Da H.C. Lyngbye var i grind i Hvalba 1817

H.C. Lyngbyes første tegning af en grindehval, som han udførte i Hvalba 

søndag den 6. juli 1817, hvor der var en fangst på 46 hvaler.

Søndag den 6. juli 1817 var en smuk og klar dag i Hvalba på Suðuroy og H.C. Lyngbye, der boede hos præsten J.H. Schrøter i bygden, startede dagen med at botanisere på fjeldet: »Efterat have om Morgenen været paa Skaalefjeld, hvorfra man i klart Vejr, som just i Dag indtraf, har en viid og skjøn Udsigt til store og lille Dímon, Skueøe, Sandøe, Vaagøe, Myggenæs og Myggenæsholm, og efterseet de paa denne næsten steile Fjeldryg værende Alpeplanter, steeg jeg atter ned for at bivaane Gudstjenesten i Qvalbøe Kirke.«

Men den hellige søndagsfred blev snart brudt. Netop som bygdefolket gjorde sig klar til at gå ind i kirken, opstod der røre: »Da jeg kom ned, var Tjenesten endnu ikke begyndt; nogle Mandfolk stode derfor just og lænede sig over Kirkegaardsdiget, og i det samme blev een af dem en Baad vaer, som yderst ude i Bugten gav ved Signal tilkjende, at der var Grind i Nærheden. Strax raabte han Grind, og aldrig saa snart var dette Ord hørt af hans Mund, førend Grind gjenlød i alles Munde. Det gav dem alle ligesom et elektriskt Stød. Unge og Gamle, Store og Smaae bleve pludselig satte i Bevægelse, og en Deel af Mandskabet ilede øjeblikkelig ned til Baadene. Grindeflokken var dengang omtrent ½ Miil borte. 
Fruentimrene, som ikke maae være til stede ved Fangsten, gik alle i Kirke, hvor kun faa Mandfolk vare tilstede. Præsten Hr. Schrøter Prædikede i Anledning af Peders Fiskedræt, som just var Dagens Evangelium.«

For naturvidenskabelige H.C. Lyngbye blev denne bratte forstyrrelse i kirketid og søndagsfred en mulighed for at studere grindehvalen og denne begivenhed gav ham året efter for første gang chancen for at markere sig i den naturvidensskabelige verden i det prestigefyldte ”Videnskabernes Selskab” i København. 

Denne julimorgen Lyngbye var dog ikke mere naturhistorisk videbegærlig end han satte gud frem for grind. Så han deltog i gudstjenesten. I kirken var også alle bygdens kvinder og naturligvis præsten, for som overtroen påbød, ville kvinderne med deres blotte blik skræmme hvalerne og præsten med sin kropslige tilstedeværelse ødelægge grindefangsten. 
»Fremdeles see de ikke gjerne, at nogen Præst er tilstede ved Fangsten; i det mindste maa han efter deres Mening ikke gaae imod Grinden, men vel med den; ja dersom det kunde skee, at han Paa Landet hændelsesviis gik i samme Direction, som Fiskerne dreve Grinden i Havet, da vilde det være saa meget Idesto bedre, og hvis det bemærkedes, ansees for et lykkeligt Omen; hvorfor ogsaa Pastor Schrøter forblev inde, indtil Dræbningen begyndte, ikke for at nære sine gode Sogne folks Overtroe, men af den Grund, ikke at gjøre dem modløse i Kampen…«

Det første forsøg på at strande grindehvalerne var ved den sydlige strand (1), men dette mislykkedes.
Anden gang lykkedes det på den store sandstrand inderst i bugten (2).
Kort fra kortal.fo, år 1900.

Til alt held for naturvidenskabsmanden Lyngbye gjorde grindeflokken ikke landgang straks. Hvalerne blev ellers under kirkegangen forsøgt drevet ind på stranden ovre ved Ranin på sydkysten af Hvalbabugten, men først i andet forsøg, der heldigvis skete efter kirketid, lykkedes det at drive dyrene ind på den store sandstrand i bunden af bugten. 

Lyngbye skriver: »I denne Afstand kunde man see Baadene, da man gik ud af Kirken. Tilskuerne, som stode paa Landet, svævede formedelst det første mislykkede Forsøg imellem Frygt og Haab. Baadene roede i en Halvcirkel, - og søgte at drive Flokken foran sig; - man kastede Steen, som i denne Hensigt vare medtagne, fra Baadene henad mod Flokken, og den lod sig, som en Flok Faar, heldigviis drive tilbage. Baadene nærmede sig mere og mere; man saae Flokken tydeligere og tydeligere; undertiden svømmede den saa hastig ind ad i Bugten foran Baadene, at disse neppe kunde folge den; da glædede sig Tilskuerne, som stode og ventede paa Stranden, beredte til den videre Fangst; undertiden gik Flokken langsomt frem, og da begyndte Tilskuerne at frygte. Grinden holdt sig bestandig i en tætsluttet Flok; thi den er som visse Slags Fugle, aldeles selskabelig; Flokken tumlede sig idelig omkring, saaledes at flere bestandig vare over Vandet, - først med Hovedet, saa med Halen, og strax derpaa gik under Vandet igjen, for at overlade Pladsen til andre efter Orden; de pustede, idet de kom i Vandskorpen, store Vandstraaler i Vejret, som i nogen Afstand bedre kunde høres end sees, og vare ellers, saavidt man kunde skjønne, temmelig rolige og spage. Omsider drev Baadene dem inderst i Bugten; dog ikke til det Sted, hvor Fangsten første Gang var mislykket, men til en anden ej langt derfra beliggende stor Sandslette, hvor ingen Fjelde begrændsede Udsigten. Her lykkedes Fangsten bedre.«

»Flokken tumlede sig idelig omkring, saaledes at flere bestandig vare over Vandet, 

- først med Hovedet, saa med Halen, og strax derpaa gik under Vandet igjen, 

for at overlade Pladsen til andre efter Orden;«. 

Systemet er det samme i dag, her ved grindefangst i Tórshavn 16-6-2017. 

Foto Ole Wich.

Ovenstående citater har Lyngbyes oprindeligt citeret fra sin færøske rejsedagbog, der i dag er gået tabt. Resten af hans artikel »Om Grindefangsten paa Færøerne tilligemed Bidrag til Grindens Naturhistorie«  omhandler en gennemgang af datidens litteratur om hvalen, grindehvalens naturhistorie samt hans analyser og reflektioner.

Lyngbyes kommentarer til at kvinder skræmmer grindehvalerne 
Men sin vanlige skepsis behandler Lyngbye overtroen angående kvinder og grindefangsten: »Da Grinden er af saa stor Betydning for Færøeboerne, som ovenfor er viist, saa er det slutteligt, at de ved Fangsten søge at iagttage ethvert Virksomt Middel, og rydde enhver formeentlig skadelig Hindring af Vejen, og det uden først at anstille nøjagtige Forsøg, om det Formeente virkelig er Hindring eller ikke; thi dersom Forsøget  mislykkedes, vilde det være for kostbart. 
Der som altsaa deres Omhyggelighed for Fangstens heldige Udfald skulde i visse Stykker bære noget Præg af Overtroe, da kan man, som mig synes, letteligen holde dem dette til Gode. 

Saaledes paastaae de, at Fruentimre, især de, som ere frugtsommelige, og de, som have Menstrua, aldeles ikke maae være tilstede ved Fangsten; de maae holde sig inde i Husene, og saa langt borte, som mueligt, fra Grinden; først da, naar den er dræbt, maae de komme tilsyne.  I daglig Tale betragte Færøeboerne vel selv denne Paastand for ubetydelig og intetsigende; men, naar det kommer til Stykket, paasees dog denne Omstændighed endnu saare nøje. 

De have baade fra ældre og nyere Tider mange Facta at omtale, som, hvis de ere Paalidelige, noksom bevise, at Grinden umulig kan fordrage frugtsommelige Fruentimre. Saaledes, da en Grindeflok i Vaj paa Suderøe engang næsten var død (dette Udtryk bruges bestandig istedet for dræbt), troede en frugtsommelig Kone, som havde Lyst til at see denne Fangst, at hun nu vel kunde gaae ud og see derpaa; men aldrig saasnart nærmede bun sig til Stedet, hvor Grinden dræbtes, førend en enkelt stor Grind, som endnu var tilbage, blev saa vild og balstyrrig, at den paa ingen Maade vilde lade sig dræbe, men for det første slog en Baad itu, og siden tumlede sig saa urolig i Vandet, at Mændene maatte bede Konen skynde sig bort som snarest, og da blev Hvalen uden Vanskelighed fanget.«

Trods Lyngbyes skepsis forsøger han at finde en forklaring på hypotesen om, at kvinder skræmmer grinden væk:

»Mange saadanne Fortællinger ere i Omløb; og samme Sagn  skal findes udbredt ikke alene paa Færøerne, men ogsaa paa Ørkenøerne og andre Steder. Vilde man nu ifølge de mange eenstemmige Vidners Udsagn antage denne Antipathie for grundet, og dernæst spørge, hvad Forbindelse her kunde være imellem Virkning og Aarsag, da vilde det Vel være rimeligst at antage, at Grunden hertil maa søges i Grindens skarpe Lugt, og at den alt saa formodentlig ikke kan lide visse Personers  Uddunstning. Maaskee det forholder sig med Grinden, som med Hvalfiskene; at disse have en skarp Lugt, sluttes deraf, at de, naar de vise sig i Vandskorpen, bringes strax til at synke, saa snart Færøeboerne, som med Grund frygte for disse store Dyr, lade lidt Bævergel eller Enebærolie, som de derfor som oftest have med i deres Baade, komme i Berørelse af Vandets Overflade.
Dette er i det mindste Færøeboernes Mening; dog seer jeg, at Cuvier i sin Dyrhistorie af anatomiske Grunde fradømmer næsten alle Cetaceer Lugtens Sands.«

Lyngbye skriver: »Blodet strömmede nu i uhyre Mængde udaf Saarene, og farvede Vandet i stor Omkreds…. disse; som i dette stykke vare erfarne Folk, skare med deres Knive den ene Grind efter den anden over Nakken, saaledes at Hovedet blot hængte ved Kroppen. Grinden laae efter dette haarde Saar endnu i nogen Stund temmelig rolig; men i Dödskampen slog den frygtelig med Hovedet og Halen, 

og brækkede derved Halsbenet over af sig selv.« 

Grindefangst i Tórshavn 16-6-2017. Foto Ole Wich.

Lyngbye og Schrøters samarbejde 
Denne søndag i 1817 endte der 46 hvaler på sandstranden. Eftersom Lyngbye har så mange friske eksempler til at beskrive de naturvidenskabelige data efter, kan han gøre nøjagtige iagttagelser. 
Lyngbye tegner to udgaver af grindehvalen. Først tegner han grindehvalen på stedet, en tegning som ikke er særligt korrekt og siden en ny tegning efter Schrøters opmålinger, da han er tilbage i Danmark. Den sidste bliver tegnet til publiceringen i 1825, men den bliver dog ikke reproduceret. Schrøters opmålinger og den forbedrede tegning får han senere vedlagt sit originalmanusskript fra 1817 i ”Videnskabernes Selskab” arkiv, hvor de befinder sig endnu i dag.
Denne korrigering af data er et fint eksempel på, at Schrøter og Lyngbyes i deres samarbejde supplerer hinanden. Læs mere om dette her. 

Lyngbye lavede to tegninger af grindehvalen. Tegningen til højre i Hvalba d. 6. juli 1817 

og løsarket til venstre i januar 1825 udført efter Schrøters mål.

Videnskabernes Selskabs arkiv. Foto: Ole Wich

Grindehvalen er af delfinfamilien
Ved hjælp af egne dagbogsnotater, den daværende tilgængelige litteratur og Schrøters oplysninger kan Lyngbye samle alle tilgængelige oplysninger og skrive en artikel, der er det ultimative på dette tidspunkt om grindehvalens natur samt dens økonomiske og kulturelle betydning. Det er på den baggrund, at han får tildelt Videnskabernes Selskabs sølvmedalje i februar 1818. En del af begrundelsen lød:

»Forfatteren, som i Sommeren 1817 gjorde en botanisk Reise til Færøerne, blev under sit Ophold paa disse Øer tilfældigviis Øievidne til en Grindefangst, og da han ved denne Leilighed opskrev adskillige Bemærkninger, henhørende til dette Dyrs Naturhistorie, og tillige paa Stedet forfærdigede en Tegning deraf, blev han derved sat i Stand til at give en mere fuldstændig og nøjagtig Oplysning, end hidtil havdes, om dette for Færøeboerne vigtige Dyr. 
Vel findes Grinden omtalt af adskellige Forfattere, saasom Debes, Svabo og Landt, og kan altsaa ikke egentligen ansees for ubekjendt; men formedelst de hidtil havt ufuldstændige og tildeels urigtige Beskrivelser har det ikke været Systematikere muligt, at anvise dette Dyr sin rigtige Plads iblandt Cetacea, hvorfor og nogle have henført det til Slægten Delphinus, andre til Balæna. 
Efterat have meddeelt Efterretning om den færøske Maade, hvorpaa Grinden fanges, har Forfatteren ved en, saa vidt Omstændigderne tillode, udførlig naturhistorisk Beskrivelse, samt ved en medfølgende Tegning oplyst, at Grinden henhøret til Slægten Delphinus, og, da den ikke er optaget i System natura, foreslaar han at kalde den Delphinus Grinda.«

Artiklen blev imidlertid først udgivet 1825 i et lille hæfte og i 1826 ”Tidsskrift for Naturvidenskab” og Lyngbye får derfor mulighed for forbedringer. På det tidspunkt var der blevet sendt grindehvalkranier til København og ud fra dette bemærker Lyngbye i en fodnote, at grindehvalen var den samme som Delphinus globiceps, bestemt af Cuvier i 1812. I dag hedder arten, den langfinnede grindehval, Globicephala melas bestemt af Traill i 1809. Arter, der ikke er nemme at studere såsom hvaler, har det ofte taget mange år at få på plads i den linneske systematik.
H.C. Lyngbye gjorde i de følgende år sig videre bemærket i naturvidenskabelige kredse og i december 1826 blev han medlem af Videnskabernes Selskab.

Thomas Stewart Traill havde beskrevet grindehvalen i »Journal of Natural Philosophy, Chemistry, 

and The Arts« i London 1809. Da kaldte han arten for »Delphinus melas«. 

Fra polyhistorik til fagparadigmer
Artiklen som Videnskabernes Selskab belønnede er et typisk eksempel fra denne tid på en sammenblanding af forskellige emner og deres behandling, som nok ikke  i dag ville forekomme i en naturvidenskabelig artikel. Den nøgterne beskrivelse af tandhvalernes mål og udseende er med nutidens målestok at regne som naturvidenskabelig, mens skildringen af bygdefolkets reaktioner på fangstbegivenheden og de traditioner, der følger med, ville høre til etnologien eller antropologien. 
Dette viser datidens polyhistoriske opfattelse af viden. Men netop i Lyngbyes levetid opdeles naturvidenskaben og andre videnskaber i mere specifikke fagområder, hvor faktuelle oplysninger af forskellig fagkarakter ikke blandes sammen mere. 
For eksempel var Lyngbye anderledes nøgternt ensporet, når det kom til botanik, som var hans egentlige naturvidenskabelige speciale og som gennem hans levetid blev defineret som et egentligt fagområde på universitetet.

»Hård var striden og kostede blod / her kunne man få at vide / at Færøs drenge med mandemod / tør gå i kampen og stride« digter C. Pløyen i ”Grindevisen” her fremført at ”Dansifelagið í Havn” 2013. 

Portrætmaleri af C.A. Jensen, 1830. Foto: Kringvarp Føroya 

Grind som færøsk identitetsmarkør
Lyngbye beskriver grindefangstens forløb med samme lakoniske stil som havde emnet været landbrugsteknik. Det samme gør J.Chr. Svabo i sin artikel 1779: »Om den færøske Marsviinfangst«. Detter er til forskel for i dag, hvor emnet er tillægges et andet symbolindhold. I 1817 var begrebet ”grindadráb” endnu ikke blevet et bevidst identifikationsudtryk for færøsk kultur og et værdiladet selvbillede på færingens stolte nationalitet i den vilde kamp mod naturen. 
Dette brug opstod først senere i århundredet, hvor idéstrømninger fra europæiske skolarer og intellektuelle også på Færøerne påbød, at der nu skulle formuleres egenbeskrivelser af nationalkarakter. Som en del af denne tendens skrev embedsmanden Christian Pløyen (1803-1867), der var opvokset i København og bosiddende på Færøerne 1830 til 1847, i 1830-erne en vise, der i færøsk kvadstil beskriver en grindefangst. I denne »Grindevise« knæsatte københavneren Pløyen den eksotiske grindefangst til et færøsk identifikationsobjekt og et ægte udtryk for færøsk nationalitet. 
Under de følgende årtiers nationalromantiske strømninger tilføjede færingerne villigt dette unikke element til deres egenbeskrivelse og til deres forestillinger om den færøske nationalidentitet, som blev sammenstrikket gennem sidste halvdel af 1800-tallet.

I dag fungerer »Grindavísan« stadig som færøsk identifikationsudtryk udover den har en underholdningsværdi i brug. Visen kvædes og danses stadig, nogle gange i forbindelse med grindefangst, men især af danseforeningerne. 
Visen også fået et mere moderne liv og en aktiv funktion, hvor den færøske folk-metalband Týr på albummet Valkyrja fra 2013 bruger vers nr. 39 og 42 samt omkvædet fra Pløyens vise. 
Som en kulturpolitisk demonstration dedikerer bandet sangen til lederen af Sea Shepherd, Paul Watson, der gennem de sidste 20 år i flere omgange har aktioneret mod færøsk grindefangst. På denne måde konverterer musikerne visen til et færøsk våben mod det udenlandske pres på færøsk kulturel praksis og identitetsopfattelse.

Men bag denne lange række af færøsk brug af grindefangst som identifikationsmiddel ligger først og fremmest de naturvidenskabelige beskrivelser af grindehvalen, som H.C. Lyngbye var med til samle og konkretisere 1817, men også C. Pløyens hyldest i 1835, der anbragte grindefangst som centralt element i den færøske identitetskonstruktion. 
Som altid er færøsk kulturudtryk en tæt og livlig interaktion, der udvælger og kombinerer tendenser og folk udefra og indarbejder dem i lokale traditioner. Færøsk identitet kan ikke defineres, uden at udlandet tages med i beskrivelsen.

Kilder

H. C. Lyngbye (1817): Om Grindefangsten paa Færøerne - Originalmanuskript.
Videnskabernes Selskabs arkiv, København.

kortal.fo (2017): Hvalbabugten

H. C. Lyngbye (1825): Om Grindefangsten paa Færøerne tilligemed Bidrag til Grindens Naturhistorie. Hæfte på Føroya Landsbókasavn.

Lyngbye, H.Chr. (1826): Om Grindefangsten paa Færøerne, tilligemed Bidrag til Grindens Naturhistorie. Tidsskrift for Naturvidenskab: 204-232.

H.C. Lyngbyes breve og tegninger. Botanisk bibliotek. Biblioteket på Statens Naturhistoriske Museum

Dansk biografisk Lexikon. Bind X, s 534

J. Chr. Svabo (1779): Om den færøske Marsviinfangst. 
Det almindelige danske Bibliothek, 3 bind, s 39.

J. Chr. Svabo: Indberetninger fra en rejse i Færø 1781 og 1782. 1976.

Det Kongelige Selskabs Naturvidenskabelige og Mathematiske Afhandlinger. Tredie Deel, København, 1824, XXXIX-XL

Grindehval på ”World Register of Marine Species (WoRMS)”
http://www.marinespecies.org/aphia.php?p=taxdetails&id=137097

Thomas Stewart Traill (1809): Description of a new Species of Whale, Delphinus Melas. Journal of Natural Philosophy, Chemistry, and The Arts. VOL. XXII. London.

C. Pløyen (1835): Grindevisen 

Grindavísan i udsendelsen ”Upp á gólv” med foreningen ”Dansifelagið í Havn”. 
Kringvarp Føroya,  31-7-2013. 

Týr (2013): ”Grindavísan” på albummet ”Valkyrja”. 

Sea Shepherd (2014): Operation GrindStop 2014
---

Flere tekster fra H.C. LYNGBYE ÅRET 2017:

29. juni 2017: H.C. Lyngbyes første breve fra Færøerne i 1817

17. maj 2017: Da H.C. Lyngbye ikke blev professor

14. maj 2017: H.C. Lyngbye på færøske frimærker maj 2017

23. april 2017: H.C. Lyngbye mellem tang og tro

17. april 2017: Fróðskaparsetur Føroya og Lyngbyes star

8. april 2017: H.C. Lyngbye, Kirkjubøstolene og andre færøske oldsager

28. marts 2017: H.C. Lyngbye og fredningen af ruinen i Kirkjubø

18. marts 2017: H.C. Lyngbyes netværk - Hornemann og Hofmansgave

10. marts 2017: Makkerparret Lyngbye og Schrøter 

18. februar 2017: En skotsk færøbeskrivelse: Om færøsk monopol- og frihandel

6. februar 2017: Plantelæren, Hornemann og H.C. Lyngbye

25. januar 2017: Beskrivelse af et portræt

17. januar 2017: Havets lysning

1. januar 2017:  Introduktion til "H.C. Lyngbye året 2017"

H.C. Lyngbyes første breve fra Færøerne i 1817

En af H.C. Lyngbyes færøske informanter Jens Christian Svabo vedlagde denne illustration ved sine ”Indberetninger fra en Reise i Færøe 1781 og 1782” med skibe ud for Skansen og Tinganes i Tórshavn.

H.C. LYNGBYE ÅR 2017: Søndag den 29. juni 1817 kunne H.C. Lyngbye fejre sin 35 års fødselsdag i Færøernes lille hovedstad Tórshavn, hvortil han for første gang var ankommet den 10. juni for at studere de færøske alger.
Lyngbye havde insisteret på at foretage denne botaniske rejse, selvom han regnede med at den nok ville koste ham hele hans opsparing optjent gennem 5 år som huslærer på Hofmansgave på Fyn. Hans botanikkollegaer og venner havde ellers opfordret ham til, da han vandt Københavns Universitets prisopgave først på året om en beskrivelse af det danske riges alger, at nøjes med det allerede righoldige materiale, han havde indsamlet, registreret og systematiseret gennem flere år og så få det publiceret i bogform.
Men Lyngbye mente, at de færøske strande burde være med i et værk, der skulle beskrive rigets alger, så han holdt fast i sine planer og afsejlede den 28. maj fra København med galeasen ”Cathrine Elisabeth” ført af kaptajn H.P. Lindberg. Denne vedholdenhed var et held for det færøske samfund, for H.C. Lyngbyes mange aktiviteter på Færøerne udover algestudierne fik nemlig afgørende betydning for anerkendelsen og udviklingen af den færøske nationalkultur.

To uger efter ankomsten til Tórshavn er ”Cathrine Elisabeth” ved at være klar til rejsen retur til København. Lyngbye benytter denne skibslejlighed til at skrive et brev til hver af sine to faste støtter, botanikprofessor J.W. Hornemann i Botanisk Have i København og Niels Hofman Bang på Hofmansgave på Nordfyn. Brevene er næsten ens i indhold, men supplerer også hinanden. Følgende citater er fra de to breve:

»Thorshavn paa Færøerne d. 26 Juny 1817. 

Høitærede Hr. Professor! 
Da Skibet, som bragte mig hertil, nu snart er færdig til Hjemreise, kan jeg ej undlade at meddele Dem nogen Efterretning om mit Ophold paa disse fra Danmark saa langt fraliggende Øer, og om hvad gevinst jeg hidtil har giort i Henseende til Planterne; og har jeg da ikke Aarsag til det være misfornøjet min fattede Beslutning at foretage denne Reise. 

Reisen hertil varede i 13 Dage, nogle Dage havde vi Stille dels i Kattegat dels i Nordsøen, og naar undtages den 4de Juni da vi seilede i Taage, Regn og Storm med paalands Vind langs med Øst Kysten af Hetland, hvor seiladsen ikke var uden Fare, var den hele Reise meget lykkelig. Jeg var fri for Søsyge. Endnu den 11te Juny, da vi seilede forbi Lindesnæs og saa Vestkysten af Norge, opdagede vi paa de norske Fielde store Sneemasser, hvorfor Synet af snedækkede Fielde ved Ankomsten hertil Øerne ikke forekom os fremmed.

Jeg har til lykke (som er vanskeligt nok at erholde i Thorshavn) faaet et godt Logi hos en herboende Sysselmand, hvor jeg har et lille Kammer saa stort, at jeg deri kan tørre Planter og aftegne et eller andet, naar fornødent gives, og som jeg anseer for Centrum for mine Udvandringer.« 

Kommandant Løbner og forvalter Mørch

Lyngbye havde fået fri rejse med skibet fra den direktionen for den færøske  handel, men også på Færøerne fik han hjælp til sit projekt fra embedsværket: »Major Løbner har givet mig en skrivlig Anbefaling til alle og enhver at vise mig al den Beredvillighed og Assistance, som til mit Forehavendes Udførelse maatte være fornødent.«
Major E. M. G. Løbner (1766-1849) var kommandant på Skansen i Tórshavn og i 1817 konstitueret amtmand på Færøerne. Han bistod ofte de rejsende naturvidenskabsmænd, der i hans embedstid kom til Færøerne. 

Tórshavn var ikke stor og snart havde Lyngbye mødt alle af betydning: »De fleste Honoratiores i denne lille Hovedstad har jeg lært at kiende. Hr Forvalter Mørch^⁠, som forestaar Handelen, er en Præstesøn fra selve samme Bye i Jylland, som jeg. De fleste ere interesserte og tillige tienstvillige Mænd.« 
Mads Hvass Mørch (1765-1831) kom fra Østhimmerland og var søn af en præst som Lyngbyes far havde været degn hos i Blenstrup kirke ved Skørping og han var forvalter af Den Kongelige handel i Tórshavn.  

Løbner, Mørch og Nólsoyar Páll

De to embedsmænd Lyngbye kom i forbindelse med, er også kendte fra en anden sammenhæng. De blev på grund af deres stillinger i administrationen karikeret i det berømte kvad, Fuglakvæðið (Fuglekvadet), digtet af skipperen og foregangsmanden Poul Nolsøe eller Nólsoyar Páll. Kvadet er allegorisk og bygget over samme læst som den danske »Ørnevise” fra 1520-erne, der kritiserer adelen behandling af småfolk og hylder kong Christian II. Den færøske allegori udfordrer på samme vis monopolhandlens administration i begyndelsen af Englandskrigene 1801-1814. Nólsoyar Páll kritiserer i det allerede i datiden populære kvad embedsmændene i Tórshavn efter tur. 
Kvaddigteren tildeler i denne forbindelse forvalter Mørch rollen som den grumme ravn, rovfuglen, der hærger blandt de mindre fugle. Ligeledes tildeles alle de andre embedsfolk grådige og korrupte rovfugleroller. Løbner fik rollen som falken, mens kongen i toppen derimod skildres som den retfærdige ørn. 
Kvadet magtkritiske vinkel medvirkede til, at Nólsoyar Páll 100 år senere blev siden udvalgt til den færøske nations højeste status som nationalhelt, da de færøske nationalister omkring år 1900 blev talrigere og de fik brug formarkante historiske personer til at understøtte og markedsføre deres politiske projekt. 

Folk i Tórshavn

H.C. Lyngbye fortsætter i brevene med at berette om folk i Tórshavn: »Beboerne heri i byen lyster med at kige i Mikroskopet, man da de ofte bliver ved at passiere hele Timer, bliver jeg dermed stundom forsinket.« Denne lettere irritation over løs snak bunder nok i Lyngbyes focuserede flid, hvor han forsøgte at udnytte al sin tid på at indsamle informationer på sit ophold på Færøerne. Han vidste at hen over sommeren havde han kun begrænset tid til rådighed. 
Det omtalte mikroskop havde Lyngbye fået foræret to år forinden fra sin nu tidligere arbejdsgiver Niels Hofman Bang. Dette essentielle instrument var en forudsætningen for de mange detailstudier og artbestemmelser, som Lyngbye foretog på sine fund af alger. I hans berømte bog om det danske riges alger, »Tentamen Hydrophytologiae Danicae«, der udkom 1819, er fuld af mikroskopi-illustrationer.

I H. C. Lyngbyes hovedværk "Tentamen hydrophytologiae danicae"  er der brugt mange mikroskopdetaljer for at kunne karaktisere de enkelte algearter. Her ses tavle 12, hvor der er mikroskopdetaljer forneden på B og C. Kobberstikkene fra et håndmalet eksemplar af bogen på Føroya Landsbókasavn.

Lyngbye havde således god kontakt med lokalbefolkningen og lærte på sit ophold efterhånden noget færøsk af J.Chr. Svabo, men syntes ellers ikke at have besvær med at forstå og blive forstået: »Med Sproget har det ingen Vanskelighed, da alle, naar undtaget de gamle, som ei kunne læse i bog, ret vel kunne tale det danske Sprog, og alle forstaar det fuldkomment.«

Det færøske vejr i 1817

Lyngbye største problem var nok det dårlige vejr i 1817, der kunne forhindre ham i at foretage sine botaniske ekskursioner: »Det værste ved disse Øer er den bestandige Taage, som herske, saa man aldrig kan være sikker paa ved Excursion at finde tilbage med mindre man har en Beskrivelse. Siden min Ankomst hertil har det været meget koldt, og sielden Solskin. Kun et par Sommerdage har vi havt med Solskin og Varme, og endda svævende Taage som den tætteste Skye over Fieldtoppene og indhyllende dem som i et Lagen. Et Øjeblik imellem fordeler Taagen sig og da seer man høie kneisende Kolosser.« 
Lyngbye beskriver her et typisk færøsk sommerfænomen, ”pollamjørki”, der betegner partielle tågebanker eller lavthængende skyer, der langsomt driver gennem fjeldlandskabet og fjordene i skiftende højder. Snart kan fjeldvandreren være i det klareste varme solskin, og snart i den tykkeste kølige tåge.

Pollamjørki over Tórshavn red skiftevis indhyller og afdækker skibe samt fjeldtoppe også i nutiden.
Foto: Ole Wich

Lyngbyes hovedinteresse var vandplanter, men algerne var ikke de eneste plantevækst han opsøgte. Han tog også på lange ture væk fra kysten helt op på højfjeldene, hvor han samlede og registrerede de planter, som han fandt. Tydeligvis har han følt en forpligtigelse overfor professor Hornemann, der var redaktør af det store planteværk Flora Danica og som altid var interesseret i floraens sammensætning i de enkelte landsdele i riget samt ivrig efter at høre om fund af nye ukendte arter. 

Men Lyngbyes fjeldbotaniseringer var ikke altid lige nemme. Den 18. juni forsøger han ifølge feltdagbogen at bestige Skælingsfjeldet. Dette beskriver han således i brevet til Hornemann:

»Paa en Tur til Qvivig paa vestkanten af Syderstrømø var jeg i nærheden af Skiellingfieldet, som skal være det højeste paa Færøerne, 300 Favne høit, og fra hvis Tinder ved har Udsigt over den hele Øgruppe. Den Morgen var det klart , og jeg begyndte Turen derhen, forsynet paa Fødderne med færöiske Hudskogvar t Skoe af et sammenhængende Stykke utilberedt Koskind; men da Vejviseren og jeg var kommet over Fieldblokke, Dale og Basalter, over Halvvejen til Toppen, omringede Taagen os i en Hast saa vi ei kunde see uden nogle skridt fra os, og nødte os til at vende tilbage. 
Foden af Bierget var klart og paa den vesten Side af Fiorden besaa jeg de perpunelikulær staaende Basaltstøtter, der i nogen Afstand saa ud som Piberne  i et Orgelværk, men ere ellers temmelig uregelmæssige Parallelepipeder.«

Lyngbye havde sådant set grund til at være tilfreds med sommervejret. Han fik nemlig sin afrejse til Færøerne forsinket, fordi han skulle skrive en ansøgning om et præstekald under Linderborg gods på sin fødeegn. En stilling han dog ikke fik. Han ankom derfor først til Færøerne med sommerens andet skib. Men han var så heldig, at også den færøske sommer var forsinket i 1817, så han fik gode muligheder for at observere den færøske sommervækst på nærmeste hold under sit ophold. Om det færøske vejr skriver han: »Dette Foraar har været saa koldt, saa ingen, siger man, kan mindes Mage dertil; idelig tunge og fugtige Dage. Derfor lægges endnu Varme i Kakkelovnen, og derfor er Vegetationen endnu kun lidet fremkommen.«

Den romantiske Lyngbye

Naturvidenskabsmanden Lyngbye er for det meste meget nøgternt og køligt registrerende i sit sprog, når han beskriver naturfænomener, men i beskrivelserne af øerne set fra havsiden, får hans sprog en mere storladen klang, helt i tråd med guldalderens romantiske sprogbrug, hvor man var meget optaget af storslåede udsigter: »Der er i Sandhed mange majestætiske Udsigter her til lands, her perpendikiulære Strandbredder 200 Favne høie med store Aabninger for enden, som store Porte, hvor man magelig i stille Veir kan roe ind i med Baade, hist aabner sig et Hul giennem Klippen, ja hist og her giennem hele Øer, her hæver sig af Havet en liden ubestigelig Klippe, der for oven har Form af en Hummerkloe, hist sees i Klippevæggen Fillegransarbeide, som bærer tydelige Spor af vulkansk Oprindelse.«

Erosionen af de færøske lodrette klippevægge får H.C. Lyngbye til at tænke på filligranarbejde.
Foto: Ole Wich

Men snart falder Lyngbye i brevet tilbage til botanikerens tørre sprog: »Stranden er overalt riig  paa Tangarter og Tarrer. Jeg vil opregne, hvad jeg omtrent hidtil har observeret…« - og så følger en liste med ca. 70 algearter og ca. 50 andre planter. Naturvidenskabsmanden slår ind på sit vante spor. Professoren i København skulle holdes stringent informeret.

Mineralpræsten Holm i Kvívík

Han påbegynder straks efter ankomsten sine rundrejser på øerne, allerede fem dage den 15. juni efter tager han til Kvívík på vestsiden af Strømø: »Hidtil har jeg været paa Østerøen og Sydstrømøen fra Thorshavn til Qvivig; paa sidste Sted logerte jeg hos Præsten Hr. Holm, som har samlet Mineralier … uden egentl. at være Mineralog har han samlet i Mængde, men mest i merkantil Henseende, og faaet adskillige Stykker velbetalt af Engellændere; hans eneste Hielpemidler have været Fleischers Naturhistorie, som Amtsprovst Hentze paa Sandøe har, og Brunnichs Mineralogie. Ogsaa har Hr. Holm fundet paa Naalsøe gedigent Kobber blandet med Guld. Der har været ham buden 200 Rigsbankdaler i sedler for Halvparten af hans Samling, men vilde have 500 Rigsbankdaler for den hele.«

Pastor N. L. Holm^⁠ (1769-1839), præst i Kvívík, opdagede gennem besøg fra englændere at færøske opaler, ziolitter, calcedonstykker og andre sten var i høj kurs hos de velhavende folk i Europa, der skabte sig status ved at samle store mineralsamlinger. Holm indledte derfor en systematisk indsamling af mineraler, hvilket til sidst bragte ham på kollisionskurs med  Løbner., der var konstitueret amtmand, der ellers før havde lånt Holm sit eksemplar af Brunnichs Mineralogie. Da Holms aktiviteter blev for omfattene forsøgte Løbner som overordnet embedsmand at stoppe pastor Holms grådige indsamlinger af mineraler, men det lykkedes kun delvist. Da pastor Holm døde mere end tyve år senere, lå hans søn i København inde med 2400 færøske opaler, der da blev vurderet til 470 Rigsbankdaler. 
Tydeligvis var Pastor Holm meget glad for jordisk gods, så Lyngbye havde ret i sin iagttagelse af, at pastor Holm som var mineralog »mest i merkantil Henseende.« 
Lyngbye havde lidt kendskab til mineraler, eftersom der var en mineralsamling på tidligere arbejdsplads Hofmansgave, hvor han var huslærer, og fordi han inden sin afrejse havde besøgt og orienteret sig hos ekspert og professor G. Wad på mineralogisk samling i København. Lyngbye indsamlede selv under opholdet af interesse nogle færøske mineraler, som han overlod til professor Wad, da han kom tilbage til København i november. 

Her ses relieffet udenpå ruinen i Kirkjubø og nogle fedtstensrelieffer inden i ruinen, 
som H.C. Lyngbye tegnede den 22. juni 1817. Det ses tydeligt, at han har koncentreret sig 
om teksten rundt om korsfæstelsesscenen er korrekt aftegnet. 

Fremfinding og tydning af runeindskrifter var et af de hotteste forskningsemner på denne tid, 
hvor nationalromantikken og dermed en glødende interesse for fortiden herskede. 
Antikvarisk Topografisk Afdeling, Nationalmuseet.

Lyngbye første beretning fra Kirkjubø

På hjemturen fra Kvívík den 20. juni kommer H.C. Lyngbye igennem Kirkjubø. Allerede to dage senere vandrer han igen fra Tórshavn over fjeldet til det gamle nedlagte bispesæde, hvor han studerede middelalderruinen: »Paa Syd Enden af Strømø ligger Kirkebo, et Sted, som bisperne i gl. Dage udvalgte til deres Residens, og hvor de have opført en meget stor Muur, som nu i over 700 Aar have modstaaet Tidens Vælde; der er 15 Alen høi, men uden Tag; Hvelvingerne have været begyndt, men ere ei bleven fuldendte; i den østl. Ende af Murens udvendige side findes en Rundmuret Sten, hvorpaa er i basrelief udhugt Xst. paa Korset, og rundt om findes Runebogstaverne, hvori Lichener vel have fæstet Sæde, men dog hist og her tydelige; Jeg aftegnede, saa godt Jeg kunne denne Sten, tilligemed Runerne. Oven paa denne 3 Alen tykke Muur var et tæt Græssvær; her voxte Lychnis sylvestris, Ranunculus acris, etc.«

Lyngbye var i alt fire gange i Kirkjubø og hvad disse besøg endte med, kan man læse om i teksten: > H.C. Lyngbye og fredningen af ruinen i Kirkjubø. 

Den 2. juli drog Lyngbye til Hvalba på Suðuroy: »Om nogle Dage reiser jeg med Hr. Majoren til Sandøe og Suderøe, og agter der at forblive der nogen Tid, og tænker at finde nogle flere Fieldplanter og Alger.«. Han boede hos pastor Schøter, som han de følgende år skulle få et givtigt samarbejde med. Det kan man læse om her: > Makkerparret Lyngbye og Schrøter.

Hjemrejsen og hvad deraf fulgte

Lyngbye slutter brevet til Horneman: »Nætterne ere her nu saa Lyse, at man kan læse og skrive her ligesaavel som om Dagen. Med næste Skib, som efter formodning om et Par Maaneder herfra afgaar, agter jeg at vende tilbage, og forbliver hr. Professor ærbødigste Tiener 
Hans Chrst. Lyngbye.«

Først den 9. oktober, nøjagtig fire måneder efter ankomsten til Færøerne, gik Lyngbye ombord på ”Cathrine Elisabeth” igen. Det var sommerens sidste skibsafgang fra Færøerne. Rejsen sydøstover til København tog tre gange så lang tid som oprejsen, hele 5 uger. Læs her om denne rejse: > Havets lysning 

Midt i november var H.C. Lyngbye i København igen. Nu skulle rejsens resultater ordnes, systematiseres og udbredes blandt fagfolkene i Lyngbyes netværk samt gerne publiceres. Dette omfattende arbejde tog adskillige år…
---


Men på sin 35 års fødselsdag hyggede Lyngbye sig blot ved at botanisere i Tórshavn. Han noterer sig de fundne arters latinske betegnelser og sender senere plantelisten til professor Hornemann. Her er de danske navne på dagens fund: Høgeurt, hestetunge, gåsepotenlil, blåbær, mosebølle, salepgøgeurt og trævlekrone. 

Også 200 år senere breder trævlekroner og andre vilde planter sig ved Tórshavn.
Her sammen med forsiden på H.C. Lyngbyes liste over plantefund på færørejsen i 1817.
Foto: Ole Wich

—

Kilder

J. Chr. Svabo: Indberetninger fra en Reise i Færøe 1781 og 1782. Føroya Landskjalasavn.

Protokoller for Skansen i Tórshavn. Føroya Landskjalasavn. Tak til Ingolf Nielsen.

Ørnevisen og Fuglakvæðið

Árni Dahl (1999): Søga og stev 5. Fannir, Tórshavn.

Mathias Lassen (2014): Niels Lassen Holm - ætt og søga. Sprotin.

H. C. Lyngbye (1819): Tentamen hydrophytologiae danicae;: continens omnia hydrophyta cryptogama Daniae, Holsatiae, Faeroae, Islandiae, Groenlandiae hucusqve cognita, systematice disposita, descripta et iconibus illustrata, adjectis simul speciebus norvegicis. Typis Schultzianis. 
Tavle 12 fra et iIllumineret eksemplar på Føroya Landsbókasavn.

H.C. Lyngbyes breve og tegninger. Botanisk bibliotek - Biblioteket på Statens Naturhistoriske Museum.


Dagbog over de i Sommeren 1817 paa Færø samlede eller fremfundne Planter - H.Chr. Lyngbye - Sendt til professor J.W Hornemann d. 24 Marts 1822.

Flere tekster fra H.C. LYNGBYE ÅRET 2017:

14. maj 2017: Da H.C. Lyngbye ikke blev professor

14. maj 2017: H.C. Lyngbye på færøske frimærker

23. april 2017: H.C. Lyngbye mellem tang og tro

17. april 2017: Fróðskaparsetur Føroya og Lyngbyes star

8. april 2017: H.C. Lyngbye, Kirkjubøstolene og andre færøske oldsager

28. marts 2017: H.C. Lyngbye og fredningen af ruinen i Kirkjubø

18. marts 2017: H.C. Lyngbyes netværk - Hornemann og Hofmansgave

10. marts 2017: Makkerparret Lyngbye og Schrøter 

18. februar 2017: En skotsk færøbeskrivelse: Om færøsk monopol- og frihandel

6. februar 2017: Plantelæren, Hornemann og H.C. Lyngbye

25. januar 2017: Beskrivelse af et portræt

17. januar 2017: Havets lysning
1. januar 2017:  Introduktion til "H.C. Lyngbye året 2017"

Da H.C. Lyngbye ikke blev professor

H.C. Lyngbyes tegning af en makrel (Scomber scombrus) 

fanget ved Hornbæk 14. juni 1830.

Zoologisk museum, København. 

H.C. LYNGBYE ÅR 2017: Botanikeren og tangforskeren H.C. Lyngbye døde d. 18. maj 1837, kun 55 år gammel. Han startede sin naturvidenskabelige løbebane med besvarelsen af en prisopgave på Københavns Universitet 1816, der resulterede i afhandlingen og algebogen ”Tentamen Hydrophytologiae Danicae”. Den gjorde ham berømt blandt algeforskere og andre botanikere helt ud i Europa, da den udkom i 1819. 

Hvis postforbindelsen mellem Søborg og København havde været bedre i 1836, så kunne H.C. Lyngbye på samme måde have afsluttet sin naturvidenskabelige karriere med endnu en stor afhandling og tillige fået tildelt en professortitel ved Københavns Universitet. 
Men tilfældighederne og Lyngbyes medfødte beskedenhed endte med at forskertse denne mulighed. Her skal fortælles om det uheldige forløb. 

En karriere som naturvidenskabelig amatør

Selvom H.C. Lyngbye fik stor betydning for Færøernes kulturudvikling og for etableringen af grundlaget for den færøske identitetsopbygning er denne nordatlantiske del af hans livsværk samlet set af mindre betydning. Det er kun af interesse for folk, der beskæftiger sig med færøske forhold. 
Det var i det naturvidenskabelige felt, at tyngden i Lyngbyes karriere lå, og i placeringen i det netværk af videnskabsmænd, der i begyndelsen af 1800-tallet professionaliserede naturvidenskaben på universiteterne og i det hele taget i samfundet. Dette netværk strakte sig langt udover det nationale, for videnskabsfolk forholdt sig hele tiden til de udenlandske resultater og publikationer, samt etablerede tætte kontakter gennem rejser, for eksempel gennem dannelsesbegrebet Grand tour, og ved en hyppig brevveksling spredt ud over hele Europa.
Lyngbyes aktiviteter skal derfor ses i et bredt europæisk perspektiv placeret i en periode, hvor de nationale samfundsinstitutioner knæsættes og udvikles på baggrund af Oplysningstidens ånd og de naturvidenskabelige vidensparadigmer.

H.C. Lyngbye havde aldrig ambitioner om at blive professionel videnskabsmand. Han var i besiddelse af stor realitetssans og var fokuseret på at få sit livs udkomme i et præstekald. Faktisk var hans færørejse i 1817 lige ved ikke at blive til noget af samme grund. Lige før årets første skib afgik til Færøerne, fik han gennem sin mor hjemme i Himmerland besked om et vakant præstekald paa grevskabet Lindenborg, et kald som oven i købet var bestyret af hans patron lensgreve E. H. von Schimmelmann. Lyngbye skriver til professor Hornemann den 15. april 1817:
»Jeg er dermed i nogen Tvivlraadighed. Gierne vilde jeg til Færøerne; gierne vilde jeg have et Levebrød … Dersom jeg kan erholde dette Kald, saa faar den færøiske Reise at bero«.
Greven har åbenbart afslået Lyngbyes ansøgning, for da det næste skib afgår til Færøerne sidst i maj 1817, var Lyngbye ombord.

Præsten H.C. Lyngbye må derfor anses som en særdeles begavet naturvidenskabelig amatør i ordets oprindelige betydning, hvor ordet er afledt af det latinske amare, at elske. Var der noget Lyngbye elskede, så var det at studere naturfænomener i alle deres afskygninger. Det går som en rød tråd gennem hans virke, selvom han aldrig gav direkte udtryk for det. Dertil var han for nøgtern og for beskeden.
Netop dette dybe engagement parret med hans grundige logiske behandling af naturbeskrivelser gav ham en stor anerkendelse fra de mere professionelle videnskabsfolk. De var udmærket klar over Lyngbyes kvaliteter og anvendelsemuligheder. Derfor anerkendte de ham langt ud over hans faktuelle stand og titel.

Universitetsfesten 1836
Det professionelle videnskabelige netværk ved København Universitet var bevidst om vigtigheden af at have folk med høje videnskabelig standarder tilknyttet de faglige netværk. I anledning af Københavns Universitet holdt en fest i oktober 1836 blev det derfor besluttet at hædre nogle af disse folk. Det blev besluttet, at de  kunne undtagelsesvis kunne blive doktorer uden forsvare deres afhandling mundligt. De skulle blot indsende afhandlingen på skrift:
»2) at Direktionen, forsaavidt speciel Indbydelse til ved denne Lejlighed at erhverve Doktorgrad maatte udgaae til Videnskabsmænd hvis Alder, Levested eller andre Forhold gjorde det vanskeligt for dem mundtligen at forsvare de indleverede Dissertioner, maatte fritage dem for det mundtlige Forsvar.«

H.C. Lyngbye var en af disse. Han skulle derfor udfærdige en afhandling og indsende den til godkendelse på universitetet. Lyngbye havde længe studeret og indsamlet materiale fra Kattegat efter han var blevet præst i Søborg og Gilleleje, både planter og dyr. Så han samlede sine noter og skrev dem sammen til en afhandling og sendte den til København, hvor universitetet modtog den. 
Universitetet sendte også godkendelsen af afhandlingen retur, så Lyngbye kunne færdiggøre arbejdet og erhverve sin doktortitel i oktober til festen, men nu tog tilfældighederne over. Lyngbye kom til at vente længe på bekræftigelsesbrevet og det endte med, at han ventede forgæves.

Pakken i Peer Kisserups kavaj

I 1879 publicerede professor i botanik E. Warming (1841-1924) de dele af H.C. Lyngbye afhandling i 1836, der handlede om alger. I den forbindelse undersøgte han sagen om afhandlingens forsinkelse:
»Herefter gik Sagen saaledes til. Lyngbye var den Gang Præst i Søborg og Gilleleje. Han indsendte virkelig efter Indbydelse sin Afhandling, og da denne foreligger baade i dansk Udkast og i latinsk, renskreven Oversættelse, maa jeg ogsaa anse den for virkelig at være i alt væsentligt færdig. 
Befordringsmidlerne mellem Søborg og Kjøbenhavn vare den Gang meget tarvelige, man maatte benytte den Lejlighed, som tilbød sig med Kulsvierne og de Bønder, der kjørte Tørv og Rør fra Søborg Sø til Kjøbenhavn. 

Manuskriptet naaede ogsaa vel beholdent til sit Bestemmelsessted; Disputatsen blev antagen, og den blev da atter afleveret paa det af Lyngbye opgivne Sted, hos den Handlende, hos hvem den Bonde tog ind, som havde det Hverv fra Præsten i Søborg at tage Bud med ind og tilbage for ham; den Art Forsendelsesmaader vare jo indtil for faa Aar siden hyppige nok og ere det maaske endnu paa sine Steder i Landet; men - Peer Kisserup glemte ulykkeligvis at aflevere Pakken, den blev liggende i hans Kavaj - som han sagtens ikke benyttede, da den strænge Aarstid var forbi - til „post festum". 

Det faldt vel næppe den beskedne Lyngbye ind at forhøre sig om sit Manuskripts Skjæbne. Da endelig, hen imod Festens Afholdelsestid, et af Fakultetets Medlemmer (formodentlig Hornemann eller Reinhardt) skrev til ham og spurgte, hvor den længe ventede Afhandling blev af, foranledigede dette Lyngbye til at forespørge sig hos Bonden, og Manuskriptet blev da bragt til Veje. 

Men Tiden var gaaet, og Lyngbye stod da i Begreb med, som han svarede sin Ven, at „tage Doktorgraden et andet Sted". Festen holdtes fra 30te Oktober til 1ste November 1836, og et halvt Aars Tid derefter (18de Maj 1837) døde Lyngbye, hvis Kræfter allerede i Efteraaret 1836 vare begyndt at tage stærkt af.«

H.C. Lyngbyes tegning af en grå knurhane (Trigla Gurnardus).

Zoologisk museum, København.

Lyngbye og karrieren

H.C. Lyngbye havde gode evner og kunne have satset på en naturvidenskabelig karriere og endt som universitetsprofessor med ansvar for forskning, administration og undervisning. Dette lå ikke i funktion fjernt fra hans faktiske livsvirksomhed som huslærer og i præsteembedet. Men enten var en sådan karriere ikke økonomisk muligt for ham, eller også valgte han ikke denne vej på grund af beskedenhed, eller måske havde han simpelthen ikke tilstrækkelige ambitioner på dette felt. 

Det lykkedes ham dog at stige op ad rangstien ved at blive præst, eftersom hans fader Jens Mikkelsen var skoleholder og degn.

Måske havde det været muligt for Lyngbye at satse på en naturvidenskabelig karriere, selvom stillingerne ikke hang på træerne indenfor botanikfaget i hans levetid, da faggrupperne først udkrystalisererede sig et stykke hen i 1800-tallet og landets økonomi forøvrigt var elendig i efterkrigsårene. 

Lyngbyes botaniske kontaktpersoner havde nemlig også arbejdet sig op på deres positioner fra mere beskedne kår. For eksempel var professor J.W. Hornemann præstesøn fra Ærø og J.F. Schouw var søn af en vinhandler i København, men den væsentligste forskel er nok, at disse kom fra lidt bedre økonomiske kår. Lyngbye måtte allerede som elev ved katedralskolen i Aalborg undervise for at klare sig.

At tilfældet så oven i købet spillede ind, så Lyngbye end ikke blev doktor ved Universitetet er på denne baggrund tragisk.

H.C. Lyngbyes eftermæle
Der er et ordsprog, der siger: »Beskedenhed er en dyd, men man kommer længere uden«. Dette burde Lyngbye have indset. Han kunne måske have opnået mere, fået bedre kår som naturvidenskabsmand i sit liv samt fået et tydeligere og bedre eftermæle. Selvom H.C. Lyngbye gjorde det grundigt og godt på mange områder, så er der en tendens til at han glemmes. Det ses især det i det færøske tilfælde, hvor han i store træk kun huskes af filologer og litteraturfolk, selvom han fik stor betydning for mange andre færøske forhold. 

H.C. Lyngbye kunne med denne afhandling igen have markeret sig markant. Tilsyneladende var han den første til at beskrive algernes fordeling i forhold til dybden i havet, som han sammenligner med botanikkollegaens J.F. Schouws (1789-1852) redegørelse for planter i et bjergområde. Men eftersom Lyngbyes afhandling ikke blev publiceret blev denne idé først introduceret i 1844 af en anden botaniker. Yderligere skriver Warming om Lyngbyes sidste afhandling: 
»Var Lyngbyes Arbejde bleven offentliggjort i 1836, vilde det, ogsaa fra den zoologiske Side, have været et meget smukt Bidrag til vor naturhistoriske Litteratur, som vilde have kunnet virke vækkende og ansporende til vor Havfaunas Undersøgelse og Studium og fremkaldt en livligere Virksomhed paa dette Omraade paa et tidligere Tidspunkt end det nu skete.«

Beskedenhed betaler sig ikke og nu var tiden var runden ud for Lyngbye. Vennen Niels Hofman Bang skrev i nekrologen over Lyngbye:
»I Efteraaret 1836 svækkedes hans legemlige kræfter, og allerede ved Nyaar mærkede han, at den sidste Stund nærmede sig. Han var beredt derpaa, og gik til Hvile i den samme Maaned da Planterne, dem han beskuede med Haab og Kjærlighed, opvaagnede af en lang Vintersøvn.«

Vi er så heldige, at datidens naturvidenskabsfolk i det mindste værdsatte H.C. Lyngbye. Der er derfor i naturvidenskabeligt og specielt i botanisk regi bevaret meget fra Lyngbyes hånd, hvor især brevene er gode kilder til hans liv. På Søborg kirkegård satte botanikerne en stor sten til hans minde med teksten: 

Botanikeren 

Hans Christian Lyngbye
Forfatteren af Tentamen Hydrophytolociæ Danicæ
Født 1782   Død 1837

Rejst af danske botanikere

H.C. Lyngbyes gravsten på Søborg kirkegård. 

Foto: Ole Jensen

Kilder

H.P. Selmer: Højtideligheder ved Universitetet. 
Akademiske Tidender 1833-40, Bind 4.

Eugenius Warming (1879): Rariora Codana. Auctore Hans Christian Lyngbye. 
Aftryk af Videnskabelige Meddelelser fra den naturhistoriske Forening i Kjøbenhavn, 
1879-80.

Ib Friis: Eug. Warming. Den Store Danske, Gyldendal. 

Breve fra H.C. Lyngbye. Botanisk bibliotek. Statens Naturhistoriske Museum

H.C. Lyngbye: Breve til Niels Hofman Bang. 
Hofmansgaves Godsarkiv, Rigsarkivet, pakke 84A.

H.C. Lyngbye (1834): Lyngbye zoologiske Optegnelser og Haandtegninger. 
Zoologisk museum, København. B128. 


Tak til Ole Jensen for foto af gravsten.

---

Flere tekster fra H.C. LYNGBYE ÅRET 2017:

14. maj 2017: H.C. Lyngbye på færøske frimærker

23. april 2017: H.C. Lyngbye mellem tang og tro

17. april 2017: Fróðskaparsetur Føroya og Lyngbyes star

8. april 2017: H.C. Lyngbye, Kirkjubøstolene og andre færøske oldsager

28. marts 2017: H.C. Lyngbye og fredningen af ruinen i Kirkjubø

18. marts 2017: H.C. Lyngbyes netværk - Hornemann og Hofmansgave

10. marts 2017: Makkerparret Lyngbye og Schrøter 

18. februar 2017: En skotsk færøbeskrivelse: Om færøsk monopol- og frihandel

6. februar 2017: Plantelæren, Hornemann og H.C. Lyngbye

25. januar 2017: Beskrivelse af et portræt

17. januar 2017: Havets lysning



1. januar 2017:  Introduktion til "H.C. Lyngbye året 2017"