H.C. Lyngbye, Kirkjubøstolene og andre færøske oldsager

Frimærke med én af de fire tegninger som H.C. Lyngbye sendte Oldsagskommissionen 1817: 
To vievandskar, en inskription fra Tinganes og de to rokkesten i Oyndarfjørður.

H.C. Lyngbyeåret 2017 markeres med Postas udgivelse af en serie på fire frimærker den 15. maj 2017. Frimærkerne beskriver nogle af de fagområder, hvor H.C. Lyngbye fik afgørende indflydelse på færøsk kulturudvikling. Frimærkerne er tilrettelagt af Ole Wich og Kim Simonsen.

H.C. LYNGBYE ÅR 2017: H.C. Lyngbye lagde grunden til kundskaben og bevarelsen af de vigtigste færøske fortidsminder. Han skabte grundlaget for fredningen af Kirkjubøruinen med sine pålidelige og nøjagtige beskrivelser. Men også nogle løse færøske fortidsminder, som for eksempel de såkaldte Kirkjubøstole, blev ved hjælp af Lyngbyes årvågenhed samt pen og pensel blev reddet for eftertiden. Lyngbyes genstandsregistreringer på rejsen til Færøerne 1817 var startskuddet til mange års aktiviteter og generationers kampe om brugen af de færøske fortidsminder.

Den mineralsamlende charmør

2. juni 1819 ankom en fornem rejsende til Færøerne med skibet fra København. Han var en farverig personlighed og eftersom han havde gode forbindelser i den danske akademiske verden og tillige var begunstiget med et venskab og financiel støtte fra kronprins Christian Frederik, charmerede han sig ind på borgerskabet i Thorshavn. Manden var den natur- og geologikyndige kammerherre Edouard Romeo Vargas Bedemar (1768-1849), som kom til klippeøerne for at samle færøske mineraler, blandt til kronprinsens stensamling. 
Den elegante verdensmand indkvarterede sig i hovedstaden hos den konstituerede amtmand og kommandant E. M. G. Løbner (1766-1849) og tilbragte de næste 13 måneder på Færøerne med indsamlingsaktiviteter. Han fik både tjener og pige til rådighed og tillige fik han lov til at skylde Løbner for indkvarteringsomkostningerne. 

Videnskabsmanden Vargas Bedemar 1840 på et maleri på Geologisk Museum af M. Brünnich og 
kommandant E. Løbner på et maleri på Føroya Fornminissavn.

Dette fornemme arrangement fortrød Løbner nok sidenhen, eftersom han først efter mange års venten endte med at modtage kun 63 rigsdaler fra kammerherren af sit tilgodehavende på 500 rigsdaler. Pengene kom fra dødsboet i 1847 efter Vargas Bedemar, som oven i købet havde tituleret sig selv greve gennem en stor del af sit liv, men dog ikke var det. Den charmende ”greve” havde mange personlige og faglige kvaliteter, men styring af financer var åbenbart ikke et talent han besad.

Oldsagskommissionens repræsentant

I denne periode var mineralsamlinger meget efterspurgte, både som samlerobjekter blandt konger, adel og rige folk, men også fordi geologien som videnskab var ved at tage form som et fagområde i universitetsverdenen. Vargas Bedemar var vel orienteret om naturfagene, dygtig og tillige flittig. Da han forlod Færøerne havde han 10.000 mineralprøver med til København, som han gennem sine kontakter fik fordelt til samlinger i Europa og derigennem opnåede stor anerkendelse og hæder. 
Interessante mineraler var adgangstegn til de højeste kredse i Europa og Vargas Bedemar blev kort tid efter tilbagekomsten til København udnævnt til vicedirektør for det mineralogiske selskab i Jena. Det var oven i købet den berømte og naturinteresserede digter Johann Wolfgang von Goethe, der skrev til ham om udnævnelsen. Så højt kunne man stige i status ved indsamle og beskrive de rette mineraler.

Den foretagsomme mineralsøgende Vargas Bedemar var imidlertid også medlem af ”Oldsagskommissionen til Oldsagers Opbevaring” i København og havde derfor fået instruks om også at være opmærksom på færøske oldsager og fortidsminder. Med sig havde han afskrift af de beskrivelser og tegninger, som H.C. Lyngbyes havde udført to år før i 1817 og indsendt til Oldsagskommissionen. 
Vargas Bedemar var måske ikke særlig financielt pålidelig, men var han kompetent, når det kom til fortidsminder. Han gik i H.C. Lyngbyes fodspor og røgtede Oldsagskommissionens interesser til fulde.

H. C. Lyngbyes skematiske tegninger og beskrivelser af to såkaldte vievandskar 

fra Sumba og Næs bevirkede at Vargas Bedemar fik dem indlemmet i samlingen i København 1820 

og de derved blev sikret for eftertiden. (Antikvarisk Topografisk Afdeling, Nationalmuseet)

Lyngbyes tegninger af dåbskar fra Sumba og Næs

Lyngbye havde på sine botanikrejser rundt på Færøerne udført beskrivelser af  oldsager og i nogle tilfælde tegnet dem. I sin rapport i september 1817 til Oldsagskommissionen om oldsagsgenstande i Kirkjubø, vedlagde han fire tegninger: Tre tegninger om ruinen i Kirkjubø, samt én med tegning og beskrivelser af to vievandskar, en helleinskription fra Tinganes og de to rokkestene i Oyndarfjørður.

Udover fredningen af ruinen, som allerede er omtalt, var det især de to løse fortidsminder Oldsagskommissionen var interesseret i. I et brev d. 31. juli 1819 til amtsprovst P. M. Hentze på Sandoy beder kommissionen provsten sørge for indsamlingen af de to vievandskar og orienterer ham samtidigt om arbejdet med fredningen, der var sat i gang som fælge af Lyngbyes rapport 1817.

Eftersom Vargas Bedemar befinder sig på Færøerne indgår han et samarbejde med amtet og amtsprovsten der bevirker, at han får indsamlet de to vievandskar, der senere hen fortolkes som døbefonte, og sørger for at få dem indlemmet i Oldsagskommissionens samling i 1820. 
I kommissionens protokol står: »Hr. Grevens Omsorg at takke for flere færøiske Antiquiteter, som ved ham ere oversendte, og deri indlemmet«. Genstandene beskrives: »Et Vievands Kar af Steen, paa Bunden et Kors, og i Midten et Hul til Vandets Afløb. Siderne bestaae af 4 udhulede Rundinger. Fra Sumbøe Kirke paa Suderøen. - Et dito Kar af Steen, fiirkantert, fra Næss Kirke paa Østerøe«. På denne måde afslutter Vargas Bedemar Lyngbyes genstandsregistering. 

Lyngbyes beskrivelse af Kirkebøstolene

Det var imidlertid Lyngbye indsats for genstandene fra sognekirken i Kirkjubø, der, ud over ruinens beskrivelse og fredning, har trukket de tydeligste spor helt op til vores tid. Arkæologen Knud Krogh skriver i sin bog: »… det er netop H.C. Lyngbye, der som den første beskriver Kirkjubøstolene«. 
Lyngbye indleder omtalen i sin publikation af oldsagsrapporten i 1820: »Stolene i denne Kirke ere derimod mærkelige, da der paa sammes mod Kirkegangen vendte Side findes en heel Deel grovt Billedhugger-Arbeide en basrelief.« Derefter beskriver Lyngbye de enkelte trærelieffer, der afslutter bænkerækkerne i sognekirken. Det er disse oldsager, som vi i dag kalder Kirkjubøstolene. 

Denne tekstbeskrivelse er siden blevet anvendt i forskningen. Knud Krogh skriver: H. C. Lyngbyes beskrivelse … skal først og fremmest gengives, fordi denne øjenvidneberetning om, hvorledes gavlene var indpasset i kirkerummets møblering, altid vil være det grundlæggende udgangspunkt for studiet af »Kirkjubustolenes« historie.
Igen viser det sig at naturvidenskabsmanden H.C. Lyngbyes skarpe iagttagelsesevne, skærpet gennem hans mange studier af planter og natur, kan udforme en beskrivelse, der gør det muligt for Oldsagskommissionens medlemmer at vurdere værdien af færøske oldsager. Vargas Bedemar supplerer Lyngbyes beskrivelser, men interesserer sig mere for runeindskriften på Kirkjubøruinens væg, som han gør supplerende notater om, så teksten kan tydes i København.

Disse fortidsminder udviklede sig med tiden til at være symbolske redskaber i den politiske konfrontationskurs mod den danskbaserede administration af færøske forhold. Lyngbyes beskrivelser fra Kirkjubø 1817 kan derfor siges at være grundforudsætningen for de mange tovtrækkerier, der har været om ruinen og stolene fra Kirkjubø. 

Kirkjubøstolene et skoleeksempel på, hvordan fortidsgenstande kan ende med at blive essentielle i hårde komplicerede magtkampe indenfor identitetspolitik, både lokalt og nationalt. Historien om dette skal her kort referes.

Sagen om Kirkebøstolene som identitetspolitisk løftestang

Kirkjubøstolene er tilevnet i udlandet med katolske motiver. Det kan syntes underligt at udenlandske genstande, de sidste symboler på den katolske kirkes herredømme og dominans over det færøske samfund, kan bruges som identitetsskabende redskaber i en nutidig selvstændighedskamp. 
Forklaringen ligger nok både i den status, der ligger i kunne at refere til bisper, konger og en betydningsfuld færøsk fortidshistorie, men også i det forhold, at man via disse genstande og deres forhold kan opbygge en offerrolle overfor den danske regeringsmagt og derefter dæmonisere dansk administration. Dette ses i sprogbruget i omtalen af overleveringen af oldsagerne i 1874, der af flere færøske nationalister betegnes som et overgreb. 

Dette rejser spørgmålet: Hvordan endte genstandene fra Kirkjubø på nationalmuseet i København?

Fra kirkeinventar til museumsgenstande

Ved restaureringen af sognekirken i 1874 mistede stolene deres funktion og går fra at være kirkeinventar til udelukkende at være genstande, der kan berette om fortiden. De bliver til bevaringsværdige museumsgenstande. 
Denne ændring i funktion og status rejser nogle problematikker: Skal museumsgenstandene bevares lokalt og sognekirken i Kirkjubø fungere som et museum? Skal genstandene på nationalmuseum og gøres tilgængelige for en større offentlighed? Ud over dette er de rent fysiske bevaringsmæssige aspekter. 

Erfaringer viste allerede først i 1800-tallet, at der er væsentlig mindre garanti for, at historiske genstande bevares for eftertiden, når de opbevares lokalt. Denne erkendelse var hele tanken bag oprettelsen af ”Oldsagskommissionen til Oldsagers Opbevaring”, der senere udviklede sig til Danmarks Riges Nationalmuseum. 
Folk med sans for fortidsgenstande var ud fra dyrekøbte erfaringer smerteligt bevidst om, at løse historiske genstande, der ikke indsamles, eller faste fortidsminder, der ikke fredes, enten forsvinder og nedbrydes, hvis ansvaret for dem er placeret lokalt. Ansvaret for fortidsadministration og bevaringen må være placeret være hos en central overmyndighed fjernt fra lokale interesser.

V. U. Hammershaimb kasserer Kirkjubøstolene

Det er disse problematikker, der rejste sig da, de færøske kirkemyndigheder repræsenteret ved provsten V. U. Hammershaimb (1819-1909) i 1875 besluttede at kassere det gamle inventar efter sognekirken i Kirkjubø havde fået en nødvendig restaurering. Der er enighed om, at inventaret var historisk værdifuldt og skulle bevares, så provsten og amtmanden spørger i brev til København 14. april 1875 om ”Museet for nordiske Oldsager” vil modtage og opbevare inventaret: 
»Oldsagerne, som gjorde den gamle Kirke saa ærværdig, passe ikke mere til den nye og ere desuden altfor medtagne til at de kunne benyttes i Kirken. Vi give os den Ære vedlagt at fremsende en Fortegnelse over disse ubrugelige Sager, som ere tagne fra den gamle Kirke...«.
Kirken mangler efter restaureringen penge til indkøb af en ny altertavle og de spørger om museet vil bidrage: »Vi tillade os at henstille, om der maatte kunne afgives et yderligere Bidrag hertil nede fra som en Erstatning for de gamle Oldsager, der overgives til Museet for nordiske Oldsager«. 
Aftalen bliver at Kirkjubøstolene sammen med de andre genstande sendt til »Det kongelige Museum for de nordiske Oldsager« mod et bidrag til indkøb af altertavle på 200 kroner.

Den ene færøske kulturhelgen og nationalhelt, V. U. Hammerhaimb, sendte Kirkjubøstolene på museum 

i København, den anden kulturhelgen og nationalhelt, Jóannes Patursson, kæmpede passioneret for at få dem tilbage. De er begge kanoniseret på færøske frimærker.

Jóannes Patursson og fortidsmindernes opbevaring

Politikeren og kongsbønden i Kirkjubø forsøger i perioden 1904-06 at argumentere for, at afleveringsproceduren ikke har været korrekt og forsøger ihærdigt at få kirkeinventaret tilbage til opstilling og udstilling i sognekirken i Kirkjubø. Han var opsat på at bruge fortidsgenstandene til at højne sin egen lokale status. Det lykkedes ham ikke. Kirkjubøstolene blev på Nationalmuseet og kunne derfor fortsætte med at være politiske redskaber i de færøske bestræbelser hen mod selvstændighed. De blev gennem 100 år mere følelsesladede symboler på dansk administrations overgreb mod det færøske folk.

Der var de facto ikke andre steder at sende Kirkjubøstolene hen, for denne overdragelse af genstandene fra Kirkjubø til opbevaring på Nationalmuseet i København sker mere end 15 år før idéen om et færøsk kulturhistorisk museum blev til. Forøvrigt en idé, der blev lanceret af Jóannes Patursson efter inspiration af den nordatlantsrejsende arkæolog Daniel Bruun. Først i 1898 blev Føroya Forngripagoymsla (Færøernes oldsagsforvaring) indviet i Tórshavn. På trods af den nationale betegnelse er samlingen i begyndelsen kun at regne som et engsmuseum for Færøerne. 

Der ligger explicit for et engsmuseums oprettelse, at historiske genstande fra lokalområdeet skal indsamles og udstilles centralt for sammen at kunne beskrive egnens materielle og kulturelle identitet. Det samme gælder et nationalmuseum, der efter samme princip må samle alle nationens vigtigste historiske genstande, så  samlingerne beskriver nationalidentiteten i en samlet fortælling til offentligheden. 

Ud fra denne synsvinkel bør vigtige fortidsminder, så som Kirkjubøstolene, korrekt set opbevares i København i tiden efter afleveringen og teoretisk set siden i Tórshavn, da museumsinstitutionen får status af nationalt museum 1952 under navnet Føroya Fornminnissavn. 
I dag er disse debatombruste genstande udstillet på det færøske nationalmuseum i Tórshavn, men set fra Jóannes Paturssons synspunkt og vel også nogle folk i dag i Kirkjubø, er stolene ikke kommet hjem endnu, ikke før de udstilles lokalt i Kirkjubø.

Ud fra dette synspunkt satte Jóannes Patursson sig således bogstaveligt talt mellem to stole. På den ene side ville han markere nationen med et veludstyret nationalmuseum i hovedstaden Tórshavn, på anden side vil han opbevare fortidsminderne lokalt i sognekirken, oven i købet med fare for, at de nedbrydes yderligere. Der er ingen konsekvens og det nationale viger for lokalinteressen, som så ofte set før. 

Siden 2002 har Kirkjubøstolene været udstillet på det færøske Nationalmuseum i Hoyvík ved Tórshavn.
Foto: Ole Wich

Repatrieringen af de færøske fortidsminder 

I efterkrigstiden blev det en voksende trend i kulturpolitik og museumsverdenen at repatriere museumsgenstande fra de store museer tilbage til de steder, som de stammede fra. I det danske rige var det den fysiske returnering af islandske håndskrifter fra 1973 og frem, der blev den skelsættende begivenhed. 
Tilbageleveringen af Kirkjubøstolene og et udvalg af andre færøske oldsager blev principielt aftalt 1977 mellem det færøske Landstyre og det danske Kulturministerium. Men den grundliggende ufravigelige betingelse for tilbagelevering var strenge krav til opbevaring under konserveringmæssige trygge forhold. Disse krav var der ikke færøsk vilje til at opfylde før 25 år senere, hvor, set i forhold til de fornemme museumsgenstande, en pauver nødløsning omsider blev etableret. 

De fornemme stole fra den katolske storhedstid på Færøerne står nu udstillet inde i en falleret og ombygget møbelbutik i et industriområde i forstaden Hoyvík. En bygning, der i forhold til sit indhold må betegnes som et absolut u-bevaringværdigt usselt fortidsminde fra senfirserne og halvfemsernes økonomiske rusjetur på Færøerne. 
I Kirkjubø, ved given lejlighed, råber de skiftende forpagtere af kongsgården op om at stolene skal hjem til Kirkjubø, ligesom Jóannes Patursson gjorde det 100 år før. Kirkjubøstolene kan stadig bruges politisk. Intet nyt under stolen. 

Den færøske økonomi og det færøske selvværd lå i ruiner sidst i 1990-erne. 
Så er det godt at kunne hive Kirkjubøstolene frem fra mølposen igen, så politikerne kan markere 
sig med lidt symbolsk identitetspolitik og få positiv omtale.
Den endelige aftale om tilbagelevering af Kirkjubøstolene og andre færøske oldsager 
blev underskrevet 1999. Udstillingen på det færøske Nationalmuseum åbnede Olai 2002.
(Sosialurin 12-6-1999)

H.C. Lyngbye, vækkeren af den færøske bevidsthed om fortidsminder

Det er H.C. Lyngbye, der med sin levende interesse for fortiden og efter opfordring fra amtsprovst Hentze vakte hele bevidstheden om de færøske fortidsminder, som han på sine botaniske rejser rundt på øerne samvittighedfuldt registrerede og beskrev. Disse fortidsminder har siden haft overvældende betydning i den nationale færøske identitetskonstruktion, både indadtil og ikke mindst udadtil, som omtalt herover. 

Denne registreringsindsats, der lå langt ud over Lyngbyes egentlige naturvidenskabelige arbejdsområde, er i den danske litteratur om færøske fortidsminder blevet bredt anerkendt allerede i 1800-tallet. Lyngbyes viden om Færøerne var omfattende og han blev med mellemrum kontaktet af folk med interesse for Færøerne helt frem til hans død i 1837.

Men kun få på Færøerne kender Lyngbyes rolle i bevaringen af disse centrale genstande i den færøske identitetskonstruktion. H.C. Lyngbye nævnes kun sporarisk i færøsk historieskrivning og som regel kun for hans indsamling og samarbejde med pastor Schøter, der resulterede i udgivelsen 1822 af kvadet om Sigurd Fofnersbane, et oralt færøsk fortidsminde.

Et eksempel på dette er, at kongsbonden, politikeren og nationalisten Jóannes Patursson skriver langt, bredt og dygtigt om sin egen indsats for at bevare fortidsminderne i Kirkjubø i sin erindringsbog »Tættir úr Kirkjubøar søgu«. Han kæmper for sin sag, selvom den faktisk fremstår temmelig mudret og inkonsekvent, men en sådan passioneret kamp er vel al ære værd. 
Men denne Jóannes Patursson, der i høj grad har brugt de her omtalte færøske fortidsminder som redskaber til at opnå status som færøsk kulturhelgen og nationalhelt, han nævner ikke H.C. Lyngbye med et eneste ord. 

---

Kilder

Knud J. Krogh: Kirkebøstolene og Kirkjubøur. Emil Thomsen, 1988. 

Knud J. Krogh: Tann falski greivin - Vargas Bedemar. Mondul 1980/1 s 2-17.

Jóannes Patursson: Tættir úr Kirkjubøar søgu. 1966

Kim Simonsen: Frimærker og national identitet - Færøske frimærker som erindringssted. Posta Stamps nr. 17, 2013. 

Kim Simonsen, Ole Wich: H.C. Lyngbye and his Travels to Faroe Islands 1917. 
Posta Stamps nr. 31, 2017. Se link.

Kirkjubøstólarnir koma aftur, men høli mugu finnast. Dagblaðið 23-11-1977

Varðveitið fornminni! Dagblaðið 18-8-1986

KIrkjabæstólarnir til Føroya komandi ár. Sosialurin 12-6-1999

---

Flere tekster fra H.C. LYNGBYE ÅRET 2017:

28. marts 2017: H.C. Lyngbye og fredningen af ruinen i Kirkjubø

18. marts 2017: H.C. Lyngbyes netværk - Hornemann og Hofmansgave

10. marts 2017: Makkerparret Lyngbye og Schrøter 

18. februar 2017: En skotsk færøbeskrivelse: Om færøsk monopol- og frihandel

6. februar 2017: Plantelæren, Hornemann og H.C. Lyngbye

25. januar 2017: Beskrivelse af et portræt

17. januar 2017: Havets lysning


1. januar 2017:  Introduktion til "H.C. Lyngbye året 2017"