H.C. Lyngbye, Kirkjubøstolene og andre færøske oldsager

Frimærke med én af de fire tegninger som H.C. Lyngbye sendte Oldsagskommissionen 1817: 
To vievandskar, en inskription fra Tinganes og de to rokkesten i Oyndarfjørður.

H.C. Lyngbyeåret 2017 markeres med Postas udgivelse af en serie på fire frimærker den 15. maj 2017. Frimærkerne beskriver nogle af de fagområder, hvor H.C. Lyngbye fik afgørende indflydelse på færøsk kulturudvikling. Frimærkerne er tilrettelagt af Ole Wich og Kim Simonsen.

H.C. LYNGBYE ÅR 2017: H.C. Lyngbye lagde grunden til kundskaben og bevarelsen af de vigtigste færøske fortidsminder. Han skabte grundlaget for fredningen af Kirkjubøruinen med sine pålidelige og nøjagtige beskrivelser. Men også nogle løse færøske fortidsminder, som for eksempel de såkaldte Kirkjubøstole, blev ved hjælp af Lyngbyes årvågenhed samt pen og pensel blev reddet for eftertiden. Lyngbyes genstandsregistreringer på rejsen til Færøerne 1817 var startskuddet til mange års aktiviteter og generationers kampe om brugen af de færøske fortidsminder.

Den mineralsamlende charmør

2. juni 1819 ankom en fornem rejsende til Færøerne med skibet fra København. Han var en farverig personlighed og eftersom han havde gode forbindelser i den danske akademiske verden og tillige var begunstiget med et venskab og financiel støtte fra kronprins Christian Frederik, charmerede han sig ind på borgerskabet i Thorshavn. Manden var den natur- og geologikyndige kammerherre Edouard Romeo Vargas Bedemar (1768-1849), som kom til klippeøerne for at samle færøske mineraler, blandt til kronprinsens stensamling. 
Den elegante verdensmand indkvarterede sig i hovedstaden hos den konstituerede amtmand og kommandant E. M. G. Løbner (1766-1849) og tilbragte de næste 13 måneder på Færøerne med indsamlingsaktiviteter. Han fik både tjener og pige til rådighed og tillige fik han lov til at skylde Løbner for indkvarteringsomkostningerne. 

Videnskabsmanden Vargas Bedemar 1840 på et maleri på Geologisk Museum af M. Brünnich og 
kommandant E. Løbner på et maleri på Føroya Fornminissavn.

Dette fornemme arrangement fortrød Løbner nok sidenhen, eftersom han først efter mange års venten endte med at modtage kun 63 rigsdaler fra kammerherren af sit tilgodehavende på 500 rigsdaler. Pengene kom fra dødsboet i 1847 efter Vargas Bedemar, som oven i købet havde tituleret sig selv greve gennem en stor del af sit liv, men dog ikke var det. Den charmende ”greve” havde mange personlige og faglige kvaliteter, men styring af financer var åbenbart ikke et talent han besad.

Oldsagskommissionens repræsentant

I denne periode var mineralsamlinger meget efterspurgte, både som samlerobjekter blandt konger, adel og rige folk, men også fordi geologien som videnskab var ved at tage form som et fagområde i universitetsverdenen. Vargas Bedemar var vel orienteret om naturfagene, dygtig og tillige flittig. Da han forlod Færøerne havde han 10.000 mineralprøver med til København, som han gennem sine kontakter fik fordelt til samlinger i Europa og derigennem opnåede stor anerkendelse og hæder. 
Interessante mineraler var adgangstegn til de højeste kredse i Europa og Vargas Bedemar blev kort tid efter tilbagekomsten til København udnævnt til vicedirektør for det mineralogiske selskab i Jena. Det var oven i købet den berømte og naturinteresserede digter Johann Wolfgang von Goethe, der skrev til ham om udnævnelsen. Så højt kunne man stige i status ved indsamle og beskrive de rette mineraler.

Den foretagsomme mineralsøgende Vargas Bedemar var imidlertid også medlem af ”Oldsagskommissionen til Oldsagers Opbevaring” i København og havde derfor fået instruks om også at være opmærksom på færøske oldsager og fortidsminder. Med sig havde han afskrift af de beskrivelser og tegninger, som H.C. Lyngbyes havde udført to år før i 1817 og indsendt til Oldsagskommissionen. 
Vargas Bedemar var måske ikke særlig financielt pålidelig, men var han kompetent, når det kom til fortidsminder. Han gik i H.C. Lyngbyes fodspor og røgtede Oldsagskommissionens interesser til fulde.

H. C. Lyngbyes skematiske tegninger og beskrivelser af to såkaldte vievandskar 

fra Sumba og Næs bevirkede at Vargas Bedemar fik dem indlemmet i samlingen i København 1820 

og de derved blev sikret for eftertiden. (Antikvarisk Topografisk Afdeling, Nationalmuseet)

Lyngbyes tegninger af dåbskar fra Sumba og Næs

Lyngbye havde på sine botanikrejser rundt på Færøerne udført beskrivelser af  oldsager og i nogle tilfælde tegnet dem. I sin rapport i september 1817 til Oldsagskommissionen om oldsagsgenstande i Kirkjubø, vedlagde han fire tegninger: Tre tegninger om ruinen i Kirkjubø, samt én med tegning og beskrivelser af to vievandskar, en helleinskription fra Tinganes og de to rokkestene i Oyndarfjørður.

Udover fredningen af ruinen, som allerede er omtalt, var det især de to løse fortidsminder Oldsagskommissionen var interesseret i. I et brev d. 31. juli 1819 til amtsprovst P. M. Hentze på Sandoy beder kommissionen provsten sørge for indsamlingen af de to vievandskar og orienterer ham samtidigt om arbejdet med fredningen, der var sat i gang som fælge af Lyngbyes rapport 1817.

Eftersom Vargas Bedemar befinder sig på Færøerne indgår han et samarbejde med amtet og amtsprovsten der bevirker, at han får indsamlet de to vievandskar, der senere hen fortolkes som døbefonte, og sørger for at få dem indlemmet i Oldsagskommissionens samling i 1820. 
I kommissionens protokol står: »Hr. Grevens Omsorg at takke for flere færøiske Antiquiteter, som ved ham ere oversendte, og deri indlemmet«. Genstandene beskrives: »Et Vievands Kar af Steen, paa Bunden et Kors, og i Midten et Hul til Vandets Afløb. Siderne bestaae af 4 udhulede Rundinger. Fra Sumbøe Kirke paa Suderøen. - Et dito Kar af Steen, fiirkantert, fra Næss Kirke paa Østerøe«. På denne måde afslutter Vargas Bedemar Lyngbyes genstandsregistering. 

Lyngbyes beskrivelse af Kirkebøstolene

Det var imidlertid Lyngbye indsats for genstandene fra sognekirken i Kirkjubø, der, ud over ruinens beskrivelse og fredning, har trukket de tydeligste spor helt op til vores tid. Arkæologen Knud Krogh skriver i sin bog: »… det er netop H.C. Lyngbye, der som den første beskriver Kirkjubøstolene«. 
Lyngbye indleder omtalen i sin publikation af oldsagsrapporten i 1820: »Stolene i denne Kirke ere derimod mærkelige, da der paa sammes mod Kirkegangen vendte Side findes en heel Deel grovt Billedhugger-Arbeide en basrelief.« Derefter beskriver Lyngbye de enkelte trærelieffer, der afslutter bænkerækkerne i sognekirken. Det er disse oldsager, som vi i dag kalder Kirkjubøstolene. 

Denne tekstbeskrivelse er siden blevet anvendt i forskningen. Knud Krogh skriver: H. C. Lyngbyes beskrivelse … skal først og fremmest gengives, fordi denne øjenvidneberetning om, hvorledes gavlene var indpasset i kirkerummets møblering, altid vil være det grundlæggende udgangspunkt for studiet af »Kirkjubustolenes« historie.
Igen viser det sig at naturvidenskabsmanden H.C. Lyngbyes skarpe iagttagelsesevne, skærpet gennem hans mange studier af planter og natur, kan udforme en beskrivelse, der gør det muligt for Oldsagskommissionens medlemmer at vurdere værdien af færøske oldsager. Vargas Bedemar supplerer Lyngbyes beskrivelser, men interesserer sig mere for runeindskriften på Kirkjubøruinens væg, som han gør supplerende notater om, så teksten kan tydes i København.

Disse fortidsminder udviklede sig med tiden til at være symbolske redskaber i den politiske konfrontationskurs mod den danskbaserede administration af færøske forhold. Lyngbyes beskrivelser fra Kirkjubø 1817 kan derfor siges at være grundforudsætningen for de mange tovtrækkerier, der har været om ruinen og stolene fra Kirkjubø. 

Kirkjubøstolene et skoleeksempel på, hvordan fortidsgenstande kan ende med at blive essentielle i hårde komplicerede magtkampe indenfor identitetspolitik, både lokalt og nationalt. Historien om dette skal her kort referes.

Sagen om Kirkebøstolene som identitetspolitisk løftestang

Kirkjubøstolene er tilevnet i udlandet med katolske motiver. Det kan syntes underligt at udenlandske genstande, de sidste symboler på den katolske kirkes herredømme og dominans over det færøske samfund, kan bruges som identitetsskabende redskaber i en nutidig selvstændighedskamp. 
Forklaringen ligger nok både i den status, der ligger i kunne at refere til bisper, konger og en betydningsfuld færøsk fortidshistorie, men også i det forhold, at man via disse genstande og deres forhold kan opbygge en offerrolle overfor den danske regeringsmagt og derefter dæmonisere dansk administration. Dette ses i sprogbruget i omtalen af overleveringen af oldsagerne i 1874, der af flere færøske nationalister betegnes som et overgreb. 

Dette rejser spørgmålet: Hvordan endte genstandene fra Kirkjubø på nationalmuseet i København?

Fra kirkeinventar til museumsgenstande

Ved restaureringen af sognekirken i 1874 mistede stolene deres funktion og går fra at være kirkeinventar til udelukkende at være genstande, der kan berette om fortiden. De bliver til bevaringsværdige museumsgenstande. 
Denne ændring i funktion og status rejser nogle problematikker: Skal museumsgenstandene bevares lokalt og sognekirken i Kirkjubø fungere som et museum? Skal genstandene på nationalmuseum og gøres tilgængelige for en større offentlighed? Ud over dette er de rent fysiske bevaringsmæssige aspekter. 

Erfaringer viste allerede først i 1800-tallet, at der er væsentlig mindre garanti for, at historiske genstande bevares for eftertiden, når de opbevares lokalt. Denne erkendelse var hele tanken bag oprettelsen af ”Oldsagskommissionen til Oldsagers Opbevaring”, der senere udviklede sig til Danmarks Riges Nationalmuseum. 
Folk med sans for fortidsgenstande var ud fra dyrekøbte erfaringer smerteligt bevidst om, at løse historiske genstande, der ikke indsamles, eller faste fortidsminder, der ikke fredes, enten forsvinder og nedbrydes, hvis ansvaret for dem er placeret lokalt. Ansvaret for fortidsadministration og bevaringen må være placeret være hos en central overmyndighed fjernt fra lokale interesser.

V. U. Hammershaimb kasserer Kirkjubøstolene

Det er disse problematikker, der rejste sig da, de færøske kirkemyndigheder repræsenteret ved provsten V. U. Hammershaimb (1819-1909) i 1875 besluttede at kassere det gamle inventar efter sognekirken i Kirkjubø havde fået en nødvendig restaurering. Der er enighed om, at inventaret var historisk værdifuldt og skulle bevares, så provsten og amtmanden spørger i brev til København 14. april 1875 om ”Museet for nordiske Oldsager” vil modtage og opbevare inventaret: 
»Oldsagerne, som gjorde den gamle Kirke saa ærværdig, passe ikke mere til den nye og ere desuden altfor medtagne til at de kunne benyttes i Kirken. Vi give os den Ære vedlagt at fremsende en Fortegnelse over disse ubrugelige Sager, som ere tagne fra den gamle Kirke...«.
Kirken mangler efter restaureringen penge til indkøb af en ny altertavle og de spørger om museet vil bidrage: »Vi tillade os at henstille, om der maatte kunne afgives et yderligere Bidrag hertil nede fra som en Erstatning for de gamle Oldsager, der overgives til Museet for nordiske Oldsager«. 
Aftalen bliver at Kirkjubøstolene sammen med de andre genstande sendt til »Det kongelige Museum for de nordiske Oldsager« mod et bidrag til indkøb af altertavle på 200 kroner.

Den ene færøske kulturhelgen og nationalhelt, V. U. Hammerhaimb, sendte Kirkjubøstolene på museum 

i København, den anden kulturhelgen og nationalhelt, Jóannes Patursson, kæmpede passioneret for at få dem tilbage. De er begge kanoniseret på færøske frimærker.

Jóannes Patursson og fortidsmindernes opbevaring

Politikeren og kongsbønden i Kirkjubø forsøger i perioden 1904-06 at argumentere for, at afleveringsproceduren ikke har været korrekt og forsøger ihærdigt at få kirkeinventaret tilbage til opstilling og udstilling i sognekirken i Kirkjubø. Han var opsat på at bruge fortidsgenstandene til at højne sin egen lokale status. Det lykkedes ham ikke. Kirkjubøstolene blev på Nationalmuseet og kunne derfor fortsætte med at være politiske redskaber i de færøske bestræbelser hen mod selvstændighed. De blev gennem 100 år mere følelsesladede symboler på dansk administrations overgreb mod det færøske folk.

Der var de facto ikke andre steder at sende Kirkjubøstolene hen, for denne overdragelse af genstandene fra Kirkjubø til opbevaring på Nationalmuseet i København sker mere end 15 år før idéen om et færøsk kulturhistorisk museum blev til. Forøvrigt en idé, der blev lanceret af Jóannes Patursson efter inspiration af den nordatlantsrejsende arkæolog Daniel Bruun. Først i 1898 blev Føroya Forngripagoymsla (Færøernes oldsagsforvaring) indviet i Tórshavn. På trods af den nationale betegnelse er samlingen i begyndelsen kun at regne som et engsmuseum for Færøerne. 

Der ligger explicit for et engsmuseums oprettelse, at historiske genstande fra lokalområdeet skal indsamles og udstilles centralt for sammen at kunne beskrive egnens materielle og kulturelle identitet. Det samme gælder et nationalmuseum, der efter samme princip må samle alle nationens vigtigste historiske genstande, så  samlingerne beskriver nationalidentiteten i en samlet fortælling til offentligheden. 

Ud fra denne synsvinkel bør vigtige fortidsminder, så som Kirkjubøstolene, korrekt set opbevares i København i tiden efter afleveringen og teoretisk set siden i Tórshavn, da museumsinstitutionen får status af nationalt museum 1952 under navnet Føroya Fornminnissavn. 
I dag er disse debatombruste genstande udstillet på det færøske nationalmuseum i Tórshavn, men set fra Jóannes Paturssons synspunkt og vel også nogle folk i dag i Kirkjubø, er stolene ikke kommet hjem endnu, ikke før de udstilles lokalt i Kirkjubø.

Ud fra dette synspunkt satte Jóannes Patursson sig således bogstaveligt talt mellem to stole. På den ene side ville han markere nationen med et veludstyret nationalmuseum i hovedstaden Tórshavn, på anden side vil han opbevare fortidsminderne lokalt i sognekirken, oven i købet med fare for, at de nedbrydes yderligere. Der er ingen konsekvens og det nationale viger for lokalinteressen, som så ofte set før. 

Siden 2002 har Kirkjubøstolene været udstillet på det færøske Nationalmuseum i Hoyvík ved Tórshavn.
Foto: Ole Wich

Repatrieringen af de færøske fortidsminder 

I efterkrigstiden blev det en voksende trend i kulturpolitik og museumsverdenen at repatriere museumsgenstande fra de store museer tilbage til de steder, som de stammede fra. I det danske rige var det den fysiske returnering af islandske håndskrifter fra 1973 og frem, der blev den skelsættende begivenhed. 
Tilbageleveringen af Kirkjubøstolene og et udvalg af andre færøske oldsager blev principielt aftalt 1977 mellem det færøske Landstyre og det danske Kulturministerium. Men den grundliggende ufravigelige betingelse for tilbagelevering var strenge krav til opbevaring under konserveringmæssige trygge forhold. Disse krav var der ikke færøsk vilje til at opfylde før 25 år senere, hvor, set i forhold til de fornemme museumsgenstande, en pauver nødløsning omsider blev etableret. 

De fornemme stole fra den katolske storhedstid på Færøerne står nu udstillet inde i en falleret og ombygget møbelbutik i et industriområde i forstaden Hoyvík. En bygning, der i forhold til sit indhold må betegnes som et absolut u-bevaringværdigt usselt fortidsminde fra senfirserne og halvfemsernes økonomiske rusjetur på Færøerne. 
I Kirkjubø, ved given lejlighed, råber de skiftende forpagtere af kongsgården op om at stolene skal hjem til Kirkjubø, ligesom Jóannes Patursson gjorde det 100 år før. Kirkjubøstolene kan stadig bruges politisk. Intet nyt under stolen. 

Den færøske økonomi og det færøske selvværd lå i ruiner sidst i 1990-erne. 
Så er det godt at kunne hive Kirkjubøstolene frem fra mølposen igen, så politikerne kan markere 
sig med lidt symbolsk identitetspolitik og få positiv omtale.
Den endelige aftale om tilbagelevering af Kirkjubøstolene og andre færøske oldsager 
blev underskrevet 1999. Udstillingen på det færøske Nationalmuseum åbnede Olai 2002.
(Sosialurin 12-6-1999)

H.C. Lyngbye, vækkeren af den færøske bevidsthed om fortidsminder

Det er H.C. Lyngbye, der med sin levende interesse for fortiden og efter opfordring fra amtsprovst Hentze vakte hele bevidstheden om de færøske fortidsminder, som han på sine botaniske rejser rundt på øerne samvittighedfuldt registrerede og beskrev. Disse fortidsminder har siden haft overvældende betydning i den nationale færøske identitetskonstruktion, både indadtil og ikke mindst udadtil, som omtalt herover. 

Denne registreringsindsats, der lå langt ud over Lyngbyes egentlige naturvidenskabelige arbejdsområde, er i den danske litteratur om færøske fortidsminder blevet bredt anerkendt allerede i 1800-tallet. Lyngbyes viden om Færøerne var omfattende og han blev med mellemrum kontaktet af folk med interesse for Færøerne helt frem til hans død i 1837.

Men kun få på Færøerne kender Lyngbyes rolle i bevaringen af disse centrale genstande i den færøske identitetskonstruktion. H.C. Lyngbye nævnes kun sporarisk i færøsk historieskrivning og som regel kun for hans indsamling og samarbejde med pastor Schøter, der resulterede i udgivelsen 1822 af kvadet om Sigurd Fofnersbane, et oralt færøsk fortidsminde.

Et eksempel på dette er, at kongsbonden, politikeren og nationalisten Jóannes Patursson skriver langt, bredt og dygtigt om sin egen indsats for at bevare fortidsminderne i Kirkjubø i sin erindringsbog »Tættir úr Kirkjubøar søgu«. Han kæmper for sin sag, selvom den faktisk fremstår temmelig mudret og inkonsekvent, men en sådan passioneret kamp er vel al ære værd. 
Men denne Jóannes Patursson, der i høj grad har brugt de her omtalte færøske fortidsminder som redskaber til at opnå status som færøsk kulturhelgen og nationalhelt, han nævner ikke H.C. Lyngbye med et eneste ord. 

---

Kilder

Knud J. Krogh: Kirkebøstolene og Kirkjubøur. Emil Thomsen, 1988. 

Knud J. Krogh: Tann falski greivin - Vargas Bedemar. Mondul 1980/1 s 2-17.

Jóannes Patursson: Tættir úr Kirkjubøar søgu. 1966

Kim Simonsen: Frimærker og national identitet - Færøske frimærker som erindringssted. Posta Stamps nr. 17, 2013. 

Kim Simonsen, Ole Wich: H.C. Lyngbye and his Travels to Faroe Islands 1917. 
Posta Stamps nr. 31, 2017. Se link.

Kirkjubøstólarnir koma aftur, men høli mugu finnast. Dagblaðið 23-11-1977

Varðveitið fornminni! Dagblaðið 18-8-1986

KIrkjabæstólarnir til Føroya komandi ár. Sosialurin 12-6-1999

---

Flere tekster fra H.C. LYNGBYE ÅRET 2017:

28. marts 2017: H.C. Lyngbye og fredningen af ruinen i Kirkjubø

18. marts 2017: H.C. Lyngbyes netværk - Hornemann og Hofmansgave

10. marts 2017: Makkerparret Lyngbye og Schrøter 

18. februar 2017: En skotsk færøbeskrivelse: Om færøsk monopol- og frihandel

6. februar 2017: Plantelæren, Hornemann og H.C. Lyngbye

25. januar 2017: Beskrivelse af et portræt

17. januar 2017: Havets lysning


1. januar 2017:  Introduktion til "H.C. Lyngbye året 2017"

H.C. Lyngbye og fredningen af ruinen i Kirkjubø

H.C. Lyngbye tegning af hele Kirkjubø med teksten: 

»Udsigt af den gamle Kirkemuur ved Kirkebøe paa Strømøe. A. Den gamle Kirkemuur. B. Rudera af en gammel Muur. C. Den nuværende Kirke. D. Bøigdelaget Kirkebøe. E. Bøen, eller den dyrkede Jord. F. Kirkebøe Field med sine Hamre eller Afsatser. G. En liden Bæk. H. Stranden.«

(Det Kongelige Bibliotek. Håndskriftsamlingen. Werlauffs Manuskripter 28, læg 3.) 

H.C. LYNGBYE ÅR 2017: Besøget i Kirkjubø har gennem mange år været af de første punkter på færøturistens tjek-liste. Det er obligatorisk at bese den middelalderlige kirkeruin og den gamle kongsgård på vestsiden af Streymoy, så man kan mærke historiens færøske vingesus. Grunden til denne konstante turiststrøm kan findes i den symbolske betydning som denne lokalitet var genstand for i opbygningen af den færøske nationalromantik.

Ligesom alle andre steder i begyndelsen af 1800-tallet opstod der et overvældende behov for at oprette mindesmærker, der skulle opbygge og vedligeholde nationens særegne historie, så nationen kunne fremstå som sin egen blandt andre nationer. Netop Kirkjubø blev en sådan hjørnesten i den gryende færøske nationalidentitet og konverteredes derfor med tiden til et sakralt nationalt mindessted.

Men før ruinen i Kirkjubø blev en vigtigt brik i bevidstheden om den færøske fortidshistorie og i den færøske identitetskonstruktion, tiltrak den ikke meget opmærksomhed. De skiftende kongsbønder i Kirkjubø regnede vel nærmere ruinen som et udhus tilhørende bondegården og brugte domkirkebygningen til forskelligt praktisk, for eksempel til fårefold. 

Domkirkeruinen i litteraturen

Inden da havde flere lærde skolarer, der skrev om Færøerne på dansk, men også de forskellige rejsende fra udlandet, alle beskrevet ruinen lakonisk uden de store følelser og armbevægelser. 
Præsten Lucas Debes (1623-1675) så i sin færøbeskrivelse fra 1673 bygningen som en praktisk mulighed: »Der staar endnu en anden ny Kircke-Muur / som en af Bisperne udi deres sidste Tider skal hafve ladet opbygge / … hvilket er en herlig Bygning / aff slet huggen Steen / oc Vindue-Hullerne ere giorde aff sær der udhuggen Steen / oc kunde vel endnu byggis en Kircke der aff / dersom Tilhørerne icke vilde spare deris egen Umage«.
Oplysningsmanden Jens Christian Svabo (1746-1824) nævner også kirkeruinen i sine ”Indberetninger fra en Reise i Færøe 1781 og 1782”, men nøjes med at beskrive dens størrelse og fremtoning samt lidt af dens formodede historie. Præsten Jørgen Landt (1751-1804) er også et barn af 1700-tallet og skriver i 1800 i forordet i sin færøbeskrivelse: »Da jeg just ikke er nogen stor elsker af Oldsager, har jeg kuns kortere berørt, hvad jeg fandt højst fornødent at anføre…«.

Fælles for disse tidlige færøbeskrivelser er, at domkirkeruinen i Kirkjubø indgår på linie med alle andre færøske genstande og fænomener uden det store ståhej. Men dette skulle snart ændre sig.

H.C. Lyngbyes skematiske tegning fra sommeren 1817 af ruinen.

(Antikvarisk-Topografisk Arkiv, Nationalmuseet)

En ny synsvinkel
I 1817, da H.C. Lyngbye under sin færøske botanikrejse gentagne gange var i Kirkjubø, var indstillingen til fortidsminder ved at ændre sig. Der bredte sig den europæiske kultur først i 1800-tallet en enorm interesse for antikvariske fortidsminder. I dette lys blev det snart indlysende at se på ruinen på Streymoy som andet end en banalitet. Den blev en nyhed i tiden og efterhånden fortolket som et symbol på en stolt færøsk fortid.

H.C. Lyngbye havde som mange veluddannede folk på den tid fingeren på pulsen og fulgte passioneret med i tidens trend. Han var derfor ud over sine naturvidenskabelige interesser levende interesseret i antikvariske oldtidslevn og blev den første, der med passion beskrev den færøske domkirkeruin, men også i tekst og tegninger så tilpas korrekt med sin vanlige omhyggelighed, at ruinen kunne indgå i denne nye tidstypiske synsvinkel, blive bevaret og i senere tider konverteres til et nationalsymbol. 

Præsternes fortidsforpligtelse

Men H.C. Lyngbye var ikke den eneste på Færøerne der mente, at færøske oldtidslevn nok var værd at kigge nærmere på. Kort efter Lyngbyes ankomst til Tórshavn i juni 1817 fik han brev fra Sandoy: 

»Tillige modtog jeg, ved min Ankomst til disse Øer, fra Amtsprovst Hentze et Brev med en Anmodning om paa mine Omreiser at indhente, savidt muligt, Underretninger om Oldsager, og andre didhen hørende Gjenstande. I følge heraf var jeg fire Gange, og den sidste Gang i Selskab med Stedets Sognepræst Hr. Gade, ved Kirkebøe på Strømø, hvor den største og mærkværdigste Antikvitet paa Færøerne, nemlig den gamle Kirkemuur, befindes«.

Selvom amtsprovsten P. M. Hentze (1753-1843) vitterlig var interesseret i fortidslevninger, hvilket han senere viste ved omfattende initaitiver til indsamling af gamle færøske kvad, så var han helt konkret i sit embede også forpligtiget til at virke for indsamling af oplysninger om antikvariske oldtidslevn. 
I august 1807 havde den nylig kongeligt oprettede ”Oldsagskommissionen til Oldsagers Opbevaring” udformet og udsendt en liste med 12 spørgsmål til alle rigets præster om hvilke historiske mindesmærker, der fandtes i deres sogn. Præsterne blev forpligtet til at opsøge og indberette om blandt andet: »Levninger af gamle Bygninger … den katolske Cultus … Inscriptioner med Rune-skrift … Billeder af hvilkensomhelst Materie«. 

Den passionerede Lyngbye

Ruinen i Kirkjubø opfyldte rigeligt disse kriterier og H.C. Lyngbye responderede på opfordringen. Han beskrev fortidsmindet i den nye tids tone, der betragtede fortidsminder med passion: 
»Som et i flere Henseender mærkværdige Mindesmærker fra Oldtiden fortjener vist nok den ved Kirkeboe paa Sydstrømøen værende Kirkemuur fortrinlig Opmærksomhed, saavel formedelst dens kolossale Størrelse, som dens Fasthed og Varighed, da den synes at ville trodse den altfortærende Tid. Den staaer som en varslende Kiempe til at Vidne for Efterslægten om den Kraft og dybe religiøse Sands, som udmærkede de diærve Fædre, og er afpræget i saa mange af deres Handlinger«.

Lyngbye var blevet grebet af fortidsmindernes mytiske verden og brugte senere i sit liv meget tid på udgravning og indsamling af oldsager. På Nationalmuseet i København befinder sig flere genstande, som han indsendte fra sine udgravninger af slotsvolden ved Søborg slot, som han sidenhen kom til bo lige ved siden af. 

De 12 spørgsmål udsendt til alle rigets præster om fortidsminder og

Lyngbyes og Gades følgebrev til rapporten om ruinen i Kirkjubø til biskop Münter 

den 28. september 1817. (Antikvarisk-Topografisk Arkiv, Nationalmuseet).

Lyngbyes beskrivelse

Amtsprovst P.M. Hentze så i 1817 rigtigt og var tillige heldig, for i H.C. Lyngbye havde han fundet den rette mand til at udføre jobbet med indsamling af antikvariske fænomener på Færøerne. Den lærde botaniker kunne med sin intense fortidsinteresse og sin naturvidenskabelige træning blandt andet levere en så nøgtern og fyldestgørende beskrivelse i tegninger og tekst, der gjorde det muligt for Oldsagskommissionen at gå videre med sagen om ruinen fra Kirkjubø. 

Lyngbyes botaniske dagbog viser, at han besøgte ruinen i Kirkjubø d. 22. juni og at han var oppe på murene for at botanisere. Han skrev til sin ven Niels Hofman Bang: »I Kirkebo paa Sydsiden af Strømøe har jeg været, og beskuet den gl. omt. 700 Aar gl. Kirkeruin som er 15 Alen høi, 3 alen tyk, opbygget af de forrige gl. katolske bisper men ufuldendt; en Sten med Runebogstaver aftegnede jeg saa godt jeg kunde; Oven paa Muren voxte ...«.

Den sidste tur med sognepræsten P.N. Gade (1778-1840) foretog han den 22. september, hvorefter han fik udformet sin rapport, som de sendte den 28. september 1817 fra Tórshavn til biskop Friederich Münter (1761-1830) i København. 

Biskoppen var medlem af »Den kongelige Kommission til Oldsagers Opbevaring«. Nu fik myndighederne i København mulighed for at handle.

Ruinen i Kirkjubø: Relikvietavlen på gavlen med indskriptioner, grundplanet af bygningen 

og forskellige andre oldsager stukket i kobber i efter H.C. Lyngbyes tegninger og

publiceret i Antiquariske Annaler. 3. bind, 1820.

Fredningen
H.C. Lyngbye publicerede sine iagttagelser og nogle af sine tegninger fra Kirkjubø i 1820 i tidsskriftet Antiquariske Annaler under titlen: »Om den gamle Kirkemur ved Kirkeboe på Færøe«. Men allerede året før havde Oldsagskommissionen med udgangspunkt i Lyngbyes rapport taget initativ til at få bevaret den middelalderlige færøske domkirkeruin. Kommissionen skrev en anmodning til Kancelliet, der var hovedadministrationen under enevælden og som også stod for de færøske forhold:

»31 Juli 1819 - Til Danske Kancelli
Kommissionen er gennem Botanikeren Lyngbyes Indberetning blevet opmærksom paa den velbevarede Ruin af en Domkirke paa Strømø, ved Kirkebø, og anmoder om Fredning af denne, især af de mærkværdige Sten, med Indskrifter på den udvendige Østmur«. 

Kancelliet gik indstillingen i møde og sent på året udformedes en ordre til den konstituerede amtmand E. M. G. Løbner (1766-1849) i Thorshavn. Brevet ankom med skibet næste forår d. 28. maj 1820:

»Den Kongl. Kommission for Oldsagers Opbevaring har anmodet Kancelliet om at drage Omsorg for, at en velbevaret, mærkværdig og stor Ruin af en enten ufuldført eller ødelagt Domkirke, som skal findes ved Kirkebøe paa Strømøe maatte vorde fredet, for at overleveres Efterkommerne som et Minde om Middelalderens Bygningskonst ….
I Anledning heraf skulde Man, efter Kommissionens Forlangende, tjenstligt anmode Hr. Amtmanden om at ville foranstalte det virkende Fornødne til bemeldte Ruins Fredning og Vedligeholdelse. - Det Kongelige danske Kancellie den 30te Novemb 1819«.

Så hurtigt gik det. Allerede to-tre år efter H.C. Lyngbye i 1817 for første gang satte fod på færøsk klippe var de første aftryk af hans arbejde synligt i det færøske samfund. 

H.C. Lyngbyes pålidelige og nøgterne beretning i samspil med Hentze, Gade, Münter og fortidsinteressen i Guldalderens statsapparat, har grundliggende gjort det muligt for turister i 2017 at vandre over fjeldet i hans fodspor og se den mærkværdige genstand i Kirkjubø stadig knejse med sine stenvægge op mod himmelen i konkurrence med baglandets fjeldhamre. Fredningen af domkirkeruinen i Kirkjubø bremsede ødelæggelsen af mindesmærket.
Men dette var ikke det eneste antikvariske aftryk som identitetsassistenten H.C. Lyngbye afsatte i den færøske kulturopbygning. Der var andre færøske fortidsgenstande af værdi som han beskrev og medvirkede til at redde. Dette vil jeg skrive om senere.

Bønderne og ruinen

Som kuriosum kan nævnes, at de fredningsrestriktioner, som amtmanden i Thorshavn blev nødt til at sætte på brug af ruinen, faldt ikke i særlig god jord hos de daværende og kommende kongsbønder i Kirkjubø. 
Et skilt, sandsynligvis opsat i 1869 under amtmand Peter Holten (1816-1892), er en indikation af dette med teksten: »Bekjendgjørelse - Ved det kongelige danske Cancellis Ordre af 30te November 1819 er Kirkebømuren stillet under det  Offentliges Varetægt som Oldtidsmonument. Alle og Enhver advares derfor mod at foretage Noget hvorved Muren beskadiges…«. 
Denne interessekonflikt fortsatte gennem de følgende generationer op til vore dage. Men det er en helt anden del af Kirkjubøs historie.

Advarselsskiltet opsat på ruinen af amtet sandsynligvis 1869. 
Det tyder på, at folk ikke respekterede fortidsmindet. 

Sandsynligvis fotograferet af sysselmand H.C. Müller (Fornminnissavnið).

---

Kilder

P.N. Gade; H. C. Lyngbye: A. Om den gamle Kirkemur ved Kirkeboe på Færøe. Antiquariske Annaler. 3. bind 1820, s 275-326.

L.Debes: Færøernes beskrivelse. Munksgaard, 1963.

J. Chr. Svabo: Indberetninger fra en Reise i Færøe 1781 og 1782. N. Djurhuus, Selskabet til udgivelse af færøske kildeskrifter og studier, 1959.

J. Landt: Forsøg til en Beskrivelse over Færøerne. København, 1800.

Tove B. Jacobsen: Arbejdet i Oldsagskommissionens første år. Oldsagskommissionens tidlige år - forudsætninger og internationale forbindelser. Nationalmuseet 2007.

C. F. Nielsen: Færøernes geistlige Stat eller Geistlighedens Personalhistorie i Færøernes Provstie. 1879.

Arkivalier om ruinen i Kirkjubø på Antikvarisk-Topografisk Arkiv, Nationalmuseet.

Om Antikvarisk-Topografisk Arkiv på Nationalmuseets hjemmeside.

H.C. Müller: Ruinen i Kirkjubø. Glaspladenegativ på Fornminnissavnið, snr 5105F024.

---

Flere tekster fra H.C. LYNGBYE ÅRET 2017:

18. marts 2017: H.C. Lyngbyes netværk - Hornemann og Hofmansgave

10. marts 2017: Makkerparret Lyngbye og Schrøter 

18. februar: En skotsk færøbeskrivelse: Om færøsk monopol- og frihandel

6. februar 2017: Plantelæren, Hornemann og H.C. Lyngbye

25. januar 2017: Beskrivelse af et portræt

17. januar 2017: Havets lysning
1. januar 2017:  Introduktion til "H.C. Lyngbye året 2017"