H.C. Lyngbye og fredningen af ruinen i Kirkjubø

H.C. Lyngbye tegning af hele Kirkjubø med teksten: 

»Udsigt af den gamle Kirkemuur ved Kirkebøe paa Strømøe. A. Den gamle Kirkemuur. B. Rudera af en gammel Muur. C. Den nuværende Kirke. D. Bøigdelaget Kirkebøe. E. Bøen, eller den dyrkede Jord. F. Kirkebøe Field med sine Hamre eller Afsatser. G. En liden Bæk. H. Stranden.«

(Det Kongelige Bibliotek. Håndskriftsamlingen. Werlauffs Manuskripter 28, læg 3.) 

H.C. LYNGBYE ÅR 2017: Besøget i Kirkjubø har gennem mange år været af de første punkter på færøturistens tjek-liste. Det er obligatorisk at bese den middelalderlige kirkeruin og den gamle kongsgård på vestsiden af Streymoy, så man kan mærke historiens færøske vingesus. Grunden til denne konstante turiststrøm kan findes i den symbolske betydning som denne lokalitet var genstand for i opbygningen af den færøske nationalromantik.

Ligesom alle andre steder i begyndelsen af 1800-tallet opstod der et overvældende behov for at oprette mindesmærker, der skulle opbygge og vedligeholde nationens særegne historie, så nationen kunne fremstå som sin egen blandt andre nationer. Netop Kirkjubø blev en sådan hjørnesten i den gryende færøske nationalidentitet og konverteredes derfor med tiden til et sakralt nationalt mindessted.

Men før ruinen i Kirkjubø blev en vigtigt brik i bevidstheden om den færøske fortidshistorie og i den færøske identitetskonstruktion, tiltrak den ikke meget opmærksomhed. De skiftende kongsbønder i Kirkjubø regnede vel nærmere ruinen som et udhus tilhørende bondegården og brugte domkirkebygningen til forskelligt praktisk, for eksempel til fårefold. 

Domkirkeruinen i litteraturen

Inden da havde flere lærde skolarer, der skrev om Færøerne på dansk, men også de forskellige rejsende fra udlandet, alle beskrevet ruinen lakonisk uden de store følelser og armbevægelser. 
Præsten Lucas Debes (1623-1675) så i sin færøbeskrivelse fra 1673 bygningen som en praktisk mulighed: »Der staar endnu en anden ny Kircke-Muur / som en af Bisperne udi deres sidste Tider skal hafve ladet opbygge / … hvilket er en herlig Bygning / aff slet huggen Steen / oc Vindue-Hullerne ere giorde aff sær der udhuggen Steen / oc kunde vel endnu byggis en Kircke der aff / dersom Tilhørerne icke vilde spare deris egen Umage«.
Oplysningsmanden Jens Christian Svabo (1746-1824) nævner også kirkeruinen i sine ”Indberetninger fra en Reise i Færøe 1781 og 1782”, men nøjes med at beskrive dens størrelse og fremtoning samt lidt af dens formodede historie. Præsten Jørgen Landt (1751-1804) er også et barn af 1700-tallet og skriver i 1800 i forordet i sin færøbeskrivelse: »Da jeg just ikke er nogen stor elsker af Oldsager, har jeg kuns kortere berørt, hvad jeg fandt højst fornødent at anføre…«.

Fælles for disse tidlige færøbeskrivelser er, at domkirkeruinen i Kirkjubø indgår på linie med alle andre færøske genstande og fænomener uden det store ståhej. Men dette skulle snart ændre sig.

H.C. Lyngbyes skematiske tegning fra sommeren 1817 af ruinen.

(Antikvarisk-Topografisk Arkiv, Nationalmuseet)

En ny synsvinkel
I 1817, da H.C. Lyngbye under sin færøske botanikrejse gentagne gange var i Kirkjubø, var indstillingen til fortidsminder ved at ændre sig. Der bredte sig den europæiske kultur først i 1800-tallet en enorm interesse for antikvariske fortidsminder. I dette lys blev det snart indlysende at se på ruinen på Streymoy som andet end en banalitet. Den blev en nyhed i tiden og efterhånden fortolket som et symbol på en stolt færøsk fortid.

H.C. Lyngbye havde som mange veluddannede folk på den tid fingeren på pulsen og fulgte passioneret med i tidens trend. Han var derfor ud over sine naturvidenskabelige interesser levende interesseret i antikvariske oldtidslevn og blev den første, der med passion beskrev den færøske domkirkeruin, men også i tekst og tegninger så tilpas korrekt med sin vanlige omhyggelighed, at ruinen kunne indgå i denne nye tidstypiske synsvinkel, blive bevaret og i senere tider konverteres til et nationalsymbol. 

Præsternes fortidsforpligtelse

Men H.C. Lyngbye var ikke den eneste på Færøerne der mente, at færøske oldtidslevn nok var værd at kigge nærmere på. Kort efter Lyngbyes ankomst til Tórshavn i juni 1817 fik han brev fra Sandoy: 

»Tillige modtog jeg, ved min Ankomst til disse Øer, fra Amtsprovst Hentze et Brev med en Anmodning om paa mine Omreiser at indhente, savidt muligt, Underretninger om Oldsager, og andre didhen hørende Gjenstande. I følge heraf var jeg fire Gange, og den sidste Gang i Selskab med Stedets Sognepræst Hr. Gade, ved Kirkebøe på Strømø, hvor den største og mærkværdigste Antikvitet paa Færøerne, nemlig den gamle Kirkemuur, befindes«.

Selvom amtsprovsten P. M. Hentze (1753-1843) vitterlig var interesseret i fortidslevninger, hvilket han senere viste ved omfattende initaitiver til indsamling af gamle færøske kvad, så var han helt konkret i sit embede også forpligtiget til at virke for indsamling af oplysninger om antikvariske oldtidslevn. 
I august 1807 havde den nylig kongeligt oprettede ”Oldsagskommissionen til Oldsagers Opbevaring” udformet og udsendt en liste med 12 spørgsmål til alle rigets præster om hvilke historiske mindesmærker, der fandtes i deres sogn. Præsterne blev forpligtet til at opsøge og indberette om blandt andet: »Levninger af gamle Bygninger … den katolske Cultus … Inscriptioner med Rune-skrift … Billeder af hvilkensomhelst Materie«. 

Den passionerede Lyngbye

Ruinen i Kirkjubø opfyldte rigeligt disse kriterier og H.C. Lyngbye responderede på opfordringen. Han beskrev fortidsmindet i den nye tids tone, der betragtede fortidsminder med passion: 
»Som et i flere Henseender mærkværdige Mindesmærker fra Oldtiden fortjener vist nok den ved Kirkeboe paa Sydstrømøen værende Kirkemuur fortrinlig Opmærksomhed, saavel formedelst dens kolossale Størrelse, som dens Fasthed og Varighed, da den synes at ville trodse den altfortærende Tid. Den staaer som en varslende Kiempe til at Vidne for Efterslægten om den Kraft og dybe religiøse Sands, som udmærkede de diærve Fædre, og er afpræget i saa mange af deres Handlinger«.

Lyngbye var blevet grebet af fortidsmindernes mytiske verden og brugte senere i sit liv meget tid på udgravning og indsamling af oldsager. På Nationalmuseet i København befinder sig flere genstande, som han indsendte fra sine udgravninger af slotsvolden ved Søborg slot, som han sidenhen kom til bo lige ved siden af. 

De 12 spørgsmål udsendt til alle rigets præster om fortidsminder og

Lyngbyes og Gades følgebrev til rapporten om ruinen i Kirkjubø til biskop Münter 

den 28. september 1817. (Antikvarisk-Topografisk Arkiv, Nationalmuseet).

Lyngbyes beskrivelse

Amtsprovst P.M. Hentze så i 1817 rigtigt og var tillige heldig, for i H.C. Lyngbye havde han fundet den rette mand til at udføre jobbet med indsamling af antikvariske fænomener på Færøerne. Den lærde botaniker kunne med sin intense fortidsinteresse og sin naturvidenskabelige træning blandt andet levere en så nøgtern og fyldestgørende beskrivelse i tegninger og tekst, der gjorde det muligt for Oldsagskommissionen at gå videre med sagen om ruinen fra Kirkjubø. 

Lyngbyes botaniske dagbog viser, at han besøgte ruinen i Kirkjubø d. 22. juni og at han var oppe på murene for at botanisere. Han skrev til sin ven Niels Hofman Bang: »I Kirkebo paa Sydsiden af Strømøe har jeg været, og beskuet den gl. omt. 700 Aar gl. Kirkeruin som er 15 Alen høi, 3 alen tyk, opbygget af de forrige gl. katolske bisper men ufuldendt; en Sten med Runebogstaver aftegnede jeg saa godt jeg kunde; Oven paa Muren voxte ...«.

Den sidste tur med sognepræsten P.N. Gade (1778-1840) foretog han den 22. september, hvorefter han fik udformet sin rapport, som de sendte den 28. september 1817 fra Tórshavn til biskop Friederich Münter (1761-1830) i København. 

Biskoppen var medlem af »Den kongelige Kommission til Oldsagers Opbevaring«. Nu fik myndighederne i København mulighed for at handle.

Ruinen i Kirkjubø: Relikvietavlen på gavlen med indskriptioner, grundplanet af bygningen 

og forskellige andre oldsager stukket i kobber i efter H.C. Lyngbyes tegninger og

publiceret i Antiquariske Annaler. 3. bind, 1820.

Fredningen
H.C. Lyngbye publicerede sine iagttagelser og nogle af sine tegninger fra Kirkjubø i 1820 i tidsskriftet Antiquariske Annaler under titlen: »Om den gamle Kirkemur ved Kirkeboe på Færøe«. Men allerede året før havde Oldsagskommissionen med udgangspunkt i Lyngbyes rapport taget initativ til at få bevaret den middelalderlige færøske domkirkeruin. Kommissionen skrev en anmodning til Kancelliet, der var hovedadministrationen under enevælden og som også stod for de færøske forhold:

»31 Juli 1819 - Til Danske Kancelli
Kommissionen er gennem Botanikeren Lyngbyes Indberetning blevet opmærksom paa den velbevarede Ruin af en Domkirke paa Strømø, ved Kirkebø, og anmoder om Fredning af denne, især af de mærkværdige Sten, med Indskrifter på den udvendige Østmur«. 

Kancelliet gik indstillingen i møde og sent på året udformedes en ordre til den konstituerede amtmand E. M. G. Løbner (1766-1849) i Thorshavn. Brevet ankom med skibet næste forår d. 28. maj 1820:

»Den Kongl. Kommission for Oldsagers Opbevaring har anmodet Kancelliet om at drage Omsorg for, at en velbevaret, mærkværdig og stor Ruin af en enten ufuldført eller ødelagt Domkirke, som skal findes ved Kirkebøe paa Strømøe maatte vorde fredet, for at overleveres Efterkommerne som et Minde om Middelalderens Bygningskonst ….
I Anledning heraf skulde Man, efter Kommissionens Forlangende, tjenstligt anmode Hr. Amtmanden om at ville foranstalte det virkende Fornødne til bemeldte Ruins Fredning og Vedligeholdelse. - Det Kongelige danske Kancellie den 30te Novemb 1819«.

Så hurtigt gik det. Allerede to-tre år efter H.C. Lyngbye i 1817 for første gang satte fod på færøsk klippe var de første aftryk af hans arbejde synligt i det færøske samfund. 

H.C. Lyngbyes pålidelige og nøgterne beretning i samspil med Hentze, Gade, Münter og fortidsinteressen i Guldalderens statsapparat, har grundliggende gjort det muligt for turister i 2017 at vandre over fjeldet i hans fodspor og se den mærkværdige genstand i Kirkjubø stadig knejse med sine stenvægge op mod himmelen i konkurrence med baglandets fjeldhamre. Fredningen af domkirkeruinen i Kirkjubø bremsede ødelæggelsen af mindesmærket.
Men dette var ikke det eneste antikvariske aftryk som identitetsassistenten H.C. Lyngbye afsatte i den færøske kulturopbygning. Der var andre færøske fortidsgenstande af værdi som han beskrev og medvirkede til at redde. Dette vil jeg skrive om senere.

Bønderne og ruinen

Som kuriosum kan nævnes, at de fredningsrestriktioner, som amtmanden i Thorshavn blev nødt til at sætte på brug af ruinen, faldt ikke i særlig god jord hos de daværende og kommende kongsbønder i Kirkjubø. 
Et skilt, sandsynligvis opsat i 1869 under amtmand Peter Holten (1816-1892), er en indikation af dette med teksten: »Bekjendgjørelse - Ved det kongelige danske Cancellis Ordre af 30te November 1819 er Kirkebømuren stillet under det  Offentliges Varetægt som Oldtidsmonument. Alle og Enhver advares derfor mod at foretage Noget hvorved Muren beskadiges…«. 
Denne interessekonflikt fortsatte gennem de følgende generationer op til vore dage. Men det er en helt anden del af Kirkjubøs historie.

Advarselsskiltet opsat på ruinen af amtet sandsynligvis 1869. 
Det tyder på, at folk ikke respekterede fortidsmindet. 

Sandsynligvis fotograferet af sysselmand H.C. Müller (Fornminnissavnið).

---

Kilder

P.N. Gade; H. C. Lyngbye: A. Om den gamle Kirkemur ved Kirkeboe på Færøe. Antiquariske Annaler. 3. bind 1820, s 275-326.

L.Debes: Færøernes beskrivelse. Munksgaard, 1963.

J. Chr. Svabo: Indberetninger fra en Reise i Færøe 1781 og 1782. N. Djurhuus, Selskabet til udgivelse af færøske kildeskrifter og studier, 1959.

J. Landt: Forsøg til en Beskrivelse over Færøerne. København, 1800.

Tove B. Jacobsen: Arbejdet i Oldsagskommissionens første år. Oldsagskommissionens tidlige år - forudsætninger og internationale forbindelser. Nationalmuseet 2007.

C. F. Nielsen: Færøernes geistlige Stat eller Geistlighedens Personalhistorie i Færøernes Provstie. 1879.

Arkivalier om ruinen i Kirkjubø på Antikvarisk-Topografisk Arkiv, Nationalmuseet.

Om Antikvarisk-Topografisk Arkiv på Nationalmuseets hjemmeside.

H.C. Müller: Ruinen i Kirkjubø. Glaspladenegativ på Fornminnissavnið, snr 5105F024.

---

Flere tekster fra H.C. LYNGBYE ÅRET 2017:

18. marts 2017: H.C. Lyngbyes netværk - Hornemann og Hofmansgave

10. marts 2017: Makkerparret Lyngbye og Schrøter 

18. februar: En skotsk færøbeskrivelse: Om færøsk monopol- og frihandel

6. februar 2017: Plantelæren, Hornemann og H.C. Lyngbye

25. januar 2017: Beskrivelse af et portræt

17. januar 2017: Havets lysning
1. januar 2017:  Introduktion til "H.C. Lyngbye året 2017"

H.C. Lyngbyes netværk - Hornemann og Hofmansgave

H.C. LYNGBYE ÅR 2017: Efter at H.C. Lyngbye havde afsluttet sin teologigrad ved Københavnsk Universitet 1812 med høje karakterer, burde næste trin i hans karriere være, at han fik tildelt et kald som præst. Men præsteembederne hang ikke på træerne og måske havde Lyngbye heller de tilstrækkelige personlige forbindelser til de dele af enevældens magtstruktur, der uddelte embeder. Det gik i hvert fald trægt og han måtte gennem mange ansøgninger før det lykkedes til sidst, desværre med et økonomisk dårligt kald. Økonomien i det danske samfund omkring nederlaget i 1814 gjorde heller ikke hans situation nemmere. Det var trange tider.

Som mange andre nyuddannede teologer måtte Lyngbye efter at have dimitteret fra universitetet finde en alternativ levevej, som på denne den tid for det meste var at blive ansat som huslærer hos mere formuende folk. 
Lyngbye havde før haft en lærerstilling gennem fire år hos en præst i Vendsyssel. Dette var efter han i 1803 havde afsluttet første del af sit universitetsstudie bestående af de oblikatoriske eksamer ”philologicum og philosophicum” og for forberede sig og at skaffe økonomi til teologistudiet. Det var under dette ophold i den nordjydske natur, at hans interesse for botanik tog form og hans herbarium voksede sig tykt.

Huslæreren Lyngbye

Under sit teologistudie i København 1810-1812 var H.C. Lyngbye allerede da i god kontakt med professor J.W. Hornemann, leder af Botanisk have og redaktør af botanikværket Flora Danica, netop på grund af det nordjydske herbarium, der fik professorens øjne op for Lyngbyes talenter. 

Botanikprofessoren havde en ven og fagfælle i godsejeren Niels Hofman Bang (1785-1855) på Nordfyn, som ejede og drev godset Hofmansgave tæt ved udmundingen af Odense Fjord, men han botaniserede også flittigt. 
Hornemann vidste, at Hofman Bang netop på dette tidspunkt havde brug for en lærd og kvalificeret huslærer til sin ni-årige søn Niels Erik. Hornemann vidste også, at Lyngbye havde brug for et levebrød, indtil et præstekald dukkede op. Ergo bandt Hornemann de to løse ender i sit netværk sammen.

Den 29. februar 1812 skriver Lyngbye til Hofman Bang fra værelset på Regensen i Store Kannikestræde og bekræftiger aftalen om en huslærerplads: 
»Ved denne Måneds (Februari) Udgang er ingen Baand, som mere holde mig til Hovedstaden og jeg kan da tiltræde, naar det skal være. Jeg har altsaa den Ære hermed at melde at jeg helst ønsker at afreise herfra den 14dn Marts; men i forvejen bør jeg tilmelde Dem dette mit Forehavende, og indhente Deres Bestemmelse desangaaende for at erfare om De dermed er fornøjet eller ikke, da jeg ellers gierne retter mig efter Deres Ønsker.« 

Senere i brevet konfirmerer Lyngbye den økonomiske aftale: »200 Rigsdaler har De sendt mig i Forskud …, og takker for Deres Godhed. - 500 Rigsdaler har De lovet i aarlig Løn, og dermed er jeg også fornøjet for det første Aar;« 
Forsat forsikrer Lyngbye: »- For Deres Søns undervisning skal jeg i sin Tid giøre mig al Umage, og hans Fremgang skal blive Formaalet for mine bestræbelser.« 

Lyngbye og godsejersønnen Niels Erik

Lyngbye opfyldte sit løfte, selvom han ikke underviste sønnen Niels Erik Hofman Bang (1803-1886) helt frem til han begyndte på den velestimerede kostskole Herlufsholm i oktober 1819. Niels Erik tog studentereksamen derfra i 1822, fortsatte sin uddannelse og gjorde siden karriere i København, Brandenburg og Sverige, indtil han overtog Hofmansgave efter faderen. Han udviklede sig til en dygtig landøkonom og fremtidsorienteret landmand, der tilførte mange forbedringer til dansk landbrug. Han oprettede blandt andet en af de første danske landbrugsskoler. Niels Erik havde ikke den progressive interesse for landbrug fra fremmede, for faderen Niels Hofman Bang var som barn af Oplysningstiden levende interesseret i alt omkring jordbrug, landbrug og alle de økonomiske aspekter deraf. Derfor var en bred grundig uddannelse også en selvfølge for godsejersønnen og den nye huslærer leverede varen. 
H.C. Lyngbye og hans succesfulde elev fra Hofmansgave holdt siden kontakten. De brevvekslede til tider og Niels Erik besøgte senere Lyngbye på hans præstegård i Gilleleje.

Niels Erik Hofman Bang arbejdede som sin far med at forbedre landbrugets økonomiske udbytte, blandt med fåreavlens fremgang i Danmark. Her er en tegning af spolerok han har udført i 1826.

Rejsen til Kattegat og kysten

Hofmansgave ligger ved kysten på Nordfyn oppe i hjørnet mellem Kattegat og vest for det fjordsystem, der skærer sig nordfra ned mod Odense. Vandplanterne flød så at sige rundt lige uden for døren, så Niels Hofman Bang rettede sin botanikinteresse mod vandets planteliv, han skriver: 
»Godset Hofmannsgaves Beliggenhed ved Havet og Kysternes Rigdom paa vegetabiliske Produkter havde opmuntret mig til at beskæftige mig med Algernes Undersøgelse,…«

Da Hofman Bang præsenterede den unge indlandsjyde og akademiske naturforsker in spe for den rige mangfoldighed og den uudforskede verden i Kattegat og Odense Fjords tangflora, forlod H.C. Lyngbye aldrig igen vandets  plante- og dyreliv. Han specialiserede sig i algerne og bosatte sig altid siden tæt på havet. 
Lyngbye zoomede ind, trods næsten blind på det ene øje. Hofman Bang skrev: 
»… og da jeg ofte bad Lyngbye om at aftegne de nye eller mindre bekjendte Arter, som bleve fundne ved Kysten, fik han derved Lyst til mikroskopiske Undersøgelser af en Plantegruppe...«

Med de nye muligheder med vandplanter, mikroskop og gode fysiske faciliter i dagligdagen på Hofmansgave gik Lyngbye til indsamlingen, analyserne og beskrivelserne med sin vanlige flid, omhyggelighed og skarpe hukommelse. 
Han korresponderede jævnligt med professor Hornemann om sine fund, sendte ham beskrivelser, tegninger og ikke mindst indsamlede planter. Lyngbye supplerede således professorens botaniske viden og herbarium. Fremskridtene han gjorde indenfor ”Algernes Undersøgelse” blev snart bemærket i fagmiljøet i København.

De mange vand- og vådområder langs Kattegats kyster og Odense fjord 

var et eldorado for algebotanikerne Hofman Bang og Lyngbye.

Lyngbyes netværk og de botaniske rejser

På Hofmansgave med udsigt over og adgang til det flade fjordlandskab med strande og vådlandsområder, øer og holme, kom H. C. Lyngbye til at sidde i et algologisk smørhul, men også i et socialt centrum, for både videnskabsfolk, politikere og kunstnere var ofte gæster på herregården. Så langt var han allerede kommet, båret af sit nordjyske herbarium og sit dybe naturvidenskabelige engagement. Han kunne med denne bagage og de nye muligheder på Hofmansgave udbygge og styrke sit voksende netværk af akademiske naturvidenskabsmænd og personer øverst i det danske samfund.

Jernværksejeren Jacob Aall og godsejeren Niels Hofman Bang var ungdomsvenner og 

havde siden etableret en direkte handelsforbindelse mellem Nordfyn og Sydnorge. 

Dette bekendtskab gjorde det muligt for H.C. Lyngbye at samle alger i Norge i 1816.

Lyngbyes botaniske rejse gik også videre fra Hofmansgave rent geografisk. Niels Hofman Bang havde økonomiske interesser i Norge gennem en direkte handelsforbindelse til den kendte norske industrimand og politiker, Jacob Aall, der ejede Nes jernværk, der lå mellem Tvedestrand og Arendal. Hofman Bang og Aall havde gået i Nyborg latinskole sammen først i 1790-erne, forøvrigt sammen med Hornemann samt teologen og kvadforskeren P. E. Müller, som Lyngbye senere skulle få et tæt samarbejde med.
I 1816 ledsagede Lyngbye sin arbejdsgiver på en Norgesrejse, hvor de besøgte Jacob Aall og hvor de botaniserede sammen i de norske fjorde. H. C. Lyngbye kunne derved udvide sin algologiske herbarium og uddybe sine studier med arter fra andre habitater. Lyngbye var nu blevet en førende expert i Danmarks riges alger og tang. Han havde forlængst overhalet Hofman Bang på det felt.
Alt dette bevirkede i sidste ende, at kunne Lyngbye på sine rejser også kom til at  botanisere de færøske fjorde i sommeren 1817 og fylde sit herbarium med nordatlantiske alger, samt samle fjeldflora til Hornemanns herbarium i København. Efter denne 4 måneders rejse var han klar til at publicere sine resultater i sit omfattende hovedværk om alger og tang i 1819.

Hofmansgaves bygninger i dag 

med H.C. Lyngbyes underskrift indsat fra et brev til J.W. Hornemann.

Hornemanns genistreg

Professor Hornemann håbede i 1812 oprindeligt på, at ved at sende den unge botanikinteresserede Lyngbye til Fyn kunne han blive en givtig naturvidenskabelig diskussionspartner og faglig støtte for Niels Hofman Bang i hans botaniske aktiviteter. Dette håb foldede sig ud i fuld blomst. 
Men udover det frugtbare samarbejde og tætte forbindelse som Lyngbye og Hofman Bang knyttede til hinanden i årene frem helt til Lyngbyes død i 1837, lykkedes Hornemanns projekt bedre end han nogensinde kunne have drømt om, for få år efter stod Hornemann med et digert illustreret naturvidenskabeligt bogværk fra Lyngbyes hånd ”Tentamen Hydrophytologiae Danicae” - Forsøg på en lære om danske vandplanter. 

Denne udgivelse i 1819 på latin og med 70 kobberstukne tavler udbredte og knæsatte Danmarks riges ry indenfor naturvidenskabens viden om alger og tang i så høj grad, at kongen indvilligede i at betale hele udgivelsen og forlangte kun 30 eksemplarer til gengæld. Resten måtte Lyngbye sælge til egen fortjeneste. 

Niels Hofman Bang skrev siden om Lyngbyes store bogværk: »han …. udgav et Værk, som gjør Fædrelandets Litteratur Ære, og som længe vil blive regnet til de fortrinligste af dette Slags«.

Alt dette startede med Hornemanns idé om Lyngbyes ophold og muligheder for  naturvidenskabeligt virke på Hofmansgave. Gennem Hofman Bangs interesse for vandplanter udviklede idéen sig til at lægge op til et bogværk, der siden i mange år blev et standardværk i europæiske botanikkredse. 
Man kan sige, at Lyngbye på sin vis gentog Hornemanns ungdomsprojekt, der var bogen »Forsøg til en dansk oekonomisk Plantelære«. Den blev et standardværk blandt danske botanikinteresserede i begyndelsen af 1800-tallet. Lyngbyes botanikbog var blot mere specifik og med et internationalt sigte.

Den fortsatte støtte

Hofman Bang og professor Hornemann havde al mulig grund til at være tilfredse og stolte af dette arrangement med Lyngbye som Hofmansgaves huslærer. »Tentamen Hydrophytologiae Danicae« kan også siges for en del at være deres værk.
Denne tilfredshed viste de også siden i handling. I de kommende år fortsatte de med at støtte H.C. Lyngbye, der trods et præstekald på Djursland i foråret 1819 og i Nordsjælland fra 1827 først sent i livet opnåede at stabilisere sin personlige økonomi. Men ved vennernes hjælp klarede han sig igennem. Et godt netværk betyder alt.

---

Kilder

På Botanisk bibliotek: Breve fra Lyngbye til J.W. Hornemann og Niels Hofman Bang.

Hofmansgaves Godsarkiv på Landsarkivet for Fyn, Statens Arkiver.

Nekrolog over H. C. Lyngbye af Niels Hofmann Bang. Krøyers Naturhistoriske Tidsskrift, II, s 1-7.

Johannes Wendt-Larsen: Fra stamhus til stiftelse - Slægten Hofman-Bang til Hofmansgave 1784-1959. Udgiverselskabet Sletten 2010

Persongalleri: J.W. Hornemann - Niels Hofman Bang - Niels Erik Hofman Bang - Jacob Aall.

Flere tekster fra H.C. LYNGBYE ÅRET 2017:

10. marts 2017: Makkerparret Lyngbye og Schrøter 

18. februar: En skotsk færøbeskrivelse: Om færøsk monopol- og frihandel

6. februar 2017: Plantelæren, Hornemann og H.C. Lyngbye

25. januar 2017: Beskrivelse af et portræt

17. januar 2017: Havets lysning

1. januar 2017:  Introduktion til "H.C. Lyngbye året 2017"

Makkerparret Lyngbye og Schrøter

En art som H.C. Lyngbye i sit store algeværk benævner »Sphærococcus laciniatus⁠« og som han fandt og tegnede den 11. juli 1817 i Hvalba på Suðuroy. Originaltegningen er på Botanisk bibliotek i København.

H.C. LYNGBYE ÅRET 2017: Da H.C. Lyngbye i 1817 havde besluttet sig for at rejse til Færøerne for supplere sin viden om det danske riges tang og alger var der ikke meget litteratur, han kunne studere, for at forberede sig på turen. Lyngbye forberedte sig ellers altid godt. Han læste og refererede flittigt til relevant litteratur i alle sine arbejder.

Da beslutningen om færørejsen var taget skriver Lyngbye d. 25. marts 1817 fra sin bopæl på godset Hofmansgave på Fyn til botanikprofessor J.W. Hornemann i København: »Hofmann eier Landts beskrivelse over Færøerne; jeg tror ogsaa han har Debes. Med disse forfattere skal jeg saasnart muligt giøre mig bekendt.« 

De to færøbeskrivelser

Lyngbye referer her til bogen af præsten Lucas Debes (1623-1675) med den omstændige titel: »Færoæ & Færoa reserata: Det er Færøernis oc færøeske Indbyggeris beskrifvelse, udi hvilcken føris til liuset adskillige naturens hemeligheder, oc nogle antiqviteter, som her til dags udi mørcket hafve været indelugt, oc nu her opladis.« udgivet i 1673, og til den mere aktuelle bog fra 1800 af præsten Jørgen Landt (1751-1804): »Forsøg til en Beskrivelse over Færøerne«, der for en stor del bygger på Jens Christian Svabos (1746-1824) upublicerede færøbeskrivelse, som Landt lånte fra Rentekammeret.

Begge forfattere havde før gennem en årrække været præster i de to færøske sogne på Streymoy, mens den 71-årige Svabo i 1817 udlevede sin fattige alderdom i Thorshavn, hvor H.C. Lyngbye senere på året stiftede personligt bekendtskab med ham under sit ophold i den færøske hovedstad. 

Mere omfattende kunne Lyngbyes lektie for forberedelse til færørejsen ikke være. To bøger og måske en enkelt artikel hist og pist. Indtil da var Færøerne i store træk ukendt landområde, undtagen for nogle få personer indenfor kongens administration og den kongelige handel i Nordatlanten, samt de embedsfolk fra Danmark, der brugte de færøske embeder som levebrød eller springbræt til bedre embeder i det øvrige rige.

Her er udgaverne fra mit bogskab af de to beskrivelser af Færøerne, som Lyngbye læste før sin rejse 1817. De er også i dag vigtige kilder til færøsk historie. Lucas Debes: »Færoæ & Færoa reserata«, en faksimile udgivet i 1963, og en genudgivelse af Jørgen Landts: »Forsøg til en Beskrivelse over Færøerne«, udgivet 1965.

Lyngbyes udvidelse af litteratur om Færøerne

Set fra færøsk side var det H.C. Lyngbyes store fortjeneste, at han efter sit fire måneders ophold på Færøerne i 1817 medvirkede til betydeligt at udvide kendskabet til den lille øgruppe i Danmark og helt ud blandt europæiske skolarer. Litteraturlisten for den færøinteresserede læser blev i årene efter Lyngbyes færøophold udvidet med 3 markante bøger og en række artikler med færøsk materiale, hvor Lyngbye medvirkende som central figur eller som forfatter. Den efterfølgende voksende interesse for færøske forhold affødte derefter også publikationer fra andre forfattere. Færøerne blev næsten lige så trendy som Island efterfølgende i romantismens svulmende interesse for saga og vikingetid.

Men disse betydelige skrifter om færøske forhold kunne H.C. Lyngbye ikke have udført, uden et tæt samarbejde med Johan Henrik Schrøter (1771-1851), der var præst fra 1804 til 1826 i Hvalba på Suðuroy, hvor Lyngbye besøgte ham.

Johan Henrik Schrøter dukker op de mærkeligste steder. 

Her ses han i 1849 på af de allerførste fotografier på Færøerne taget af sergent Jaeger. 

Dette daguerreotypi sendte Schrøter i Thorshavn til Sir Walter Trevelyans (1797-1879) i London. 

De lærte hinanden at kende på Trevelyans færørejse 1821. Siden skrev de sammen i 20 år. 

Fotoet blev overleveret i 1851 til Trevelyn af sysselmanden i Thorshavn, H.C. Müller, 

der rejste fra Færøerne til London for at besøge den store verdensudstilling.

Den polyhistoriske Schrøter

Thorshavnsdrengen Johan Henrik Schrøter, der med sin store og brede viden om færøske forhold erhvervet gennem hans færøske opvækst og lange aktive virke, var ligesom Lyngbye gennem hele livet flittigt og polyhistorisk interesseret i mange forskellige ting og fænomener. Selvom mange i dag betragter ham som for vidtløftig og for løst fabulerende, så er det en kendsgerning, at han med vidtspændende engagement, store energi og mange skriverier om mange emner og gennem sit enorme personlige netværk i indland og udland, dukker op i mange væsentlige og essentielle sammenhænge. 

John F. West skriver om Schrøter: »… he was a man of all-inclusive interests, was always keen to establish contact with foreigners, and he kept up a vast correspondence. Indeed, he may well have been one of the main channels through which new ideas flowed into Faroe during that great age of change, the early nineteenth century.«

Johan Henrik Schrøter er således ikke til komme udenom. Op gennem første halvdel af 1800-tallet har han samlet set medvirket til at opbygge den opfattelse af færøsk kultur, som vi har i dag. 
Vi mangler i færøsk historie det store grundige studie af denne markante og farverige personlighed. Et sådant studie kunne blive en vigtig nøgle til forståelsen af periodens mange kulturelle udviklingslinier og medvirke til forklaringer på, hvilke de veje de tog fra Oplysningstidens nøgterne økonomiske fokus til Romantikkens svulmende nationalpatos.

Lyngbye på Suðuroy

Lyngbyes kortfattede rapport over hans botaniske ture rundt på Færøerne ligger i arkivet på Botanisk bibliotek i København. Der kan man se, at han og Schrøter tilbragte et par ugers tid sammen i Hvalba i juli måned 1817. 
Snakken har nok gået livligt i præstegårdens stue om de mange emner i tiden, som de så levende interesserede sig for. Lyngbye kom som et frisk pust med den seneste sladder fra guldalderens turbulente København samt med en opdateret viden om de akademiske miljøers landvindinger og tendenser. Schrøter kunne bidrage med talrige oplysninger om færøske forhold til Lyngbyes omhyggeligt skrevne dagbøger.
De følgende år efter Lyngbyes hjemrejse korresponderede de jævnligt i forbindelse med forskellige bogudgivelser og artikler om færøske forhold.  

H.C. Lyngbye overværede en grindefangst, da han besøgte J.H. Schrøter i Hvalba på Suðuroy. Han tegnede søndag den 6. juli 1817 grindehvalen og publicerede senere en videnskabelig artikel om grindehvalen i Tidsskrift for Naturvidenskaben, som også J.H. Schrøter leverede materiale til. 

Makkerparret Lyngbye og Schrøter

Kombinationen mellem J.H. Schrøters omfattende og vidtfabulerende færøkendskab og H.C. Lyngbyes nøgterne naturvidenskabelige tilgang til data og tekst var grundlaget for det gode samarbejde. Lyngbye var en grundig og penittengryn korrektør af Schrøters tekster, og den indbyrdes tillid var så stor, at Lyngbye for det meste fik frie hænder. Han stod for redaktionen, korrekturgang og trykafvikling af to bøger hos den kongelig privilegerede bogtrykker Elmenhoff i Randers. 

For Lyngbye var bogtrykkeriet lige om hjørnet, eftersom han da var præst i Gjesing små 30 kilometer øst for Randers. Schrøter derimod sad på fjerne Suðuroy med langsomme ustadige nordatlantiske postgange uden mulighed for den tætte kontakt til udgiver og trykker, som bogproduktioner altid kræver.

Makkerparret Lyngbye og Schrøter supplerede således hinanden og var en central del af det omfattende skolare netværk, der i disse år udviklede og udbredte viden om færøske forhold. I denne skolare sammenhæng kunne de samarbejde og publicere værker, der ændrede udlandets opfattelse af Færøerne. Dermed skabte de sammen en solid platform for de følgende generationers arbejde for at bringe færøsk kultur til hæder og ære. Jeg vil senere her på siden omtale de publikationer, som Lyngbye og Schrøter sammen fik udgivet og hvordan de blev realiseret.

Lyngbyes og Schrøters beskedne eftermæle

Både Schrøter og Lyngbye blev af det sene 1800-tals nationalister kørt ud på et sidespor og deres mangeartede aktiviteter gik næsten i glemmebogen, selvom disse to markante kulturpersonligheder aktivt lagde selve det fundament, som den færøske nationalromantik byggede sit kulturelle og senere politiske projekt på. 

Grundene er til dette kan være mange, men centralt i denne neglicering og bevidste forglemmelse, står den evige rasende kamp om færøsk ortografi og den ophøjede betydning som senårhundredes nationalister tillagde udformningen af skriftligt færøsk. Ortografiske petitesser var også dengang nationalisternes foretrukne kamparena, hvor de kan opnå status og magt gennem politisk korrekt sprogbrug. 

Schrøter og Lyngbye brugte til dels oplysningsmanden Svabos pragmatiske forslag til en færøsk ortografi, da de først i 1820-erne udgav deres banebrydende publikationer, der forøvrigt var de første bøger på færøsk nogensinde. Denne lydbaserede ortografi var ikke god tone i eftertidens fuldtonede romantiske og etymologiske sprogopfattelse, hvor ingen ustraffet staver færøsk forkert. 

---

Kilder:

Lucas Debes: Færøernes beskrivelse. Munksgaard 1963.

Jørgen Landt: Forsøg til en Beskrivelse over Færøerne. Einars prent og forlag 1965.

H.C. Lyngbye: Om Grindefangsten paa Færöerne, tilligemed Bidrag til Grindens Naturhistorie. Tidsskrift for Naturvidenskab 1826.

John F. West: The English Letters of Pastor Schrøter. Fróðskaparrit 1970. 

På Wikipedia: Lucas Debes  - Jørgen Landt - Jens Christian Svabo - Johan Henrik Schrøter 

På Botanisk bibliotek: Lyngbye botaniske dagbog - Breve fra Lyngbye til Hornemann

The Trevelyan Diary. University Library, Newcastle-upon-Tyne.

Flere tekster fra H.C. LYNGBYE ÅRET 2017:

10. marts 2017: En skotsk færøbeskrivelse: Om færøsk monopol- og frihandel

6. februar 2017: Plantelæren, Hornemann og H.C. Lyngbye

25. januar 2017: Beskrivelse af et portræt

17. januar 2017: Havets lysning

1. januar 2017:  Introduktion til "H.C. Lyngbye året 2017"