H.C. Lyngbye og fredningen af ruinen i Kirkjubø

H.C. Lyngbye tegning af hele Kirkjubø med teksten: 

»Udsigt af den gamle Kirkemuur ved Kirkebøe paa Strømøe. A. Den gamle Kirkemuur. B. Rudera af en gammel Muur. C. Den nuværende Kirke. D. Bøigdelaget Kirkebøe. E. Bøen, eller den dyrkede Jord. F. Kirkebøe Field med sine Hamre eller Afsatser. G. En liden Bæk. H. Stranden.«

(Det Kongelige Bibliotek. Håndskriftsamlingen. Werlauffs Manuskripter 28, læg 3.) 

H.C. LYNGBYE ÅR 2017: Besøget i Kirkjubø har gennem mange år været af de første punkter på færøturistens tjek-liste. Det er obligatorisk at bese den middelalderlige kirkeruin og den gamle kongsgård på vestsiden af Streymoy, så man kan mærke historiens færøske vingesus. Grunden til denne konstante turiststrøm kan findes i den symbolske betydning som denne lokalitet var genstand for i opbygningen af den færøske nationalromantik.

Ligesom alle andre steder i begyndelsen af 1800-tallet opstod der et overvældende behov for at oprette mindesmærker, der skulle opbygge og vedligeholde nationens særegne historie, så nationen kunne fremstå som sin egen blandt andre nationer. Netop Kirkjubø blev en sådan hjørnesten i den gryende færøske nationalidentitet og konverteredes derfor med tiden til et sakralt nationalt mindessted.

Men før ruinen i Kirkjubø blev en vigtigt brik i bevidstheden om den færøske fortidshistorie og i den færøske identitetskonstruktion, tiltrak den ikke meget opmærksomhed. De skiftende kongsbønder i Kirkjubø regnede vel nærmere ruinen som et udhus tilhørende bondegården og brugte domkirkebygningen til forskelligt praktisk, for eksempel til fårefold. 

Domkirkeruinen i litteraturen

Inden da havde flere lærde skolarer, der skrev om Færøerne på dansk, men også de forskellige rejsende fra udlandet, alle beskrevet ruinen lakonisk uden de store følelser og armbevægelser. 
Præsten Lucas Debes (1623-1675) så i sin færøbeskrivelse fra 1673 bygningen som en praktisk mulighed: »Der staar endnu en anden ny Kircke-Muur / som en af Bisperne udi deres sidste Tider skal hafve ladet opbygge / … hvilket er en herlig Bygning / aff slet huggen Steen / oc Vindue-Hullerne ere giorde aff sær der udhuggen Steen / oc kunde vel endnu byggis en Kircke der aff / dersom Tilhørerne icke vilde spare deris egen Umage«.
Oplysningsmanden Jens Christian Svabo (1746-1824) nævner også kirkeruinen i sine ”Indberetninger fra en Reise i Færøe 1781 og 1782”, men nøjes med at beskrive dens størrelse og fremtoning samt lidt af dens formodede historie. Præsten Jørgen Landt (1751-1804) er også et barn af 1700-tallet og skriver i 1800 i forordet i sin færøbeskrivelse: »Da jeg just ikke er nogen stor elsker af Oldsager, har jeg kuns kortere berørt, hvad jeg fandt højst fornødent at anføre…«.

Fælles for disse tidlige færøbeskrivelser er, at domkirkeruinen i Kirkjubø indgår på linie med alle andre færøske genstande og fænomener uden det store ståhej. Men dette skulle snart ændre sig.

H.C. Lyngbyes skematiske tegning fra sommeren 1817 af ruinen.

(Antikvarisk-Topografisk Arkiv, Nationalmuseet)

En ny synsvinkel
I 1817, da H.C. Lyngbye under sin færøske botanikrejse gentagne gange var i Kirkjubø, var indstillingen til fortidsminder ved at ændre sig. Der bredte sig den europæiske kultur først i 1800-tallet en enorm interesse for antikvariske fortidsminder. I dette lys blev det snart indlysende at se på ruinen på Streymoy som andet end en banalitet. Den blev en nyhed i tiden og efterhånden fortolket som et symbol på en stolt færøsk fortid.

H.C. Lyngbye havde som mange veluddannede folk på den tid fingeren på pulsen og fulgte passioneret med i tidens trend. Han var derfor ud over sine naturvidenskabelige interesser levende interesseret i antikvariske oldtidslevn og blev den første, der med passion beskrev den færøske domkirkeruin, men også i tekst og tegninger så tilpas korrekt med sin vanlige omhyggelighed, at ruinen kunne indgå i denne nye tidstypiske synsvinkel, blive bevaret og i senere tider konverteres til et nationalsymbol. 

Præsternes fortidsforpligtelse

Men H.C. Lyngbye var ikke den eneste på Færøerne der mente, at færøske oldtidslevn nok var værd at kigge nærmere på. Kort efter Lyngbyes ankomst til Tórshavn i juni 1817 fik han brev fra Sandoy: 

»Tillige modtog jeg, ved min Ankomst til disse Øer, fra Amtsprovst Hentze et Brev med en Anmodning om paa mine Omreiser at indhente, savidt muligt, Underretninger om Oldsager, og andre didhen hørende Gjenstande. I følge heraf var jeg fire Gange, og den sidste Gang i Selskab med Stedets Sognepræst Hr. Gade, ved Kirkebøe på Strømø, hvor den største og mærkværdigste Antikvitet paa Færøerne, nemlig den gamle Kirkemuur, befindes«.

Selvom amtsprovsten P. M. Hentze (1753-1843) vitterlig var interesseret i fortidslevninger, hvilket han senere viste ved omfattende initaitiver til indsamling af gamle færøske kvad, så var han helt konkret i sit embede også forpligtiget til at virke for indsamling af oplysninger om antikvariske oldtidslevn. 
I august 1807 havde den nylig kongeligt oprettede ”Oldsagskommissionen til Oldsagers Opbevaring” udformet og udsendt en liste med 12 spørgsmål til alle rigets præster om hvilke historiske mindesmærker, der fandtes i deres sogn. Præsterne blev forpligtet til at opsøge og indberette om blandt andet: »Levninger af gamle Bygninger … den katolske Cultus … Inscriptioner med Rune-skrift … Billeder af hvilkensomhelst Materie«. 

Den passionerede Lyngbye

Ruinen i Kirkjubø opfyldte rigeligt disse kriterier og H.C. Lyngbye responderede på opfordringen. Han beskrev fortidsmindet i den nye tids tone, der betragtede fortidsminder med passion: 
»Som et i flere Henseender mærkværdige Mindesmærker fra Oldtiden fortjener vist nok den ved Kirkeboe paa Sydstrømøen værende Kirkemuur fortrinlig Opmærksomhed, saavel formedelst dens kolossale Størrelse, som dens Fasthed og Varighed, da den synes at ville trodse den altfortærende Tid. Den staaer som en varslende Kiempe til at Vidne for Efterslægten om den Kraft og dybe religiøse Sands, som udmærkede de diærve Fædre, og er afpræget i saa mange af deres Handlinger«.

Lyngbye var blevet grebet af fortidsmindernes mytiske verden og brugte senere i sit liv meget tid på udgravning og indsamling af oldsager. På Nationalmuseet i København befinder sig flere genstande, som han indsendte fra sine udgravninger af slotsvolden ved Søborg slot, som han sidenhen kom til bo lige ved siden af. 

De 12 spørgsmål udsendt til alle rigets præster om fortidsminder og

Lyngbyes og Gades følgebrev til rapporten om ruinen i Kirkjubø til biskop Münter 

den 28. september 1817. (Antikvarisk-Topografisk Arkiv, Nationalmuseet).

Lyngbyes beskrivelse

Amtsprovst P.M. Hentze så i 1817 rigtigt og var tillige heldig, for i H.C. Lyngbye havde han fundet den rette mand til at udføre jobbet med indsamling af antikvariske fænomener på Færøerne. Den lærde botaniker kunne med sin intense fortidsinteresse og sin naturvidenskabelige træning blandt andet levere en så nøgtern og fyldestgørende beskrivelse i tegninger og tekst, der gjorde det muligt for Oldsagskommissionen at gå videre med sagen om ruinen fra Kirkjubø. 

Lyngbyes botaniske dagbog viser, at han besøgte ruinen i Kirkjubø d. 22. juni og at han var oppe på murene for at botanisere. Han skrev til sin ven Niels Hofman Bang: »I Kirkebo paa Sydsiden af Strømøe har jeg været, og beskuet den gl. omt. 700 Aar gl. Kirkeruin som er 15 Alen høi, 3 alen tyk, opbygget af de forrige gl. katolske bisper men ufuldendt; en Sten med Runebogstaver aftegnede jeg saa godt jeg kunde; Oven paa Muren voxte ...«.

Den sidste tur med sognepræsten P.N. Gade (1778-1840) foretog han den 22. september, hvorefter han fik udformet sin rapport, som de sendte den 28. september 1817 fra Tórshavn til biskop Friederich Münter (1761-1830) i København. 

Biskoppen var medlem af »Den kongelige Kommission til Oldsagers Opbevaring«. Nu fik myndighederne i København mulighed for at handle.

Ruinen i Kirkjubø: Relikvietavlen på gavlen med indskriptioner, grundplanet af bygningen 

og forskellige andre oldsager stukket i kobber i efter H.C. Lyngbyes tegninger og

publiceret i Antiquariske Annaler. 3. bind, 1820.

Fredningen
H.C. Lyngbye publicerede sine iagttagelser og nogle af sine tegninger fra Kirkjubø i 1820 i tidsskriftet Antiquariske Annaler under titlen: »Om den gamle Kirkemur ved Kirkeboe på Færøe«. Men allerede året før havde Oldsagskommissionen med udgangspunkt i Lyngbyes rapport taget initativ til at få bevaret den middelalderlige færøske domkirkeruin. Kommissionen skrev en anmodning til Kancelliet, der var hovedadministrationen under enevælden og som også stod for de færøske forhold:

»31 Juli 1819 - Til Danske Kancelli
Kommissionen er gennem Botanikeren Lyngbyes Indberetning blevet opmærksom paa den velbevarede Ruin af en Domkirke paa Strømø, ved Kirkebø, og anmoder om Fredning af denne, især af de mærkværdige Sten, med Indskrifter på den udvendige Østmur«. 

Kancelliet gik indstillingen i møde og sent på året udformedes en ordre til den konstituerede amtmand E. M. G. Løbner (1766-1849) i Thorshavn. Brevet ankom med skibet næste forår d. 28. maj 1820:

»Den Kongl. Kommission for Oldsagers Opbevaring har anmodet Kancelliet om at drage Omsorg for, at en velbevaret, mærkværdig og stor Ruin af en enten ufuldført eller ødelagt Domkirke, som skal findes ved Kirkebøe paa Strømøe maatte vorde fredet, for at overleveres Efterkommerne som et Minde om Middelalderens Bygningskonst ….
I Anledning heraf skulde Man, efter Kommissionens Forlangende, tjenstligt anmode Hr. Amtmanden om at ville foranstalte det virkende Fornødne til bemeldte Ruins Fredning og Vedligeholdelse. - Det Kongelige danske Kancellie den 30te Novemb 1819«.

Så hurtigt gik det. Allerede to-tre år efter H.C. Lyngbye i 1817 for første gang satte fod på færøsk klippe var de første aftryk af hans arbejde synligt i det færøske samfund. 

H.C. Lyngbyes pålidelige og nøgterne beretning i samspil med Hentze, Gade, Münter og fortidsinteressen i Guldalderens statsapparat, har grundliggende gjort det muligt for turister i 2017 at vandre over fjeldet i hans fodspor og se den mærkværdige genstand i Kirkjubø stadig knejse med sine stenvægge op mod himmelen i konkurrence med baglandets fjeldhamre. Fredningen af domkirkeruinen i Kirkjubø bremsede ødelæggelsen af mindesmærket.
Men dette var ikke det eneste antikvariske aftryk som identitetsassistenten H.C. Lyngbye afsatte i den færøske kulturopbygning. Der var andre færøske fortidsgenstande af værdi som han beskrev og medvirkede til at redde. Dette vil jeg skrive om senere.

Bønderne og ruinen

Som kuriosum kan nævnes, at de fredningsrestriktioner, som amtmanden i Thorshavn blev nødt til at sætte på brug af ruinen, faldt ikke i særlig god jord hos de daværende og kommende kongsbønder i Kirkjubø. 
Et skilt, sandsynligvis opsat i 1869 under amtmand Peter Holten (1816-1892), er en indikation af dette med teksten: »Bekjendgjørelse - Ved det kongelige danske Cancellis Ordre af 30te November 1819 er Kirkebømuren stillet under det  Offentliges Varetægt som Oldtidsmonument. Alle og Enhver advares derfor mod at foretage Noget hvorved Muren beskadiges…«. 
Denne interessekonflikt fortsatte gennem de følgende generationer op til vore dage. Men det er en helt anden del af Kirkjubøs historie.

Advarselsskiltet opsat på ruinen af amtet sandsynligvis 1869. 
Det tyder på, at folk ikke respekterede fortidsmindet. 

Sandsynligvis fotograferet af sysselmand H.C. Müller (Fornminnissavnið).

---

Kilder

P.N. Gade; H. C. Lyngbye: A. Om den gamle Kirkemur ved Kirkeboe på Færøe. Antiquariske Annaler. 3. bind 1820, s 275-326.

L.Debes: Færøernes beskrivelse. Munksgaard, 1963.

J. Chr. Svabo: Indberetninger fra en Reise i Færøe 1781 og 1782. N. Djurhuus, Selskabet til udgivelse af færøske kildeskrifter og studier, 1959.

J. Landt: Forsøg til en Beskrivelse over Færøerne. København, 1800.

Tove B. Jacobsen: Arbejdet i Oldsagskommissionens første år. Oldsagskommissionens tidlige år - forudsætninger og internationale forbindelser. Nationalmuseet 2007.

C. F. Nielsen: Færøernes geistlige Stat eller Geistlighedens Personalhistorie i Færøernes Provstie. 1879.

Arkivalier om ruinen i Kirkjubø på Antikvarisk-Topografisk Arkiv, Nationalmuseet.

Om Antikvarisk-Topografisk Arkiv på Nationalmuseets hjemmeside.

H.C. Müller: Ruinen i Kirkjubø. Glaspladenegativ på Fornminnissavnið, snr 5105F024.

---

Flere tekster fra H.C. LYNGBYE ÅRET 2017:

18. marts 2017: H.C. Lyngbyes netværk - Hornemann og Hofmansgave

10. marts 2017: Makkerparret Lyngbye og Schrøter 

18. februar: En skotsk færøbeskrivelse: Om færøsk monopol- og frihandel

6. februar 2017: Plantelæren, Hornemann og H.C. Lyngbye

25. januar 2017: Beskrivelse af et portræt

17. januar 2017: Havets lysning
1. januar 2017:  Introduktion til "H.C. Lyngbye året 2017"