 15 Alen høi, 3 alen tyk, opbygget af de forrige gl. katolske bisper men ufuldendt; en Sten med Runebogstaver aftegnede jeg saa godt jeg kunde; Oven paa Muren voxte ...«.

Den sidste tur med sognepræsten P.N. Gade (1778-1840) foretog han den 22. september, hvorefter han fik udformet sin rapport, som de sendte den 28. september 1817 fra Tórshavn til biskop Friederich Münter (1761-1830) i København. 

Biskoppen var medlem af »Den kongelige Kommission til Oldsagers Opbevaring«. Nu fik myndighederne i København mulighed for at handle.

Ruinen i Kirkjubø: Relikvietavlen på gavlen med indskriptioner, grundplanet af bygningen 

og forskellige andre oldsager stukket i kobber i efter H.C. Lyngbyes tegninger og

publiceret i Antiquariske Annaler. 3. bind, 1820.

Fredningen
H.C. Lyngbye publicerede sine iagttagelser og nogle af sine tegninger fra Kirkjubø i 1820 i tidsskriftet Antiquariske Annaler under titlen: »Om den gamle Kirkemur ved Kirkeboe på Færøe«. Men allerede året før havde Oldsagskommissionen med udgangspunkt i Lyngbyes rapport taget initativ til at få bevaret den middelalderlige færøske domkirkeruin. Kommissionen skrev en anmodning til Kancelliet, der var hovedadministrationen under enevælden og som også stod for de færøske forhold:

»31 Juli 1819 - Til Danske Kancelli
Kommissionen er gennem Botanikeren Lyngbyes Indberetning blevet opmærksom paa den velbevarede Ruin af en Domkirke paa Strømø, ved Kirkebø, og anmoder om Fredning af denne, især af de mærkværdige Sten, med Indskrifter på den udvendige Østmur«. 

Kancelliet gik indstillingen i møde og sent på året udformedes en ordre til den konstituerede amtmand E. M. G. Løbner (1766-1849) i Thorshavn. Brevet ankom med skibet næste forår d. 28. maj 1820:

»Den Kongl. Kommission for Oldsagers Opbevaring har anmodet Kancelliet om at drage Omsorg for, at en velbevaret, mærkværdig og stor Ruin af en enten ufuldført eller ødelagt Domkirke, som skal findes ved Kirkebøe paa Strømøe maatte vorde fredet, for at overleveres Efterkommerne som et Minde om Middelalderens Bygningskonst ….
I Anledning heraf skulde Man, efter Kommissionens Forlangende, tjenstligt anmode Hr. Amtmanden om at ville foranstalte det virkende Fornødne til bemeldte Ruins Fredning og Vedligeholdelse. - Det Kongelige danske Kancellie den 30te Novemb 1819«.

Så hurtigt gik det. Allerede to-tre år efter H.C. Lyngbye i 1817 for første gang satte fod på færøsk klippe var de første aftryk af hans arbejde synligt i det færøske samfund. 

H.C. Lyngbyes pålidelige og nøgterne beretning i samspil med Hentze, Gade, Münter og fortidsinteressen i Guldalderens statsapparat, har grundliggende gjort det muligt for turister i 2017 at vandre over fjeldet i hans fodspor og se den mærkværdige genstand i Kirkjubø stadig knejse med sine stenvægge op mod himmelen i konkurrence med baglandets fjeldhamre. Fredningen af domkirkeruinen i Kirkjubø bremsede ødelæggelsen af mindesmærket.
Men dette var ikke det eneste antikvariske aftryk som identitetsassistenten H.C. Lyngbye afsatte i den færøske kulturopbygning. Der var andre færøske fortidsgenstande af værdi som han beskrev og medvirkede til at redde. Dette vil jeg skrive om senere.

Bønderne og ruinen

Som kuriosum kan nævnes, at de fredningsrestriktioner, som amtmanden i Thorshavn blev nødt til at sætte på brug af ruinen, faldt ikke i særlig god jord hos de daværende og kommende kongsbønder i Kirkjubø. 
Et skilt, sandsynligvis opsat i 1869 under amtmand Peter Holten (1816-1892), er en indikation af dette med teksten: »Bekjendgjørelse - Ved det kongelige danske Cancellis Ordre af 30te November 1819 er Kirkebømuren stillet under det  Offentliges Varetægt som Oldtidsmonument. Alle og Enhver advares derfor mod at foretage Noget hvorved Muren beskadiges…«. 
Denne interessekonflikt fortsatte gennem de følgende generationer op til vore dage. Men det er en helt anden del af Kirkjubøs historie.

Advarselsskiltet opsat på ruinen af amtet sandsynligvis 1869. 
Det tyder på, at folk ikke respekterede fortidsmindet. 

Sandsynligvis fotograferet af sysselmand H.C. Müller (Fornminnissavnið).

---

Kilder

P.N. Gade; H. C. Lyngbye: A. Om den gamle Kirkemur ved Kirkeboe på Færøe. Antiquariske Annaler. 3. bind 1820, s 275-326.

L.Debes: Færøernes beskrivelse. Munksgaard, 1963.

J. Chr. Svabo: Indberetninger fra en Reise i Færøe 1781 og 1782. N. Djurhuus, Selskabet til udgivelse af færøske kildeskrifter og studier, 1959.

J. Landt: Forsøg til en Beskrivelse over Færøerne. København, 1800.

Tove B. Jacobsen: Arbejdet i Oldsagskommissionens første år. Oldsagskommissionens tidlige år - forudsætninger og internationale forbindelser. Nationalmuseet 2007.

C. F. Nielsen: Færøernes geistlige Stat eller Geistlighedens Personalhistorie i Færøernes Provstie. 1879.

Arkivalier om ruinen i Kirkjubø på Antikvarisk-Topografisk Arkiv, Nationalmuseet.

Om Antikvarisk-Topografisk Arkiv på Nationalmuseets hjemmeside.

H.C. Müller: Ruinen i Kirkjubø. Glaspladenegativ på Fornminnissavnið, snr 5105F024.

---

Flere tekster fra H.C. LYNGBYE ÅRET 2017:

18. marts 2017: H.C. Lyngbyes netværk - Hornemann og Hofmansgave

10. marts 2017: Makkerparret Lyngbye og Schrøter 

18. februar: En skotsk færøbeskrivelse: Om færøsk monopol- og frihandel

6. februar 2017: Plantelæren, Hornemann og H.C. Lyngbye

25. januar 2017: Beskrivelse af et portræt

17. januar 2017: Havets lysning
1. januar 2017:  Introduktion til "H.C. Lyngbye året 2017"